Læsetid: 5 min.

Sidste stop før pensionen

Depressioner og angstanfald har holdt Tina Andersen ude af arbejdsmarkedet i mere end to år. Hun er for syg til fleksjob, men for rask til førtidspension, og er ikke længere berettiget til at modtage sygedagpenge. Men hvad er hun så?
Tina Poulsen er psykisk syg og har oplevet at blive smidt rundt i det offentlige system i årevis. Hun har blandt andet været for længe syg til at blive ved at oppebære sygedagpenge. Hun mener, at hendes tidligere arbejdsplads er skyld i hendes nuværende tilstand.

Tina Poulsen er psykisk syg og har oplevet at blive smidt rundt i det offentlige system i årevis. Hun har blandt andet været for længe syg til at blive ved at oppebære sygedagpenge. Hun mener, at hendes tidligere arbejdsplads er skyld i hendes nuværende tilstand.

Sofie amalie hougart

6. januar 2011

Tina Andersen er 51 år og uden for arbejdsmarkedet. Hun er ikke førtidspensionist, hun er ikke kontanthjælpsmodtager, og hun er ikke længere sygedagpengemodtager.

Tina er én af de danskere, som regeringen ikke tror på findes. Én af dem, der ikke er nogen ordning for.

Tina har en kronisk depression og kan kun arbejde fire-fem timer om ugen. Men måske er hun ikke syg nok til førtidspension, mener Lyngby Kommune, hvor hun bor.

Nu er det mere end et år siden, Tina fik sine sidste sygedagpenge, og hun venter stadig svar på, hvilken ordning der så passer til hende.

»De har sagt, at jeg er for syg til fleksjob, men for rask til førtidspension. Det er grotesk,« siger Tina om sin egen historie.

Optakten

Hun voksede op på Nørrebro og i Nordvestkvarteret med sin søster og sin psykisk syge mor. Moderen led også af depressioner og endte med at få førtidspension.

Efter 10. klasse begyndte Tina som 18-årig på Tuborg som rengøringsassistent og ufaglært bryggeriarbejder. Der arbejdede hun i 17 år, indtil bryggeriet lukkede. Siden har hun arbejdet 11 år på Novo Nordisk med at gøre rent og skifte kasser på insulin-tappemaskinerne.

I 2003 kom det første angstanfald. Tina var 42 år og havde arbejdet på tre-holdsskift de sidste seks år.

Angsten skyldtes arbejdsrelateret stress, mente lægen. Men Tina var bange for at miste sit job og arbejdede videre, mens hun tog beroligende piller. To år senere fik hun konstateret for højt blodtryk, det var særligt slemt, når hun havde været på natarbejde.

Tina prøvede forgæves at komme på dagholdet og fik det værre og værre. I 2006 begyndte hun at få lykkepiller mod sin tiltagende depression. Hun tog 30 kg på af medicinen, og hun drak for at kunne sove. Til sidst blev hun sygemeldt.

Men hun kunne ikke være væk i mere end 120 dage, for så ville Novo Nordisk fyre hende, frygtede Tina.

»En dag ringer tillidsmanden og siger, de vil fyre dig om 10 dage. Så meldte jeg mig rask,« fortæller Tina, selv om hendes psykiater frarådede det.

Skubbet

Det sidste skub ud af arbejdsmarkedet kom fredag den 25. april 2008: Tina var på dagvagt, da et uanmeldt kontrolhold på syv chefer pludselig stod foran hende. Klappen gik ned for Tina, der ikke kunne svare på, hvad der var sket på en af hendes maskiner de sidste 24 timer.

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg gik i sort dér. Jeg skulle bare have peget på maskinens tavle, det hele stod dér jo,« siger Tina.

Hun havde bildt sig selv ind, at det var begyndt at gå bedre på arbejdet. Men reelt gik klappen tit ned, og hun lavede flere og flere fejl. Hendes kroniske stress og de ekstra kilo havde også smadret hendes privatliv. Tina var netop blevet skilt, da kontrollen fangede hende på arbejde.

Da hun kom hjem den fredag, ringede tillidsmanden igen.

»Tina, de vil af med dig. Jeg kan prøve at forhandle en sum til dig. Meld dig syg, eller også bliver du jaget vildt. Bare du laver en skrivefejl, så vil de være der,« husker Tina, at tillidsmanden sagde.

Selv benægter tillidsmanden i dag, at hun skulle være blevet truet på den måde.

Få dage efter skrev Tina under på en aftrædelsesordning.

»Og så gik jeg ned med flaget,« siger Tina.

Nedturen

Aftrædelsesordningen på 200.000 kr. blev klattet væk, og gælden voksede. Tina begyndte at drikke kraftigt, og pillerne tog hun stadig. Hendes dengang 13-årige søn fandt hende flere gange på gulvet. Hendes søster meldte hende til Børns Vilkår i afmagt.

»Jeg følte ikke, jeg kunne gøre andet. Min nevø ringede og sagde, at mor lå på gulvet og ikke kunne rejse sig. Hun talte i vildelser. Det er så grænseoverskridende, så jeg dårligt kan snakke om det. Det gjorde, at vi ikke så hinanden i et år,« siger søsteren, Bitten Jensen.

Gennem sin forsikring fik Tina psykologhjælp, og det hjalp hende til akkurat at få hverdagen til at hænge sammen. Med hjælp fra sin søster, lykkedes det Tina at få forlænget sygedagpengene et halvt år, så hun kunne komme i virksomhedspraktik og få afprøvet sin arbejdsevne.

I efteråret 2009 begyndte hun i praktik hos sin fagforening, hvor hun skulle sidde i receptionen, sortere post og arkivere sager.

De lagde ud med 12 timer om ugen og planlagde at sætte det op til 20 timer om ugen. Det endte med flere angstanfald og et massivt sygefravær, skriver aktiveringsfirmaet i slutrapporten. Den effektive arbejdstid var fire-fem timer om ugen.

En måned efter, i december 2009, sendte Lyngby Kommune en lægekonsulent for at vurdere hendes psykiske tilstand, og om hun fortsat skulle have sygedagpenge.

»Det gik vist rimeligt godt i praktikforløbet,« skriver han i sin erklæring. Dels ville han ikke kalde Tinas seneste depression kronisk, før den havde varet i to år, dels mente han, at der var yderligere behandlingsmuligheder.

»Jeg vil mene, at man først med sikkerhed kan vurdere, om tilstanden er stationær om ca. et halvt år,« skriver speciallægen i psykiatri.

Med henvisning til arbejdsprøvningen og speciallægeerklæringen afviste kommunen at forlænge sygedagpengene en gang til. Arbejdsevnen var klarlagt, og selv en revalidering ville ikke føre til job, mente man.

Stadig uafklaret

Men Tina kunne heller ikke få fleksjob eller førtidspension, før hun med sikkerhed var kronisk syg, afgjorde kommunen.

De sidste sygedagpenge kom 29. december 2009, og siden har Tina levet af sin private forsikring og lånte penge. Hun kunne muligvis få kontanthjælp, men det ville kræve mere aktivering og mere præstationspres.

Tina forsøgte at begå selvmord i februar, i sommer og igen i oktober sidste år og har i dag store lodrette ar i håndleddene. Hendes egen psykiater har forsøgt at få hende indlagt, men hun er blevet sendt hjem igen.

Begge hendes psykiatere har afvist, at der er flere behandlingsmuligheder. Det ene af de midler, som kommunens lægekonsulent foreslår, er dødeligt giftigt selv i små overdoser, det andet vil blot gøre hende endnu større.I august indledte Lyngby Kommune en førtidspensionssag med krav om, at Tina Andersens psykiske tilstand og hendes arbejdsevne skal testes igen. Det første møde er om to uger.

»Det bliver sidste stop før pensionen,« håber Tina.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Politikerne forsøger at køre danskerne trætte af velfærdsstaten. VI må holde ud og insistere på f.eks. loft over løngab - højst tre gange slutløn for en håndværker i lønførende erhverv må være tilstrækkeligt.. Det er vigtigt, at ingen kan føle sig hævet over de fælles sociale ordninger, vi har - således at allle opfatter deres direkte interesse i at gøre dem stadigt bedre.

Bjarne Bisgaard Jensen

it is the never ending story, for de sidste 10 års misregimente af den danske velfærdsmodel. Endnu værre er det næsten at intet tyder på, at nogle af disse misgreb vil blive væseentligt korrigeret med en ny regering

John Fredsted

Værdigheden er ved at glide vores samfund helt og aldeles af hænde, og for hvad? For at der, blandt så meget andet komplet overflødigt, kunne bankes for mange milliarder kroner samtalekøkkener op over det ganske danske land; køkkener, hvori der formodentligt ikke hverken er tid eller mod til at tale om noget af reel eksistentiel værdi, og slet ikke om, hvilket medansvar man som velbjærgede, skattestops-forvænte forbrugere mon eventuelt kunne have i en skæbne som Tina Poulsens?

Det breder sig som ringe i vandet, det er kun lige begyndt. Trist historie.

"Endnu værre er det næsten at intet tyder på, at nogle af disse misgreb vil blive væseentligt korrigeret med en ny regering"

Må tilstå jeg deler den bekymring, hvilket er helt uacceptabelt.

Leif Højgaard

Var det et af verdens rigeste samfund man sagde ? Tina er bare en blandt hundreder af tusinder som i årenes løb har følt den fremmedgørelse som vort samfund livsform påvirker menneskene i sin almene form, når man føler, ser, opfatter omgivelserne som noget væsensforskelligt fra sig selv uforståelige - til forskel fra en tilstand hvor man føler sig i enhed med omgivelserne, der er forståelige på samme måde som en selv, og omvendt. Det er beskæmmende at stopklodsen viser sig at være en psykolog, som mondst af alle har mulighed for at udtale sig kvalificeret. Tilsynelasende har psykologer skabt sig en lønsom indtjeningsniche som sammen med de praktiserende læger med lykkepillerne og den fodskæbende arbejdsanvisning danner en tre-enighed imod den 'patient' som det i virkeligheden er meningen at man skal hjælpe.

Det undrer mig at hendes fagforening ikke har et kontor med folk der er inde i reglerne og som kan køre lidt af det tunge skyts i stilling for saglig bistand til disse sårbare personer uden de store personlige resourcer. Der mangler noget a la patientklagenævn men bare over for den offentlige betjening i trædemøllen.

Marianne Mandoe

Jeg bliver vred. Ikke at det nytter en disse at blive vred i dagens Danmark, men jeg bliver alligevel vred.

Hvilket menneskesyn.... Suk.

Leif Højgaard

Jeg er sgu også vred. Rigtigt vred. Jeg troede ikke at det var sandt da jeg opdagede hvor mange børn og unge der blev fjernet fra deres hjem og anbragt. Først tænkte jeg at det var løgn men det viser sig at det er fordi forældre ganske langsomt ødelægges af den ligegyldige, umenneskelige og mange gange uretfærdige behandling forældrene til disse børn har fået. Jeg kan godt sætte mig ind i hvordan misbrugs spiralen ganske langsomt udvikler sig til det værre. Og grunden er at der er noget helt galt i selve den måde børn og unge introduceres til voksenverden og arbejdslivet. Det er ikke blevet meget bedre de sidste 40 år selvom der er sket meget. Man kan godt forstå et der er nogen der gåt amok en gang imellem på kommunekontoret. Dette vanvid må stoppes. Det er kun blevet værre de sidste 10 år. Lad os få nogle folk ind på tinge der har øjnene åbne for manden på gulvet. Det er her velfærden skabes i det små og vokser sig stor.
Ligemeget hvad det koster - det menneskelige er det vigtigste - er det så på plads så kommer resten 'næsten' af sig selv. Fri os fra slaveriet nu !

Leif Højgaard

@Britta Margetli Sørensen
Hold ud ! Den skødesløse og ødelæggende sagsbehandlinhg burde være fyringsgrund. Godt du klagede til borgmesteren. Ombudsmanden kan også hjælpe hvis alt glipper, men han er sjældent til megen nytte. Surfer man lidt på internettet er der meget at hente, hvis man ellers har lidt kræfter tilbage.

Velfærdsstaten er mere eller mindre direkte årsag til kernefamilliernes opløsning og alle de styrker den trods alt havde som en af samfundets grundpiller

Nu står vi så med dét problem, at vi alle sammen er blevet så uafhængige af kernefamillien og afhængige af velfærden, at medmenneskeligheden er deponeret 100% i velfærdsstaten, som efterfølgende bærer ansvaret og regningen.

Dette er en af velfærdsstatens største 'success'er' efter min mening; evnen til at profitere af sine egne fejl og den forkrøblede familliekultur og erstatte den med mere afhængighed af velfærd, som nu ikke længere kan hænge sammen og heller ikke fjernes uden at 'klienterne' går i chok.

Britta Margetli Sørensen

Har selv forsøgt at tage livet....
- Man mister livslysten…

Havde jeg ikke haft min elskede mand, som kæmpede for mig det sidste år, havde jeg helt sikkert ikke været her i dag. Min livslyst til at leve i Danmark, under disse forhold er ikke stor. Jeg skammer mig over at være dansker.
Har valgt at kæmpe for andre, at prøve at gøre en forskel.
En måde at overleve denne ”forbrydelse” – når jeg ikke kan få min sag for en domstol.

Afmagt....
Den største barrikade jeg har mødt i Egedal kommune, var ingen hjælp.
Sagsbehandleren fordrejede lægelige konklusioner, opdatere ikke resurseprofilen, skrev ikke notat… jeg kunne blive ved.

Laver en DVD så alle i Danmark kan se hvor galt det er for sygdomsramte i Danmark.

Det kommer til at tage tid, for jeg har ikke nogen arbejdsevne...
Det vil sige, at hvad jeg gør eller laver for meget i dag, mærker jeg i morgen, men ved jeg får støtte og opbakning af på min familie. Det har også været hårdt for dem.

Inders inde ønskede jeg ikke FP, jeg er en fighter og håber altid på at jeg vil få det bedre.
Men galskaben i systemet gjorder mig mere syg.
Ønskede arbejdsprøvning af arbejdsevnen. Smerterne blev værre og værre. Kommunen hørte jeg ikke fra. Ingen afsluttende rapport eller noget. Kun rod og dårlig sagsbehandling.
Ønskede fleksjob, netop for, at komme lidt væk fra smerterne. Men kommunen var væk, som dug for solen. Sådan er det, at falde for varighedsbegrænsningen. Så komme du bagerst i køen, hvis du ikke er kommet på rette ydelse inden. Kommunen har ikke travlt, for er man koster ikke kommunen noget. Opfølgning ifølge retssikkerhedsloven bliver ikke overholdt. Den syge er ladt i stikken.

Fandt faktisk selv en virksomhed, som var villig til at ansætte mig. Men kommunen ville ikke deltage eller være med. Skrev og skrev til min sagsbehandler/kommunen. Men fik intet svar...
Følte mig som en SLAVE i et system, som ikke funger.

Hvor er min retssikkerhed...?

Først ved at klage til den nye borgmester, sker der noget i min sag.
Den nye sagsbehandler retter resurseprofilen, som vi havde påpeget adskillige gange, var fyldt med fejl.

Sygdomsramte som er kommet i klemme i systemet forsøger at gøre en forskel - Love 2 you.
– sammen er vi STÆRKE

Med hjertet det rigtige sted !

Britta Margetli Sørensen

<3 "Information.dk" Mere af det - det skal frem i lyset..

Prøv at spørg' om det er hårdt at være i klemme...
Det er så krænkende, at være dansker og vide, du desværre ikke kan få hjælp. Trods lægelige dokumenter.

Hver dag er en kamp, man er jo ikke ligefrem glad når man får at vide at man er "for syg til et fleksjob men for rask til pension". Ingen penge og ingen afklaring af det videre forløb...

Hvis arbejdsprøvning er det UDEN LØN. Uden udsigt til vished, gør det syge raske, eller mere syge....?

Foruden det er der så lige sagsbehandler, som direkte fordrejer og "glemmer" at skrive notat og medsende lægelige dokumenter til beskæftigelsesankenævnet.
Hvordan skal beskæftigelsesankenævnet opdage og rette noget, som ikke figurere nogle steder...?
Hvem tager sig af, at en sagsbehandler har sine egne love og regler...?
Retssikkerheden hvor er den...?
Bittert at være en del af dette, det har jeg virkelig ikke brug for, Men hvordan skal jeg kunne leve, med viden om så meget GRUMT og FUSK i system, jeg er nød til at prøve at gøre en forskel...?
Kære regering: Det kommet 5 x igen at give folk også ægtefolk en chance. Jeg skammer mig over at være Dansker...!

Danmark jeg skammer mig over at bo i mit fædreland, men jeg vil kæmp for, at sandheden kommer frem om "vores fantastiske system".

STØT sygdomsramte som er komme i klemme i systemet, som forsøger at gøre en forskel
- sammen er vi STÆRKE.

Ølstykke - Egedal kommune

Britta Margetli Sørensen

Regeringen burde skamme sig, at tage økonomien før mennesket.
”Danmark er i virkeligheden et fattigt land” som behandler syge på en meget grum og utilgivelig måde.
Økonomien må og skal kommer i anden række, når syge skal tilbage til ...livet til arbejdsmarkedet.

Vil du lade din syge datter ligge der hjemme og lide uden hjælp og mad.
- Fortælle hende, at hun ikke er syg nok til hjælp og for rask til omsorg.
Mens lægerne fortæller dig, at din datter er syg, og har brug for hjælp.
Du gør intet, men lukker døren.
Din datter prøve selv at komme videre, men kan ikke…

Lader man syge heste løbe på galopbanen, uden mad…?
♥ Man skulle være hest i Danmark, de har bedre forhold en sygdomsramte ægtefolk.

Britta Margetli Sørensen

Leif Mønniche - Jeg må så bedrøveligt fortælle dig, at folketingets ombudsmand IKKE går ind i sager af lægelig karakter. Ak... den er også prøvet.

Henrik Andersen

Tina har min dybeste sympati, og hinder arbejds-prøvning er da til at grine af, hvis man kun kan klare 5 timer om ugen, så er man da ikke arbejdsdygtig det kan et hvert fjols da se. Der er ingen som ikke har haft depression som aner hvad det indeholder for den enkelte. Man skal netop fjerne stress og press fra personen, kommunen gør jo bare tingene værre og burde i de selvmord som sker drages til ansvar.
Sagsbehandlere har ikke den rette forståelse og er ikke tilstrækkelig empatisk.
Jeg håber du får en ordning snarest Tina.