Læsetid: 3 min.

Skumle råd fra kendisser afvises

Videnskabsfolk gør berømtheders tvivlsomme råd om kost og helse til skamme
3. januar 2011

Har du hørt om armbåndene med hologrammer, der kan gøre dig stærkere og tyndere? Vidste du, at sæd er meget nærende? I de seneste 12 måneder har en række berømtheder lagt navn til og promoveret videnskabeligt tvivlsomme ideer. Hvis man er bekymret for, at folk tager berømtheders sludder alvorligt, står forskere og læger klar med korrigerende, kloge ord om de mest tvivlsomme påstande.

Kampagnegruppen Sense About Science (SAS) har indsamlet eksempler på misbrug af videnskab og har netop offentliggjort sin årlige liste over berømtheders videnskabsfusk:

»Når offentlige personligheder udtaler sig om årsagerne til sygdomme, om behandlinger, diæter og produkter, som vi bør købe eller undgå, bliver deres udtalelser spredt over hele verden i løbet af få sekunder,« siger Lindsay Hogg, som er vicedirektør i SAS.

Ifølge SAS oplevede vi i år den største stigning i tvivlsomme ideer om den måde, vores kroppe fungerer. Olivia Newton-John fortalte f.eks. i sommer en avis, at hun tager ekstra fordøjelsesenzymer og »planteopkvikkere« for at styrke sit immunforsvar. Til bladet Now fortalte popstjernen Sarah Harding om fordelene ved at drysse trækul på måltiderne, hvilket skulle absorbere »de dårlige og skadelige ting« i kroppen.

»Alle de fordøjelsesenzymer, man har brug for, bliver på smuk og koordineret vis produceret af de forskellige strukturer i tarmen,« siger Melita Gordon, ekspert i fordøjelsessystemet ved Royal Liverpool University Hospital.

»Kroppen producerer alle de nødvendige enzymer, på rette tid og sted.«

Forfatteren og kemikeren John Emsley påpeger, at selv om kul var kendt for at absorbere giftige molekyler, når det blev anvendes i gasmasker og til rensning af spildevand, er det overflødigt, når det handler om kost, fordi kroppen allerede er i stand til at fjerne alle de »dårlige, skadelige ting«, som indtages: »Det kan dog være med til at forhindre ildelugtende prutter,« siger John Emsley.

Placebo-effekt

SAS har også fremhævet adskillige eksempler på sportsstjerner, skuespillere og sågar en spansk minister, der har reklameret for Power Balance, et silikonearmbånd med et hologram. David Beckham, Kate Middleton, Robert De Niro og racerkøreren Rubens Barrichello har alle talt positivt om produktet. Greg Whyte, sportsforsker ved John Moores University i Liverpool, siger, at Barrichellos påstand om, at han havde det og klarede sig bedre, når han trænede med armbåndet på, ikke er overraskende:

»Fornemmelsen af øget præstationsevne som følge af Power Balance-armbåndet er sandsynligvis en placebo-effekt, fordi han forventer at mærke en forandring.«

Homøopatien har også gjort sig gældende. Julia Sawalha udtalte til Daily Telegraph:

»Jeg får ikke vaccinationer og tager ikke piller mod malaria, når jeg rejser til udlandet. Jeg tager det homøopatiske alternativ, som kaldes 'nosodes', og jeg er den eneste, der aldrig bliver syg.«

Jayne Lawrence, videnskabelig rådgiver for Royal Pharmaceutical Society, siger, at Sawalha har været heldig, da der ikke er nogen aktive stoffer i de homøopatiske behandlinger, der ville have beskyttet hende mod sygdommen.

Fornuftens stemme

SAS fremhæver Jennifer Aniston som en fornuftens stemme. Da det kom frem, at hun angiveligt levede af babymad, udtalte Aniston: »Sidst jeg fik babymad, har jeg nok været et år gammel. Jeg har spist fast føde i omkring 40 år.«

Et andet tema, som er fremherskende på denne tid af året, er 'afgiftning'. At det skulle være godt for kroppen, er en markedsføringsmyte, siger Lindsay Hogg:

»Vi så gerne, at flere berømtheder tjekkede de videnskabelige resultater, før de åbner munden og sender de forkerte budskaber ud i offentligheden.«

© Guardian & Information 2010

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu