Læsetid: 3 min.

Allerede i efteråret 2008 kendte ministeriet den ulovlige praksis

På et nordisk embedsmandsmøde i Stockholm i oktober 2008 blev de nordiske landes praksis med FN-konventionen om statsløse diskuteret. Det var danskerne, der rejste sagen, siger nordmændene, og det bekræftes af en svensk deltager
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech flankeret af Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup ved pressemødet i Integrationsministeriet. Information kan i dag afsløre, at ministeren i endnu længere tid end hidtil dokumenteret har kendt til problemerne med den ulovlige sagsbehandling.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech flankeret af Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup ved pressemødet i Integrationsministeriet. Information kan i dag afsløre, at ministeren i endnu længere tid end hidtil dokumenteret har kendt til problemerne med den ulovlige sagsbehandling.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

26. februar 2011

Embedsmænd fra de nordiske landes integrationsministerier mødes en gang om året og drøfter spørgsmål om statsborgerskab. Værtskabet går på omgang, og den 16. oktober 2008 blev mødet afholdt i det centrale Stockholm i det svenske ministeriums lokaler i regeringsbygningen på Fredsgaden 8.

Den nu pensionerede svenske departementsråd Gunnar Hermanson deltog i mødet. Han fortæller, at den danske delegation, anført af kontorchefen i Integrationsministeriets Indfødsretskontor, bragte et emne på banen, som man ville vende med kollegerne: FN's konvention fra 1961 om begrænsning af statsløshed. »Jeg erindrer, at man ville høre, på hvilken måde de øvrige nordiske lande havde gennemført denne FN-konvention,« som Gunnar Hermanson siger til Information.

15 måneders tavshed

Ifølge en kortfattet redegørelse, som Barne-, likestillings- og inkluderingsdepartementet i Norge, som Information modtog i går, var det netop de danske embedsmænd, der rejste spørgsmålet på mødet.

De nye oplysninger fra Norge og Sverige rykker tidspunktet for, hvornår Integrationsministeriet i Danmark må være blevet klar over, at noget var rivende galt med sagsbehandlingen af ansøgninger fra unge statsløse, med i hvert fald to måneder. Dermed forlænges den periode, hvor ministeriet på ministerens ansvar har undladt at orientere Folketinget om en konventionsstridig sagsbehandling - det drejer sig som minimum om perioden fra oktober 2008 og frem til januar 2010.

Torsdag kunne Information dokumentere det, som Birthe Rønn Hornbech hidtil ikke havde ønsket at oplyse, nemlig at hun har kendt til ministeriets ulovlige sagsbehandling i mere end et år.

De nye oplysninger betyder, at det har taget Birthe Rønn Hornbechs ministerium mindst 15 måneder at give besked til Folketingets Indfødsretsudvalg om, at FN-konventionen ikke er blevet overholdt. Den orientering kom først med et brev den 26. januar 2010.

På trods af ministeriets viden om FN-konventionens konsekvenser fra senest oktober 2008 fortsatte Indfødsretskontoret frem til starten af 2010 med at give afslag efter afslag til unge statsløse. Mindst 14 afslag i løbet af 2009.

Også i januar 2010 sendte ministeriet et afslag. Modtageren var, som Information beskrev i forgårs, gymnasiepigen Mariam El Sadek i Aarhus. Afslaget havde samme dato som det brev, ministeren underskrev til Indfødsretsudvalget, da hun orienterede om den fejlagtige praksis over for statsløse som Mariam El Sadek.

Hurtige nordiske svar

Nøjagtig to måneder efter embedsmandsmødet i Stockholm henvendte Integrationsministeriet sig igen til de nordiske kolleger. Denne gang pr. mail. Igen var det de øvrige nordiske landes implementering af FN-konventionen, der blev spurgt til.

Svenskerne svarede, som Information dokumenterede torsdag, på bare to dage, nemlig den 18. december 2008. Af svaret fremgik det, at svenskerne i deres praksis gik langt længere i forhold til at sikre statsborgerskab til unge statsløse, end FN-konventionen krævede.

Det norske svar var lidt længere tid undervejs. Den 8. januar 2009 vendte nordmændene tilbage på den danske forespørgsel. Det fremgår af redegørelsen fra Barne-, likestillings- og inkluderingsdepartementet, som Information har modtaget.

I det norske svar i januar 2009 til Integrationsministeriet blev det understreget, at Norges folkeretslige forpligtigelser ville have forrang, hvis der eventuel skulle opstå modstrid mellem FN-konventionen og den norske statsborgerlov.

Svarene fra Sverige og Norge gik altså i modsat retning i forhold til Integrationsministeriets ulovlige sagsbehandling.

Rønn til nordisk samråd

Et halvt år senere blev FN-konventionen om statsløshed igen diskuteret på nordisk plan. Igen var det Danmark, der var initiativtager. Det var den 26. juni 2009, hvor der var ministermøde i det såkaldte Nordiske Samråd på Højt Niveau om Flygtningespørgsmål (NSHF)

»Danmark tog op, hvordan FN-konventionen om begrænsning af statsløshed er gennemført i de nordiske landes lovgivning og praksis, specielt med henblik på eventuelle vandelskrav for statsløse personer,« fremgår det af den norske redegørelse, som Information har modtaget.

Efter det nordiske samråd ventede Birthe Rønn Hornbech endnu syv måneder, før hun den 26. januar 2010 orienterede Indfødsretsudvalget.

Og der skulle gå endnu et år, før Birthe Rønn Hornbech valgte at overholde den vejledningspligt, der gælder for myndigheder. Den 11. januar 2011 lagde ministeriet en vejledning til de statsløse på hjemmesiden, hvor de kunne læse om deres rettigheder ifølge FN-konventionen. For første gang kunne unge statsløse læse om rettigheder, som de har haft siden fødslen.

Vejledningen kom først, da den ulovlige sagsbehandling blev afdækket i offentligheden.

Serie

De unge statsløse

Frem til begyndelsen af 2010 afslog Integrationsministeriet i mindst 22 tilfælde at give dansk statsborgerskab til unge statsløse, der er født i Danmark. Afslagene var ulovlige, fordi Danmark i 1977 tiltrådte en FN-konvention, der netop garanterer statsborgerskab til disse unge statsløse. Det står klart, at ministeren og ministeriets embedsmænd kendte til konventionen, men alligevel fortsatte fejlbehandlingen af ansøgningerne.

Seneste artikler

  • Ministerium gav FN tom forsikring om statsløse

    6. juni 2011
    I august 2003 forsikrede Integrationsministeriet FN om, at fastlæggelse af statsborgerskab var en del af den 'almindelige asylprocedure' i Danmark. Men sagen om de statsløse kurdere, som Information for nylig har afdækket, viser, at det ikke var korrekt
  • Rønn ændrede først kurs, da ulovlig praksis blev opdaget

    9. maj 2011
    Forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech lod ulovlig praksis fortsætte og hemmeligholdt sagen om de statsløse i halvandet år. Da en advokat fik nys om, hvad der foregik, gik der otte arbejdsdage, før ministeren skiftede kurs
  • Ministerium skjuler oplysninger i statsløsesag

    13. april 2011
    Integrationsministeriet har overstreget konklusionen i et dokument, inden det blev udleveret som aktindsigt i statsløse-sagen. Overstregningen er sket af hensyn til Sverige, anfører ministeriet, men det er åbenlyst i strid med loven, vurderer eksperter
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jamen se treenigheden på billedet - Det var ikke en fejl.
Det er en løgn der krakelere, det har aldrig været de 3's ønske at give palæstinensere dansk statsborgerskab.

Er demokraturet virkelig på retur ?

For blot 2 år siden ville et interview have foregået sådan her (oppositionspolitikerens replikker er vist med O, og journalistens replikker med J):

O:
"Det er for dårligt at regeringen gør sådan og sådan. Der burde iværksættes en dommerundersøgelse."

J:
"Regeringen har flertal sammen med Dansk Folkeparti, og kan blokere for en sådan undersøgelse. Er det ikke snarere oppositionen, der har et problem ?"

O:
"Jeg mener befolkningen har krav på at få at vide, hvad der er sket".

J:
"Er det ikke bare politisk drilleri ? Regeringen og Dansk Folkeparti er valgt af et flertal af vælgerne, og så må man vel gå ud fra, at et flertal af vælgerne ikke ønsker sagen undersøgt".

Det er en fantastisk tanke, at det ikke længere er sådan. Hvorfor har de borgerlige pludselig mistet kontrollen over deres egen presse, efter så mange år uden problemer ?