Læsetid: 3 min.

En ouverture til noget stort

Det danske landshold havde ikke en chance for at blive verdensmestre inden slutrunden i Sverige - de var lige ved at gribe den alligevel men tabte finalen til Frankrigs rutine og coolness
Det blev kun til det næstfineste metal i Sverige - men det ser lovende ud.

Det blev kun til det næstfineste metal i Sverige - men det ser lovende ud.

31. januar 2011

Det var Danmarks nederlag, men det var også Frankrigs sejr: Efter en sindsoprivende afslutning og en hektisk omkamp tabte Danmark VM-finalen i håndbold.

Danmark havde chancerne til at vinde det første VM-guld i dansk herrehåndbolds historie hjem, men den franske pondus, rutine og sikkerhed fik overtaget i de sidste to minutter af den forlængede spilletid. Danmark havde været bagud hele kampen, men nåede til sidst også at føre kampen en kort periode, hvor stemningen i hallen i Malmø med både de danske prinser og den danske statsminister på plads nærmede sig sommeren 1992, hvor en flok halvferiedrenge vandt i EM i fodbold i den svenske sommer. Sådan gik det ikke i den svenske vinter.

Suveræne franskmænd

De danske spillere tabte på ærens mark som det hedder med en kliché. De kæmpede voldsomt, men var stærkt handicappede af, at næsten ingen angrebskonstellationer virkede på det franske forsvar længe af gangen. Efter en dårlig første halvleg spillede den danske målmand Niclas Landin sig ind i VM-historien med en af de flotteste præstationer længe set. Det var formidabelt og havde det ikke været for en Landin i verdensklasse, en storspillende og ufortrøden Mikkel Hansen, der aldrig giver op, og en Bo Spellerberg, der i VMs sværeste kamp mod verdens bedste hold fandt kreativiteten og modet frem, var det danske hold blevet slået stort og klart. Sjældent har man set et forsvar stå så stærkt og kompakt som det franske, og deres angrebsspil vidnede i perioder om, hvor smukt håndbold er, når fysisk styrke og teknisk finesse møder hinanden. Og så blev vi endnu engang bekræftet i, hvorfor Nikola Karabatic regnes for verdens bedste håndboldspiller, og at der stadig produceres tekniske mirakler i fløjspillet. Det er dér ude på fløjen, at de store fornyelse af sporten finder sted, og denne gang var det franskmandens Luc Abalo.

Noget stort undervejs

Det danske hold lignede det det var, og som de har taget sig ud gennem hele VM: et mandskab, der endnu ikke er toppet og som mangler væsentlige profiler. Men et hold, hvor bredden bliver brugt i noget af det mest aggressive og hurtige angrebs- og kontraspil længe set. I et VM, der har undfanget Mikkel Hansen som verdensstjerne. Ingen målmænd, ingen forsvar havde langtidsholdbare metoder til at stække Hansen, og Niclas Landin skal vi formentlig heller ikke regne med at beholde længe i den danske liga endnu. Han bød ikke alene på storspil, men viste akkurat sin klasse ved at brillere, når holdet havde allermest brug for det. I semifinalen og med en heroisk indsats i 2.halveg af finalen.

Mærkværdigt nok føles det danske nederlag ikke alene brandærgerligt, men også underligt fortrøstningsfuldt. Holdets småhumpende ankomst til VM med stribevis af skader og afbud, de neddroslede forventninger, det enorme humør i hele truppen og fødslen af enkelte helt store stjerner, sender et signal om dansk herrehåndbold har sat sig fast i toppen af international tophåndbold; der hvor Kroatien og Frankrig det sidste tiår er løbet med det meste. Det var et hold, der på papiret ikke kunne vinde VM, og alligevel var de så tæt på. Det er ouverturen til noget stort. Wilbek har kontrakt flere år endnu, Hansen er 23, Landin 22 og en række andre spillere langt fra pensionen; ja med usvigeligt sikkert spil i finalen kan man kun håbe Lars Christiansen tager sit 20.år som landsholdspiller med i kursen mod OL i London i 2012.

Talenterne er der, og de sprøjtes ud i rigt mål gennem det store ungdomsarbejde som fylder i dansk håndbold, når det ikke er i TV, men når det foregår tirsdag aften i Bjerringsbro. Trænerteamet er strategisk og sammenspillet. Den hjemlige liga er stærk og rekrutteringsgrundlaget af klassespillere stort.

Man bør overveje billetter til London.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu