Nyhed
Læsetid: 2 min.

S-krise i fagbevægelsen kan give valgproblemer

Tillidsrepræsentanter har i de seneste år skiftet Socialdemokraterne ud med SF. Det kan blive problematisk for Socialdemokraternes valgkamp, mener ekspert
Indland
29. december 2010

Det var SF, som var i udvikling og vækst, og det var i SF, den faglige debat blomstrede, mens Socialdemokraterne gjorde, som de altid havde gjort. Det fik Tobias Bavnsgaard, som tidligere var tillidsmand ved Arriva og nu faglig sekretær i 3F, til at forlade Socialdemokraterne til fordel for SF.

»Socialdemokraternes system var blevet meget stift. Nogle diskussioner var nærmest blevet tabu, og rollefordelingen mellem parti og fagbevægelse var meget fastlåst,« forklarer han og er glad for at være sluppet ud af det, han kalder en 'plejer-kultur præget af business as usual.'

»Der er en hel anden medlemsinddragelse i SF,« siger Tobias Bavnsgaard, som er én af de mange, fagligt aktive, der har droppet Socialdemokraterne. Siden 1998 har S tabt 10 procent af opbakningen blandt tillidsrepræsentanter i LO-fagbevægelsen, viser en ny undersøgelse, hvor mere end 6.000 tillidsrepræsentanter har redegjort for deres partipolitiske præferencer.

Problem ved valg

Vælgervandringen i fagbevægelsen kan blive et problem for Socialdemokraterne, når det bliver tid til at føre valgkamp.

»Tillidsrepræsentanterne er afgørende i en valgkampssituation. Det er dem, som sætter diskussioner i gang på arbejdspladserne og hjælper med meget af det organisatoriske i valgkampen. De har en stor effekt specielt i den sidste fase af valgkampen. Her kan Socialdemokraterne normalt mobilisere de her folk, men det kan de ikke, hvis de fagligt aktive hellere vil hjælpe SF til en valgsejr,« siger professor fra Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.

Han opfordrer S-ledelsen til at »tænke sig grundigt om« nu, fordi tillidsrepræsentanternes synspunkter i undersøgelsen markerer, hvordan for meget Gucci-politik kan skræmme LO-vælgere væk.

»Det er en påmindelse til Socialdemokraterne om, at den midtersøgende politik kan få nogen til at drysse af i den anden ende. Derfor er det her et momentum, som S-ledelsen må overveje nøje,« siger han.

Tobias Bavnsgaard kan udmærket genkende tendensen fra sit eget partiskifte. Han oplevede ikke, at Socialdemokraterne var villige til at tage de fornødne redskaber i brug i den faglige kamp, mens nytænkningen var større hos SF.

»Det store sociale kompromis, som Socialdemokraterne har siddet i sadlen for, har vi set, ikke fungerer. Der skal nye svar til, og mange har nok gået med en lille rebel i maven,« siger han.

Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører lader sig dog ikke afskrække af udviklingen. Så længe folk går til SF og ikke for eksempel Venstre eller DF, så er det glædeligt, mener Torben Hansen:

»Man kan ikke tage det som udgangspunkt for, at de forlader os til fordel for SF. Vi udøver ikke sindelagskontrol, og det er da glædeligt, at S-SF samlet set har opbakning fra mere end 80 procent af tillidsrepræsentanterne,« siger han.

Fagligt og politisk arbejde skal ses i sammenhæng, mener han. De seneste års tætte samarbejde mellem S og SF foregår også i fagbevægelsen.

- Er du ikke bange for, at SF nu i endnu højere grad truer jeres rolle som folkeparti?

»Socialdemokratiet ér det store parti, og det er det også blandt tillidsrepræsentanterne. Jeg ser ikke det her som et stort socialdemokratisk problem.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Peter Simonsen

Det er heller ikke særlig betryggende at se Helle sammen med Clinton og Blair, de er ikke så socialdemokratiske at det gør noget. Den såkaldt 3. vej har været ødelæggende for socialdemokratismen og har medført den store vælgerflugt. I dag flygter arbejderne til DF og de intellektuelle til SF og EL..

Thorning er jo afsløret som hangaround til de store international socialliberale politikere, som Simonsen påpeger. Hun stråler som en lille sol, når hun kan gå i slipstrømmen af Blair, mens hun ser ud til at have en noget mere ram smag i munden, når hun skal snakke med fru Jørgensen på fiskefabrikken ---det er jo med til at bekræfte etiketten Gucci Helle.

Det er vel ikke den store overraskelse, at den almindelige vælgervandring fra S til SF også afspejler sig på tillidsmand niveau....