Læsetid: 3 min.

Enigheden koster SF dyrt

Socialdemokraterne kunne i går fejre en historisk god meningsmåling - mens SF får endnu en lussing. Utilfredsheden breder sig ind i folketingsgruppen, og Villy Søvndal må over-veje, om enigheden med S kan betales for dyrt
Villy Søvndal betaler for tiden en dyr pris for at tilpasse partiets politik til Socialdemokraterne. I løbet af et år er partiet gået fra 20 procent til 11 procent i meningsmålingerne, og Villy-effekten risikere at blive afløst af det lillebrorsyndrom, der har ramt de konservative.

Villy Søvndal betaler for tiden en dyr pris for at tilpasse partiets politik til Socialdemokraterne. I løbet af et år er partiet gået fra 20 procent til 11 procent i meningsmålingerne, og Villy-effekten risikere at blive afløst af det lillebrorsyndrom, der har ramt de konservative.

Jacob Nielsen

8. januar 2011

Den selvtilfredshed, der har hersket hos SF på Christiansborg siden valget i 2007, synes nu alvorligt udfordret. Til trods for, at de fleste meningsmålinger fortsat viser flertal til rød blok med visse udsving, står en ting tindrende klar: SF's tilbagegang. For et lille år siden erklærede 20 procent af vælgerne sig som SF'ere - i dag peger kun 11 procent på Villy Søvndal som deres mand. Meget tyder på, at den enighed, SF's leder har plæderet for længe før de seneste valgnederlag til oppositionen, nu koster opbakning på især de værdipolitiske områder.

»Det er et udtryk for, at man har nået grænsen for, hvad vi som venstrefløjsparti kan gå med til,« >siger et medlem af SF's folketingsgruppe om de målinger, der sender SF på nedtur.

I går tog partiets stemmesluger på Lolland, Torben Hansen, bladet fra munden med en hidtil uset hård kritik:

»Hvis jeg ikke havde tillidshvervet som viceborgmester i Lolland Kommune og var folketingskandidat for SF, havde jeg deponeret mit medlemskort til SF lodret,« sagde han til Berlingske Tidende.

Pointsystem gør nas

Og utilfredsheden nager altså helt ind i folketingsgruppen, som ifølge to af gårsdagens målinger står til at blive reduceret med en eller to pladser fra de nuværende 23. I løbet af efteråret har SF accepteret væsentlige stramninger af udlændingepolitikken, da man sammen med Socialdemokraterne lavede et pointsystem for familiesammenføring, ligesom partiet nu også har omfavnet de tidligere forhadte test i folkeskolen og accepteret den som en del af S-SF's skolepolitik. Også en strammere retspolitik a la Socialdemokraterne har tidligere givet anledning til frustration i baglandet.

I årevis har Villy Søvndal plæderet for, at oppositionen skal fokusere på det, der samler, frem det der skiller. Forholdet til Socialdemokraterne blev i 2008 betegnet som 'historisk godt':

»Vi går ikke til angreb på hinanden, undtagen der hvor vi er uenige, men så gør vi det på en ordentlig, pæn og civiliseret >måde,« sagde Søvndal i et interview med Information.

Og det har rigtignok været småt med uenighederne siden da. I SF forsøger man at fremstille enigheden om udlændingepolitikken som en sejr for Søvndal og hans folk - men i realiteten er der tale om en stramning af den hidtidige SF-linje.

»Det pointsystemet har ikke været en gave for os,« som en anden fremtrædende SF'er formulerer det.

Og samme S-SF-alliance gør sig altså gældende på skole- og retspolitikken, hvor de radikale og til dels Enhedslisten nu står alene tilbage på politikområder, som tidligere udgjorde et værdifællesskab med SF. Værd at bemærke i den sammenhæng er det, at Margre-the Vestagers (R) parti, ligesom Enhedslisten, ifølge målingerne taler til en del af de danskere, der for et år siden ville vælge Villy.

Ifølge flere SF'ere har partiet indgået så mange kompromiser, at det snart er svært at skelne SF fra Socialdemokraterne.

»Ledelsen skal mindes om, at SF er et selvstændigt parti. Man behøver altså ikke tale Socialdemokraterne efter munden hver gang,« siger et folketingsmedlem.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For meningsmålinger har i dag en så afgørende betydning, at den SF-lussing, der nu har sunget i månedsvis, kan få ledelsen til at vågne:

»Det eneste, ledelsen reagerer på, er meningsmålinger,« lyder en del af den kritik, der indtil videre primært holdes uden for citat.

Men Villy-effekten risikerer at blive erstattet af det lillebrorsyndrom, der har ramt de konservative - det bliver næppe lettere at holde kadencen, hvis SF kommer i regering uden egne klare mærkesager.

Leder side 2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Ristinge

Det er det med at være sig selv og bevare sin egen profil og samtidig samarbejde. Tl tider har det nærmest virket som om Søvdal arbejdde mod at Sf skulle meldes ind i Socialdemokratiet - det er sgu lidt svært at se perspektivet i det.

Glimrende artikel af Mette Klingsey.

Amokløbet mod højre og knæfaldet for fremmedhadet var en stor fejltagelse, og det må efterhånden står klart for de fleste, at søvndalismen hører hjemme på historiens mødding.

Tak til Allan Saleem Askholm for et meget interssant link. Jeg skal da lige love for at Henrik Herløv Lund her får rundbarberet søvndalisterne!

SF har gjort det alt for nemt for regeringen at splitte S og SF, hvor SF hele tiden har været den part som skulle sælge ud, i enighedens navn.
Hvis S og SF i stedet havde fremstille forskellene på de to partier som en styrke og et plus for demokratiet havde de ikke kunne angribes på denne måde.
Det har ikke skadet de Radikale at folde fast i forskellene.
Højrefløje havde i stedet været henvist ti deres sædvanlige højrefløjretorik af S og SF, men se hvor dårligt den strategi har virket over for Enhedslisten.
De har nemlig holdt deres sti ren, og de har derfor ikke været sårbare for den teknik.
S og SF's bedste valgargument er at vi skal væk fra blokpolitikken og tilbage til det samarbejdende folkestyre. Desuden er der flere vælgere der afskyr DF end de har vælgere. S og SF har alt for længe ladet VK0 sætte dagsorden.

Jeppe Brogård

SF har arbejdet hårdt for at skabe et alternativ til VKO. Opgaven er ikke løst endnu. Måske kan man sige, at Ledelsen har været for langt fremme i skoene.

Det er en sober og god artikel af Arne Herløv Lund. Tak for den. Det er i hvert fald klart, at man må lytte til baglandet. og vælgerne. Vælgerne ser ud til at være grundigt trætte af regeringen, men Enhedslisten og Radikale høster af utilfredsheden nu.

SF kan selvfølgelig ikke være tilfreds med en tilbagegang, og der må ske noget. Jeg håber ikke, at det bliver nødvendigt at gå tilbage til automatreaktionerne. Men der skulle også være vide muligheder for et alternativ til dem.

SF har formuleret klare bud allerede for et helt samfund for alle borgere. Det borgerlige bud går ud på at udstøde mindre befolkningsgrupper efter tur, grundigt nedgøre dem og til sidst pille deres rettigheder fra dem. Indvandrerne var de første - sidste år fulgte børnefamilierne, de arbejdsløse, ægteskaberne og senest efterlønnerne.

Jesper Brogaard.

»Vælgerne ser ud til at være grundigt trætte af regeringen, men Enhedslisten og Radikale høster af utilfredsheden nu.«

He, he, godt forsøgt Jesper Brogaard.
I øjeblikket erobrer De Radikale og Enhedslisten først og fremmest stemmer fra SF og ikke fra regeringen. Så den utilfredshed der høstes fra, er utilfredsheden med søvndalismen.

SF har totalt mistet troværdigheden, og derfor flygter vælgerne i store stimer. Det kan ikke bortforklares, og SFs nedtur stopper først, når medlemmerne har gjort op med den nuværende ledelse.

Lykke Johansen

UPS! Jeppe Brogaård.
Hvis du virkelig mener, at SFs "borgerlige bud går ud på at udstøde mindre befolkningsgrupper efter tur, grundigt nedgøre dem og til sidst pille deres rettigheder fra dem. Indvandrerne var de første - sidste år fulgte børnefamilierne, de arbejdsløse, ægteskaberne og senest efterlønnerne", så er du for langt ude.
Måske kom du til at skrive SF i stedet for DF, for bortset fra det med efterlønnen, så er din beskrivelse en perfekt profil af det racistiske parti DF. ;o)

Jeppe Brogård

Lykke Johansen. Ok, det var en svipser. I andet punktum skulle der selvfølgelig have stået: I modsætning til SFs bud er det borgerlige bud...

Det er aktid en god ide at skrive klart, hvad man mener. Sorry.

Mette Klingsey:

»Den selvtilfredshed, der har hersket hos SF på Christiansborg siden valget i 2007, synes nu alvorligt udfordret.«

Ja det tør svagt antydes. Hvis man ikke snart får lagt kursen om i SF, får man sandsynligvis samme skæbne som Lene Espersen og Det Konservative Folkeparti.

Jeppe Brogård

Peter Thomsen:

He He.. Godt forsøgt.

Nu anderkender du jo den 2. diskurs, netop det smarte i, at rød blok trækker på samme hammel, hvis de skal erobre regeringsmagten. Tak :). Jeg synes faktisk, at de har gjort det hele efteråret, inklusive Radikale. Det er jo åbenbart, at SF ikke trækker i øjeblikket.

Du har naturligvis ret. Ned til 15 % kan man sige, at det er de labile vælgergrupper, som har belønnet SF, som ændrer stilling igen. Det var dem, jeg forsøgte at koncentrere mig om. Nu, hvor vi er forfærdeligt langt under, så taber vi reelt til de andre også.

Det var også interessant i efteråret, at da vi forklarede vores standpunkt med, at vi ikke mente pointsystemet, så voksede DF igen.

At give SF verbale prygl er blevet en populær disciplin i medierne på det seneste. Mette Klingseys analyseartikel er endnu et godt eksempel på denne nu efterhånden veletablerede tendens.
Der fremsættes efterhånden mange påstande om SF i medierne. Den mest gængse påstand er selvfølgelig, at SF er rykket til højre, men også påstande om opportunisme og populisme fylder meget i mediebilledet.
Det er sandt, at SF på en række områder enten har nyorienteret sig eller også har indgået politiske kompromisser med Socialdemokraterne for at bane vejen for et kommende regeringssamarbejde. Ser vi på nyorienteringerne, så står det vel efterhånden fast, at mange af disse faktisk var forudsætningen for, af SF fik den store fremgang ved sidste valg, som vi fik. Den positive og indflydelsesorienterede linje, som Villy Søvndal lagde for SF var et skarpt opgør med en venstrefløjskultur, som var blevet alt for selvtilstrækkelig, negativ og lukket om sig selv. Nyorienteringerne skabte håb om et reelt alternativ til Anders Fogh Rasmussen og skabte også både vælger- og fornyet medlemsopbakning. Som et resultat heraf blev der for første gang i Danmarkshistorien åbnet op for et muligt regeringssamarbejde mellem Socialdemokraterne og SF. Et samarbejde, som i dag ser ud til at kunne give Danmark et tiltrængt politisk systemskifte.
Det siger sig selv, at regeringssamarbejdet mellem SF og Socialdemokraterne kun lader sig gøre, hvis de to parter er villige til indgå kompromisser. Sådan er det jo generelt i et demokrati som det danske, men sådan er det i særdeleshed, når to politiske partier beslutter sig for at indgå i noget så tæt som et regeringssamarbejde. Sådan har vi set det gang på gang med forskellige danske regeringer. Undtagelsen denne gang er selvfølgelig, at SF ikke før har været i nærheden af regeringsposter, og at der derfor internt i dele af partiet ikke er stor erfaring med (og nu og da vilje til) at gå på kompromis med sine holdninger. SF er i høj grad en demokratisk partiorganisation og offentligheden har derfor ikke kunnet undgå at følge med i SF’s interne diskussioner. Det er godt for medlemsdemokratiet, men det er ikke altid kønt.
Hvad angår beskyldningerne for opportunisme og populisme, så er det mig meget gådefuldt, hvad der i omverdenens øjne kan gøre SF fortjent til sådanne beskyldninger. Godt nok citerer Information en anonym partiintern kilde for at sige, at det eneste SF’s ledelse tænker på er meningsmålinger, men det er jo en påstand, det er helt ude i hampen. Sådan som jeg ser det, så har SF netop valgt en strategi, som er meget lidt opportun i forhold til partiets forhistorie og mange af især partiets ældre græsrødder – man har nemlig valgt kompromisets og regeringssamarbejdets vej med Socialdemokraterne. Hvilket bestemt ikke er den nemme og uforpligtende vej i politik for et gammelt venstreorienteret græsrodsparti, hvor idealismen og kompromisløsheden har haft rigtig gode levevilkår.
Måske er det derfor Enhedslisten og Radikale Venstre, der har valgt den magelige sidefløjsposition i kampen for at for en ny regering, har god vind i meningsmålingerne. Store armbevægelser og de rigtige holdningers hvileplads er altid et dejligt sted at stå i politik. Det har vi SF tidligere også nydt godt af. Helt retfærdigt er det ikke, men nu er politik jo heller ikke altid en helt igennem retfærdig beskæftigelse.
Information har selvfølgelig ret i, at SF p.t. kan stå i en vanskelig situation, hvad angår det opportune og kunsten altid at få gode meningsmålinger, men som Information så klogt siger det i en artikeloverskrift nedenfor artiklen om SF’s angivelige problemer med meningsmålingerne, så skal ”Meningsmålinger […] tages med et gran salt”.
Mon ikke det vil vise sig, når vi kommer til valgdagen, at vælgerne så udmærket godt forstår at skelne mellem seriøst oppositionsarbejde og selvpromovering og mon ikke vælgerne forstår, at SF og Socialdemokraternes tætte samarbejde er en helt uomgængelig forudsætning for at gøre en ende på 10 års borgerlig tomgang og give Danmark den nye begyndelse, som landet fortjener.