Læsetid: 2 min.

Sverige rystet af terror

Lørdag skete der det for Sverige, som flere andre lande har oplevet. Terroren ramte hjertet af Stockholm
13. december 2010

Få timer efter at det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, i går stemplede lørdagens bombesprængninger i hjertet af Stockholm som en terrorforbrydelse, manede Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt, til ro. Reinfeldt betegnede bomberne som 'uønskede og uacceptable' og som et angreb på det åbne samfund. Men han opfordrede også svenskerne til ikke at drage forhastede konklusioner, men holde fast i det, 'som vi ved'.

Ikke færre end to kraftige eksplosioner rystede sent lørdag eftermiddag det centrale Stockholm midt under julehandlen. Først eksploderede en bil mellem Drottninggatan og Olof Palmes Gata. Herefter fulgte den anden eksplosion i den nærliggende Bryggergatan, hvor liget af en mand blev fundet.

»Det her er meget alvorligt. Vi tager alle forholdsregler,« sagde en repræsentant for Säpo i går formiddag på et pressemøde i Stockholm, efter at Säpo formelt havde overtaget ansvaret for efterforskningen i går

Säpo holdt ellers kortene tæt ind til kroppen og ville slet ikke kommentere de oplysninger, der har været fremme om selvmordsbomberens identitet. Ifølge Spiegel Online skal der være tale om en ung iraker.

Den svenske avis Expressen har talt med mandens familie, men afslører ikke mandens identitet. Familien havde forgæves prøvet at få fat på ham, siden han lørdag morgen kørte hjemmefra, men hans mobiltelefon var slukket.

»Han sagde ikke, at han skulle til Stockholm, eller hvor han skulle hen. Hvis jeg havde vidst, hvor han var, ville jeg have fortalt det. Han er min eneste søn, og vores familie er i chok,« siger den formodede bombemands far til avisen.

Billig sluppet

En våbenekspert vurderer over for det svenske nyhedsbureau, TT, at sprængningen kunne have kostet snesevis af mennesker livet.

»Hvis der havde været mange mennesker på stedet, kunne snesevis måske hundredvis være blevet dræbt,« siger våbeneksperten Bo Janzon, der har arbejdet i 39 år på det svenske forsvars forskningsinstitut. Han hæfter sig ved, at kun få vinduer blev knust ved eksplosionerne, hvilket tyder på, at ikke alt sprængstoffet eksploderede. Det første vidne på gerningsstedet, hvor selvmordsbomberen blev dræbt var Pascal. Til netavisen DN.se siger han, at »det så ud som om, at noget var eksploderet mod hans mave«.

»Da jeg kom frem, rørte hans brystkasse sig et par gange, men han havde ingen puls. Jeg fjernede et palæstinenserhalstørklæde fra hans ansigt for at frigøre luftvejene og forsøgte at give ham hjerte- og lungemassage, men det var for sent,« siger Pascal til netavisen.

10 minutter før den første eksplosion modtog det svenske nyhedsbureau, TT, og Säpo en e-mail med trusler med ordlyden: »Nu skal jeres børn, døtre og søstre dø, ligesom vore brødre, søstre og børn dør.«

Men Säpo ønskede i går ikke at bekræfte, at e-mailen har forbindelse til eksplosionerne.

Herhjemme har Politiets Efterretningstjeneste (PET) ikke ændret vurderingen af trusselsniveauet efter lørdagens selvmordsbombe. PET henviser stadig til sin vurdering af terrortruslen fra sidst i november. Her hedder det, at der fortsat er en alvorlig terrortrussel mod Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu