Læsetid: 3 min.

Pensionsselskaber lægger pres på firmaer med flosset etik

Fagforeninger, humanitære organisationer og kapitalfonde har fået samme mål: At få beskidte firmaer til at stoppe brugen af slavearbejde eller giftige kemikalier. Også lønmodtagernes store pensionsopsparinger er kommet på banen
31. januar 2011

Røde faner, vrede demonstranter og renskurede jakkesæt har meldt sig ind i den samme klub. Hvor aktivister tidligere var henvist til at protestere mod børnearbejde eller forurening uden for virksomhedernes direktionsgange, er demonstranterne nu flyttet ind på generalforsamlingerne.

Flere og flere danske pensionsinstitutter er nemlig begyndt at bruge lønmodtagernes bugnende pensionsopsparinger til at påvirke beskidte firmaer til at opføre sig ordentligt.

Med en formue på 1.693 milliarder kroner i 2009 er danske pensionsopsparinger blevet en medspiller på et globalt finansielt marked, hvor opsparingerne investeres i aktier hos alt fra store multinationale virksomheder til små afrikanske sukkerrørsplantager.

Engang var det primære formål for investeringsfonde og pensionsinstitutter at få dine og mine sparepenge til at vokse så meget som muligt. Det er det stadig. Men nu er det hottere end hot samtidig at bruge pengetankene til at ændre verden igennem det såkaldte 'aktive ejerskab'.

Pres på virksomheder

Siden slutningen af 90'erne har pensionsfonde og andre pengetanke med investeringsporteføljer haft fokus på etik. Det er altså ikke nyt at tage aktivt stilling til, om man vil eje aktier i firmaer, der producerer klyngebomber, hælder olie ud i den mexicanske golf eller bruger børnearbejde. Men hvor de etiske investeringer tidligere betød, at firmaer med dårlige vaner blev skrevet i den sorte bog og ekskluderet fra porteføljen, bruger investeringsinstitutter i højere og højere grad deres ejerskab til at presse de dårlige vaner ud af firmaerne.

Steen Vallentin, lektor på Handelshøjskolen i København, CBS, har skrevet ph.d. om etiske investeringer. Ifølge ham har udviklingen været undervejs længe.

»Tidligere skilte man de ansvarlige firmaer fra mindre ansvarlige og undlod at investere i dem, der ikke opførte sig ordentligt. Nu gør man sin indflydelse gældende ved blandt andet at stemme på generalforsamlinger og presse ledelsen af de firmaer, man ejer. Frem for bare at trække fingrene til sig, når klaveret ikke spiller, som det skal, så gør ansvarlige investorer brug af de muligheder for at påvirke beslutningsprocesser, som deres medejerskab giver dem,« siger han.

FN som drivkraft

Målet er helt klart. Hvis man ved at tage aktiv stilling kan rykke noget, så mener pensionskasserne, at det er bedre end at stå på sidelinjen. Bedre for de dårlige firmaer, bedre for investeringerne og dermed på sigt bedre for det afkast, man skal sikre til pensionskunderne.

Sara Løchte, chefkonsulent i Forsikring & Pension, som er brancheorganisationfor cirka 150 pensionsselskaber og forsikringsinstitutter i Danmark, kan se, at aktivt ejerskab bliver mere og mere udbredt blandt hendes medlemmer.

»Det nye skridt i forhold til de etiske investeringer er, at pensionsinstitutterne overlader deres rettigheder som ejer til en fuldmagtshaver - altså et firma, der forvalter det aktive ejerskab, « siger Sara Løchte.

En drivkraft for det nye skridt har været FN, der efter initiativ fra en gruppe investorer har udarbejdet et charter med seks principper for ansvarlige investeringer.

Ét af principperne er, at ansvarlig investering indebærer et aktivt ejerskab. Ifølge brancheforeningen Forsikring & Pension har mindst 85 procent af pensionsinstitutterne i Danmark i 2010 underskrevet chartret. Kort sagt har FN med sit charter skabt et globalt gruppepres blandt investorerne og dermed sat skub de aktive ejerskaber.

Én af de pensionskasser, der tidligt blev opmærksom på det aktive ejerskab, er PBU, der håndterer pensionsopsparingerne for cirka 110.000 pædagoger. Administrerende direktør for PBU, Leif Brask-Rasmussen, er ikke i tvivl om, at i en tid hvor de europæiske pensionskassers samlede volumen vokser støt, må deres rolle på markedet også revurderes.

»Pensionsfondene bliver større og større, og det gør, at uanset om vi ønsker det eller ej, så får vi et ansvar for de virksomheder, vi ejer, fordi vi har så store ejerandele tilsammen. De traditionelle ejere bliver et mindretal til sidst. Selv om vi som pensionsselskab alene måske ikke ejer den største del af et firma, så ejer vores kapitalform meget. Med en stor ejerandel følger et ansvar, og da vores medlemmer skal leve af afkastet i de firmaer, vi investerer i, så har vi et ansvar for, at de firmaer drives ordentligt,« siger Leif Brask-Rasmussen.

Tålmodighed

Men hvor længe skal man have tålmodighed med 'beskidte' firmaer, før man eventuelt trækker sine investeringer ud.

Lektor på CBS Steen Vallentin påpeger, at grænsen er svær at trække.

»Hvis man ser på eksempelvis store firmaer, der via underleverandører er involveret i børnearbejde, så handler det for investor om at vurdere, hvordan man bedst kan gøre en forskel for de børn, det drejer sig om - og der er dialog måske bedst. Omvendt, hvis en dialog ikke fører til, at firmaet ændrer noget, må man tage konsekvensen og trække sig ud,« siger Steen Vallentin.

Ugebrevet A4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu