Læsetid: 3 min.

Humaniora må komme med nye svar

Naturvidenskaben fortæller os, at mennesket ikke er en unik skabning, men blot et genetisk blandingsprodukt. Men når naturvidenskaben redefinerer mennesket, må den historie-fortællende videnskab om mennesket, humaniora, så også ændre sig?
19. januar 2011

Mennesket er et mudret blandingsprodukt, og det er ikke holdbart at definere mennesket som en unik art. Det var nogle af konklusionerne i Eksistens på DR-P1 den 9. januar. Her fortalte professor og idéhistoriker Peter C. Kjærgaard fra Aarhus Universitet, at vi mennesker i langt overvejende grad består af fremmed genetisk materiale. Det vil sige, at det humane genetiske materiale er i mindretal. Vi består altså som mennesker i langt højere grad af fremmed DNA end af menneskeligt DNA. Radioprogrammets titel var: Skal vi redefinere, hvem vi er? Alene det forhold, at et sådant spørgsmål lader sig stille, er opsigtsvækkende, og man spidser for alvor ører, når Peter C. Kjærgaard fortæller om konsekvensen: Hold op med at fortælle historien om os selv som unik art. Dette svar har ikke mindst potentielt vidtrækkende konsekvenser for humanvidenskaberne og humaniora. Med andre ord: Skal humaniora redefinere sig ved at holde op med at fortælle historier om, at vi er unikke biologiske, sociale og kulturelle væsener?

Menneskeliggørende

Umiddelbart er svaret ja, for er der en videnskab, der har fortalt om kultur, historie og sprog som unikt dannende og definerende for mennesket, så er det humaniora. Det glemmer vi alt for ofte, når vi diskuterer fremtidens humaniora. Her handler det tit om at sammenligne de humanistiske forskeres produktion med de naturvidenskabelige eller om humanistiske kandidaters relevans for arbejdsmarkedet. Det burde i højere grad handle om menneskeliggørelsen af det 21. århundredes individ, nemlig om det nuværende humaniora som menneskeliggørende dannelsesprogram.

I dag lyder det måske en anelse gammeldags at beskrive humanioras eller for den sags skyld hele universitetets rolle som at kultivere homo sapiens til civiliserede mennesker, hvis interesser rækker videre end til vellykket seksuel reproduktion eller brugbare kandidater. Ikke desto mindre har vi tilbage fra 1700-tallets oplysnings- filosofiske verdensbillede kendt til humaniora som en menneskevidenskab karakteriseret ved bestræbelsen på menneskelig og kulturel selvforbedring og civilisering. I det 18. århundredes humaniora værdsatte man for eksempel ideen om perfektibilitet om at nå en højere menneskehed ved at studere de klassiske sprog og forfattere. Kort sagt kunne en lærer med malmrøst sige: »Når du har læst disse klassikere, så blir du human som jeg.«

Men hvad så i dag? Giver de naturvidenskabelige opdagelser af mennesket som et genetisk blandingsprodukt anledning til et nyt dannelsesprogram for mennesket, eller kan humaniora fortsætte, som om intet var hændt? Gør det en forskel for humaniora, at den bioteknologiske viden kan bruges til at ændre den menneskelige natur på fundamentale måder? Er det for eksempel umenneskeligt at tilføre sig selv et stof, der gør, at forelskelsen i en kæreste kan forlænges? Er der noget galt ved, at mennesker optimerer deres humør med piller, der højner produktivitet og kollegialitet i arbejdslivet?

Historier om afståelser

Pointen den første er, at alle disse og lignende spørgsmål kræver svar fra humaniora. Det er godt nok ikke humanistisk videnskab at kortlægge det humane genom. Det er heller ikke humanistisk videnskab at bedrive genmanipulation. Men det er humanistisk videnskab at fortælle, hvad dette betyder for vores måde at være mennesker på. Den anden pointe er, at ideen om mennesket som genetisk blandingsprodukt godt nok giver livet en masse nye muligheder. Men et moderniseret humanioras rolle bliver derfor også den væsentlige at fortælle historier om, hvilke af disse muligheder, der gør os i stand til fortsat at leve menneskelige liv. Det 21. århundredes europæiske humaniora handler om afståelser fra at realisere og perfektionere de muligheder, vi vurderer som umenneskelige. Det er historierne om afståelserne, der gør os unikke og til mere og andet end en historie om et genetisk blandingsprodukt.

Claus Holm er prodekan for formidling på DPU, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

biologisk, konkret fremmedgjorthed ???

i følge nogle det gælder vel næppe kun mennesker ? nogle gentikerere hævder da: at det snarrere er reglen end undtagelsen: at hver art er "infiltreret" med arts"fremmede" arveanlæg. at arten: menneske, blandt arterne hverken er mere/mindre ren end de fleste andre arter.

var det ikke erik von dänichen der offentliggjorde bogen:

kom de mutationsforårsagende radiobølger fra det ydre rum ?

så vidt nogle gentikere har bla.a. baggrundsstråling fra det ydre rum, påvirket menneskets arveanlæg, i fht. hvad de arveanlæg ellers ville have været. hvor vidt den ændrende påvirkning, forårsaget af de radiobølger fra det ydre rum, bør tolkes som: at det ydre rum forsøger at styre menneskene,
bør man næppe overlade til kun humaniora at sysle med.

Nej, Claus Holm, det er den menneskelige selvreflektion helt tilbage til hulemalerierne, der gør os unikke.
Og det er ikke for meget sagt, at dette er, hvad der burde være centrum i et oplyst, rigt folk.

Lad mig komme med et moderne humaniora-svar så:

I computerspillene, især Fallout 1 (1997) og Fallout 2 (1998) og Biochock (2007) er forsøg på at behandle disse emner som Claus Holm refererer til. Ganske vist i hvad man kalder - en post-apocalyptic setting -men behandles bliver de nu alligevel. I både Fallout og Bioshock kan man tage forskellige former for smart drugs, eller genetic enhancing drugs.

Og budskabet er i begge tilfælde, at det altid går galt, når man f.eks. tager piller som forsøger at højne ens humør eller indtage genetiske cocktails som forsøger at gøre ens muskler større. Ganske enkelt fordi de her piller eller drugs kender vi endnu ikke langtids-virkningen af. Og indbyggerne i Rapture i Bioshocks verden er blevet tossede, skøre og har store huller i deres kroppe.

Og er det virkelig humanioras opgave at fortælle os om gen-manipulation eller undersøge, hvad det gør ved os som mennesker? Og siden hvornår har humaniora fortalt historien om mennesket som 'unikke biologiske, kulturelle og sociale væsener'?

Og ja, mennesket er et genetisk blandingsprodukt. Og humaniora har bl.a. gjort opdagelserne som førte til dette. Humaniora har bl.a. påvist, gennem studier af folkenes oprindelse, folkeslagenes vandring, og ikke mindst studier af kulturel diversitet, at mennesket er et blandings-produkt. Således findes der ikke en speciel dansk etnisk identitet - hverken dna-mæssigt eller kulturelt....