Læsetid: 2 min.

Tre gange kritik for manglende orientering

Tre gange kritik for manglende orientering
31. januar 2011

I dag, mandag, skal Integrationsministeriet forklare sig i sagen om ulovlig sagsbehandling af statsløse. Eksperter slår på forhånd fast, at ministeriet tilsidesatte sin pligt til at informere borgerne om deres rettigheder, da man undlod at orientere statsløse om deres ret til statsborgerskab.

Tre gange har integrationsministeriet fået kritik af ombudsmanden for manglende orientering om sagsbehandlingen af statsløse:

Marts 2006

I marts 2006 kritiserer ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen Integrationsministeriet for ikke at have orienteret om en praksisændring, som ministeriet har gennemført i maj 2003. Ændringen er en lempelse i forhold til at få familiesammenføring, hvis ægtefællen tager en uddannelse, der kvalificerer til beskæftigelse – men ministeriet orienterer ikke om ændringen.

Læg mærke til, at ombudsmanden skriver, at en offentliggørelse skal ske ’straks’ – ellers stemmer det ikke overens med god forvaltningsskik. Læg også mærke til, at ombudsmanden henviser til ministeriets hjemmeside som et velegnet sted at gøre borgerne opmærksomme på gældende regler. Over for ombudsmanden erklærer ministeriet sig enig i kritikken, lige som ministeriet beklager, at orienteringen ikke er sket. Til gengæld lover ministeriet bod og bedring. I et svar til Folketinget forsikrer daværende minister Rikke Hvilshøj (V), at ’ministeriet er i færd med sags - område for sagsområde at fremfinde relevante notater mv. udarbejdet af ministeriet, der beskriver og har betydning for fastlæggelsen af ministeriets praksis for meddelelse af opholdstilladelse med henblik på, at disse gøres tilgængelige på ministeriets hjemmeside’.

På den baggrund gør ombudsmanden ikke mere ved sagen.

Maj 2007

Igen i maj 2007 må ombudsmanden kritisere Integrationsministeriet for manglende orientering om en praksisændring. Denne gang drejer det sig, som Jyllands-Posten kan afsløre, om en lempelse for pensionister, der efter ophold i et andet EU-land vil få lettere ved at få en udenlandsk ægtefælle til landet.

Næsten ord til andet, hvad ombudsmanden har sagt i den forrige sag. Igen henviser ombudsmanden til hjemmeside og en eventuel pressemeddelelse, så borgerne ville få mulighed for at indrette sig efter de gældende regler.

Endnu en gang lover ministeriet bod og bedring: Nu vil man gennemgå ’rutinerne for at sikre, at der fremover sker en hurtig formidling via den fælles hjemmeside’.

November 2008

Der går kun et år, så kommer den tredje påtale fra ombudsmanden. I 2008 afslører Berlingske Tidende, hvordan ministeriet og dets styrelse Udlændingeservice har undladt at orientere om de EU-regler, der kan give danskere familiesammenføring i Danmark udenom 24 års-reglen. Ombudsmanden beslutter sig endnu en gang for at gå ind i sagen, og hans undersøgelse fører endnu en gang til skarp kritik af ministeriet. ’Meget beklageligt’, mener ombudsmanden altså om ministeriets manglende vejledning.

I sin endelige afgørelse fra november 2008 udtaler han også: ’Det er særlig vigtigt, at vejledningen er i orden, når der som her er tale om et område, hvor vejledningen har vidtrækkende personlige konsekvenser for de pågældende.’

Hans Gammeltoft-Hansen understreger specifikt, at en myndigheds hjemmeside ikke må have forældede oplysninger eller ligefrem mangle oplysninger: ’At samle information på en hjemmeside og bruge hjemmesiden som led i vejledningen af borgerne er en stor fordel for både udlændingemyndighederne og borgerne,’ udtaler han. ’Men det kræver, at oplysningerne på hjemmesiden er korrekte. Oplysningerne må ikke være forældede, og der må heller ikke mangle oplysninger. Det har desværre været tilfældet her.’

Serie

De unge statsløse

Frem til begyndelsen af 2010 afslog Integrationsministeriet i mindst 22 tilfælde at give dansk statsborgerskab til unge statsløse, der er født i Danmark. Afslagene var ulovlige, fordi Danmark i 1977 tiltrådte en FN-konvention, der netop garanterer statsborgerskab til disse unge statsløse. Det står klart, at ministeren og ministeriets embedsmænd kendte til konventionen, men alligevel fortsatte fejlbehandlingen af ansøgningerne.

Seneste artikler

  • Ministerium gav FN tom forsikring om statsløse

    6. juni 2011
    I august 2003 forsikrede Integrationsministeriet FN om, at fastlæggelse af statsborgerskab var en del af den 'almindelige asylprocedure' i Danmark. Men sagen om de statsløse kurdere, som Information for nylig har afdækket, viser, at det ikke var korrekt
  • Rønn ændrede først kurs, da ulovlig praksis blev opdaget

    9. maj 2011
    Forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech lod ulovlig praksis fortsætte og hemmeligholdt sagen om de statsløse i halvandet år. Da en advokat fik nys om, hvad der foregik, gik der otte arbejdsdage, før ministeren skiftede kurs
  • Ministerium skjuler oplysninger i statsløsesag

    13. april 2011
    Integrationsministeriet har overstreget konklusionen i et dokument, inden det blev udleveret som aktindsigt i statsløse-sagen. Overstregningen er sket af hensyn til Sverige, anfører ministeriet, men det er åbenlyst i strid med loven, vurderer eksperter
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

’Meget beklageligt’, mener ombudsmanden altså om ministeriets manglende vejledning.'

Det blev gjort med fuldt overlæg, gjorde det. Og som tak for det skal jeg aldrig i mit liv stemme på Venstre, Konservative eller DF(Dem vil jeg sgu heller ikke røre med en ildtang da de er for brune til mig).