Læsetid: 3 min.

’Et lederskift er ikke nok for K’

Nedtur, magtkamp, fiasko? Det er blevet fast praksis for politiske partier i krise at skifte deres leder ud. Men på kort sigt kommer det sandsynligvis ikke til at hjælpe Konservative, mener professor Tim Knudsen
15. januar 2011

Lene Espersen sluttede sit formandskab hos Konservative med de dårligste meningsmålinger i 33 år. Ifølge de seneste Gallup-målinger havde de konservative kun fået 5,7 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag. Løsningen? Lederens afgang.

Og det er ganske typisk, siger Tim Knudsen, der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet. I dag er partilederens afgang nemlig blevet løsningen for partier i krise, ved nedture, fiasko og magtkamp.

»Frem til 1973 skete formandsskifter typisk ved naturlig afgang. Men fra 1973 og fremefter sker det typisk på baggrund af en nedtur for partiet,« siger Tim Knudsen, der kun kan komme i tanke om et enkelt eksempel på et partilederskifte siden ’73, der er sket på den gamle måde, nemlig da Venstres Henning Christophersen overlod sin partilederpost til Uffe Ellemann-Jensen. Det er næsten 30 år siden.

»Det normale er magtkampe eller fiasko eller begge dele. Og så er det op til den afgående leder om vedkommende hurtigt finder udgangen, eller om der lige skal en omgang intriger og magtkampe til først.«

Jordskredsvalget

Årsagerne ifølge Tim Knudsen er delt i to: For det første kom der flere bratte op- og nedture for partierne efter jordskredsvalget i ’73, hvor vælgerne opgav deres loyalitet over for partierne. Det udviklede sig så til, at partierne blev mere og mere identificeret med deres ledere.

Politik blev personliggjort og personfikseret, i ringere grad blev det et spørgsmål om ideologi og klassetilhørsforhold. De politiske partier på Christiansborg blev til virksomhedsagtige organisationer, der konkurrerede på et vælgermarked – ofte ikke en gang med store ideologiske forskelle, men med en topstyring, man ikke havde set før.

»På den baggrund bliver hovedfiguren i partiet meget central – både i forhold til partiets sejre og til dets nederlag. Men der var også en vis ræson i at gøre ledelsen mere ansvarlig, for i dag bestemmer den langt mere end for nogle generationer siden.«

Heterogent parti

Partilederskift har der da også været nok af hos Konservative siden 1993. Lars Barfoed blev i går partiets 9. politiske leder i de seneste 32 år. For hos Konservative har man ikke alene haft op- og nedture, lyder Tim Knudsens analyse. Man har også haft magtkampe, stridigheder og rivaliseringer – eksempelvis mellem formand Erik Haunstrup Clemmensen, der blev beskyldt for partiets tilbagegang i 1973 og folketingsgruppens formand Erik Ninn-Hansen, eller magtkampene mellem Hans Engell, der var formand i 1993 og politisk ordfører Henning Dyremose.

»Som man plejer at sige, så har partiet altid været delt i konservative og i folkepartiet. Det har altid været et heterogent parti, et parti, hvor holdningerne spændte lige fra noget der nærmer sig socialdemokratiet til langt ud til højre. Det er et sammenstykket parti.

konservatisme er ikke en helt klar ideologi, der har kunnet binde sammen.«

Sjældne resultater

Problemet er bare, at en udskiftning af ledelsen sjældent giver noget resultat, mener Tim Knudsen.

»Det ser vi, hvis vi ser på de tilfælde, hvor man bare har skiftet partilederen ud. Det er historisk set sjældent, at man ser, at det går fremad,« siger Tim Knudsen og påpeger, at undtagelsen hedder SF.

Men her var der heller ikke kun et spørgsmål om et personskift. Man ændrede simpelthen i partiets struktur, strategi og taktik, partiet blev moderniseret og professionaliseret, og hovedbestyrelsen, der tidligere havde haft meget at skulle have sagt i forhold til styring af folketingsgruppen trådte i baggrunden så ledelsen fik friere hænder.

»Hvis Lars Barfoed bare kører business as usual er det ikke sandsynligt, at det ændrer noget for de konservative på den korte bane. Lars Barfoed skal ind og se på, hvordan partiets organisation er, han skal kigge på, om det er de rigtige folk, der rådgiver ledelsen, og han skal stramme idémæssigt op i partiet. Så kan det være, at lederskiftet gavner partiet på længere sigt. Men et simpelt personskift, det er ikke nok,« siger Tim Knudsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Mikkelsen

Og kan Barfoed goere alt det paa 6 maaneder?

Som jeg forstaar er november sidste salgsdato, saa hvis ikke den store forkromede plan er paa plads senest til august... er der ikke store chancer for et godt valg til K. Heldigvis.

Hvordan gaar det forresten med svigermor, Henriette?