Regeringen erkender kendskab til irakisk tortur

Danmark bør under ingen omstændigheder udlevere eller medvirke til at udlevere fanger til lande, hvor der er mistanke om, at de risikerer tortur.

Så enkel bør den danske fangepolitik formuleres, mener Socialdemokraterne, der i går - sammen med resten af oppositionen - forsøgte at få forsvarsminister Gitte Lillelund Bech til at svare på en lang række spørgsmål om de danske styrkers håndtering af fanger i Irak og Afghanistan.

Ministeren var kaldt i samråd oven på Informations Wikileaks-afsløringer af forsvarets og regeringens kendskab til tortur i Irak, men nægtede endnu en gang at svare på alle spørgsmål om sagen.

»Det er et emne, som vil komme til at indgå i den redegørelse, som vi er i gang med at udarbejde,« lød standard-svaret fra Gitte Lillelund-Bech, der fortsat nægter at afsløre, hvornår redegørelsen bliver færdig eller hvilke spørgsmål, den kommer til at besvare.

Både forsvarsministeren og Konservatives ordfører Helge Adam Møller benyttede samrådet til at understrege, at regeringen allerede i maj 2004 var i besiddelse af rapporter fra Amnesty International, der fortalte om »omfattende mishandlinger i Irak.«

Helge Adam Møller understregede, at Amnestys rapporter »hvor det fremgik, at der foregik tortur i Irak« også blev sendt til Forsvarsudvalget, og Gitte Lillelund fortalte, at hun »tydeligt« kunne huske, at Amnesty havde haft foretræde for udvalget og fremlagt samme budskab. »Det var offentligt kendt, at der var problemer med tortur i Irak,« sagde ministeren.

Forsømt opgave

Alligevel blev de danske styrker ved med at medvirke til udlevering af fanger til det irakiske politi. En politik, der - som Information har dokumenteret - førte til, at en af de udleverede fanger blev torteret til døde i april 2005.

Regeringens respekt for Amnestys rapporter fik Socialdemokraternes forsvarsordfører, John Dyrby, til at foreslå, at Danmark fremover ganske enkelt undlader at overdrage fanger til lande, hvor Amnesty vurderer, at der er risiko for tortur.

»Vi politikere har forsømt vores opgave med hensyn til fangespørgsmålet. Der er noget her, vi kunne have gjort bedre. Hvis det fremgår af Amnestys rapporter, at et land anvender tortur, så kan vi ikke overlade fanger til det lands myndigheder,« sagde John Dyrby.

De tre oppositionspartier, som havde kaldt ministeren i samråd, forsøgte flere gange at få regeringen til at erkende, at Danmark har et medansvar for, hvad der sker med fanger, som de danske styrker medvirker til at tilbageholde, f.eks. i Afghanistan. Her fungerer de danske styrker ifølge tidligere chef for Hærens Operative Kommando Henrik Sommer, normalt som ydre sikring, men selve tilbageholdelsen af mistænkte af-ghanere foretages af det af-ghanske politi.

Men et sådant medansvar ville forsvarsministeren ikke vedkende sig.

»Vi har et folkeretsligt ansvar for de fanger, vi har i vores varetægt« sagde hun. »Men vi skal ikke påtage os et folkeretsligt ansvar for alle andre fanger, der tilbageholdes i vores område.«

Intet ansvar

Gitte Lillelund-Bech understregede i den forbindelse, at Afghanistan er et suverænt land, og at de danske styrker ikke bestemmer, hvem de afghanske sikkerhedsstyrker skal tilbageholde.

»Vi er i Afghanistan for at træne de afghanske sikkerhedsstyrker, så de selv kan overtage ansvaret. Det er derfor helt naturligt, at det er dem, der påtager sig ansvaret i forbindelse med tilfangetagelser,« sagde hun og henviste til, at de danske soldater har pligt til at handle eller melde, hvis de ser noget, der tyder på, at fanger vil blive, bliver eller er blevet mishandlet.

»Men har Danmark heller ikke noget moralsk ansvar for disse menneskers skæbne, fru minister?,« insisterede bl.a. Enhedslistens Frank Aaen. Trods flere forsøg, fik han ikke noget svar.