Læsetid: 3 min.

Mange ældre presses på efterløn

En tredjedel af de ældre føler sig presset ud af arbejdsmarkedet, viser nye tal fra Ældre Sagen. Det viser, at ikke alle kan vælge frivilligt, lyder det fra foreningen. Det er blevet normen at presse folk over 60 ud, mener økonomisk vismand
En tredjedel af de ældre føler sig presset ud af arbejdsmarkedet, viser nye tal fra Ældre Sagen. Det viser, at ikke alle kan vælge frivilligt, lyder det fra foreningen. Det er blevet normen at presse folk over 60 ud, mener økonomisk vismand
4. januar 2011

Selv om langt de fleste går direkte fra job til efterløn, vælger langt fra alle det frivilligt. Det viser nye tal fra Ældre Sagen, der har spurgt de 60-69-årige, hvorfor de stoppede på arbejdsmarkedet. 35 pct. mener, at der var dårlige eller mindre gode muligheder for at fortsætte i deres job.

»Det er ikke alle, der trækker sig tilbage af lyst. Der er også en del, der må forlade arbejdsmarkedet ud fra knap så positive omstændigheder,« siger økonom Peter Halkjær fra Ældre Sagen. Nogle er direkte blevet sagt op, andre mere eller mindre presset til at stoppe, og det er sigende for tendensen på arbejdsmarkedet.

Ifølge Velfærdskommissionen kommer to tredjedele af efterlønnerne direkte fra beskæftigelse, og det tyder på en vis grad af frivillighed, mener økonomisk vismand Michael Rosholm, der er professor ved Handelshøjskolen, Århus Universitet. Men der er også nogle, der er blevet presset ud.

»Det er blevet normen, at virksomhederne gerne ser, at folk stopper, når de er 60. Det er blevet italesat, at ældre på arbejdsmarkedet ikke passer ind, og så skal de ud,« siger Michael Rosholm.

Private på frihjul

Tallene sætter spørgsmålstegn ved om konsekvenserne ved at afskaffe efterlønnen. Ifølge arbejdsmarkedskommissionen vil 100.000 ud af forventet 140.000 potentielle efterlønsmodtager på lang sigt komme i arbejde, hvis efterlønnen bliver afskaffet.

Ifølge efterlønsforsker Per H. Jensen fra Aalborg Universitet er problemet ikke, at efterlønsmodtagerne ikke vil arbejde længere, men at virksomhederne ikke vil have dem.

»Man behøver sådan set ikke lave en reform på efterlønsordningen, for folk vil gerne blive på arbejdsmarkedet. Arbejdsgiverne skal bare fastholde dem,« siger Per H. Jensen.

»Når vi kommer ud til den enkelte virksomhed, så kan de kun se deres egen næsetip. Man forsøger at fortælle dem, at nu skal de begynde at indføre en seniorpolitik, ellers kan I ikke skaffe arbejdskraft på lang sigt. Men der eksisterer sådan en frihjuls-problematik, hvor de enkelte virksomheder håber og tænker, 'det gør de andre nok; jeg behøver ikke gøre det',« siger Per H. Jensen.

Det afviser Dansk Arbejdsgiverforening. Chefkonsulent Erik Simonsen vil ikke anerkende, at folk bliver presset på efterløn.

»Jeg kan kun sige, at vores tal viser, at i Danmark er ca. 90 procent af tilbagetrækningen frivillig,« siger Erik Simonsen med henvisning til en undersøgelse fra 2006.

»Man skal jo have respekt for, hvad den enkelte selv giver udtryk for, men det er jo ikke altid nødvendigvis et sandhedsvidne for, hvordan de faktiske forhold er. Havde man spurgt virksomhederne, så havde man måske fået et andet billede,« siger Erik Simonsen.

Tidligere har en undersøgelse fra Ældre Sagen vist, at kun 44 pct. af de 55-64-årige bliver opfordret til at blive så længe som muligt på arbejdspladsen. Det tal kunne sagtens være højere, mener Peter Halkjær.

»Hvis man ser på, hvor gode kvalifikationerne den her aldersgruppe har, så burde der være rum for, at man meldte mere tydeligt ud med et ønske om at beholde de pågældende medarbejdere,« siger Peter Halkjær

Ifølge Michael Rosholm er det efterlønsordningens skyld, at folk bliver presset så tidligt ud.

»For så har virksomhederne ikke incitament til at opkvalificere de ældre. De vil helst af med dem så hurtigt som muligt, fordi der er stor usikkerhed om, hvornår de forsvinder alligevel,« siger han.

Hvis ordningen bliver afskaffet, vil det igen blive normen at arbejde indtil pensionsalderen. Selv om det vil blive noget sværere for ældre ledige at finde nyt job, mener han ikke, at en gradvis udfasning af efterlønnen vil skabe større ledighed på længere sigt.

Det samme siger Peter Stephensen, forskningschef hos DREAM-gruppen, der laver langsigtede analyser af dansk økonomi: »Vi har jo mangel på arbejdskraft i fremtiden, så jeg føler mig rimelig rolig overfor, om der er job til folk,« siger Peter Stephensen

»Men det er rigtigt, at der vil være nogle overgangsproblemer. Men de kortsigtede problemer, dem modellerer vi ikke med her. Arbejdsmarkedet bliver nødt til at blive klar,« siger Peter Stephensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Adelskov

Jeg blev presset på efterløn. Det gik således for sig. Jeg var eksportsælger i Asien for danske industrianlæg. Produktionsvirksomheden jeg arbejde for skiftede over 12 år hænder 4 gange og da jeg var 57 år stoppede firmaet. Jeg mente, med et langt uddannelses register, eksport og leder resultater og international eksporterfaring, at jeg var velkvalificeret og søgte mange job i Danmark. Men ofte fik jeg at vide, at lederen, i firmaet jeg søgte job ved, ville have en medarbejder, der ikke var ældre end lederen selv. Jeg søgte derfor støtte i min A-kasse, men måtte gå 12 måneder før jeg i stedet for understøttelse kunne få støtte til uddannelse. Der var mangel på lærere, så jeg søgte ind på den fulde læreruddannelse, hvorefter jeg fik en kontrakt med det offentlige, at de ville give mig uddannelses-godtgørelse og dækning af transport (2 x 73 km/dag) til jeg var færdig med læreruddannelsen. Da jeg fyldte 60, knap to år henne i læreruddannelsen, fik jeg at vide det var en fejl at det offentlige ville hjælpe mig yderligere, og min eneste mulighed for penge til at leve for var at gå på efterløn. Jeg var selvsagt sønderknust over min arrogante A-kasse, myndighederne og dette, at blive tvunget ud af arbejdsmarkedet. Jeg ville med næb og klør i arbejde og modtog kun efterløn 1 år, selv om jeg havde betalt for fuld efterløn (5år) og måtte af efterløn i resten af uddannelsen klare 146 km transport/dag. Jeg gjorde på grund af vanskelig økonomi hele læreuddannelsen færdig på blot 3 år.
Men indsatsen kom mig til gode. På grund af erfaring og sprog fik jeg tilbudt job som direktør og startede en dansk fabrik op i Kina, hvor jeg var i 3 år. Siden har jeg haft spændende freelance job i udlandet og halvdelen af min tid fungerer jeg som lærervikar. Jeg ærgrer mig stadig over, at jeg blev tvunget på efterløn en kort periode. Jeg fylder snart 68.

Leif Højgaard

Det endte da heldigvis godt på trods af 'systemet' kan man næsten sige, men det var jo også kun på grund af at udlandet kom ind i billedet. Hvis du var blevet i Danmark var du helt sikkert stødt ind i mange flere stopklodser.

Eksemplet viser tydeligt at den danske model er et forhindringsløb, hvor man bruger mere energi på at undgå forhindringerne end på at udvikle sig og komme videre i et arbejdslivets forskellige faser.

Hvis man er i en situation hvor man skifter erhverv og arbejdsområde flere gange i første halvdel af arbejdslivet skal man være heldig at have en chance for at job som lønmodtager efter de fyldte 50. Det er min erfaring, at arbejdsmarkedet helst er fri for folk over 55 da man mener at de bliver for besværlige. Derfor anbefaler jeg altid folk i denne aldersgruppe at blive selvstændige eller free-lance.

Forhåbningerne om at få flere af de gamle tilbage på arbejdsmarkedet er dømt til at mislykkes. Det vil kræve en total mentalitetsændring hos arbejdsgiverne.

Leif Mønniche, du har ret - i gamle løste man problemet med den automatiske forfremmelse i forhold til anciennitet. Dengang var også en stadig tættere forståelse af den verden, hvori vi lever, igennem erfaring en kvalitet. Jeg har selv konstateret, at den faktisk stadig er en fordel, endog i højere grad, efterhånden som færre og færre er i stand til at kombinere to forhold, der ikke lige handler om deres inderligste egenfordel eller selvbillede.

Efterløn jaja, men vi vil nu også godt se, at Ældresagen tager vare på dem, som af økonomiske årsager, blev presset ud af efterlønsordningen. Folkepensionisterne uden supplerende pension og førtids-pensionisterne. Burde focus, rent ud sagt, ikke ligge dér?...

Med venlig hilsen

Olav Bo Hessellund

Flemming Adelskovs eksempel, som næppe er det eneste af sin art, viser med al tydelighed, at det er nødvendigt med mere håndfast lovgivning, når de ældres muligheder for at blive på arbejdsmarkedet, skal sikres. Der foregår – og har i mange år foregået - en udbredt uformel, ikke-erkendt aldersdiskriminering på det danske arbejdsmarked, både på det offentlige og det private arbejdsmarked – uanset hvilke bortforklaringer Dansk Arbejdsgiverforening forsøger sig med.

I de fleste andre europæiske lande er lønmodtagerne væsentligt bedre beskyttet mod usaglige afskedigelser end herhjemme, hvor arbejdsgiverne takket være den lempelige danske hyr-og-fyr politik – med en eufemisme kaldet flexicurity-modellen – har et friere spillerum til at skille sig af med medarbejdere, de af den ene eller anden grund ikke længere ønsker ansat. Selv har jeg set det praktiseret på den større offentlige institution, jeg engang var ansat i. Det eneste andet europæiske land, hvor arbejdsgiverne har ligeså frie hænder til at skalte og valte med medarbejderne, er mig bekendt Storbritannien.

I øvrigt er det ikke nogen nyhed, at et stort mindretal af efterlønsmodtagerne ikke forlader arbejdsmarkedet frivilligt. Det blev allerede påvist i undersøgelser for snart en halv snes år siden af forskere på Ålborg Universitet. Men af en eller anden grund er medierne først nu blevet opmærksom på fænomenet. Se fx Social Kritik, nr. 94, 2004 og litteraturlisterne heri. Der er rigelig med dokumentation!