Læsetid: 6 min.

Et lille parti med vokseværk

De var dem, der ikke ville lege med andre. Men Enhedslisten har erkendt, at nye tider kræver en ny indstilling. Via små skridt har de gjort sig klar til at indtage en ny rolle som støtteparti for en kommende rød regering. Dette er historien om Enhedslistens hamskifte
Hos Enhedslisten har moderniseringen ikke været synonym med højredrejning, mener Johanne Schmidt- Nielsen, som i marts 2009 blev udpeget til partiets første politiske ordfører

Hos Enhedslisten har moderniseringen ikke været synonym med højredrejning, mener Johanne Schmidt- Nielsen, som i marts 2009 blev udpeget til partiets første politiske ordfører

Claus Peuckert

19. januar 2011

Det ulmede i de rødeste gemakker dengang i 2008. Enhedslisten blev dømt ude i meningsmåling efter meningsmåling, og medierne stod i kø med spørgsmålet: Hvorfor kunne partiet, der befandt sig længst til venstre på den politiske skala, ikke fiske stemmer fra SF, der var i konstant bevægelse mod højre?

»Dengang var vi gode til at vifte spørgsmålet væk, men sandheden var jo, at det irriterede voldsomt internt i partiet. Der var tale om en krise,« siger en højtstående kilde i Enhedslistens ledelse til Information.

De politiske kommentatorer begyndte at dømme det lille parti ude. Værst blev det, da den tidligere partiprofil Pernille Rosenkrantz-Theil, valgte at trække sig fra sit politiske arbejde i Enhedslisten i april 2008. En manøvre, der fik den politiske kommentator Hans Engell til at betegne partiets situation som »særdeles alvorlig,« og proklamere, at partiet skulle have nye profiler, »hvis ikke det skulle dø«.

Sandheden var også, at den tætte alliance mellem SF og Socialdemokraterne fik Enhedslisten til at ligne en satellit, der svævede alene rundt et sted ude på fløjen, uden nogen form for indflydelse.

»Det blev klart for os, at vi måtte gøre noget,« siger presserådgiver Pelle Dragsted til Information. »Derfor tog vi initiativ til vores trepunktsplan.«

Enhedslistens egen analyse var, at der skulle to ting til, før de ville være i stand til at lukrere på SF's højredrejning. Den ene var, at der skulle være utilfredshed med SF og partiets stadig flere kompromisser. Den anden var, at Enhedslisten skulle være et mere attraktivt parti, der ikke nægtede at lege med andre, medmindre de måtte bestemme reglerne.

Tre stop på vejen

Trepunktsplanen skulle få partitropperne tilbage i den politiske debat og vise vælgerne, at man var et seriøst parti: »Der fandtes en forestilling om, at vi var et kompromisløst parti, der ikke formåede at samarbejde« siger Pelle Dragsted.

»Men det var slet ikke sådan, vi opfattede os selv. Forestillingen skyldtes måske tiden under Nyrups regering, hvor Socialdemokraterne af hensyn til de radikale lavede deres finanslov med de borgerlige partier. Dengang havde rød blok ikke brug for os i samme grad, men det får de, hvis der kommer regeringsskifte ved næste valg,«

Første trin var, at man fremover skulle prioritere mere i de politiske udmeldinger end hidtil.

»Der var blevet skudt lidt med spredehagl tidligere, fordi vores politikere er nogen, der har meget på hjerte,« siger Pelle Dragsted. »Men vi vurderede, at det var bedre, vi prioriterede vores største mærkesager, økonomisk omfordeling, frihed og rettigheder, klima- og miljøpolitik højere end alt andet.«

Et andet punkt i trepunktsplanen var at indlede et tættere samarbejde med Socialdemokraterne og SF. Blandt andet gennem indledende møder om politiske udspil og fælles synspunkter. Sidste punkt på planen var at udnævne en politisk ordfører.

Ikke helt fladt hierarki

Ideen om en flad ledelsesstruktur havde altid været den dominerende tanke i Enhedslisten, derfor var forslaget om at indføre en politisk ordfører ikke ukontroversielt. Den 20. marts 2009 udpegede Enhedslisten dog Johanne Schmidt-Nielsen som politisk ordfører, og forinden blev samtlige partimedlemmer orienteret pr. mail, så de ikke skulle få morgenaviserne galt i halsen.

»Jeg skal da ærligt indrømme, at jeg var spændt på, hvordan det ville blive taget imod, da jeg skulle udnævnes som politisk ordfører,« siger hun til Information. »Men der viste sig at være stor opbakning til det. Vi stod et sted, hvor vi blev nødt til at gøre noget for bedre at få vores budskaber ud over rampen. Vi kæmpede med nogle, for os at se forkerte forestillinger om, hvad vi var for et parti,« mener Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun forklarer, hvordan der hos nogle på venstrefløjen var en opfattelse af kommunikation, som man måtte bryde:

»Der var den opfattelse på venstrefløjen, at man lige så godt kunne skrive sine budskaber på en stencileret løbeseddel uden margen og linjeafstand, hvis bare det var rigtigt det, der stod. At tænke i kommunikation var lig med spin, og det blev forbundet med noget negativt. Der er ingen tvivl om, at vi har moderniseret os. Men hos os har modernisering bare ikke været synonym med højredrejning.«

Johanne Schmidt-Nielsen peger på, at pressen altid selv har udnævnt én fra Enhedslisten som politisk ordfører »det har både været Søren Søndergaard, Pernille Rosenkrantz-Theil og andre før mig. Nu besluttede vi så, at det var bedst, at vi selv udnævnte en ordfører.«

Politisk kommentator Hans Engell mener, at udnævnelsen af en politisk ordfører var en nødvendig måde at skabe den politiske profil på, som man havde manglet:

»Det gav dem et klart ansigt på deres politik. Og så signalerede det, at de besluttede sig for, at de ville væk fra den der gamle munkesocia-listrolle som partiet, der ikke gad andre end sig selv,« siger Hans Engell i dag.

Muligt finanslovs-ja

Det havde altid været sådan. Enhedslisten ville aldrig kunne stemme for en finanslovaftale, når nu partiet ikke ville gå på kompromis med deres overbevisninger. Ud over i 1996, hvor partiet undlod at stemme for at frede Nyrup-regeringen, har Enhedslisten stemt nej til finansloven. Hvordan skulle man for eksempel forholde sig til en finanslov, hvor der blev sat penge af til forsvaret, når man var så indædt ideologisk imod krig?

Pelle Dragsted forklarer, at »der var nogle i partiet, som ikke mente, at man kunne stemme for en finanslov, så længe Danmark er i krig i Afghanistan. Folketingsgruppens holdning var, at de to ting ikke skulle blandes sammen. Vi er selvfølgelig imod krigen. Men hvis vi kun kan stemme for en finanslov, hvor vi støtter hver eneste post på udgiftskontoen, så ville vi i praksis aldrig kunne stemme for en finanslov. Og så ville vi tvinge S og SF til at lave finanslov med de borgerlige. Årsmødets beslutning betyder, at vi kan stemme for en finanslov, hvis den ikke indeholder nye forringelser for almindelige mennesker, og hvis vi får de nødvendige indrømmelser.«

Derfor udarbejdede Enhedslistens top et forslag om, at partiet skulle kunne stemme for en finanslovaftale. Noget som nogle hidtil havde troet var utænkeligt.

Den 15. maj, da beslutningen skulle træffes på Enhedslistens årsmøde, var der flere bud på, hvordan man skulle forholde sig til finansloven.

»Nogle mente, vi aldrig kunne stemme for en finanslov, der bevilger penge til forsvaret. En anden fløj syntes, vi skulle stemme for en finanslov uden så mange krav og have en mere positiv tilgang til en finanslov,« fortæller Pernille Skipper, der er medlem af Enhedslisten og opstillet til Folketinget.

»Vi kom frem til et midterpunkt. I dag kan vi stemme for, så længe aftalen ikke indeholder forringelser af vores sager. Der var god stemning på årsmødet, da beslutningen blev vedtaget,« siger hun.

Medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse Hans Jørgen Vad var en af dem, der først var imod ideen om at stemme for en finanslov:

»Hvis man har det udgangspunkt, at man bliver for glad for at stemme for en finanslov, så kommer vi til at tilpasse os en finanslov i stedet for, at den tilpasser sig os,« siger han. Ligesom de resterende fremmødte på årsmødet endte Hans Jørgen Vad dog med at være tilfreds med aftalen:

»Jeg synes, den var god, og vi var tilfredse med den måde, der blev lyttet til os,« siger han. Hans Jørgen Vad ser ikke det lille røde partis ændringer som noget, der skal 'slås stort op', men understreger vigtigheden af at holde balancen, når man laver om på strukturen i et parti som Enhedslisten:

»Nu har jeg det sådan, at de ændringer, der er sket, har været overvejende kosmetiske. At vi har fået en politisk ordfører, betyder ikke så meget, men Enhedslisten skal ikke gå længere og for eksempel få en formand. Det vil give en opstand i baglandet,« mener han.

Pragmatik, tak

I dag kigger Enhedslisten fremad mod en potentielt helt fremmed position i dansk politik. Hvis næste valg giver rødt flertal, kan de nemlig for første gang nogensinde besidde den helt afgørende rolle som støtteparti for en regering. Den rolle, Dansk Folkeparti i ti år har besiddet for blå blok.

»Det er jo en spændende situation, vi står i, nemlig at vi efter et valg sidder på de afgørende mandater i en rød blok,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

- Er det et mere pragmatisk Enhedslisten, vi får at se fremover?

»Vi har ikke ændret et komma i vores politik. Men opfattelsen af os som et alt eller intet-parti har vi forsøgt at komme væk fra. Og det ser ud til at være lykkedes. Jeg vil sige, vi er et stærkere Enhedslisten,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bo S. Nielsen

Tak for en god artikel.

"Årsmødets beslutning betyder, at vi kan stemme for en finanslov, hvis den ikke indeholder nye forringelser for almindelige mennesker, og hvis vi får de nødvendige indrømmelser."

Det er betryggende at have et EL som stopklods for S-SF's højrekurs på visse politikområder. Jeg ser med glæde frem til et styrket og større EL som støtte / politisk over-jeg til en ny regering.

Henning Hansen

Fin artikel ---der er ingen tvivl om, at opgøret med Frank Aaen med hans skræmmede fortid som frontfigur har gjort underværker --- Schmidt Nielsen er cool !

»Der var den opfattelse på venstrefløjen, at man lige så godt kunne skrive sine budskaber på en stencileret løbeseddel uden margen og linjeafstand, hvis bare det var rigtigt det, der stod.......«

Efter min mening er dette en meget stærk kandidat til årets citat :-).

John Fredsted

"... vores største mærkesager, økonomisk omfordeling, frihed og rettigheder, klima- og miljøpolitik ..."

"... vi kan stemme for en finanslov, hvis den ikke indeholder nye forringelser for almindelige mennesker ..."

To gange et varmt tak til Enhedslisten for det.

Michael Gudnæs

Det er naturligvis interessant at Enhedslisten melder sig på banen som reel spiller, men artiklen glemmer at fortælle om den reelle grund til partiets nedgang i 2007-8, nemlig opstillingen af en troende muslim som i flere tilfælde satte sin religion højere end partiets politik og derved i flere tilfælde kom til at forfægte synspunkter som var i modstrid med partiets, blandt andet vedrørende dødsstraf og homoseksuelles ret til adoption.

Personligt kender jeg adskillige tidligere enhedslistestøtter som nu erklærer at de efter partiets omfavnelse af Asmaa Abdol Hamid aldrig vil stemme på partiet igen.

Thomas Pedersen

Jeg ser personligt meget frem til at Enhedslisten sidder med de afgørende mandater. Hvis man forestiller sig at Ø får lige så meget indflydelse som DF har haft siden 2001, så er det lige før at jeg tror på en genoprettelse af det solidariske danmark.

Per Henriques

@Pedersen ---- det må for alt i verden ikke ske, og det bliver aldrig virkelighed. De stærke socialliberale kræfter i Socialdemokratier ---- herunder ikke mindst fru Kinnock ----- tør ikke satse hele butikken på de gamle DKPere....