Udviklingsminister Søren Pind (V) offentliggjorde i går, at Danidas bistand til Zambia i det sydlige Afrika, Benin i Vestafrika og Cambodja i Sydøstasien skæres helt bort. Samlet set er det en besparelse på 1,3 milliarder kroner. Der er tale om tre af verdens fattigste lande, men ifølge Søren Pind er det nødvendigt at skære nogle fra. Og når det skal ske, er det de rigtige lande at sortere fra, fastholder han over for Jyllands-Posten:
»Der skal vælges nogen, hvis vi skal frigive de penge, som vi vil bruge andre steder over de næste år. Samtidig er flere af landene økonomisk set selv i stand til at varetage de opgaver, der måtte ligge fremover.«
Tre bistandseksperter, Information i går talte med, er enige om, at udfasningen af bistanden til Zambia, Cambodja og Benin bekræfter en tendens i dansk udviklingspolitik. For det første handler det om - som Søren Pind også siger - at give plads til andre ting.
»Man vil generelt gerne slanke. Både for at bruge pengene herhjemme, men også for at kanalisere dem over i f.eks. støtte til klimatilpasning til de fattige, hvad man i praksis kan sige er at fodre de fattige med deres egen hale,« siger Stig Jensen, leder af Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet.
Knud Vilby, forfatter og bistandsekspert, er enig i, at nedskæringen først og fremmest er udtryk for, at stadig færre bistandskroner skal bruges til stadig flere ting.
»Klimatilpasning, genopbygning i Afghanistan og asylansøgere i Danmark reducerer jo puljen, mens man hele tiden finder på nye ting,« siger han.
Valget af de tre lande understreger også, at dansk bistand står midt i et grundlæggende kursskifte væk fra den traditionelle fattigdomsbekæmpelse, mener eksperterne.
Mens Benin fortsat er et meget fattigt land, har Zambia oplevet relativ stor vækst. Fælles for dem er dog, at de har en stor, fattig befolkning, påpeger Poul Buck-Hansen, bistandskonsulent ved Development Associates.
»Det er jo helt oplagt forkert at droppe de fattigste af u-landene, men det er også en gal vej at gå at droppe de rigere lande, der stadig har en stor, fattig befolkning. Men det afspejler meget godt, hvordan u-landsbistanden under den nuværende regering har mistet fokus på at begrænse ulighederne,« siger han.
Poul Buck-Hansen mener, at det er på høje tid, at man griber anderledes fat om den måde, vi bruger bistanden på.
»Men man skal ikke afskaffe målsætningen om at reducere uligheden for i stedet at bruge udviklingsmidlerne til at føre generel udenrigspolitik.«
Vækst uden fordeling
Også Stig Jensen advarer imod at trække sig fra et land, fordi det oplever økonomisk vækst.
»Det er sandt, at Zambia har oplevet økonomisk vækst, men det skyldes primært stigende kobberpriser. Og det er en vækst, der sjældent kommer de fattige til gode,« siger Stig Jensen.
Meget tyder da også på, at flere mennesker i Zambia er røget under fattigdomsgrænsen. Knud Vilby medgiver, at vækst er en forudsætning for fattigdomsbekæmpelse, men at den langtfra er en garanti.
»Erfaringer viser, at pludselig vækst faktisk forværrede uligheden. Og særligt når der er tale om en enkelt råvare, som det er tilfældet i Zambia, er der en tilbøjelighed til, at pengene bliver samlet på få hænder,« siger Knud Vilby.
Og det er netop arbejdet med at opbygge de strukturer, der sikrer, at vækst hjælper de fattige, som Danmark er bedst til.
»Når et tidligere fattigt land oplever stor vækst, handler det om at få styr på ejendomsretten, lave jordreformer og opbygge skattesystemer. Får man indkomststigninger uden at beskatte dem, løber de ud af landet og så er man lige vidt,« siger Poul Buck-Hansen.
Stig Jensen mener, at det i særlig grad gælder i opgangstider.
»Så er der brug for en indgribende stat, der kan styre de mekanismer, der ellers vil guide pengene væk fra de fattige. Det kan dansk bistand, og Zambia er et oplagt eksempel på et land, der lige nu har brug for den slags rådgivning,« siger Stig Jensen.
Sikkerhedsgørelse
Alle tre eksperter nævner, at der i denne nedskæringsrunde er tale om lande, som ikke umiddelbart udgør nogen sikkerhedsrisiko som f.eks. Somalia og Afghanistan. Knud Vilby mener, at det afspejler den nye karakter af udviklingspolitikken:
»Man bevæger sig væk fra at vurdere udvikling på udviklingens egne præmisser til fordel for en bredere udenrigs- og sikkerhedspolitisk dagsorden. Vækst siver ikke automatisk ned. Den er en forudsætning, ikke tilstrækkelig og det kan bistanden afhjælpe f.eks. i Zambia«
Stig Jensen efterlyser en egentlig debat om, hvad vi bruger bistanden til.
Han mener, at den nuværende strategi med drypvist at melde ud, hvilke lande der mister støtte som del af den annoncerede reduktion i antallet af modtagerlande, forhindrer denne debat:
»Det er en spinstrategi, der gør, at vi ikke kan tage diskussionen samlet.«
Først fik vi at vide, at de latinamerikanske lande var ude. Nu får vi et par afrikanske lande, som der nok ikke er så mange, der kæmper for, fremhæver Stig Jensen:
»Hvem bliver de næste? Det har vi jo brug for at vide for at kunne svare på det helt vigtige spørgsmål: Hvorfor giver vi bistand?«
Information ville gerne have spurgt Søren Pind, hvad han siger til kritikken, men udviklingsministeren har ikke reageret på Informations henvendelser.
