Læsetid 2 min.

Akkreditering af akkreditering af akkreditering

I debatten om tillid frem for kontrol er de mange akkrediteringsøvelser, som især landets uddannelser underlægges, gået mere eller mindre fri. Det er mærkværdigt, for her vokser kontrollen og bureaukratiet
7. februar 2011

I dag akkrediteres der overalt på alle uddannelser, ikke mindst på universiteterne. Det er besynderligt fordi universiteterne i sig selv er en slags akkrediteringsinstitution. Ansættelser foretages på baggrund af faglige vurderinger fra særligt kvalificerede bedømmelsesudvalg. De studerende evalueres af vejledere og eksterne censorer igennem hele deres studietid. Kandidat-, ph.d.- og doktorgrader tildeles på baggrund af strenge videnskabelige kriterier. Universiteter er, som tidligere rektor for Roskilde Universitet Henrik Toft bemærker i bogen Universitetsledelse, i mange sammenhænge allerede opbygget omkring evaluerings- og akkrediteringsritualer. Derfor er det påfaldende, at der er kommet endnu et akkrediteringslag. Alle uddannelser skal akkrediteres af en godkendt akkrediteringsinstitution, og der er yderligere forslag om at gentage akkrediteringen efter fem år.

Der er tale om et voksende bureaukrati, der koster enorme ressourcer. Det er ikke usædvanligt, at en studieleder må have ekstra hjælp til at levere tal og dokumentation til akkrediteringen. Man lærer selvfølgelig altid noget, og det er vi jo ikke bange for på uddannelsesinstitutionerne, men det står ikke i forhold til den tid, det tager. Den knappe tid, der er til at udvikle uddannelserne, anvendes i stedet til akkreditering. Det leder til dårligere uddannelser og stressede medarbejdere. Akkreditering startede som et middel til at opnå udvikling. Nu er omfanget så stort, at vi må stille os selv spørgsmålet, om midlet er blevet et mål i sig selv?

Mellem 'er' og 'bør'

Vi skal måske også spørge os selv om, hvad det egentlig er, der foregår i en akkrediteringsproces. Et overset perspektiv er, at de mange akkrediteringsøvelser falder ind under formlen for kritik. Det er en simpel formel, men en virksom en af slagsen. Kritik udløses mellem er og bør, dvs., mellem hvordan det forholder sig, og hvordan det burde være. De mange standarder eller målepunkter, som følger en akkrediteringsøvelse, er alle mål, der potentielt afviger fra, hvordan det faktisk er på den pågældende uddannelse. Der er således tale om en lang række øvelser, der underkaster institutionen en ejendommelig form for selv- kritik. De involverede i akkrediteringsøvelserne begynder at stille spørgsmål som: Følger jeg de overordnede mål? Har jeg nået delmålene? Det ender måske med en ny type af selvkritik, hvor målepunkter, standarder bliver nye baggrunds- værdier for, hvad der kan betragtes som rigtigt.

Voldsomt indgreb

Nu vil man måske indvende, at selvkritik kan være godt en gang imellem. Rigtigt, men en akkreditering er et voldsomt indgreb. Det er jo ikke, fordi der ikke er tradition for masser af kritik, evaluering og endda også, hvad man kan kalde akkreditering på universiteterne. De studerende evaluerer deres undervisere, undervisere evaluerer hinanden, forskere evaluerer hinandens resultater, censorer evaluerer eksaminatorer - og alt er i øvrigt dokumenteret via censor- indberetninger, forskningsstatistikker mv.

Formand for rektorkollegiet Jens Oddershede foreslog for ikke så lang tid siden, at man kunne »reducere i den papirmølle, der er oprettet til akkreditering af uddannelser«. Måske er det tid til, at regnedrengene i Finansministeriet fik sat beløb på, hvor meget der kunne spares, hvis vi skar lidt ned på akkrediteringer af akkrediteringer af akkrediteringer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Ja mon ikke de 16-18 mia. kr. som regeringen påstår kan fås ved at afskaffe efterlønnen letter kunne fås ved at ophæve al den kontrol og styring som OVK har indført.