Tidslinje for Susannes sag: To års ulovlig sagsbehandling

Tidslinje for Susannes sag: To års ulovlig sagsbehandling
11. januar 2011

23-årige Susanne ville være politibetjent og gøre en forskel. Men selv om hun som statsløs palæstinenser født i Danmark har krav på statsborgerskab, fik hun ligesom mindst 21 andre statsløse unge afslag fra Integrationsministeriet. Hun måtte vente to år, før ministeriet indstillede den ulovlige praksis, så hun nu kan realisere sin drøm om at blive en del af det danske politi.

I FORÅRET 2007 ansøger Susanne, der ikke ønsker at få sit fulde navn frem, om dansk statsborgerskab. Hun gør opmærksom på, at hun er statsløs.

Da hun vil være politibetjent, er ét af kravene dansk indfødsret. En del af ansøgningsskemaet består af, at Susanne skal skrive under på en lang række krav, f.eks. om troskab og loyalitet mod Danmark.

I afsnit fire skriver Susanne (se billede 1) således under på, at hun vil overholde loven og respektere grundlæggende danske retsprincipper – uden at ane, at Integrationsministeriet vil blæse på, at hun som ung statsløs født i Danmark har et FN-konventionsbeskyttet krav på at blive dansk statsborger, når hun fylder 18 år.

I JULI 2008 får Susanne afslag på at blive dansk statsborger fra Integrationsministeriet.

Afslaget begrundes med, at Susanne ikke har aflagt den indfødsretsprøve, som Venstre og Konservative har aftalt med Dansk Folkeparti (se billede 2).

Ministeriet gør ikke Susanne opmærksom på, at hun har krav på dansk statsborgerskab, når hun opfylder to enkle betingelser: Hun er født i Danmark som statsløs, og hun er ikke idømt en fængselsstraf højere end fem år.

I stedet forklarer ministeriet, hvordan Susanne skal bære sig ad med at melde sig til indfødsretsprøven.Hvis ministeriet havde behandlet Susannes ansøgning korrekt, havde hun fået dansk statsborgerskab i efteråret 2008. Afslaget fra Integrationsministeriet med krav om bestået indfødsretsprøve gør Susanne så vred, at hun klager.

Først ringer hun, og derefter skriver hun I SEPTEMBER 2008 en mail til ministeriet (se billede 3).

Det fremgår af klagen, at Susanne ingen anelse har om den ret, hun som ung statsløs har til dansk statsborgerskab. Og ministeriet har intet gjort for at retlede hende. Integrationsministeriet er knap ni måneder om at behandle klagen fra Susanne.

I MARTS 2009 skriver ministeriet, at klagen afvises (se billede 4). I strid med reglerne forklarer ministeriet, at man ikke har mulighed for at dispensere fra kravet om bestået indfødsretsprøve.

I stedet for at retlede Susanne om hendes konventionsbeskyttede krav om dansk indfødsret, nøjes ministeriet med at indskærpe, at hvis Susanne en anden gang vil søge om dansk statsborgerskab, skal hun opfylde de til den tid gældende krav.

I FEBRUAR 2010 vender Integrationsministeriet på en tallerken og opgiver den ulovlige sagsbehandling af ansøgningerne fra unge statsløse (se billede 5).

Den forklaring, som ministeriet angiver, nemlig en gennemgang af sagerne, passer ikke med, at ministeriet siden 2004 har vidst, at FN-konventionen skulle opfyldes ved, at de unge statsløse blev optaget på den lov, hvormed Folketinget to gange om året tildeler dansk statsborgerskab til udlændinge.

De unge statsløse

Frem til begyndelsen af 2010 afslog Integrationsministeriet i mindst 22 tilfælde at give dansk statsborgerskab til unge statsløse, der er født i Danmark. Afslagene var ulovlige, fordi Danmark i 1977 tiltrådte en FN-konvention, der netop garanterer statsborgerskab til disse unge statsløse. Det står klart, at ministeren og ministeriets embedsmænd kendte til konventionen, men alligevel fortsatte fejlbehandlingen af ansøgningerne.

Seneste artikler

  • Ministerium gav FN tom forsikring om statsløse

    6. juni 2011
    I august 2003 forsikrede Integrationsministeriet FN om, at fastlæggelse af statsborgerskab var en del af den 'almindelige asylprocedure' i Danmark. Men sagen om de statsløse kurdere, som Information for nylig har afdækket, viser, at det ikke var korrekt
  • Rønn ændrede først kurs, da ulovlig praksis blev opdaget

    9. maj 2011
    Forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech lod ulovlig praksis fortsætte og hemmeligholdt sagen om de statsløse i halvandet år. Da en advokat fik nys om, hvad der foregik, gik der otte arbejdsdage, før ministeren skiftede kurs
  • Ministerium skjuler oplysninger i statsløsesag

    13. april 2011
    Integrationsministeriet har overstreget konklusionen i et dokument, inden det blev udleveret som aktindsigt i statsløse-sagen. Overstregningen er sket af hensyn til Sverige, anfører ministeriet, men det er åbenlyst i strid med loven, vurderer eksperter

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu