Læsetid: 2 min.

S: Hvor er ministerens undersøgelse

Der er gået et halvt år uden en lyd, siden ligestillingsminister Lykke Friis (V) bebudede, at hun ville undersøge drengenes forhold i skolesystemet. S klandrer regeringen for at svigte. ’Vrøvl,’ siger minister
5. januar 2011

»Jeg er meget bekymret for de unge mænd, som ikke kan finde fodfæste i vores uddannelsessystem. Det er spild af talent og gør det svært for vores samfund at nå målene om at have et universitet i topklasse og blive blandt de ti rigeste lande i verden.«

Sådan lød det fra ligestillingsminister Lykke Friis (V) i Berlingske Tidende for snart et halvt år siden. Ministeren bebudede en ’større undersøgelse’ med arbejdstitlen Hvor bliver drengene af, der skulle gøre op med favorisering af kvinder i det danske skolesystem.

Men siden er der ifølge oppositionen intet sket. Uddannelsesordfører Christine Antorini (S) klandrer ministeren for at svigte:

»Det er en utrolig relevant problemstilling, som kræver et tæt samarbejde mellem ligestillingsminister, undervisningsminister og videnskabsminister,« siger hun og kalder den efterfølgende tavshed fra Lykke Friis for »utrolig ærgerlig«:

»Men det viser jo, at regeringen siger en masse, uden at der sker et hammerslag. Der har længe været fokus på uddannelse og folkeskole, og der er masser at tage fat på,« siger S-ordføreren og tilføjer:

»De forspilder en chance for at tage fat på en meget relevant problematik.«

Noget værre vrøvl

Men kritikken afvises af ligestillingsministeren:

»Det er noget værre vrøvl. Hvis vi fremover skal klare os i det globale hjernekapløb, er det helt nødvendigt, at drengene kommer tilbage på uddannelsessporet,« siger Lykke Friis i et skriftligt svar til Information og betoner, at hun har igangsat undersøgelsen for at gøre os klogere på, hvorfor langt færre drenge end piger får en videregående uddannelse:

»Så vi har et kvalificeret grundlag at agere på. Jeg kan så konstatere, at oppositionen har mere travlt med at skyde os en forsinkelse i skoene end at finde løsninger. Dem om det, men hvis S og SF skulle have noget konstruktivt at byde ind med frem for ren procesrytteri, så lytter jeg meget gerne,« siger Lykke Friis.

Hun påpeger, at ’taberdrengene’ langt fra er et dansk fænomen. »Se bare på USA og Storbritannien,« lyder det fra ministeren.

Undersøgelsen sker i samarbejde med Forum 100 % og gennemføres af Center for Ungdomsforskning. De første resultater af undersøgelsen ventes i februar måned, oplyser ministeriet.

mek@information.dk

Serie

Hva' så drenge

Drengene i folkeskolen er dårligere læsere end pigerne. De får dårligere karakterer, og markant færre tager en uddannelse efter skolen. Det får store konsekvenser i en krisetid, hvor mændene også falder fra på arbejdsmarkedet.

Information sætter spot på de unge drenge: Hvorfor er deres skoleresultater dårligere, og hvad skal der til for at få dem med på vognen?

I serien spørger vi forældre, skolelærere og ledere, hvad de mener bør gøres for at få drengene med.

Seneste artikler

  • Eksperter roser Københavns tiltag for 'svage' drenge

    23. august 2011
    Drengene i folkeskolen sakker langt bagud i forhold til pigerne, og det vil Københavns Kommune nu gøre noget ved. I går fremlagde et særligt fagudvalg en lang række tiltag, der skal forbedre de københavnske folkeskoler, og eksperter roser forslagene
  • Etnisk danske drenge sakker bagud i skolen

    18. august 2011
    9. klasseseleverne i hovedstaden læser dårligere end tidligere, viser ny undersøgelse fra Pisa København. Det er især drenge med etnisk dansk baggrund, der klarer sig ringere, mens eleverne med anden etnisk baggrund holder niveauet i dansk og klarer sig bedre i naturfag og matematik
  • 'Drengene larmer ikke mere end pigerne - men det tror læreren'

    12. januar 2011
    Lærernes stereotype kønsforestillinger forringer drenges skolevilkår, mener forsker bag nyt projekt. Pigerne larmer ikke mindre end drengene, men de opfattes som mere socialt kompetente
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak til Information for at tage sagen op.
Jeg forstår ikke hvorfor regeringen og ikke mindst undervisningsministeren i samarbejde med ligestillingsministeren har sat mere damp i denne undersøgelse så den kunne ha´ været brugt i udformningen af regeringens stort anlagte skoleeftersyn. Ligeledes viser sagen det utroligt dårlige samarbejde , der hersker i Folketinget, da det havde været ret enkelt at orienterer partierne at undersøgelsen var sat i gang og forventes færdig i februar.
Men at trække en undersøgelse eller forhale beslutninger er desværre ikke ualmindeligt i den siddende regering. Det værste eksempel er nok regeringens og DF s Grønvækstplan. Det virker underligt at hver gang der er noget regeringen og DF ikke ønsker så skal det undersøges og vendes og drejes hvorimod fx en så stor reform som Strukturreformen kunne jappes igennem Folketinget på 3 måneder.