Baggrund
Læsetid: 2 min.

Uenighed på arbejdsmarkedet er den største i 25 år

Ikke siden midten af firserne har afstanden mellem arbejdsgivere og fagforeninger været så stor og uenighederne så skarpe, siger forsker. Valgkampen tegner sig for første gang i mange år som en klassisk kamp om økonomiske interesser
Ikke siden midten af firserne har afstanden mellem arbejdsgivere og fagforeninger været så stor og uenighederne så skarpe, siger forsker. Valgkampen tegner sig for første gang i mange år som en klassisk kamp om økonomiske interesser
Indland
22. januar 2011

Der er ingen nyskabelser over regeringens Vækstforum, der i går debatterede sit første udkast til en endelig rapport.

Tværtimod markerer de seneste dages stridigheder mellem på den ene side fagbevægelsens to repræsentanter og det erhvervslivsdominerede flertal af forummets medlemmer på den anden en tilbagevenden til en gammelkendt interessekamp, Danmark bare ikke har set i næsten 25 år.

»Det er en klassisk fordelingspolitisk valgkamp, der nu tegner sig. En kamp, der udover at dele Christiansborg, også meget skarpt deler arbejdsmarkedets parter. Dét er, rent ud sagt, fandeme længe siden, at vi har set det,« siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, der er professor ved Aalborg Universitet.

I udkastet til sin endelige rapport kommer Vækstforum, som omtalt i Information i går, med en lang række forslag, der er mere eller mere skrevet af fra regeringens erklærede politik. Især forslaget om at afskaffe efterlønnen har fagbevægelsen taget som en regulær krigserklæring og både LO-formand Harald Børsting og CO-Industri-formand Thorkild E. Jensen slog i går fast, de ikke kan skrive under på en rapport med dét indhold og dermed vil fagbevægelsens krig mod VK-regeringen blive intensiveret.

Tilbage til 80'erne

»Arbejdsgiverne er derimod helt med på vognen for regeringen leverer det, de ønsker. De går efter et større udbud af arbejdskraft, en lavere lønstigning og bedre konkurrenceevne. Det er regeringen enige i, og derfor medfører denne helt traditionelle konfrontationspolitik, som vi skal tilbage til 80'erne for at finde,« siger Flemming Ibsen.

Det var i de første fem år efter, at Poul Schlüter (K) i 1982 tiltrådte som statsminister, at der i dén grad var krig på kniven mellem arbejdsmarkedets parter og mellem den borgerlige regering og fagbevægelsen.

»Da kunne man opleve SiD-formand Hardy Hansen stå på forbundets kongres og fordele penge til lokalafdelinger alene med det formål at vælte den borgerlige regering,« siger Flemming Ibsen.

Men fra den såkaldte Fælleserklæring fra 1987 ændrede tingene sig.

Her gik arbejdsmarkedets parter sammen med den borgerlige regering i en fælles erklæring om, at den danske konkurrenceevne var truet og at lønstigningerne derfor skulle holdes i ro. Fagbevægelsen indså, at »jobfest« var bedre end »lønfest«. Til gengæld fik de i årene efter indført arbejdsmarkedspensionerne. Man fandt altså sammen om en fælles forståelse af, hvad der skulle til for at redde dansk økonomi og siden har konflikterne slet ikke været lige så skarpe og grundlæggende, som de nu er blevet igen.

Farvel til enighed

»Der var en storkonflikt i 1998, men den var lige efter bogen. Dét blev set som led i en naturlig arbejdskamp. Der var ikke de skarpe konfrontationer, som vi oplever nu. I dag er hele forbrødringen omkring flexicurity-modellen opgivet« siger Flemming Ibsen med henvisning til, at arbejdsgiverne vil kæmpe med regeringen for at øge fleksibilitet, arbejdsudbud og konkurrenceevne og at arbejdstagerne vil kæmpe med S og SF for velfærd og tryghed.

Det betyder dog ikke, at den danske model uigenkaldeligt er død: »Hvis rød stue kommer til magten, ved arbejdsgiverne godt, at de skal snakke med regeringen igen for at få indflydelse. Og bliver det omvendt blå stue, der vinder, så er fagbevægelsen i den grad i defensiven. Der er hele den venstre side af fordelingskampen på hælene. Så da vil det være en meget ydmyg fagbevægelse, der møder op. Men de vil møde op. Sådan er det jo,« siger Flemming Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Problemet er jo primært at fagforeningerne ikke har indset at situationen ikke hænger sammen...

Når Harald Børsting bliver konfronteret med det faktum at hver Dansker koster 850.000 kr. mere end han skaffer ind, så siger han at den slags [facts] vil han BARE ikke høre om...

De har fuldstændig mistet kontakten til den virkelige verden...

Absolut ikke. LO gør som mange andre blot opmærksom på, at fordelings-politiken alt for længe har vendt den tunge ende nedad og samtidigt har forfordelt den rige del af befolkningen.

Skal man pege på et problem med fagbevægelsen, må man henvende sig til Socialdemokraternes mantra under Lykketoft. Hvor man i retorikken alene hendvendte sig til: "den arbejdende del af befolkningen".

Fagbevægelsen mister på samme måde kontakten til den del af arbejdsstyrken, som på varierende vilkår har tabt forbindelsen til arbejdsmarkedet og er endt på håbløst lave overførsels-indkomster. Og som ikke længere repræsenteres på fornuftig vis. Man dækker dem ikke af i politikken, kort og godt.

Oppositionen har samme problematik kørende. Fordi man tilsyneladende allerede har afskediget den politisk vilje, som der rummes på de håbløst lave overførsels-indkomster.

Og det er et problem for oppositionen, at man ikke har forstået at mobilisere nogen vilje hos dette segment, idet der ikke foreligger nogen afgørende planer om at forbedre vilkårerne på området. Men fagbevægelsen og oppositionen deler for øjeblikket vilkår med dette segment, hvis et alternativt flertal skal sikres.

Spørgsmålet om den politiske vilje og tone, som omgiver 'arbejdsmarkedet', burde Information sådan set sætte sig for at afdække nærmere. Det ér nemlig en alvorlig del af vælgermassen. Det er beskæmmende lidt, man hører fra den kant på trods af det vælgerpotentiale, som rummes i sammenhængen. Og som kunne øve den afgørende indflydelse på et kommende valg. Man har for overførsels-indkomsternes vedkommende måttet "indkassere" et tab på købekraften på op imod 30-35% de seneste 15 år. Og hvor er et sådant deficit blevet af? Man efterspørger således en ganske anderledes fornuftig repræsentation i underdanmark.

Må vi i det mindste få anliggendet belyst, Information?...

Med venlig hilsen

Hanne Christensen

Hugo Barlach. Hvor er det godt skrevet. Jeg er helt enig. Såvel politikere, fagbevægelse og pressen svigter de svageste, eller rettere dem der står uden for arbejdsmarkedet - bortset fra dem, der ikke selv har valgt en efterløn eller folkepension.

Dybest set svigier de os alle. For vi risikerer jo alle at stå i situationen. At blive uarbejdsdygtige eller ledige.

Hvad er 1 % lønregulering værd, hvis du må stå mæt hatten i hånden, hvis du mister jobbet?

Hvad er al den gode sygebehandling værd, hvis huset samtidig ryger på tvangsauktion?

I øjeblikket findes et usædvanligt højt antal ledige i byggebranchen. Hvordan mon de har det? Men i stedet skal vi høre om, hvordan Harald Børsting har det i Vækstforum. Det er bestemt ikke ligegylidgt, hvad der foregår der. Men det bliver lidt akademisk, når hvis alle disse ledige hænder føler sig overset i forbifarten.

Rigtig mange af os i eller uden for arbejdsmarkedet bekymrer os mere om, hvorvidt vi kan betale huslejen næste gang eller 2 år frem, end om vi får en halv procent mere eller mindre i løn næste gang.

Dem-og-os filosofien har simpelthen spredt sig langt ind i fagbevægelsens rækker. Enten er du med, eller også er du ude fortolket på en ny måde. Enten er du i arbejde - eller også er du ude.

Og du har også fuldstændig ret i, Hugo -Bartach, at hverken S eller SF har fokus på at få rettet op på den skævhed. De tror, alle vælger er ligeglade med de syge og ledige, ja, nærmest peger fingre ad dem, og der derfor ikke er stemmer i at forbedre vilkårene.

Men jo mere det er gået op for mange danskere, hvor hærget vores velfærdssystem er blevet inden for det sociale felt, ja, jo mere utrygge bliver danskerne, og jo mere væsentligt bliver det at få genskabt den økonomiske tryghed.

Spørg borgerne om, hvad vi vil have de næste 5 år. Lønfremgang, en times længere arbejdstid m/u løn, hævet pensionsalder, skattelettelser eller tryghed i ansættelsen, eller tryghed i arbejdsløshedskøen.

Jeg vil godt give næste overenskomsts lønstigning, skattelettelsen, eller 12 minutter ganske gratis mere om dagen, eller 2 års senere pensioneringstidspunkt, eller efterlønnen, hvis fagbevægelse og/eller politikerne vil skabe større tryghed i samfundet, for både dem i arbejde som for dem, der står uden for arbejdsmarkedet..

Anbefaler også Barlachs indlæg.

jae, engang var der også arbejdsTAGERE, der ikke kunne forstå hvad de egentlig skulle stemme på arbejdsGIVER-partier for...

og nu er ved at være en del arbejdsLØSE, i bredeste forstand, som ikke kan forstå hvad de skal stemme på arbejdsHAVER-partier for ?

Efter måske 30 år på kontanthjælp og rettighedsløs kaffebrygning og kagehentning til arbejderklassen et par måneder om året... ?

'Toget er kørt' ?

Søren Kristensen

Eminent, Hugo Barlach.

Gorm Petersen

Vismændnes økonomiske model DREAM anerkender ikke eksistensen af arbejdsløshed.

Den tror kun på mangel på arbejdskraft.

Hvis DREAM har ret, er verdenshistorien absurd fordi arbejdsløshed spiller en dominerende rolle i hele industrialiseringens historie.

Omvendt - hvis verdenshistorien har ret, er DREAM absurd.

En absurd drøm.

Den absurde drøm må lukkes ned, og en hel generation af økonomer må henvises til historiens skraldespand.

Bjarne Bisgaard Jensen

Herligt med lidt uenighed på arbejdsmarkedet, så kan der måske ske noget nyt.
Udspillet fra vækstforum rummer jo ikke ligefrem de store visioner for, hvad dette land skal leve af fremover, så alle skud, herunder vildskud er velkomne.
Jeg tror at vi kommer til at se i øjnene at klassisk vesteuropæisk økonomiforståelse får et skud for boven i de kommende år, set i lyset af de store vækstøkonomier i Kina, Indien og Brasilien.
Ingen kommer med svar på hvad vi skal leve af fremover, her er diskussion om efterløn m.m. blot krusninger på den internationale nye økonomiske situation, og har derfor ingen gang på jord i forhold til målet om at bevare og kvalificere den danske velfærdsmodel.
Det må handle om uddannelse, uddannelse, ny teknologi gerne indenfor klima og grøn vækst hvis vi skal have en chance.

Tusind tak for opbakningen - til synspunktet altså.

At tænke sig: Op imod 200.000 arbejdsløse (alt efter opgørelsesmodel, 250.000 førtidspensionister, et hav af oversete folkepensioister uden fornuftig pension, ledige, syge, kontanthjælps-modtagere og så videre. Alle uden fornuftig repræsentation på organisations-niveau i de organer, som reelt deler indflydelsen (læs magten).

Og som partierne, end ikke i et valgår, forstår, ikke først og fremmest at appellere til, men såmænd kun at repræsentere i et eller andet fornuftigt omfang. For balancerne i debatten. Og i øvrigt sammenholdet i samfundet. På de nuværende debatvilkår beskyldes de pågældende grupper for at være ansvarlige for en misére, der dog alene er af politisk karakter.

Men appellen, som der ér tale om, går til medierne og specielt Information, i håbet om, at få gjort opmærksom på deficitten i debatten. Og hvorfor er det afgørende i et valgår? Fordi der på disse grupper ingen reelle tal er dukket op. Som snildt kunne efterspørges journalistisk. Eller stilles som spørgsmål til partierne.

Lidt mere prioriteret variation i debatten på redaktionsgangens glatte gulve. På forhånd tak...

Med venlig hilsen

"Hvis DREAM har ret"

Den model ligger allerede i graven, det er bare ikke gået op for regeringen.