Læsetid: 3 min.

Sverige og Danmark er to sider af samme terrorsag

Gårsdagens anholdelser af svenske og danske terrormistænkte cementerer, at Danmark og Sverige er blevet et vigtigt strategisk mål for ekstremister, vurderer svensk terrorekspert
Gårsdagens anholdelser af svenske og danske terrormistænkte cementerer, at Danmark og Sverige er blevet et vigtigt strategisk mål for ekstremister, vurderer svensk terrorekspert
30. december 2010

I kølvandet på Muhammed-tegningerne har Sverige og Danmark opnået et uheldigt ry som legitime målskiver for terrorangreb. Derfor har vi på det seneste set, at selvmordsbombere forsøger at sprænge sig i luften i København og Stockholm, og militante islamister planlægger at angribe mål i Danmark.

Det vurderer den svenske terrorekspert Magnus Rans- torp, der er forskningschef ved det svenske forsvarsakademi.

»Både Danmark og Sverige har formået at tiltrække megen vrede efter offentliggørelsen af Muhammed- tegningerne. Generelt er der er ingen tvivl om, at Sverige og Danmark er blevet et vigtigt strategisk midtpunkt for ekstremister. Det er vi i Sverige først lige begyndt at forstå og begyndt at rette vores opmærksomhed mod nu,« siger Magnus Ranstorp.

Frygten for den øgede terrortrussel mod de skandinaviske himmelstrøg blev cementeret i går, da Politiets Efterretningstjeneste (PET) anholdt fire personer i lejligheder i henholdsvis Herlev og Greve. De fire mistænkes for at forberede et terror- angreb i København.

Ifølge PET var de anholdte i gang med at forberede et terrorangreb rettet mod Jyllands-Posten i København. Angrebet skulle ifølge PET have været gennemført en af de nærmeste dage. Tre af de anholdte mænd har bopæl i Sverige og er rejst ind i Danmark natten mellem den 28. og 29. december. De tre mænd er ifølge PET militante islamister med forbindelser til internationale terrornetværk.

Den fjerde anholdte er en herboende 26-årig iraker fra Greve. Han skulle ifølge PET-chefen have bidraget med en lejlighed til de tre svenske tilrejsende. Irakeren har haft opholdstilladelse i Danmark siden 2000.

Samtidig med de fire anholdelser i Danmark har de svenske myndigheder i Stockholm anholdt en 37-årig svensk statsborger af tunesisk oprindelse.

JP/Politikens Hus var mål

De anholdtes identiteter blev i går eftermiddag ikke offentliggjort under det fælles pressemøde mellem PET og det svenske sikkerhedspoliti, Säpo.

Men PET-chef Jakob Scharf var ikke bange for at pege på Muhammed-tegningerne som årsag til det afværgede terrorangreb.

»Flere af de mistænkte ville efter PET's opfattelse forsøge at trænge ind i JP/Politikens Hus i København og dræbe så mange som muligt af de tilstedeværende personer. Anholdelserne understreger alvoren af den terrortrussel, som er rettet mod Danmark og især mod institutioner og personer med tilknytning til tegningesagen,« sagde Jakob Scharf under pressemødet.

Ifølge Magnus Ranstorp er det dog ikke kun karikaturtegninger, der får terrorister til at planlægge angreb mod Sverige og Danmark. Den frie bevægelighed mellem landene spiller også en rolle, mener han.

»I terroristernes optik ligger Danmark og Sverige i den samme operationszone. Det er meget nemt at bevæge sig mellem såvel Malmø og København som Sverige og Danmark generelt. Anholdelsen i dag (i går,
red.) viser, at man ikke kan vakuum-forsegle de to lande fra hinanden. Sverige og Danmark er ikke adskilt. Det tager kun 45 minutter at komme over broen,« siger han.

Stærkere potentiale

Selv om de svenske og danske Muhammedtegninger har ført til dødstrusler mod karikaturtegnerne Lars Vilks og Kurt Westergaard, vil de svenske tegninger aldrig vække samme had mod Sverige, som de danske Muhammed-tegninger har vakt mod Danmark. Det mener Hans Jørgen Bonnichsen, forhenværende operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET).

»Terrortruslen er naturligvis også til stede i Sverige. Det har vi jo netop set med angrebet i Stockholm. Men de danske tegninger har efter min vurdering et stærkere terrorpotentiale. Både Danmark og Sverige er på terroristernes verdenskort. Men Danmark ligger fortsat i en førerposition,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Gårsdagens anholdelser af de fem terrormistænkte i Danmark og Sverige falder blot få uger efter, en 28-årig irakisk-født svensk selvmordsbomber sprængte sig selv i luften i det centrale Stockholm. Hændelsen åbnede for alvor den svenske befolknings øjne for ekstremismen, vurderer Magnus Ranstorp.

»Selvmordsbomben i Stockholm var et kæmpe wake up callfor den svenske befolkning. Indtil for nylig troede man ikke, der var den slags folk i landet, der ønsker at gøre skade på andre,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dette lugter langt væk af røgslør. En isoleret episode bør forventes i hvilket som helst samfund. Hold øjnene på bolden, dvs den europæiske økonomi og den forestående oliekrise...

endnu en falske terror skræmme? De har allerede løsladt den danske iraker. evig frygt - uendelig krig - velkommen til fascism, anno 2011

"I kølvandet på Muhammed-tegningerne har Sverige og Danmark opnået et uheldigt ry som legitime målskiver for terrorangreb."

VKO har i det sidste årti har gjort hvad de kunne, for at markere Danmark på det store internationale politiske landkort. Det er ikke kun tegningerne og Danmarks regerings indtil da uset arrogante behandling af den internationale reaktion på noget, der blev opfattet som en grov provokation. Nej, der er helt sikkert også Danmarks meget aktive deltagelse i krig begrundet med løgne, som førte demokratiet bag lyset, og en fortsat tæt opbakning af den amerikanske udenrigspolitik i den arabiske del af verden, som nu giver bagslag

Heldigvis gik det godt denne gang, men man må spørge VKO. Var det det værd? Den derved skabte polarisering af vælgerne forlængede jeres regeringsperiode og gav jeres leder et job pa toppen af USAs internationale krigsforening. Men hvad med de mange hundrede tusinde dræbte, sårede og torturerede det kostede og den fattigdom og det had i skabte - var det det værd?

Bush har svaret: "Who can say I am wrong":

http://www.youtube.com/watch?v=U3dXLZqgPow