Læsetid: 3 min.

Når personer er vigtigere end politik

Nyhedshjulet og mediemøllen kører hurtigere og hurtigere - ofte med personsager. Men er det mediernes skyld, eller bærer politikerne en væsentlig del af ansvaret?
29. januar 2011

Det er populært blandt nogle politikere at forklare visse hændelser som resultatet af en 'pressehetz'. Specielt i denne tid, hvor den valgkamp, der blev indledt kort efter sidste folketingsvalg, har nået en sådan intensitet, at man skulle tro, at vi skulle stemme på tirsdag. Man hører også udtryk som 'mediernes forfølgelse', når en eller flere politikere kommer i mediemøllen.

Før Henriette Kjær (K) forleden trak sig fra dobbeltposten som gruppeformand og politisk ordfører, og før Lene Espersen (K) trak sig fra posten som leder af Konservative, forsøgte adskillige af deres partifæller at skyde skylden for de stigende problemer og den faldende vælgertilslutning på journalisterne. Det er det nemme automatforsvar - 'det er pressens skyld!'

I Henriette Kjærs tilfælde var det primært dagbladet B.T., der havde førertrøjen på. Avisen havde såmænd blot fundet offentlige retsdokumenter, der bekræftede at den konservative toppolitiker ikke havde styr på den galopperende vanvittige og uansvarlige privatøkonomi, der for flere år siden tvang hende bort fra en ministerpost. Og da B.T. er en tablo-idavis blev historien naturligvis slået stort op, og de, der ikke kan acceptere den danske form for hårdtslående tabloidjournalistik, bør rejse til Storbritannien, hvor intet middel er for lavt, ingen virkemidler for primitive og journalisters indtrængen i kendte folks privatliv ingen grænser kender. På den baggrund er den danske tabloidjournalistik næsten stueren.

Skærpet

Men tonen, overskrifternes størrelse og formuleringer er blevet skærpet i de senere år - i takt med, at den personfikserede journalistik (som oprindeligt var tabloidavisernes varemærke) har bredt sig til andre medier, ikke mindst tv og ikke mindst i den politiske dækning. Det kan man vælge at begræde, men ansvaret ligger i lige så høj grad hos politikerne selv. Deres markedsføring er personfikseret. Fra 'Simply the best' og Lene Espersens usmagelige promovering af sig selv, over dyrkelsen af det nye pæne og renskurede par Thorning/ Søvndal, til de store partiers accept af at forlade den pæne, demokratiske og næsten kollektive gammeldags debatform til fordel for 'dueller' eller 'topmøder' mellem to mennesker, der har opgivet den saglige argumentation til fordel for den underholdende hanekamp.

De journalistiske afsløringer eller mediernes påpegning af åbenbare fejl hos enkeltpolitikerne vil her i web-æraen på sekunder replikeres i samtlige andre medier. På minutter er det tophistorien i TV 2/News, nyhedshjulet ruller ubønhørligt og selvforstærkende. Og hvis tingene ikke lynhurtigt dementeres eller undskyldes forstærkes den nedadgående mediespiral. Det var ikke medierne, der fældede Lene Espersen, det gjorde hun selv ved at vente 60 dage med at undskylde. Ligesom Kjær fældede sig selv ved at vente flere år med at sætte det overbelånte luksushus til salg og få orden i sagerne.

Hellere mennesker

Der er en symbiose mellem den personfikserede politiske markedsføring og tv's og tabloidpressens behov. Mennesker er mere interessevækkende end væsentlige, men svært formidlede komplicerede problemstillinger. Det er journalistisk børnelærdom, at man skal finde konflikten mellem det magthaverne siger og det, de gør Så ligger den til venstrebenet, når Lene Espersen prædiker faglighed og kompetence og derefter forfremmer sig selv til en post, som hun dengang tydeligvis ikke fattede tyngden i. Det er en ren provokation, når konservative prædiker, at man ikke kan låne sig til velfærd, at den politiske ordfører låner over evne og misligholder sine forpligtelser for at kunne leve i ekstrem velfærd. At medierne så engang imellem bliver overdrevent puritanske og kræver, at politikere skal være en slags overmennesker, der skal holde deres sti renere end steriliserede operationsstuer, er en anden historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske er kommentaren Lasse Jensens svar på Per Stig Møllers tidligere udfald: Hvem bærer skylden?
I en eller anden udstrækning går pressen i selvsving, og hvorfor skal vi (der aldrig læser BT og Ekstrabladet) alligevel trækkes igennem smudshistorier? Hvis pressen vil være en del af et civiliseret samfund, må den nødvendigvis indstille sig på den ubehagelige selvcensur og undgå at føre journalistik med en bombe i turbanen.
Lenes og Henriettes mediesager er dog for intet at regne mod handlinger af Lenes protege, Per Stig Møller, og Henriettes samlever, Skov Petersen. Spørgsmålet er derfor: Hvorfor er småting vigtigere end store indgreb i samfundet?

@Lasse Jensen

Jeg har - til et andet indlæg her på siden - skrevet nedenstående, som jeg tillader mig også at bruge her, da det måske kan være med til at give en forklaring:

Som almindelig borger i samfundet er det frygtelig enerverende ofte at erfare, hvordan magthaverne den ene gang efter den anden kan slippe af sted med at fylde det offentlige rum med hykleri, løgn og bedrag.
Det er nærmest blevet til en hverdags begivenhed, men hvad værre måske er, så får det tilsyneladende aldrig synderlige konsekvenser for personen – hvis der i det hele sker noget som helst.
Og jo oftere politikerne slipper af sted med den slags hændelser, desto mindre tillid og respekt vil borgerne selvfølgelig også have til systemet.
Netop tillid og respekt er to begreber, der om noget burde være med til at opbygge et samfund. Men gennem rigtig mange år har netop disse begreber lidt et gevaldigt knæk i mange borgeres bevidsthed – og hvorfor ikke? Adskillige er de politikere, der så at sige ”har vist borgerne vejen”, så respekten for offentlige ansatte – hvem han eller hun så end måtte være – derfor kan ligge et meget lille sted. For hvorfor stole på et system, når samme system tilsyneladende har udviklet sig til en legeplads, hvor magthaverne blot udfolder de mest negative sider af sig selv?

Kan det ikke hænge sådan sammen, at medieverdenen, som undertegnede, er hamrende træt af at opleve politikere, der ikke engang er i stand til at håndhæve selv den mindste form for etik/moral - og derfor bliver flået offentligt?