Læsetid: 4 min.

Mystikken breder sig

Den afghanske fangesag, som i går blev indledt i Østre Landsret, fik en højst udsædvanlig start. Først var kronvidnet forsvundet, så dukkede han alligevel op, blot for at nægte at vidne hvorefter retsformanden pludselig afbrød retsmødet
26. januar 2011

Krise, drama og mystik.

Første retsmøde i den såkaldte fangesag var ikke kedeligt. Få minutter efter kammeradvokat Peter Biering var gået i gang med at fremlægge de dokumenter, som Forsvarsministeriet vil bruge i sagen, hastede en kvindelig retsbetjent ind i retssal nummer 17. Med alle tegn på, at noget uforudset var hændt, viste hun retsformand Katja Høegh en håndskrevet seddel. Biering stoppede op, nærmest midt i en sætning og kiggede forundret på dommeren, der hviskende konfererede med retsbetjenten.

Kun Katja Høeghs forbløffede »Lige nu?« slap igennem stilheden, hvorefter de tre dommer abrupt rejste sig og forlod lokalet.

Hverken Biering eller advokat Tyge Trier, der repræsenterer Ghousoullah Tarin, som har anlagt den længe ventede sag om Danmarks mulige medansvar for tortur i Afghanistan, havde den mindste idé om, hvad der foregik. Få minutter senere blev de kaldt ind til dommerne, og derefter meddelte dommeren kort og godt, at dagens retsmøde var slut.

»Praktiske spørgsmål,« var den eneste forklaring, som de lykkedes at få hende til at give.

Usædvanlig sag

Sagen om den afghanske kommandant Tarin, der i marts 2002 blev pågrebet af danske jægersoldater sammen med 30 af sine mænd, har været usædvanlig lige fra starten. Hele fire år har det taget at få sagen bragt for retten, bl.a. fordi Forsvarsministeriet af al magt har forsøgt at forhindre det.

Selv nu, hvor sagen kører, stiller ministeriet spørgsmålstegn ved, om Ghousoullah Tarin overhovedet er Ghosoullah Tarin, om han blev tilbageholdt af danske styrker, om han blev udleveret til amerikanerne, og selvfølgelig om han overhovedet blev mishandlet.

Og selv om alle disse ting skulle vise sig at være korrekte, er det Forsvarsministeriets opfattelse, at de danske soldater ikke var ansvarlige for fangerne, fordi de opererede under amerikansk kommando. Og at Danmark i øvrigt ikke kunne vide, at fanger i amerikansk varetægt risikerede at lide overlast. Så langt nåede Biering, før retsmødet pludselig blev suspenderet.

På den anden side står Tarin og hans advokat Tyge Trier, der hævder at de danske soldater var medansvarlige for, at hans klient led psykisk og fysisk overlast, at Danmark vidste, at USA ikke havde tænkt sig at overholde Genève-konventionerne i samme omfang som Danmark og vidste, at der fandt fangemishandling sted i Detention Center Kandahar, og at Tarin har ret til den erstatning på 50.000 kr, som han kræver.

Den pludselig afslutning på retsmødet var imidlertid ikke den eneste overraskelse på fangesagens første dag.

Om formiddagen meddelte retsformand Høegh, at det ikke havde været muligt for sagens parter eller for retten at komme i kontakt med fangesagens kronvidne, den militære tolk M.G., der tilsyneladende var forsvundet.

Kort efter frokostpausen forlød det så pludseligt, at nu havde retten via Forsvarets Auditørkorps haft held til at tale med tolken, der imidlertid havde meddelt, at han ikke havde tænkt sig at vidne.

»Det har vi drøftet de mulige konsekvenser af,« meddelte retsformanden uden dog at løfte sløret for, hvad hun mente med det.

Tolken er Triers kronvidne, fordi han i 2002 var udsendt til Afghanistan sammen med det danske Jægerkorps. Her fik han angiveligt kendskab til amerikanske styrkers mishandling af fanger, mens han i en periode var udlånt til det amerikanske afhøringscenter i Kandahar.

Når M.G.s vidneudsagn er så vigtigt for Tarins sag, skyldes det, at tolken er det eneste af de indkaldte vidner, som formentlig ved selvsyn har oplevet, at USA havde problemer med at overholde menneskerettighederne under internering og afhøring af afghanske fanger.

Desuden spiller tolken en hovedrolle for spørgsmålet om, hvor meget de danske myndigheder vidste om risikoen for fangemishandling, da de udleverede Tarin.

Som Information har dokumenteret, advarede tolken mindst ni gange sine overordnede om amerikanernes fangemishandling. Uden at nogen greb ind.

Trier betegnede tolkens manglende vidneudsagn som »en katastrofe. Det er klart, at det er meget problematisk, hvis han ikke kommer«. Han understregede, at det teoretisk er muligt at tvinge en person til at vidne, men om han ønsker at gå så vidt for at få M.G.s forklaring, »ønsker han ikke at spekulere i lige nu. Det vil være meget bedre, hvis han møder frivilligt op,« siger Trier.

Hev stikket ud

Kammeradvokat Peter Biering mener til gengæld ikke, at tolken er så afgørende.

»Han har jo tidligere afgivet forklaring til Forsvarets Auditørkorps i forbindelse med deres undersøgelse af hans beskyldninger, så må vi jo bare bruge den forklaring,« siger han.

Men det er ikke en løsning, Tyge Trier bryder sig om.

»Jeg har mindst 24 spørgsmål, som jeg gerne vil have tolken til at svare på spørgsmål, der rækker ud over de forklaringer, han har afgivet til auditørkorpset, så det er ikke nok med auditørrapportens udlægning,« sagde han.

Auditørernes undersøgelse af tolkens beskyldninger har været hemmeligstemplet siden udarbejdelsen og kan efter krav fra Forsvarsministeriet og en unavngiven amerikansk myndighed kun fremlægges for lukkede døre.

Fangesagen fortsætter onsdag i Østre Landsret, hvor Peter Biering skal fortsætte sin fremlæggelse af sagens dokumenter, og Tarin skal fortælle præcis, hvad der skete, da han i 2002 var interneret hos amerikanerne.

Og hvem ved, måske løfter retsformand Katja Høegh også sløret for, hvad det var for opsigtsvækkende oplysninger, der i går fik hende til pludselig og uden forklaring at hive stikket ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak til Information for at følge sagen. Ved at læse artiklen så måtte jeg knibe mig i armen og spørger om det var referat af en gammel koldkrigs film eller om det virkeligt var et referat fra en dansk retssal i 2011.