Læsetid: 3 min.

Uret tikker for Lene Espersen

Utilfredsheden med Lene Espersen er brudt ud i lys lue hos Konservative, hvor flere og flere opfordrer hende til at gå. Og helst hurtigt
Utilfredsheden med Lene Espersen er brudt ud i lys lue hos Konservative, hvor flere og flere opfordrer hende til at gå. Og helst hurtigt
13. januar 2011

Presset på Lene Espersen øges time for time. Efter at hun for lidt over to år siden blev kåret som konservativ formand og var 'Simply the best', ønsker stadig flere i baglandet nu offentligt, at hun går af som leder.

Budskabet fra en række konservative tillidsfolk er enslydende: Gå af og overlad posten som politisk leder til justitsminister Lars Barfoed.

Mogens Lønborg, formand for den konservative gruppe i Københavns Borgerrepræsentation og tidligere sundheds- og omsorgsborgmester i København, er den hidtil højest placerede konservative, som opfordrer Lene Espersen til at gå.

»Der er ikke noget perspektiv i, at hun bliver. Jeg tror ikke, hun kan rejse partiet op inden et folketingsvalg. Jeg kan ikke se, hvilket tryllegreb hun kan tage nu, hvor det er gået nedad over lang tid,« siger han og fortsætter:

»Jeg er sikker på, at hun har gjort alt, hvad hun kan. Og uanset om det er retfærdigt eller ej, så er det fremadrettet set perspektivløst. Derfor bør man nu skifte politisk leder. Den er trukket over, og jeg møder ikke nogen, der tror på, at hun kan lave det om,« siger han.

Gennem de seneste døgn er presset på Lene Espersen øget markant. Medlemmerne af folketingsgruppen vil helst ikke tale om sagen, men flere er frustrerede over nedsmeltningen i meningsmålingerne og udsigten til, at deres plads i Folketinget kommer i fare ved det kommende valg.

Flere støtter dog fortsat Espersen, men partiets magtfulde økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen, fik onsdag formuleret sig på en måde, der godt kunne antyde, at der er udløbsdato på opbakningen. Lene Espersen er den bedste leder af partiet »lige her og nu«, lød det på vej ind til et gruppemøde.

»I den nuværende situation synes jeg ikke, at der er andre muligheder lige nu. Det synes jeg ikke,« siger han.

Siden er fulgt et brev fra den konservative vælgerforening i Helsingør, hvori de opfordrer folketingsgruppen til at vælge en anden politisk leder, mens de samtidig opfordrer Lene Espersen til at blive som udenrigsminister.

»Jeg vil ikke kommentere brevet yderligere ud over, at vi har sendt brevet til folketingsgruppens medlemmer, som nu skal have lov til at overveje det,« siger formanden i Helsingør, Søren Reinhardt Poulsen.

En formel udskiftning på posten som partiformand kræver et landsråd. Men den politiske leder er der, hvor magten reelt ligger, og netop den post er det op til folketingsgruppen at besætte. Lokalformænd fra andre flere kredse sluttede sig siden til kritikken fra Helsingør. En enkelt kreds foreslår dog Brian Mikkelsen som leder.

»Det eneste rigtige vil være, hvis Lene Espersen trækker sig til fordel for Økonomi- og Erhvervsminister Brian Mikkelsen,« siger Grethe Saabye, formand for den konservative gruppe i Lejre.

Analysen blandt flere konservative er, at et eventuelt magtskifte skal gå stærkt og helst ske inden regeringen samles til seminar på mandag. Som en siger, så er det ikke længere et spørgsmål, om Lene Espersen kan blive som formand, men om hun går før eller efter valget.

Samtidig er der dog en opfattelse af, at medlemmerne af folketingsgruppen lige nu vogter lidt på hinanden. Ingen vil sætte lavinen i gang. Angiveligt var temaet oppe at vende allerede for en måneds tid siden, hvor centrale konservative skulle have spurgt Lene Espersen, om hun stadig syntes, at hun var den bedste leder af partiet - underforstået at man kunne finde en anden løsning, hvis hun var indstillet på det. Det var hun ikke.

Senere denne måned er Lene Espersens ledelse til diskussion, når hovedbestyrelsen i partiet mødes.

»Jeg bakker da op om Lene Espersen, men alt er i spil og intet er helligt i den her situation. Når du står på fire til fem procent i meningsmålinger, så er vi nødt til at finde løsninger,« siger hovedbestyrelsesmedlem John Lohff, fra Sønderborg.

Det har ikke været muligt at få Lars Barfoeds kommentar til udviklingen. Lene Espersen selv befinder sig i Mellemøsten - i øvrigt i selskab med Hillary Clinton.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu