Offentliggørelse af forskningsresultater i internationale videnskabelige tidsskrifter er ikke bare vejen til akademisk anerkendelse, men også til big business. Ny forskning viser, at de internationale tidsskrifter har store økonomiske interesser i at offentliggøre forskning, der er sponsoreret af medicinalindustrien. Årsagen er blandt andet, at privatfinansieret forskning bliver citeret oftere end offentlig forskning, og det er med til at gøre tidsskriftet mere prestigefuldt at få sin forskning publiceret i, forklarer Andreas Lundh, der forsker på Nordisk Cochrane Center ved Rigshospitalet.
»Men tidsskrifterne bliver også tilskyndet til at offentliggøre medicinsk forskning sponsoreret af medicinalindustrien, fordi industrien presser eller lokker med køb af op til en million eksemplarer af den videnskabelige artikel om deres egne medicinske forsøg,« forklarer han.
Det giver tidsskrifterne enorme indtægter, når de offentliggør medicinalindustriens forskning, og risikerer i værste fald at påvirke den redaktionelle bedømmelse af, hvilken forskning der er bedst egnet til offentliggørelse, siger Andreas Lundh.
»Det skulle jo helst være sådan, at vurderingen kun har noget at gøre med forskningens relevans og kvalitet, men tidsskrifter mener ikke selv, at det er noget problem, fordi redaktørerne ikke er de samme som de økonomisk ansvarlige,« siger han.
At de store internationale tidsskrifter i højere grad offentliggør forskning sponsoreret af industrien, kan imidlertid også farve vores billede af, hvilken medicin eller behandling der er bedst.
»Det er veldokumenteret, at industriens forskning er meget mere positiv end tilsvarende forskning i det offentlige, fordi industrien ikke publicerer alle de negative forsøgsdata,« forklarer Andreas Lundh.
Når forskningen først er offentliggjort i et stort internationalt tidsskrift, får den en enorm troværdighed, der kan føre til indtægter i milliardklassen for medicinal- industrien, fordi lægerne ofte vil udskrive medicin, der har været omtalt der.
»Udviklingen kan betyde, at lægerne kommer til at overvurdere effekten og undervurdere skadevirkningerne af visse typer medicin, og kan i sidste ende føre til, at patienter får en behandling med lægemidler, der ikke er nær så gode, som vi troede,« mener Andreas Lundh.
Manglende åbenhed
Forskerne bag undersøgelsen har dog ikke påvist, at den store indtjening fra medicinalindustrien rent faktisk ændrer tidsskrifternes redaktionelle prioriteringer.
De store pengestrømme skaber dog tvivl om lødigheden af den medicinske forskning, især fordi der er meget lidt åbenhed fra tidsskrifternes side omkring deres indtægter fra medicinalindustrien, mener Andreas Lundh.
»De videnskabelige tidsskrifter har været meget efter lægerne for, at de burde deklarere, hvilke beløb de modtager fra medicinalindustrien, men kun to ud af de seks internationale tidsskrifter ville give os data på, hvor stor en del af deres indtjening, der stammer fra industrien, så tidsskrifterne har et problem i forhold til åbenheden omkring det her,« siger han.
Videnskabelig redaktør på Ugeskrift for Læger, professor Jacob Rosenberg, mener dog ikke, at de industri- sponsorerede forsøg skæv- vrider forskningens kvalitet.
»Jeg vælger at tro på, at redaktøren vælger de bedste forsøg til sit tidsskrift«, udtaler Jacob Rosenberg til Ugeskrift for Læger.
At specielt de store tidsskrifter tjener penge på salg af særtryk af forsøg er ifølge redaktøren velkendt og naturligt. Jakob Rosenberg kan godt se fornuften i at offentliggøre indtægterne fra særtryk, men ikke antallet af industrielt sponsorerede forsøg. Ugeskrift for Læger har ifølge ham ikke særligt mange industrisponsorerede forsøg og optrykker kun sjældent særtryk af videnskabelige artikler, skriver Ugeskrift for Læger.
Medcinalvare-industriens 'Se og Hør' og Euro(wo-)men for aktie-interessenter, disse tidsskrifter. Troværdigheden ér røget, hvis man må må koble til avancerne på rygestop-præparater? Hvorfor er der forresten ikke tilskud til disse?
Med venlig hilsen
Al forskning der involverer markedsførte præparater skal man forholde sig skeptisk til. Det samme med præparater som ikke helbredder sygdomme.