Læsetid: 2 min.

Ung, oprørsk S-borgmester klapper i om efterløn

Den socialdemokratiske københavnerborgmester Anne Vang var tidligere på året aktiv fortaler for efterlønsafskaffelse. Men nu, hvor debatten raser, tier hun
6. januar 2011

Den københavnske S-borgmester Anne Vang er kendt for at turde tage bladet fra munden, selv om hun mener noget andet end sine partifæller.

Men nu har hun måske ændret strategi. I hvert fald vil hun ikke kaste sig ind i den verserende efterlønsdebat, selv om hun tidligere har været ivrig fortaler for reformer.

I april skrev hun eksempelvis en kronik i nærværende avis, hvor hun slog på trommer for, at Socialdemokraterne skulle stå ved, at de var et reformparti, og at der ikke var noget usocialdemokratisk ved en efterlønsreform.

»De fleste fra min generation er udmærket klar over, at vi ikke kommer til at gå på efterløn - og vi ønsker det heller ikke. Vi har fuld forståelse for, at nedslidte mennesker skal have lov til at trække sig tilbage. Men det kan man gøre på mange andre måder end efterlønnen,« sagde hun dengang til Information.

Og selv om en S-borgmester fra Nyborg mandag meldte ud, at han ville have efterlønnen reformeret, så pengene kunne komme de trængte kommuner til gavn, så er Anne Vang ikke så ivrig længere.

Hun ønsker ikke at lade sig interviewe om emnet, og Information har kun kunnet få følgende skriftlige svar via hendes pressechef:

»Jeg står ved det, jeg sagde i foråret om, at Danmark har brug for reformer - herun-der af efterlønnen - for at få økonomien til at hænge sammen, men jeg synes, at V og K's ideer om at afskaffe efterlønnen for at kunne lave skattelettelser er vanvittige. Det er ikke det, Danmark har brug for.«

Mere tavshed

Tidligere DSU-formand Jakob Bjerregaard, som også har været kendt som social-demokratisk fortaler for efterlønsreformer, forklarer over for Information, at han ikke ønsker at skabe yderli-gere larm om oppositionens politik på nuværende tids-punkt. Dermed er han på linje med flere Socialdemokrater, Information har talt med, som alle har lagt en dæmper på reformiveren netop som debatten kører på sit højeste.

Formand for DSU, Peter Hummelgaard, forklarer, at det også kan være svært at diskutere efterlønsreformer lige nu, fordi debatten er så sort-hvid.

»Lige nu er det et spørgsmål om, hvorvidt vi skal afskaffe efterlønnen eller ej. Det har jeg aldrig ment, at vi skulle, men jeg mener, at man kan ændre nogle ting i modellen. Men alt bliver gjort til et spørgsmål om, hvorvidt man er for eller imod rege-ringens forslag,« siger han og forklarer, at han til gengæld ser frem til at diskutere indretningen af efterlønnen, hvis oppositionen vinder valget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Olav Bo Hessellund

Dette må forstås som, at socialdemokraterne lurepasser for tiden - hvilken vej kommer vinden til at blæse, når stormen har lagt sig? Hvis den ellers lægger sig. Det er bare typisk for det parti...