Iben kunne ikke sove. Sådan havde det været i nogle uger, efter hun var begyndt at læse til eksamen på lærerseminariet i Aarhus. Hun prøvede at spise beroligende naturmedicin, at drikke en øl og gå i bad, inden hun lagde sig i sengen, men lige lidt hjalp det.
I løbet af nogle uger måtte Iben sige farvel til sin studiegruppe og droppe at gå til eksamen. Hun følte sig mere og mere stresset og oplevede en stigende angst for at dumpe.
Hun havde hørt, at meditation skulle virke afslappende, så hun besluttede sig for at begynde på en meditationsskole i Aarhus sammen med tre venner.
»Vi startede med at sidde sammen med en meditationslærer, der skulle lære os teknikken. Det handlede meget om at forestille sig et lys og lade sig tømme for tanker. I starten hjalp det mig lidt med at slappe af. Men efter et par gange begyndte jeg at få meget voldsomme, mareridtsagtige oplevelser under meditationen. Jeg så billeder af venner og familie, der jagtede mig og slog mig. Det var så virkeligt, at min krop rystede, og jeg nærmest kunne mærke det fysisk, når de slog mig. Da det begyndte, blev jeg rigtig bange for meditationen,« fortæller Iben. Meditationsunderviseren var psykolog, og da Iben fortalte om sine oplevelser, bad underviseren Iben om at stoppe med det samme og kontakte sin læge.
De følgende uger fik hun det dårligere. De søvnløse nætter fortsatte, vrangforestillingerne blev værre, og efter tre-fire besøg hos sin læge blev hun opfordret til at tage på skadestuen på Psykiatrisk Hospital i Aarhus. Her blev hun hasteindlagt 26. juni 2002 med diagnosen akut psykose, uspecificeret, der senere blev ændret til bipolar affektiv sindslidelse (tidligere kendt som manio-depressivitet, red.).
Ligesom mange andre danskere begyndte Iben på et meditationskursus i troen på, at det ville hjælpe på hendes stresssymptomer.
Der findes ingen tal, der viser, hvor stor en del af befolkningen, der kan ende i hendes situation. Men ifølge Psykiatrifonden lider flere hundrede tusinde danskere af en eller anden form for psykisk lidelse som depression, angst eller skizofreni.
Manglende vejledning
Og netop den manglende vejledning er et generelt problem i forhold til den stigende udbredelse af meditations- og mindfulness-kurser til forebyggelse af problemer hos psykisk udsatte danskere.
Det mener Lone Fjorback, speciallæge i psykiatri, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitetshospital og uddannet mindfulness-instruktør fra University of Massachusetts Medical School.
»Hvis man lider af stress-symptomer, hvor man ikke kan sove eller har svært ved at koncentrere sig og huske, bør man først og fremmest opsøge en psykiater og få afklaret, om man har en psykiatrisk diagnose, f.eks. en depression. Derefter kan man se på, hvilke behandlingstyper der vil være gode for én. Det kan være medicin, motion, sund kost, nogen at snakke med eller psykoterapi. Her kan meditation hjælpe, men det er ikke givet på forhånd. Man må ikke bare starte på et meditationshold, hvis man har det dårligt,« siger Lone Fjorback.
Hun bakkes op af Bodil Andersen, speciallæge i psykiatri, specialiseret i avanceret kognitiv terapi, specialist i psykoterapi og supervision og underviser i mindfulness.
»I et meditations- eller mindfulness-forløb skal man være i stand til at flytte fokus fra sin tænkning til f.eks. sit åndedræt. Hvis man befinder sig i en meget depressiv tilstand, kan man måske ikke komme ud af sine negative tanker. Folk med angst kan opleve følelsen af at miste kontrol. For den psykotiske kan det for eksempel være en følelse af at gå ud af kroppen, hvor jeg-grænserne forsvinder. Så meditation kan virke modsat hensigten og skabe en svær psykotisk reaktion, en svær angstreaktion eller forværre depressionen,« siger Bodil Andersen, der også underviser på den toårige grunduddannelse i kognitive behandlingsformer for læger og psykologer på Kognitivt Center Fyn.
Som deltager i mindfulness-kurser har hun oplevet, at psykologer og psykiatere er blevet psykotiske eller depressive.
»Selv ikke fagfolk, der anser sig for raske, kan vide sig sikre på, hvordan de reagerer på teknikkerne. Derfor er det afgørende, at underviseren har faglig indsigt til at kunne hjælpe folk i de situationer,« påpeger hun.
Der findes ingen statistiske videnskabelige undersøgelser, der dokumenterer omfanget af meditations- eller mindfulness-skabte psykoser og angstanfald.
Men i 2007 udgav det internationale tidsskrift Psychopathology rapporten Meditation-Induced Psychosis. Den beskriver en række tilfælde, hvor personer udvikler akutte psykoser under eller efter meditationsøvelser. Rapportens forfatter, Frank van der Heijden, psykiater, ph.d. ved Vincent van Gogh Institute for Psychiatry, skriver i konklusionen, at »meditation kan virke som stressfaktor hos sårbare patienter, der kan udvikle akutte, forbigående psykoser.«
Kan gavne psykisk syge
Både Lone Fjorback og Bodil Andersen understreger, at mennesker med stress, angst og depressioner kan have gavn af at meditere. »Men for psykisk sårbare kræver det én-til-én-vejled-ning fra en faglig kompetent person, der både har indgå-ende kendskab til psykiatri og har en længerevarende uddannelse i meditation eller mindfulness,« siger Fjorback.
Hun anerkender de forsk-ningsresultater, der doku-menterer, at mindfulness og meditation kan have en positiv effekt på hjernen.
»Men undersøgelserne er lavet på folk, der har 20 års meditationserfaring. Og testpersonerne er blevet screenet for psykoser, svære personlighedsforstyrrelser og andre psykiske sygdomme. Og resultatet af hjerneaktiviteten hos buddhister, der sidder og mediterer i timevis hver dag, kan ikke bare overføres til en person, der har siddet et par timer på et weekendkursus i mindfulness,« siger Lone Fjorback.
»Når teknikken bliver solgt med slogans som lev i nuet og vær glad eller smil til verden, og den smiler til dig, er det en totalt forfladiget fremstilling af, hvad mindfulness reelt handler om, og hvor meget det kræver at lære den,« siger hun.
Alle kan undervise
Titlen som meditations- og mindfulnesslærer er ikke beskyttet, og derfor kan enhver med et kursusdiplom hængende på væggen kalde sig underviser.
Bodil Andersen finder det derfor bekymrende, at lan-dets kommuner og arbejds-givere i stigende grad er begyndt at sende depressive sygemeldte og stressede medarbejdere på mindfulness-kurser hos folk, der hverken har en psykolog- eller psykiateruddannelse
»De er ikke uddannede til at spotte en psykose eller et angstanfald, og de mangler værktøjer til at gribe ind. Hvis en alternativ behandler ikke kender til risikoen for visse grupper, kan han eller hun ikke tage det i opløbet, fordi personen ikke ved, hvad man skal kigge efter,« siger Bodil Andersen.
Havde Iben dengang vidst, hvad hun ved nu, ville hun aldrig være begyndt på meditationsholdet.
»Jeg ville selvfølgelig ikke have startet på kurset, hvis nogen havde vejledt mig og advaret om, at det kunne åbne op for en psykose hos en person i min tilstand.«
I dag har hun et fleksjob, hvor hun arbejder omkring 15 timer om ugen. Hun har fået det bedre siden indlæggelsen for snart ni år siden, men hun tager stadig anti-psykotisk og såkaldt stemningsregulerende medicin. Det skal hun formentlig fortsætte med resten af livet.
Information er bekendt med Ibens rigtige navn.
Der er absolut intet nyt under solen, når Lone Fjorback nu kommer med en advarsel om, at meditation kan være farligt for psykisk udsatte danskere. Og selvfølgelig bakkes hun straks op af sine kollega Bodil Andersen. Begge er psykiatere og må derfor formodes, at have den grundholdning, som mange psykiatere desværre har, at stort set enhver form for "psykisk uligevægtighed" - selvfølgelig defineret af psykiaterne selv - bør behandles med en eller anden form for medicinsk medikament. Til stor glæde for medicinalindustrien, forstås.
Nævn mig venligst blot en psykiater som ikke mindst en gang om ugen udskriver receptpligtig medicin til en klient? Jeg er ret overbevist om, at det vil være umuligt.
Fra pålidelig kilde har jeg sågar hørt, at psykiatere - ved første konsultation - som standard siger til deres klienter, at "hvis ikke du tager dette medicin, så kan jeg desværre ikke hjælpe dig".
Jeg kan levende forestille mig, at det må give de pågældende psykiatere en eller anden form for et "kick" i maveregionen, når de på den måde demonstrerer deres magt - dog undrer det mig til stadighed, at ufattelig mange psykiatere åbenbart kun er i stand til at hjælpe deres klienter, hvis pågældende klient sidder overfor dem totalt indhyllet i en medicinrus.
For det er lige præcis hvad klienterne gør.
At samme medicin har ufattelig mange bivirkninger er åbenbart irrelevant for psykiaterne - enhver form for bivirkning kan jo afhjælpes med yderligere medicin.
Tænk engang at være så dårlig rusten som psykiater/menneske, at man ikke er i stand til at gennemføre en samtale med en person, med mindre modparten har indtaget medicin.
Det må alt andet lige sige en del om psykiaterne...
Endelig denne slutbemærkning:
Hvis det virkelig er så vidunderligt at tage et eller andet præparat mod søvn mangel eller depression, hvorfor tager psykiaterne det så ikke selv?
Intet kan da være deprimerende end at vide, man kun kan gennemføre en almindelig samtale, hvis modparten er beruset?
Enig med Erik Jensen, men det ændrer ikke ved, at der er for mange platugler i den alternative behandlerbranche med alt fra håndspålægning over healing til det, der er værre ---uden nogen som helst dokumenteret effekt.
Det gælder desværre også meditationskurser........
Og du, Knud Jespersen, har ret i din påstand.
Desværre er det nemlig sådan, at den alternative branche har "frit slag" med at tilbyde alverdens behandlinger.
Men fordi en person åbenbart har haft en dårlig oplevelse med et meditationskursus, er der jo ingen grund til at råbe vagt i gevær. Med mindre man selvfølgelig som psykiater har brug for at gøre det omkringliggende samfund opmærksom på sig selv :-)
Velkommen til den terapeutiske stat. Psykiaterne er med deres pseudovidenskab blevet til vestens nye præsteskab. Har man nogensinde hørt om en psykiater der selv tager deres narkotika? Det er der faktisk lavet statistikker over og jeg tror godt alle kan gætte hvad de viser.
Jeg havde lovet mig selv ikke at fylde Information med mit sludder og vrøvl, men det her er for langt ude - Hvis man bliver gak-gak af at meditere, så skulle man havde gået igang for lang tid siden. Meditation er ikke noget man begynder på, men noget man kan komme til at holde op med.
Seriøst, hvis man bliver bange for at lytte til sit eget hjerte, så det på høje tid at komme igang.
Typisk psykiatere at udnytte folk, der er lige ved at vågne op til sig selv og beder om hjælp til det, og gøre dem afhængige af dem.
Og Erik Jensen har helt ret.
Har hun prøvet en lang gåtur, hvis ikke så gå en.
Der er også den løsning isolerte mænd bruger for at falde i søvn, onaner.
Steen,
Lad os lige holde en respektfuld tone.
Eftertanken hos mig har nu vist sig, hvilket har gjort, at jeg nu undrer mig over artiklens slutning:
"I dag har hun et fleksjob, hvor hun arbejder omkring 15 timer om ugen. Hun har fået det bedre siden indlæggelsen for snart ni år siden, men hun tager stadig anti-psykotisk og såkaldt stemningsregulerende medicin. Det skal hun formentlig fortsætte med resten af livet. "
Stakkels kvinde, tænker jeg, men hvad er det dog for en gang sludder, at hun skal tage det resten af livet.
Den eneste part, der - efter min bedste overbevisning - har glæde af det, er endnu engang medicinalindustrien.
Det psykiaterne ofte gør, er, at bilde deres klienter ind, at hvis ikke de fortsætter med at tage medicinen resten af livet, risikerer de, at de igen får det dårligt. Psykiatere er jo "smarte" folk og bruger derfor den mest basale følelse, vi alle render rundt med - nemlig frygt - imod deres klienter. Og når en person skal tage medicin resten af livet må det vel være et ret godt udtryk for, at psykiaternes samtaleterapi altså ingen effekt har. Altså tjener samtalen kun som et formål til at "legalisere", at klienten skal tage deres - psykiaternes - foreslåede medicin. Spørgsmålet er i virkeligheden hvor meget de selv - psykiaterne - tjener på det?
Men deres påstand er ikke andet end en gang sludder. Selvom medicin meget ofte kan være - og viser sig som - stærkt vanedannende, kan man godt stoppe med at tage medicinen. Det kunne jo at være, at man som menneske ligefrem fik det bedre. Men at tage det resten af livet, blot fordi en samtaleterapi ikke har båret frugt, er - undskyld jeg siger - total hold i hovedet.
Tak til Information for en go', og relevant artikel.
Erik Jensen,
Bare det at man bruger begrebet "eksperter" til at beskrive en gruppe af mennesker der ikke er i stand til at hjælpe folk ud af deres situation er skræmmende. Som det ser ud lige nu skaber psykiatrien kun flere psykisk syge.
Ja, Brian, artiklen er relevant, men absolut ikke god.
For hvorfor i himlens navn sætter artiklen ikke spørgsmålstegn ved al det sludder, psykiaterne hælder i hovedet på deres klienter?
Og hvorfor nævner den ikke, hvad det er, psykiaterne får ud af al det vrøvl?
Du ved sikkert, at der dybest set kun findes en Gud her på jorden, nemlig penge/magt...
Måske er det kimen til al vrøvlet fra psykiaternes side?
Adam Askov,
Også du har ret.
Psykiatere bruger frygt til at skabe afhængighed hos deres klienter og - stadig efter min bedste overbevisning - fordi de tjener styrtende på det.
Dels i form af følelse af at have magt, men sikkert også fordi medicinalindustrien økonomisk honorerer de flittigste receptudskrivere bandt psykiaterne.
Jeg vil opfordre alle interesserede til at høre dette radio interview med Thomas Szasz. Han har over 60 års erfaring indenfor sit fag og har været Professor Emeritus på New Yorks State University.
http://www.abc.net.au/rn/allinthemind/stories/2009/2530830.htm
Jeg er ikke enig i alt hvad han siger. Men jeg tror der er mange der ved at lytte kunne få aflivet et par illusioner omkring psykiske lidelser.
Erik Jensen,
Lyt til det interview hvis du har tid. Det ville være spændende at høre din mening.
Ok Adam.
Og tak for linket :-)
Jeg har selv praktiseret meditation i over 25 år, og har drevet et meditationscenter i over 11 år.
Min egen erfaring fra mit eget liv og mine kursisters feedback, understøttet af et væld af forskningresultater indenfor meditation, som skyder op i disse år, er at meditation ikke blot er langt den mest effektive modgift mod stress og angst, som, i parantes bemærket, er to sider af samme sag, idet stress er en black-box diagnose, hvis hovedsagelige komponent, netop er angst - det er, vil jeg gå så vidt at sige, den eneste kur, som er helt uden inherente bivirkninger, baseret på bevidsthedens egen naturlige healende egenskab.
Man skal passe meget på med at vurdere meditation på grundlag af enkelte individders dårlige erfaringer. Jeg skal forsøge at redegøre hvorfor:
Meditation har bl.a. den effekt, at det åbner op for underbevidstheden, og gør alt muligt ubevidst materiale tilgængeligt, både positive og negative ting.
Derfor kan det ikke udelukkes, at meditation kan virke angsfremkaldende på nogen, men det er langt fra normen. Og når det endelig sker, så er man måske ikke helt klar til at meditere, og bør søge andre veje. Men det miskrediterer ikke meditation som terapi.
I al meditation er der også et element af såkaldt transcendens, som er det, man i starten kan opleve som tab af kontrol og dermed spontant afbryder af angst. Men det er kortvarig transient ting, som fortager sig efterhånden, hvis man har mod til at give det en chance mere.
Som Erik Jensen nævner, så skylder man lige at nævne, at psykofarmaka har meget værre bivirkninger, både somatiske og kognitive. Psykofarmaka er en elendig lappeløsning, som kun burde anvendes som allersidste udvej - og
meditation burde være den første
Meditation giver mennesker et redskab til at påvirke deres neurokemi, som man idag ved er helt afgørende for den psyko-somatiske helbredstilstand, alene ved kognitive redskaber.
Den stigende opmærksomhed og forskning i dette emne er naturligvis foranlediget af, at der dels er et skrigende behov for meditative terapier, samt en massiv evidens for, at her noget, der virkelig fungerer, er uden bivirkninger, og tilmed er helt gratis.
Sidsnævnte er naturligvis et stort ekstra incitament for patienten, men af indlysende grunde ikke for det læge.medicinalindustrielle kompleks.
Således er det helt forståeligt, at det, som burde vække universel begejstring, også vækker sure miner og massiv modstand blandt dem, der lukrerer på folks psykiske problemer.
Med til hele denne debat hører i øvrigt også det særdeles interessante faktum, at meditation, dens teoretiske grundlag og praksis har en årtusinde lang historie i Østen, i praksis Indien, som er yogaens og meditationens vugge.
Så det, vestlig videnskab lige så småt er ved at opdage, er altså slet ikke noget nyt for menneskeheden, kun for den vestlige civilisation.
Og man kunne blive ved.
Hvis man forsøger at se meditationen ind i en større (holistisk) sammenhæng. så opdager man imidlertid, at det ikke blot er en teknik, der kan stå alene. Det er en teknik, som skal understøttes af to andre spor. Det ene er den metafysiske/kognitive/spirituelle - og det andet er livsstil.
De fleste praktiserer meditation meget isoleret fra deres fysiske og kognitive liv, som en ren teknik, et værktøj man bare hiver op af skuffen, når man trænger til at koble af..
Det vil kun have begrænset effekt. Hvis man virkelig vil nyde de maksimake velgang af meditation, så er man nødt til at se på disse to øvrige faktorer, herunder spørsmål om kost, sengetider, seksualliv, stimulanser, på den ene side, og af ens tanker, reaktionsmønstre, adfærd osv. på den anden.
Vi er hele væsner, der består af forbundne systemer. Man kan ikke forvente, at få det fulde udbytte af meditation uden at tage disse andre faktorer med i betragtning.
Alle psykiske problemer har i sidste ende kognitive og adfærdsmæssige årsager. Man kan ikke løse dem uden et vist element af kognitiv terapi, som sagtens kan være selvterapi, men det kræver et oprydningsarbejde. Og ikke mindst vigtigt, fordrer det også en vis offervilje. Man skal være rede til at foretage de ændringer i ens liv, som er påkrævet.
Problemet med mange af de gængse teknikker er, at de ikke inddrager disse mere eksistentielle aspekter, formentlig fordi det ville koste dem kunder.
Meditation er ikke blot kommet for at blive.
Vi vil i de kommende år opleve en rivende søgning til, og interesse for meditation, efterhånden som folk får det værre og værre, og det bliver tilsvarende åbenlyst, hvor inadækvat det konventionelle behandlingssystem er.
/O
Det vil jeg godt være den første til at skrive under på - tak Olivier
"Forbandet" god reklame for meditation :-)
Erik Jensen anklager psykiatere over en bred kam for at tjene på at holde folk i medicinsk behandling - tjene på det i følelse af magt og direkte i usel mammon, og synes at bakkes op af flere debatører.
Der findes altid brådne kar, men at anklage et helt fag der har viet deres liv til at hjælpe andre for dette motiv, er modbydeligt tarveligt.
Efter samme logik kunne man anklage politiet for at ønske flere forbrydelser, socialrådgivere for at ønske større socialt armod, Røde kors for at ønske flere katastrofer og så videre.
Derudover er der en stor brist i artiklen. Anekdotisk får vi at vide at Ibens udbrud af psykose falder sammen med et meditationskursus, selvom det fremgår klart at hun også havde det skidt før. Det burde være indlysende, at har man det skidt, er der større tendens til at søge lindring, og et af de mange midler kan være meditation. Derfor er der selvfølgelig også nogen der søger meditation, som siden bryder igennem som psykisk syge, uden at der nødvendigvis er en kausal sammenhæng. En psykisk sygdom skal nødvendigvis bryde ud på et eller andet tidspunkt, og for psykoser er det mest almindeligt i 20'erne. Jeg gætter på at Ibens psykose ville være brudt ud også uden meditationskurset, blot måske med lidt større forsinkelse.
Så kritiseres psykofarmaka vidt og bredt og meget unuanceret. Det overses fuldstændig at der findes mange forskellige slags, og at for rigtig mange mennesker er den postive virkning af den medicin de får mod psykiske lidelser, lige så entydigt lindrene som vand er på tørst, eller en dyne når man fryser.
I tænker vist slet ikke over, hvilket tungt ansvar i pådutter disse mennesker, når det antydes at det hele er fup og fidusser, medicinen bør kasseres, og man bare må se at blive rask af sig selv.
Hvis man lider af f.eks. astma, kan livslang brug af astmamedicin være forskellen om man på et tidspunkt dør af sin sygdom, eller kan leve et normalt liv med den. Fundamentalisterne på denne tråd, synes ikke at tillade folk der lider af psykiske sygdomme samme ret. Og folk der lider af psykiske sygdomme har, udover lidelsen, faktisk stor risiko for at dø - af selvmord, udført simpelthen for at eliminere smerten, og har ofte været igennem hele rækken af terapimetoder, før en beslutning om livslang medicin.
Oliver: "Alle psykiske problemer har i sidste ende kognitive og adfærdsmæssige årsager. Man kan ikke løse dem uden et vist element af kognitiv terapi, som sagtens kan være selvterapi, men det kræver et oprydningsarbejde. Og ikke mindst vigtigt, fordrer det også en vis offervilje. Man skal være rede til at foretage de ændringer i ens liv, som er påkrævet."
Aha. Så der findes ikke psykiske problemer man ikke kan helbrede med din formel, blot millioner af mennesker verden over, der er for dumme eller ikke offervillige nok til at få udbytte af kognitiv terapi?
Mens man kan fødes med anlæg for at udvikle alle eksisterende fysiske lidelser i, har du bare defineret at alle psykiske lidelser kan helbredes med kognitiv adfærdsterapi og meditation, og hvis ikke man kan - er det fordi man ikke har nok offervilje.
Jeg underkender ikke at kognitiv terapi, meditation og mindfullnes er værdifulde redskaber der kan lindre mange menneskers lidelser, og også skabe højere livskvalitet hos mennesker uden deciderede psykiske lidelser, men du overser altså lige de 25-90% der ikke har gavn deraf, afhængigt af hvilken specifik lidelse vi snakker om.
Jonathan Smith.
Du har fuldstændig ret i, at jeg angriber psykiatere over en bred kam - og med rette vil jeg mene.
Nævn mig venligst navnet på en eneste psykiater, der ikke udskriver receptpligtig medicin mindst en gang om ugen?
Nå ikke!
Og vedrørende dit syn på psykofarmaka dette:
Nævn mig venligst et eneste præparat, der ikke har nogen som helst bivirkninger? Alle de præparater HAR bivirkninger uanset om du kan lide det eller ej.
Og mig bekendt har jeg aldrig sagt - endsige skrevet - at man "bare" skal klare det hele selv for at blive rask. Jeg mindes nu heller ikke at andre her på bloggen har skrevet noget lignende. Tværtimod har jeg den holdning, at har man brug for hjælp, så skal man selvfølgelig finde den et eller andet sted. Og hvorfor ikke hos en psykolog eller for den sags skyld psykoterapeut? For mange praktiserende i sidst nævnte gruppe er helt på højde med psykologer.
Men jeg står ved, at jeg anser flertallet af psykiatere og de metoder de bruger - for at hælde medicin i deres klienter - for at værre metoder selv kvaksalvere må være misundelige over.
En - måske for dig - barsk påstand.
Jonathan Smith
1. Hvis man har en dybere interesse for videnskab og medicin vil man vide hvad en sygdom er. En sygdom er i den moderne forståelse en abnormitet i det menneskelige legeme. Sindet er åbenlyst semantisk og lingvistisk ikke en del af det menneskelige legeme.
2. Den mest åbenlyse forskel på den psykiatriske profession, som adskilder den fra alle andre former for lægevirke er at "psykisk syge" i stor udstrækning bliver friheds berøvet. De er altså fanger og ikke patienter.
Man kan hvis man ligger to og to sammen derfor nemt konkludere, at dette er et socialt fænomen der intet har at gøre med medicin. Der findes masser som understreger dette i litteraturen.
Dette skal ikke forstås som et argument i mod at hjælpe folk der døjer med eksistentielle problemer. Frivillig samtale terapi kan blandt andet være med til at hjælpe folk ud af deres situation. Men det er ikke noget det danske system tilbyder. Det danske system er i dag en tro kopi af det totalt medicin-dominerede amerikanske system.
@Erik Jensen
"Nævn mig venligst navnet på en eneste psykiater, der ikke udskriver receptpligtig medicin mindst en gang om ugen? Nå ikke!"
Det er jo det de blandt andet er uddannet og ansat til. Hvis de vurderer at et præparats virkning på en sygdom er større end bivirkningerne, så vil de anbefale det. Mange vil også bruge en kombination af terapi og medicin, fordi det kan være meget svært overhovedet at komme igang med terapien, hvis man lider så meget at man ikke engang kan møde op regelnæssigt hos psykiateren.
"Og vedrørende dit syn på psykofarmaka dette:
Nævn mig venligst et eneste præparat, der ikke har nogen som helst bivirkninger? Alle de præparater HAR bivirkninger uanset om du kan lide det eller ej."
Det samme kan man sige om al medicin. Men du er måske også mod medicin for alle fysiske sygdomme? Det afgørende er jo om virkningerne overgår bivirkningerne. Hvis du er parat til at tage dit liv, eller på anden måde lider rigtigt meget, sådan at du ikke kan få en dagligdag til at hænge sammen, kan det godt være at du er villig til at leve med nogle bivirkninger. Det bør værre op til den enkelte patient. Men de skal da ikke forholdes muligheden, eller bildes ind at det til enhver tid er en dårlig prioritering pga. folk med så unuancerede synspunkter som dig.
"...har man brug for hjælp, så skal man selvfølgelig finde den et eller andet sted. Og hvorfor ikke hos en psykolog eller for den sags skyld psykoterapeut? For mange praktiserende i sidst nævnte gruppe er helt på højde med psykologer."
Så du formoder at en psykolog eller psykoterapeaut kan løse ethvert psykisk problem? Ikke bare implicerer det, at for den overvægt af klienter hos psykologerne der ikke oplever bedring på deres skizofreni, maniodepressivitet, depression, panikangst, social angst etc. må det jo bare være dem selv der ikke gør arbejdet godt nok. Det har heller ikke grund i nogen empiri.
"Men jeg står ved, at jeg anser flertallet af psykiatere og de metoder de bruger - for at hælde medicin i deres klienter - for at værre metoder selv kvaksalvere må være misundelige over.
En - måske for dig - barsk påstand."
Ja det fremstår lidt barsk - men fordi det er så spinkelt funderet fremstår det mest bare ubegavet.
Endelig sammenligner du til sidst i dit indlæg astmamedicin med præparater beregnet til psykiske sygdomme.
Jeg vil tillade mig at sige, at der er en væsentlig forskel på de to grupper af medicin og enhver sammenligning derfor med rette ikke kan gøres.
Selvfølgelig skal personer med astma, eller sukkersyge for den sags skyld, have deres medicin - ingen tvivl om det.
Men at ethvert problem, der bliver nævnt hos en psykiater, absolut skal munde ud i, at klienten skal tage medicin - og vel og mærke for resten af livet - er direkte forkasteligt.
Som nævnt tidligere kun et udtryk for psykiaternes manglende evne til at gennemføre en almindelig samtale.
Du og jeg - og alle andre - kan udføre denne lille test:
Prøv at gå til din læge med et følelsesmæssigt problem, du gerne vil have hjælp til. Ofte vil han/hun straks henvise dig til en psykiater. Men hvorfor lige en psykiater og ikke psykolog? Svaret er ligetil, det er nemlig den billigste løsning for samfundet.
Når du så kommer anstigende hos din psykiater læg så venligst mærke til følgende:
Efter at du har forelagt dit "følelsesmæssige" problem, vil psykiateren - inden du skal gå - helt sikkert komme med et forslag til en medicinsk behandling. Sker det ikke ved første besøg, er jeg ret overbevist om, at det vil ske ved næste og vel og mærke med sætningen: Hvis du ikke tager dette medicin, kan jeg ikke hjælpe dig.
Også dette anser jeg for at være forkasteligt, af den simple grund, at ingen svære problemstillinger - efter min bedste overbevisning - bliver løst og at det er patienten, der vil komme til at lide af diverse bivirkninger og pudsigt nok aldrig psykiateren.
Når jeg skriver, at intet bliver løst, skyldes det, at langt de fleste præparater blot - så at sige - indkapsler problemstillingen. Og netop det sidste er årsagen til, at patienten får at vide, at han/hun skal tage medicinen resten af livet.
Hvor anstændigt synes du, det er?
Jamen dog!
Synes du, det er ubegavet, det jeg skriver?
Hmm... , gad vide hvem af os to, der er påvirket af psykofarmika?
Jonathan Smith,
"Men du er måske også mod medicin for alle fysiske sygdomme?"
Det er lige netop her du går galt i byen. Du blander sociale og sproglige konstruktioner sammen med videnskab. Hvad kun understreger din manglende forståelse for hvad videnskab er.
For at forstå hvad der er galt med den moderne psykiatri er du nød til at gå helt ned i detaljen. Lad os starte ud med begrebet "sind". Det kommer fra det engelske ord "mind". Oprindeligt var "mind" ikke et verb men et noun. Som fx "minding the weather". Der er altså ikke noget sind. Det er en sproglig konstruktion. Lige som vi siger at vores hjerte kan blive knust.
Det er et godt eksempel på hvordan vi forstår verden igennem sproget. Ved at italesætte skaber vi den virkelighed vi lever i.
Da psykiatrien intet med videnskab at gøre har er den en pseudovidenskab. En pseudovidenskab som i høj grad skaber sygdom istedet for at helbrede den.
Jeg snakker her om den moderne psykiatri. Ikke den oprindelige europæiske tradition.
@Adam Askov
"1. Hvis man har en dybere interesse for videnskab og medicin vil man vide hvad en sygdom er. En sygdom er i den moderne forståelse en abnormitet i det menneskelige legeme. Sindet er åbenlyst semantisk og lingvistisk ikke en del af det menneskelige legeme."
Prøv lige at forholde dig til virkeligheden, og se hvad folk der har psykiske lidelser døjer med. Om du gider definere det som en sygdom eller ej er uinteressant. De skal have hele den palette af hjælpemuligheder der kan tilbydes, når nu ikke en enkelt gør det for alle. Nogen får det bedre af medicin, og det skal dem ikke forholdes.
"2. Den mest åbenlyse forskel på den psykiatriske profession, som adskilder den fra alle andre former for lægevirke er at “psykisk syge” i stor udstrækning bliver friheds berøvet. De er altså fanger og ikke patienter."
Du er helt ude af proportioner her. Det er kun den procentdel af skizofrene der er til fare for sig selv eller deres omgivelser der berøres af tvang.
Hvis du ser i faktaboksen til artiklen kan du se at ca. 400.000 lider af hhv. depression og angst og kun omtrent 40.000 af svære psykoser herunder skizofreni. Men man kan altså sagtens være skizofren uden at være til fare for sig selv og sine omgivelser.
Og se så her på side 5 og 6: http://www.sst.dk/publ/Publ2010/DOKU/Tal_og_analyse/Anv_tvang_psyk_net.pdf.
Ca. 5.000 berørt af tvang i 2008 (seneste tal)
Der er dermed ikke tale om en gennemgående tendens for det psykiatriske fag, og NÅR tvang anvendes er det ikke for sjov, men fordi patienterne skaber meget farlige situationer for dem selv eller deres omgivelser.
Jonathan Smith,
Du forholder dig ikke til mit argument.
Jonathan Smith,
Tak for din omsorg - jeg tager faktisk blodfortyndende medicin og har det fint med det.
Erik Jensen,
Der er ingen grund til at blive personlig. Det ødelægger bare en interessant diskussion. Jeg vil gerne høre hvad både dig og Jonathan har at sige om emnet. Ikke om hinanden.
Jonathan Smith,
Du glemmer at nævne, at jo flere "oppustede" tal medicinalindustrien kommer frem med, desto større forståelse får de også hos de ansvarlige politikere.
Adam Askov,
Du har ret - tastaturet løb af med mig - sorry :-)
@Adam Askov - Jeg mener du er ude i nogle lommefilosofiske betragtninger om sproglige konstruktioner og begreber, ikke i omsorg for psykisk lidene. Det første interesserer mig ikke at diskutere, og kan forøvrigt afspore enhver virkelighedsnær diskussion, og jeg håber du ikke er involveret i omsorgen for de sidste. Det synes ud fra dine tekster ikke at ligge dig særlig tungt på sinde.
@Erik Jensen
Ubegavet var måske nok et groft ord. Jeg syntes jo også selv du havde været rigeligt ude med riven. Men jeg vil gerne i den pæne tones tjeneste, trække den bemærkning tilbage.
@Jonathan.
Hele den moderne vestlige lægevidenskab hviler simpelthen på et forkert paradigme.
I stedet for at fokusere på 'raskhed' og forståelsen af hvilke parametre, fysiske som mentale, der er betydende for den optimale sundhed (Salutogenesis), så har vi en lægevidenskab, der løber stakåndet efter sygfommene i forsøget på at lukke hullerne og i bedste fald, kurere dem med medicin, der er mere eller mindre gift for vores krop (bivirkningerne er den tydelige indikation), og i værste fald dulme symptomerne, så patienten fysisk kan leve længst muligt, livskvaliteten nærmest helt upåagtet,
Dette har været det herskende paradigme ganske længe efterhånden (det er imidlertid en markant afvigelse fra lægevidenskabens occidentale rødder, Hippokrates), for så vidt angår somatiske sygdomme. Men dette paradigme er også blevet overført på de psykiske sygdomme, og her er det virkelig, at det burde få alarmklokkerne til at lyde.
Jeg ved godt, at der ikke er nogen nem vej ud af psykiske lidelser, men jeg vil stadig fastholde, at psykiske lidelser hænger sammen med kognitive mønstre, som ofte er både patient og behandlingssystemet helt ubevidst, og hvis ikke man tager fat på at løfte menneskers forståelse for sammenhængen mellem tænkning, perception, attitude, adfærd og det generelle helbred, så kommer man ikke problemerne til livs.
Risikoen ved den meget rundhåndede udskrivning af psykofarmaka er, at du får patienter, der holdes på mere eller mindre mentalt standby, og aldrig for chancen for at forholde sig eksistentielt og suverænt til deres lidelse; de bliver gjort til sagesløse ofre, ramt af en de konstant nye diagnoser, psykiatrien finder på for at give lidelsen en medicinsk karakter.
Jeg påstår bestemt ikke, at alt dette sker som del af en større sammensværgelse eller at læger generelt er umoralske, tværtimod. Jeg er selv fra en lægefamilie, og mit generelle indtryk af lægestanden er, at den er befolket af mange idealistiske og velmenende mennesker.
Men det er også mit klare indtryk, at langt hovedparten af dem sidder dybt begravet i et reuktionistisk, materialistisk verdensbillede, hvor helst alle sygdomme skal kunne forklares ud fra forestillingen om kroppen som en maskine, på hvilken psyken kun har begrænset indflydelse.
Jeg ved godt, at der er opbrud i denne tænkning, men det er sandelig også tiltrængt. Lægevidenskaben har haft en kollosal inerti i forhold til at acceptere den psykiske fakto for helbredet. Og der er da heller ingen tvivl om at der i vidde kredse i lægestanden hersker stor utryghed i forhold til 'den alternative Hokus Pokus industri' - hvilket på den anden side er fuldt forståeligt, eftersom der naturligvis også er meget humbug i blandt (det marked kender jeg også udmærket).
Jeg vil medgive, at der kan være psykiatriske tilfælde, der er så svære, at det bedste man kan gøre for dem, er at parkere dem på psykofarmaka, men der er en meget stor mellemgruppe, som jeg mener ville være meget bedre hjulpet af meditation, forskellige kognitive terapier, eller for den sags skyld blot folkeoplysning.
Man giver alt for let op i forhold til disse lettere tilfælde, og desværre tror jeg heller ikke prykologien er til nogen stor hjælp for mange af dem. I hvertfald bliver, flere og flere henvist til os af psykologerne.
For at vende tilbage til dit citat fra mit forrige indlæg, så findes der ingen varig befrielse fra psykiske lidelser, og det gælder i særdeleshed de helt store og lettere lidelser som stress og angst, uden at patienten (jeg er ikke glad for betegnelsen) ser det som en eksistentiel udfordring at får ændret på tanker, følelser, attituder og adfærd.
Jeg har aldrig oplevet, at folk med stress eller angst problemer ikke også havde en modsvarende kognitiv og adfærds-uhensigtsmæssighed, der var det katalyserende problem.
Men det vil føre for vidt at komme nærmere ind på her.
/O
Jonathan Smith,
Alt hvad jeg har skrevet er bredt anerkendt indenfor videnskabs-filosofi. Det er beklagende at du ikke er villig til at diskutere emnet på et seriøst plan. Men det er der ikke noget at gøre ved.
Dine antagelser omkring min person er for lave til at jeg overhovedet gider kommentere dem.
Oliver,
"Jeg ved godt, at der ikke er nogen nem vej ud af psykiske lidelser, men jeg vil stadig fastholde, at psykiske lidelser hænger sammen med kognitive mønstre, som ofte er både patient og behandlingssystemet helt ubevidst, og hvis ikke man tager fat på at løfte menneskers forståelse for sammenhængen mellem tænkning, perception, attitude, adfærd og det generelle helbred, så kommer man ikke problemerne til livs.
Risikoen ved den meget rundhåndede udskrivning af psykofarmaka er, at du får patienter, der holdes på mere eller mindre mentalt standby, og aldrig for chancen for at forholde sig eksistentielt og suverænt til deres lidelse; de bliver gjort til sagesløse ofre, ramt af en de konstant nye diagnoser, psykiatrien finder på for at give lidelsen en medicinsk karakter."
Jeg kunne ikke være mere enig. Det understreger lige netop det argument jeg uden held prøvede på at få Jonathan Smith til at forholde sig til. Jeg har dog på fornemmelsen at han ikke forstod hvad jeg skrev.
@Jonathan Smith
Lad mig gøre følgende helt klart:
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at personer, der er svært psykisk syge, kan og har glæde af diverse former for psykofarmika. Men læg venligst mærke til at jeg skriver "svært psykisk syge".
Når jeg - som du ganske rigtigt skriver - har været ude med riven, er det ganske enkelt fordi, jeg har den opfattelse, at stort set enhver problem i dagens Danmark skal klares ved hjælp af lykkepiller eller antidepressiv medicin. På mig virker det nærmest som om, det ikke længere er tilladt at være nervøs, ked af det, bekymret, sorgfuld eller lignende, før så skal vedkommende straks dopes for at undgå at mærke sine følelser.
Endelig virkede det på mig som om, at her var der - på grund af en mangelfuld artikel - så to psykiatere, der passende kunne profilere sig selv ved at blæse til alarm - og oven i købet blot på grundlag af at en enkelt person har haft en negativ oplevelse med meditation.
Det virkede ærlig talt usmageligt...
@ Olivier
Spændende betragtninger. Det er jeg så godt som enig med dig i alt sammen. Jeg fik bare indtrykket fra dit første indlæg at du mente at enhver psykisk lidelse kan elimineres gennem kognitiv terapi.
Der er for mig at se en tendens til at ende i grøfter. Men taget den smerte psykiske lidelser forvolder i betragtning, mener jeg ikke der er "råd" til at være ideologisk omkring behandlingen (på de lidenes vegne vel at mærke). Man må være pragmatisk og tilbyde forskellige former, her i blandt medicin, til man finder det der for den enkelte har den bedste balance mellem omkostninger (i form af bivirkninger, kompromis på livsførelse etc.) og lindring.
Her mener jeg at både den etablerede psykiatri, psykologsegmentet og endelig det alternative segment kunne være bedre til at erkende når de ikke har succes med deres respektive behandlinger, og forsøge at samarbejde med de andre lejre.
@ Adam Askov
Hvis alle Oliviers nuancerede pointer var det samme du ville have mig til at forholde mig til, må jeg ærligt erkende at jeg ikke forstod det.
Hvis du føler jeg var grov mod din person skal jeg ikke være for fin til at beklage, - min udtalelse var afstedkommet af, at jeg ikke så nogen spor af omsorg i dine skriverier, men der i mod et forsøg på at bringe debatten hen på et metaplan, altså en diskution af debatten selv og begrebernes virkelighed. Men derfra og så til at konkludere at du ikke besidder denne omsorg, er selvfølgelig ikke funderet.
Jonathan Smith,
Jeg prøvede på at bringe debatten ned på et videnskabeligt plan. Vi kunne sidde her hele natten tale os op til stjernerne i en lang udveksling af værdier. Det er bare ikke interessant. Det mest relevante i denne sammenhæng er at få defineret hvad en psykisk lidelse er. Derefter kan man forholde sig til om en eventuel medicinsk behandling er hensigtsmæssig.
@Erik Jensen
Ok, så forstår jeg dig bedre. Du virkede meget kategorisk afvisende af enhver form for gavn af psykofarmaka i dine første indlæg. Og for nogle er det vitterligt et spørgsmål om liv og død, eller i det mindste om allestedsnærværende lidelse kontra en tålelig tilværelse.
Jeg kan godt være enig med dig i, at det udefra ser ud til at der bliver udskrevet meget rundhåndet af særligt SSRI og også ADHD medicin. Det er dog svært at vurdere om det sker på et rimeligt grundlag, det synes bare usandsynligt. Jeg tror dog det i lige så høj grad er de praktiserende læger der står bag denne stigning.
@Adam Askov
Men ud fra hvilke retningslinier og af hvem, mener du så, skal denne psykiske lidelse så defineres?
Det vil jo altid være sådan at magthaverne definere hvem, der er syge og hvad de lider af, eller?
@Jonathan Smith
Jeg må vist give dig ret i begge dine påstande :-)
I dag er det jo nærmest sådan, at hvis blot du har hovedpine i fire minutter, bliver du tilbudt medicin. Jeg ved godt det var en overdrivelse, men jeg tror du forstår.
Men der er altså noget totalt rivende galt, når selv medicinalbranchen har lobbyister til at rende ministrene på dørene.
@Adam
"Det mest relevante i denne sammenhæng er at få defineret hvad en psykisk lidelse er. Derefter kan man forholde sig til om en eventuel medicinsk behandling er hensigtsmæssig."
Det er nok der jeg synes du kan virke lidt virkelighedsfjern i forhold til den meget smertefulde oplevelse som diverse former for psykisk lidelse kan være. Det er måske netop det, der har givet mig det misforståede indtryk af omsorgsløshed.
Jeg er ret sikker på at en person der lider psykisk er mere interesseret i om medicinen lindrer lidelsen, end om lidelsen udfra en stringent videnskabelig logik "må" kaldes en sygdom, og derudfra om man "burde" behandle den med medicin. Det sidste virker på mig mere ideologisk end løsningsorienteret, og konfronteret med den lidende synes jeg det er lidt flot at tillade sig den luksus.
@Jonathan Smith
Men render vi så ikke ind i et problem, for hvad der er en psykisk lidelse for den ene, behøver nødvendigvis ikke at være det for den anden?
Og det er det, jeg mente med mit spørgsmål tidligere, som var, hvem skal så definere hvad en psykisk lidelse er?
Erik Jensen,
Jeg mener først og fremmest at lægerne skal gøre hvad de er udannet til; At helbrede sygdomme med udgangspunkt i lægevidenskaben. Færdig bum.
Som alternativ til det nuværende overvejende dysfunktionelle system skal der jo så skabes et alternativ. Et som kan give folk den hjælp der skal til for at de kan hjælpe sig selv ud af deres problemer. Meditation, kognitiv og samtale terapi er eksempler på terapiformer som her kunne være aktuelle.
@Adam Askov
Vi er absolut helt enige.
Til Adam Askov:
Hvad du præcist ligger i udtalelsen "vestens nye præstestyre" forstår jeg ikke helt. Det må du meget gerne uddybe...
Særligt interessant er dog dit udsagn:
"Har man nogensinde hørt om en psykiater der selv tager deres narkotika? Det er der faktisk lavet statistikker over og jeg tror godt alle kan gætte hvad de viser."
Jeg kan bestemt ikke gætte hvad disse statistikker viser! Henvisning til kilde udbedes!
Hvis man starter ved artiklens manende eksempel "Iben" virker det tydeligt at alle hendes problemer stammer fra et forkert karrierevalg.
Hvis eksemplets Iben havde levet i et samfund der havde sat mennesket og livet i centrum frem for karriere kunne der have været plads for Iben til at springe fra sin forkerte karriere på en uproblematisk måde.
Præcis i dette karriereræs og præstationsræs bliver der for lidt plads til personlig udvikling.
At Iben mener at løsningen på hendes problemer er at gå til meditation er for så vidt fint nok.
Men tænk hvis hun havde haft en meditationslærer der havde fortalt hende at man indimellem må konfrontere opdukkede uerkendte mareridt i sindet.
Verden er fuld af mennesker som lever i uforløste spændinger som aldrig konfronteres og erkendes og derfor ender det med at "patienten" går ned eller reagerer negativt på andre måder - eksempelvis provokerende eller aggressivt.
Her kommer så det psykiatriske system til undsætning - i den forbindelse kunne det være interessant at høre beretninger fra nogen der havde fået løst deres problemer gennem samtale på et psykiatrisk hospital.
Teorien nemlig er at eventuelle samtaler med psykiatere på hospitalet blot tjener det ene formål at indkredse hvilke hjerneaktiviteter patienten har "negativt" gang i, således at man derved kan vurdere hvilken sløvende psykofarmaka der skal sættes ind med.
At mennesker bliver "sindsyge" i et samfund der ikke tager hensyn til menneskets følelsesliv og personlige udvikling men som udelukkende er interesseret i at mennesker er robotter der skal førsteprioritere arbejde og atter arbejde vil helt forventeligt få en stor procentdel til at bryde psykisk ned før eller siden.
(På det punkt er mennesker ikke bedre fungerende end en computer der ikke bliver renset med f.eks CCleaner og dertil defragmenteret med jævne mellemrum.
For ikke at glemme de helt unødvendige programmer der tror sig vigtige nok til at starte op hver gang den tændes.)
Gratis Coaching til et bedre liv i høj kvalitet kan enhver finde på TV f. eks på DK4 hvor der er livsstilsprogrammer for ikke at glemme Stjernekokken Gordon Ramsey der altid kan finde problemets årsag og optimere et køkken og restaurant. Der er ikke meget forskel på at optimere et dårligt liv eller et dårligt køkken. Find problemet.
Erkendelsesprocesser og samtale kunne sikkert hjælpe mange psykiatriske patienter uden at kræve psykofarmaka.
Men det ville omvendt kræve at "man" skulle begynde at lytte til patienten og desuden stille spørgsmål til præstationsræset i samfundet hvor et af dette nuværende samfunds mest usympatiske træk er diverse regulativer og unødvendige love der ofte blokerer for oplevelsen af personlig udfoldelse og succes..
Den årelange krig mod Fristaden Christiania og Thylejren er et godt eksempel herpå. Som foregår under betegnelsen "normaliseringsproces".
Mangelen på personlig succes er lige præcis det fænomen der får Udkantsdanmark til at ligne den umalede og dårligt vedligeholdte "losseplads" det reelt er.
Ligeså dårligt som folk har det inde i deres små huse i Udkantsdanmark ligeså dårligt ser deres huse ud.
Mangel på succesoplevelser og mangel på penge følges naturligvis ad og sænker niveauet
Ned af bakke.
Omvendt - Har man penge eller oplever man succes i sine projekter behøver man ikke derved at være vaccineret mod psykiske problemer.
Men man gror nemmere opad mod lyset.,
For at se samme lys skal mange dårligere stillede mennesker gro op gennem beton eller asfalt. Prøv at se hvordan virkelighedens planter ser ud efter den tur !
Man skulle egentlig tro at det liberale samfund ville begunstige muligheden for at opleve personlig succes men naturligvis nej. I liberale kapitalistiske samfund køres der dybest set efter jungleloven hvilket naturligvis skaber endnu færre vindere end der ellers kunne have været.
Tænk blot på hvorledes unges fjumreår snart er gjort "ulovlige".
Og så er vi tilbage ved historiens "Iben". Som bør finde mod til ved Healers hjælp og naturmedicins mellemkomst at se mareridtet i øjnene.
Denne proces handler om at optimere egne funktioner i forhold til bedste idealer og problemet.
Intet problem skal forkastes og udelukkes på forhånd.
Også gennem konfrontation med problemet kan problemet løses.
Psykofarmaka kan for en patient være en del af problemet idet psykofarmakas formidler endnu mere afstand og flugt fra problemet hvorved problemet truende skygge langt ude i horisonten blot bliver større og endnu mere truende - og skulle dette ubearbejdede problem nogensinde vende tilbage trods psykofarmaka har det bare skruet sig endnu bedre fast i såvel underbevidsthed og virkelighed.
Et uproblematisk karriereskift havde måske løst "Ibens" problem men endnu bedre hvis Iben og alle andre igennem deres opvækst via skole havde mødt et samfund der havde lært dem at finde deres eget centrum og sjæl og kald.
Skal selverkendelse på skoleskemaet i fremtiden?
Ja selvfølgelig - men ikke hvis vi fortsat skal have en stor psykiatrisk sektor med psykofarmaka og lykke piller og tusindvis af patienter.
Desuden burde samfundets love og regulativer justeres således at personligt initiativ med efterfølgende succes muliggøres i langt højere grad.
Det hele begynder med selverkendelse også "samfundets selverkendelse" - sålænge
at menneskets behov for selverkendelse og selvudvikling underprioriteres eller direkte hæmmes vil samfundet altid opleve at en vis procentdel mennesker "brækker ned" og bliver psykiatriske cases.
Held og lykke til historiens Iben med at komme ovenpå igen.
Sider