Læsetid: 7 min.

Prisen for Afghanistan-exit i 2014

Når Danmarks militære indsats i Afghanistan debatteres, må man først skyde sig igennem en mur af løgne og en retorik, der ikke har det fjerneste med virkeligheden at gøre, siger forfatteren Carsten Jensen
Når Danmarks militære indsats i Afghanistan debatteres, må man først skyde sig igennem en mur af løgne og en retorik, der ikke har det fjerneste med virkeligheden at gøre, siger forfatteren Carsten Jensen
3. januar 2011

For præcis et år siden forudså Carsten Jensen i et interview med Information, at de vestlige soldater var på vej ud af Afghanistan. Dengang virkede det måske urealistisk for mange, men i november 2010 besluttede NATO sig for en exitdato i 2014.

Selv om Jensen hilser beslutningen velkommen, er han utilfreds med, at krigen skal vare fire år mere:

»Det er godt, at vi skal ud. Det kan jeg kun bifalde, og jeg ved godt, at det hverken er logistisk eller politisk realistisk at trække sig ud fra den ene dag til den anden,« siger forfatteren.

»På den anden side kan jeg have en stor tvivl, om den udmeldte exitdato i 2014 er til at stole på. Men selv om den er, så har vi skrevet under på en stiplet linje, som giver carte blanche til fire års krig mere. Og dermed også carte blanche til omkring 40 flere dræbte danske soldater, 2- 300 sårede danske soldater, 2.-3.000 dræbte NATO-soldater, 20.-30.000 dræbte afghanske civile og et ukendt antal talebanere. Og som altid i en guerillakrig er der en tusmørkezone mellem civile tab og tabstal blandt vores officielle fjender.«

Vestens dyre krig

2010 blev året, hvor et flertal af den danske befolkning ifølge en meningsmåling for første gang skiftede holdning til at være modstandere af krigen.

»Der er mindre end en tredjedel af befolkningen, der aktivt bakker op bag krigen eller på nogen som helst måde tror på meningen med den,« konstaterer Jensen.

»Statsministeren sagde i sin nytårstale, at de danske tropper var et lys i mørket. Det er vi ikke. Vi er en del af mørket, en del af problemet, ikke løsningen. NATO er en destabiliserende faktor i Af­ghanistan.«

Han tror ikke, at det politi og militær, vi efterlader som garanter for en eller anden form for stabilitet, vil være i stand til at holde.

»Der er ingen stat at være loyal over for i Afghanistan. Hæren er etnisk skævvredet, politiet ikke andet end bevæbnede banditter. Når vi trækker os ud, bliver det alle mod alle. Vi har blandet os i en borgerkrig, og den vil blot fortsætte. Afghanistan vil stå i samme situation, som da taleban fik magten, nemlig i det alternativ, der hedder kaos eller religiøst diktatur. 13 års lidelser, og vi har intet opnået.«

Sådan forudser Jensen situationen i 2014. Verdens rigeste nationer vil efter 13 år med massiv tilstedeværelse og efter at have brugt billioner af kroner (12 nuller efter et-tallet, red.) ikke have forbedret vilkårene for det alt overvældende flertal af befolkningen, de 80 procent, der bor på landet.

»Krigen koster ca. 190 millioner dollar om dagen at føre. På årsbasis er det ca. 350-400 milliarder kroner, så vi agter altså at bruge over én billion kroner mere på krigen i Afghanistan frem til år 2014. Ifølge statistikkerne ligger den gennemsnitlige årsindtægt i Afghanistan på 2.000 kroner, så man kunne altså brødføde hele den afghanske befolkning på 30 mio. indbyggere frem til 2034 for det samme beløb, som vi vil føre fire års krig for. Jeg ved, det er et absurd regnestykke, og jeg vil blot sige, at krigen efter min mening ikke er mindre absurd.«

Et hangarskib i Sahara

Skal Jensen udtrykke håb for 2011, er det, at krigsindsatsen bliver et tema i en kommende valgkamp. Men han tror ikke selv på det.

»Vi trænger ellers til en diskussion af, hvad vi har gjort derude, og hvorfor foreløbig 39 danske soldater har skullet lade livet. En diskussion, hvor vi ikke svøber tingene i al muligt hykleri, fordi vi skylder de døde, de efterladte eller de sårede at lade som om, der er en mening med det hele, men hvor vi tager på os, at vi har indladt os på noget, vi aldrig skulle have gjort, og at vi begrundede det med en række løgne, som de ansvarlige ikke kan have troet på. Hvis vi virkelig for alvor ville have gjort Afghanistan til et bedre land at leve i, så var de danske tropper i Helmand et lige så velegnet redskab som et hangarskib i Sahara.«

Som eksempel peger han på udstationering af danske soldater i Helmand, som blev besluttet næsten uden debat i Folketinget. Hvis der skal være en anklagende pegefinger, og det bør der være i et demokrati, så peger den utvetydigt på Anders Fogh Rasmussen, mener Jensen.

»Udstationeringen i Helmand, det hedeste sted i hele krigszonen, har været et kynisk kalkuleret og helt privat karrieretræk, som ikke har haft noget at gøre med Danmarks position i verdenssamfundet eller politisk vigtighed. Allerede dengang har Fogh vidst, at han gik efter posten som generalsekretær i NATO, og udstationeringen kunne være en god positionering for ham.«

»I Roman Polanskis film Skyggen er der en forhenværende britisk statsminister, en let genkendelig Tony Blair, som bliver indstævnet for krigsforbryderdomstolen i Haag, fordi han tillod udleveringen af fanger til tortur. Fogh Rasmussen har gjort nøjagtig det samme, i både Irak og Afghanistan, og han har løjet for Folketinget. Han burde løbe sin fremtidige konditure i fængselsgården i Haag.«

Ideen om fremskridt

Det er sig selv et problem, at der ikke blandt de stridende kræfter i Afghanistan er nogen, Vesten umiddelbart kan holde med, selv om vi ifølge Jensen lader som om, »den umulige præsident Karzai« er vores alliancepartner.

»Der er ikke noget politisk korrekt standpunkt, når det gælder Afghanistan. Der er ikke nogen, vi i den forstand kan holde med. Der er i stedet nogle ideer og principper, som vi kan hævde burde gælde for alle mennesker, og derfor også for alle mænd, kvinder og børn i Af­ghanistan,« siger han og uddyber: »Den vestlige verden tror på ideen om fremskridtet. En idé om at omskabe verden i vores billede. Om at andre kulturer blot er forstadier til vores, og at alle mennesker ved deres fornufts fulde brug vil vælge vores samfundsmodel.«

Gennem tiden har kvinderne i Afghanistan været et af de oftest fremførte argumenter for krigsindsatsen.

»Vi har brugt kvinderne som et argument for vores tilstedeværelse. De er jo de virkelige ofre for situationen i Afghanistan. Ideelt set er kvinderne da også vores bedste alliancepartnere i Afghanistan. Men kvinderne er ikke en homogen klasse eller en samfundsgruppe, og det er et problem.«

- Hvorfor?

»Vores stumme alliancepartner – altså Afghanistans kvinder – lever jo i hver eneste familie i landet, så hvordan vil du føre den krig? Så det er ikke en ulykkelig borgerkrig, du intervenerer i, hvad der i sig selv er fatalt, det viser al historie, men det er jo en krig helt ned i livets mikrostrukturer. Fronten kommer til at gå midt igennem alle afghanske familier og alle afghanske stuer.«

Det vakte international opmærksomhed, da Time Magazine i juli 2010 på forsiden bragte et foto af den 18-årige pige Aisha, der havde fået skåret næsen af, fordi hun gik uden burka. Pigens afskårne næse blev hurtigt opfattet som et uhyggeligt symbol på, hvad der vil ske, når NATO-soldaterne forlader Afghanistan. Men det er forenklet, mener Jensen.

»Når man læser Aishas historie, så er det med hele familiens konsensus, at hendes næse skæres af. Det er ikke et overfald på åben gade, det sker tværtimod i familiens regi. Og så må man spørge, hvad er det for en krig, hvor går fronten i den krig? Skal der stå en bevæbnet soldat i hvert afghansk hjem for at sikre, at der ikke sker overgreb mod kvinder?«

Ministerens bazooka

Vestens ordvalg og måden at lancere formålet med krigsindsatsen har spærret for en dybere indsigt, mener Jensen.

»Den virkelige modsætning ligger mellem den retorik, vi bruger om Afghanistan, og så den virkelighed, der er. Om de mål, vi hævder at ville gennemføre, og så vores muligheder for at gennemføre dem i et land og en kultur og en virkelighed, som vi ved alt for lidt om.

Vores retorik er direkte hæmmende – altså kontraproduktiv – i forhold til at forstå, hvad der foregår i Afghanistan.«

Jensen har to gange i 2010 diskuteret krigsindsatsen med forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V).

»Hun efterlader det bestemte indtryk, at hvis det ikke var fordi hun havde embedsmæssige pligter i Danmark, så ville hun stå på en barrikade i Afghanistan med en bazooka og forsvare kvinderne,« siger han og tilføjer: »Både ministeren og jeg ved, at i Helmand er kvindernes frigørelse ikke i dag en prioritet, der er afsat nævneværdige ressourcer til. Men når man diskuterer med hende, er det dér, hun lægger vægten. Mere demagogisk kan det ikke blive.«

Eksemplet med forsvarsministerens retorik er ikke enestående. Ifølge Jensen »skal man først skyde sig igennem en massiv mur af løgn og en retorik, der ikke har det fjerneste med virkeligheden i Afghanistan at gøre – eller med vores virkelige mål derude – når man en sjælden gang debatterer den danske krigsindsats.«

Afghanernes velfærd har »aldrig for alvor ligget de ansvarlige politikere på sinde.«

»Det er noget, vi er blevet bildt ind. Det, har de følt, var politisk og retorisk nødvendigt. Man har vedtaget, at kvindefrigørelse og demokrati skulle begrunde vores tilstedeværelse.«

»Vi må erkende, at vi i 100 år troede, at planeten tilhørte os, og at fremskridtet stod i vores civilisations tegn. Nu ser vi, at det er ikke tilfældet. Den vestlige kultur synes at have nået sin grænse i de her år. Afghanistan og Irak er nogle af tegnene. Vi har ikke udvidet vores sikkerheds­zoner, vi har ikke skabt lande, vi har nemmere ved at tale med eller for den sags skyld manipulere med. I stedet oplever vi i disse år, at vores indflydelsessfære indskrænkes.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

»Skal Jensen udtrykke håb for 2011, er det, at krigsindsatsen bliver et tema i en kommende valgkamp. Men han tror ikke selv på det.«

NATOs imperialistiske krige bliver under ingen omstændigheder et tema i valgkampen, for Helle og Villy er jo præcis lige så militaristiske, krigsliderlige og kyniske som VKO.

Den såkaldte opposition har ikke noget alternativ til regeringens politik.

Derfor er valgkampen også uendelig ligegyldig, for vælgerne kan vælge mellem to politiske blokke med den samme politik og det samme samfundssyn.

Søren Kristensen

Ideen med at gøre status fejler ikke noget, slet ikke her ved nytårstid. Carsten Jensen ønsker en status på udgifterne til krigen i Afghanistan. Den kommer selvfølgelig ikke, af politiske grunde. Pia Kjærsgaard bebuder en status på hvad indvandrere koster det danske samfund. Den kan kan ikke lade sig gøre. Man kunne i mangel af bedre afholde status på hvad det koster i ekstra varmeforbug og dermed unødvendig CO2 belastning, at have et ikke helt lille antal enker siddende i alt for store villaer. Lad os få en status på noget der kan måles.

Jens Thorning

Krigens opdragende og lutrende virkning på danskerne må også have ligget hhv. ligger AFR på sinde. Mangen døgenigt og lediggænger er blevet et mandfolk, der gør en forskel, i Kongens klæ'r!

For befolkningen som helhed har krigen jo også haft en pædagogisk virkning på linje med accept af privathospitaler, offentlige serviceforringelser, nådesløs indbyrdes og global konkurrence, lønnedgang, tvangsaktivering, arbejdspres og arbejdsløshed osv., ganske vist kun kortvarigt, men lige længe nok til at vare statsministerperioden ud og sikre generalsekretærposten.

Valgets allerstørste tema, lokalt og globalt, nationalt og internationalt, bliver det allermindste - krigen!

Også i folkestyrets historie er krigen brugt af borgerligheden, der aldrig kan få nok liberalisme til sig selv, som et middel til at fastholde sin politiske magt. Det skete i 1.verdendskrig, af fascisterne i Den spanske Borgerkrig og af nazisterne i 2.verdenskrig, stadig en kamp imod marxismen og kommunismen, videreført af den amerikanske antikommunisme i Europa, i Korea, i Vietnam, i Latinamerika, i Iraq, i Afghanistan og med kapitalismens krigsmetoder i Palæstina og Iran. Hjemligt er virkningen blevet demonstreret af SF, der er gået over til antiterror, frygt og trusler og villig til at sætte verden i brand for egen sikkerhed.

Krigen mod marxismen er senest udvidet med en religionskrig (idet vi bekender vores skyldighed) og i takt med en teknologisk udvikling, som man altid har troet bringer sejr på slagmarkerne. Dengang i nazismens skygge var vi optaget af Kant, Marx, Kierkegaard og Nietsche, men måtte piske os selv frem til en foreløbig international aftale: FN og menneskerettighederne. Den kan ikke/vil ikke overholdes´, så igen optræder en ny religionsgenisis, når filosoffer og teologer diskuterer, nemlig om mennesket da er helligt, er blevet sin egen gud og menneskerettighederne religonens love og profeter. Akkurat som forudsætningerne for Kierkegaards udfald mod kirken, for de fascistiske idealer, for lyset fra guds eget land eller for Nietsches "Übermenschen".

Alternativet er tilbagetrækning - øjeblikkelig. Men parterne i "forsvarsforliget" er ikke indstillet på at forhandle et nederlag og satser stadig på mere isenkram og mere krig, nu helikoptere.

Som Mao og mange andre før ham har sagt, forholdet mellem sværd og skjold er uendeligt. Den slags våben udvikler den anden, og inden længe kan afghaneren nedskyde helikopterne, der med lidt ændrede trategier er et oplagt mål, og gøre det af med 20-25 soldater på én gang.

Allerede i 1.verdenskrigs begyndelse forlød det, at krigen kun vil vare uger med alle de moderne våben. Krig er et spørgsmål om sejr, men i længden man kan ikke vinde over folk, der kæmper for kone og børn, for hus og hjem, for deres slægtninge, for deres idealer og kultur, for deres frihed.

Hvor længe vil vi påkalde os terror?

Søren Mikkelsen

"inden længe kan afghanerne nedskyde helikopterne"

Stingermissilet er jo allerede opfundet - og blev brugt flittigt af de afghanske modstandsfolk mod en tidligere invasionsstyrke... saa det kan ske igen. Og forresten gaar det jo strygende med udviklingen af dronevaaben; jens'erne har noget at se frem til mens de kigger ud af gluggerne i pansringen.

Morten, dit link duer ikke.

Thomas H. Pedersen

Nu er det meget sjælden at man ser afghanske kvinder i den sorte dragt, det er mere i mellemøsten de bruger den men okay, vi kan desværre ikke stoppe alle militser i at slå børn ihjel. det er jo dem som står bag størstedelen af drabene på civile. og der skal indskydes at det ikke kun er kvinder men også børn og mænd vi prøver at hjælpe.

Kristian Jensen

Tilbagetrækning finder sted på netop det tidspunkt vi erkender krigsførelsens interne problemer i Vestens demokratier - Ikke på baggrund af faktiske forhold i Asien.

Tilbagetrækningen er allerede igang. For at sløre billedet af fiasko, planlægges den ud i fremtiden, så "man" kan "sælge" et billede af, at krigen blev ført og afsluttet efter planen.

Man kan håbe på, at yderligere 4 års tilstedeværelse vil betyde fremgang for afghanerne med den gradvise overdragelse af ansvar til egne styrker. Det er dog uvist, men om 4 år er de ansvarlige politikere forlængst et skridt videre ad karrierestien....op - eller ned.

DEM OG OS - tankegangen.
Vesten er trængt ind i Mellemøsten med magt og høster resultatet, bl.a. i form af terror. I dagens Jyllandposten har Flemming Rose og Søren Espersen endnu et parløb. Rose skriver om, hvordan man bekæmper religiøs vold, og som vi véd, sker det med en bombe i turbanen. På den modstående side har Søren et af sine skarpsindige sammenligninger mellem muslimer og nzister, i Dansk Folkepartis retorik. De "ondskabsfulde muslimer" sidder og planlægger død og ødelæggelse for Muhammed imod OS, sådan som SS for Hitler, noget Søren sikkert selv har oplevet. De mange ekstremister i folkepartiet tør ikke bekende åbent deres tilslutning til nationalsocialismen, men gør det i trods. Er vi i dag atter fanget i liberalismens og kapitalismens nationalisme, så "vi" må udpege både ondskaben og de onde blandt andre folk, tidligere russerne i Sovjet, nu muslimerne i Mellemøsten (- læs også artikler af f.eks.Blüdnikow, nu blandet op med psykoanalysen, der ligesom Søren Espersen har opdaget, hvor verdens djævelskab findes). Sådan vil krigen fortsætte efter Afghanistan, krigen mod "os selv".

Thomas H. Pedersen

Har du aldrig overvejet at grunden til vi har styrker i mellemøsten er fordi den har været urolig siden 1960´erne (mellemøsten har nu altid være urolig men i nyere tid).
Danmark har sendt soldater til balkan, Mellemøsten, Afrika og Asien områder hvor muslimer på en eller anden måde er blandet ind i konflikten, jeg tror ikke at det er fordi muslimer er mere krigerisk end vesten/Europa men det er lidt mærkeligt at de fleste steder som er ustabil er der muslimer eller et muslimsk mindre tal som skaber problemer. vi kunne selvfølgelig gå tilbage til den holdning som USA havde inden 1 VK. mht. til Europa med "det er deres problem lad dem selje deres egen sø". så kan vi jo spare en masse penge ved ikke at sende soldater, penge, nødhjælp og andet afsted. så kunne vi nedlægge FN, som alligevel ikke dur til noget og bare passe os selv indtil situationer som startede 1 og 2 VK. men kan du så Per Diepgen se dig selv i øjnene hvis vi stoppe med at hjælpe andre. nu var russerne jo heller ikke så slemme mennesker i Sovjet der døde jo kun ca. 88 mil. mennesker i kommunismes navn.

Thomas H. Pedersen

Jeg syntes også det er mærkeligt at hvis vi er i krig med muslimer, hvorfor er der så muslimske lande som hjælper os og muslimer som går i f.eks den danske hær og bliver udsendt til Irak eller Afghanistan..

Imperialisme er forbi, der er kommet nye spillere til.

Thomas H. Pedersen, det var da en bemærkelsesværdig mangel på logik, du udfolder! Hvis man fulgte FN, førte an ikke krig i et fremmed land i borgerkrig, verdenssamfundet ville forsøge at gennemføre fredsforhandlinger, og når disse førte til resultat, ville en fredsbevarende styrke blive indsat. Det lyder nok naivt, men det virkede bemærkelsesværdigt godt, indtil man begyndte at gradbøje præmisserne - først acceptabelt med Kosovo, formodentlig bl.a. pga. de skræmmende erfaringer med serbisk nationalisme tidligere i årtiet og de helt skræmmende spor fra Rwanda, men derefter uacceptabelt med Irak. Det spørgsmål, man altid skal stille sig er: hvordan ville jeg forholde mig til, at dette skete mod mit eget land? Og det ved vi jo udmærket godt, så vil befolkningen gøre front mod den ydre invasionsstyrke.
Man er nødt til at acceptere, at krige i andre lande er krige i andre lande, og at det er FN, der tager sig af løsningen. FN fungerer, hvis stormagterne undlader at undergrave organisationens autoritet.
Situationer som 1. vk opstår, når andre lande blander sig, og vi ved alle, at vi havde undgået det langt alvorligere ragnarok i 2. vk., hvis vi ikke havde fået den første.

Søren Mikkelsen

Salige ere de fattige i aanden.

"må man først skyde sig igennem en mur af løgne"

ja, nemlig "vore" loegne, og desvaerre er den danske offentlighed saa mageligt anlagt at det bliver op til de saakaldte talebanere at skyde og spraenge sig og os gennem muren

dette vil koste mange danske (og utallige afghanske) liv og lemmer og sind og kroner, og til ingen verdens nytte, og saa naar man engang smertegraensen - maaske...

det nytter i hvert fald ikke at spoerge paa forhaand hvor mange lig Thomas og hans sponsorer vil se paa bordet foer de giver op; det nytter kun at lade talebanerne stakke bunken hoejere og hoejere

"Har du aldrig overvejet at grunden til vi har styrker i mellemøsten er fordi den har været urolig siden 1960´erne (mellemøsten har nu altid være urolig men i nyere tid)"

Hvilket Europa altid har deltaget i, krigen mod Osmanien, kolonierne, slavehandlen....

Vi har efterladt dem i grus, derfor slås de om de sidste krummer.....

Niels Østergård

Ja, imperialismen er død.

I stedet er det nu diplomati, der er i højsædet.
Fx. har USA bygget verdens største ambassade i Irak. Samtidig har man stadig mere end 50.000 soldater i landet. Til at beskytte ambassaden?
Derudover har USA også mere end 90.000 privatansatte sikkerhedsfolk (nogen kalder dem lejesoldater.)

Men imperialismen er død.

Stendød!

Thomas H. Pedersen

"FN fungerer, hvis stormagterne undlader at undergrave organisationens autoritet."

Ja men det vil aldrig komme til at ske, FN ikke løsningen på verdensfreden især ikke med de mandater som de bliver sendt ud med. Hvorfor blev der fred på Balkan? da NATO begyndte at bombe, ville de meget gerne forhandle fred igen.

"det nytter i hvert fald ikke at spoerge paa forhaand hvor mange lig Thomas og hans sponsorer vil se paa bordet foer de giver op; det nytter kun at lade talebanerne stakke bunken hoejere og hoejere"

der er noget du ikke fatter, os soldater giver aldrig op og så længe deres bunke er større end vores så er alt fint. vi kæmper indtil ragnarok.

"Vi har efterladt dem i grus, derfor slås de om de sidste krummer"

Der har også været krig og Invasioner i Europa og se lige hvordan det går. i stedet for at slås med hinanden burde de bygge op, men sådan er mennesket ikke oprettet, jeg ved bare at man ikke kan blive ved med at give andre skylden for sine lidelser men selv gøre noget ved det, så drop det med det er vesten og USA´s skyld det hele.

Ja Niels det går fremad i Irak, godt at du kan se det,

Søren Mikkelsen

Sammenlign

"os soldater giver aldrig op og så længe deres bunke [af lig] er større end vores så er alt fint. vi kæmper indtil ragnarok"

med et tidligere indlaeg fra samme offentligt ansatte mand om at han aldrig har slaaet nogen ihjel, selv ikke efter fire ture som kampsoldat. (Han glemte at fortaelle om flyangrebene, undskyld "air support".)

Det er altsaa blodig forvirring vi har med at goere, og det haster med at fornuftige civilister giver ordre om tilbagetraekning inden Ragnarok.

Thomas H. Pedersen

Jeg har nu ikke kaldt luftstøtte ind. det har jeg folk til.

Hvem er det så der dræber fleste i Afghanistan og for den sags skyld i Irak?. der vil dø flere hvis vi trak os ud.

Ja, Thomas H. Pedersen, der ville utvivlsomt dø flere, hvis vi trak jer ud (og det skal åbenbart ske ved hårene, mens i råbende og flæbende kæmper for at komme tilbage og kæmpe videre, jvf. dit indlæg lidt tidligere); men det ville være deres egen kamp, den ville finde en vinder, mens vores intervention aldrig vil føre til løsning på noget. Vi er ikke reelt part i konflikten, vi er et fremmedlegeme, og vi forhaler den militære løsning, der vil føre til den ro mellem sejrherre og besejret, som er al freds begyndelsespunkt.

Jeg må give Carsten Jensen ret endnu en gang: Afganernes velfærd har aldrig ligget vores regering på sinde. Vores krig i Afghanistan er langt mere blodig end Hitlers besættelse af Danmark. Begrundelserne for begge var og er de samme tomme ord.
Carsten Jensen peger dybt ned i krigens alvorligste problem: Fronten - fronten i krigen er flygtig og ligger dybt inde i kulturen. Det er ikke nogen kamp der kan løses med våbenbrug.
Disse krige har vi hverken råd til i menneskeliv eller i penge - vi låner hver øre, der betaler indsatsen.

Nicholas Corlin

"Verdens rigeste nationer vil efter 13 år med massiv tilstedeværelse og efter at have brugt billioner af kroner (12 nuller efter et-tallet, red.) ikke have forbedret vilkårene for det alt overvældende flertal af befolkningen, de 80 procent, der bor på landet."

Hvordan Carsten Jensen ved at vi ikke har forbedret vilkårene for de lokale hernede, ved jeg ikke. Specielt er hans begrundelse mærkelig:

"Krigen koster ca. 190 millioner dollar om dagen at føre. På årsbasis er det ca. 350-400 milliarder kroner, så vi agter altså at bruge over én billion kroner mere på krigen i Afghanistan frem til år 2014. Ifølge statistikkerne ligger den gennemsnitlige årsindtægt i Afghanistan på 2.000 kroner, så man kunne altså brødføde hele den afghanske befolkning på 30 mio. indbyggere frem til 2034 for det samme beløb, som vi vil føre fire års krig for. Jeg ved, det er et absurd regnestykke, og jeg vil blot sige, at krigen efter min mening ikke er mindre absurd."

Hvorhenne i begrundelsen står der at vi ikke har forbedret vilkårene hernede? Han taler om en masse tal, men det er også det eneste han taler om. Det er muligt at man, for samme beløb som krigen koster, kan brødføde befolkningen i 30 år, men er sikkerheden ikke i orden, er det de stærkeste i samfundet, taleban, der skummer fløden, og ikke de lokale.

De lokale inde i Gereshk er lykkelige for vores tilstedeværelse. De siger at de aldrig før har kunne bevæge sig så frit som de kan i dag, uden at skulle være bange for at den næste tur til basaren blive den sidste. For mig at se er det fremskridt.

Jeg tror ikke på at det ender i borgerkrig når ISAF forlader landet. Carsten Jensen ser meget dystert på både hæren og politiet, men jeg tror ikke at det, som han siger, kommer til at ske. Bevares, politiet har ikke være lige gode hver gang, men jo mere træning de får, jo bedre bliver resultatet. Det samme med hæren. De gange vi har gået patruljer sammen med den afghanske hær, har de klaret det over al forventning. Om det kun er på grund af vores tilstedeværelse skal jeg ikke kunne sige, men jeg både tror og håber på at når ISAF forlader landet, bliver det en veltrænet hær og politikorps vi efterlader. En hær og et politikorps der kan håndtere sikkerheden, uden at det ender med borgerkrig hernede.

Om Anders Fogh Rasmussen "med vilje" valgte Helmand, fremfor det mere fredelige Nordafghanistan, for at kunne præge hans videre karriere indefor NATO, skal jeg ikke kunne sige. Jeg er glad for at det blev Helmand, da det viser at Danmark aktivt vil gøre en forskel i en af de farligste regioner i Afghanistan.
Selv om det til tider vil gøre ondt, så stiller vi os ikke tilfreds med at have en fredelig region nordpå, eller kun have stabsofficerer i Kabul - vi vil være der hvor der er mest brug for hjælp.

Med venlig hilsen

En udsendt soldat

I min barndom blev skrevet meget om en kommende krig. Her er en af dem:

"Næste krig blir lagt til rette ganske drastisk
af de samme folk der råber: leve freden!
De er kloge nok, de kender menneskeheden.
Den er lydig, uforbederlig elastisk.
Kan du ikke li at myrde, så træd ud af kompagniet,
bare glid!
Men I blir jo faktisk allesammen i'et."

Poul Henningsen 1937 fra revyen "Op og ned med Jeppe", melodi af Bernhard Christensen. (Jeg husker både PH og Bernhard ganske godt og også de frivillige danske soldater under besættelsen.)

John Houbo Pedersen

Superman kæmpede for: Freedom,Liberty and The American Way of Life.
Måske ønsker de en lidt anden form for liv, eller måske er der en så forskellig opfattelse af det i befolkningen. Tolerance er svaret, men religion har aldrig været tolerant, der vil være extremister her som der.