Læsetid: 3 min.

Birthe Rønn talte usandt ved samråd

Det er i modstrid med sandheden, at integrationsministeren ifølge eget udsagn 'den ene gang efter den anden' skulle have forsøgt at gøre Folketinget opmærksom på de ulovlige afslag på statsborgerskab til statsløse unge
Birthe Rønn Hornbech (V) kan ikke forklare ministeriets ulovlige afslag på statsborgerskab til statsløse unge.

Birthe Rønn Hornbech (V) kan ikke forklare ministeriets ulovlige afslag på statsborgerskab til statsløse unge.

Michael Bothager

12. februar 2011

Oppositionen har »snorksovet« og er selv skyld i, at sagen om Integrationsministeriets ulovlige afslag på statsborgerskab til statsløse unge først nu er kommet frem i offentligheden. Det forklarede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ved onsdagens samråd om de statsløse unge. Selv havde ministeren nemlig ifølge eget udsagn klart gjort rede for den ulovlige sagsbehandling, da Folketinget i efteråret 2010 behandlede det lovforslag, der blandt andet skulle sikre statsborgerskab til de statsløse unge, som tidligere havde fået afslag i strid med to FN-konventioner. »Sjovt nok,« forklarede ministeren ved samrådet, var der dengang ingen kritik fra oppositionen, »selv om jeg hele tiden selv stod og sagde den ene gang efter den anden: 'Her har vi begået fejl. Her har vi begået fejl. For det er nemlig regel nummer et, efter jeg er blevet minister, at hos os indrømmer vi fejl,« sagde hun.

Birthe Rønn Hornbech fortalte også under samrådet, at »den fatale fejl, der er sket, i ministeriet,« har hun »erkendt tre gange under tre behandlinger i Folketingssalen«.

Men det er ikke korrekt, at ministeren således skulle have forsøgt at gøre Folketinget opmærksom på ulovlighederne. Udskrifterne fra Folketingets arkiv af første-, anden- og tredjebehandlingen af lovforslaget, viser, at Bir-the Rønn Hornbech ikke kom med nogen indrømmelse af den »fatale fejl« under forhandlingerne.

En lidt sen opdagelse

I fremsætttelsestalen under førstebehandlingen beskrev ministeren lovforslaget som ethvert andet lovforslag om indfødsret. Hun forklarede i fremsættelsestalen, at lovforslaget »omfatter 1.736 personer« og kom så med de sædvanlige formuleringer om dansk statsborgerskab uden at nævne, at 22 af de 1.736 personer på lovforslaget nu skulle tildeles indfødsret, fordi de tidligere havde fået ulovlige afslag fra hendes ministerium.

Først da Dansk Folkepartis Søren Krarup blandede sig i debatten med en kritik af, at nogle af personerne på lovforslaget nu skulle have dansk statsborgerskab »på grundlag af FN's konvention om begrænsning af statsløshed«, kom konventionerne om statsløshed overhovedet på tale. Og da Birthe Rønn Hornbech igen fik ordet, nøjedes hun med at konstatere, at »når vi har underskrevet de konventioner, skal vi selvfølgelig også overholde dem, selv om vi lidt sent opdager, at de er der.«

At denne lidt sene opdagelse i realiteten dækker over flere års ulovlig sagsbehandling, var der ingen i Folketingssalen, der forstod. Og heller ikke under Folketingets anden- og tredjebehandling indrømmede ministeren, at den »fatale fejl« var sket. Hun nøjedes med at understrege, at konventioner nu engang skal overholdes, også selv om DF ikke bryder sig om dem. Det tætteste, hun kom på en indrømmelse af sammenhængen, var en noget uklar bemærkning om, at der var så mange statsløse palæstinensere på lovforslaget, »fordi dem, der bor her, jo har ansøgt om statsborgerskab tidligere og ikke har fået det, netop fordi jeg har besindet mig.«

'Helt utilstedeligt'

SF's indfødsretsordfører Hanne Agersnap har tidligere påpeget, at ingen i Indfødsretsudvalget kunne forventes at forstå de juridiske formuleringer i den skrivelse om sagen, som Birthe Rønn Hornbech sendte til udvalget den 26. januar 2010. Her forklarede ministeren, at »behandlingen af sager omfattet af pkt. 4.1.3. i bemærkningerne er sket i overensstemmelse med de almindelige retningslinjer for behandlingen af sager om dansk indfødsret«. I realiteten dækkede formuleringerne over en årelang ulovlig sagsbehandling, men det var der ingen i udvalget, der opdagede.

»Og nu forsøger ministeren så at give indtryk af, at vi i hvert fald skulle have forstået sammenhængen under forhandlingerne i Folketinget senere på året, selv om hun tydeligvis forsøgte at skjule lovbruddet. Det er helt utilstedeligt,« siger Hanne Agersnap.

Dansk Folkepartis indfødsretsordfører Søren Krarup ser intet problem i, at integrationsministeren ikke ligefrem ruttede med oplysningerne i Folketingssalen.

»Alt, hvad hun siger, er rettet til mig, og derfor gør hun selvfølgelig ikke så meget ud af at tale om fejlen, men taler i stedet om nødvendigheden af at respektere konventionerne,« siger han.

»Og jeg kan da godt forstå, at hun prøver at pakke det lidt ind, for det er jo den stakkels kontorchef i Indfødsretskontoret, der kommer til at hænge på den. Hun vil da selvfølgelig prøve at beskytte hende, og det har jeg fuldstændig forståelse for og sympati med. Birthe Rønns adfærd er et meget smukt forsøg på at beskytte hende.«

Integrationsministeren har ikke ønsket at udtale sig til Information om sagen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Birthe sagde selv under samrådet at ansvaret er hendes. Og at hun beklager. Men nu vil pastor Krarup ha' os til at tro at hun faktisk beskyttede sin underordnede.

Borgfruen Birthe den Omsorgsfulde. Kreativiteten flyver lavere og lavere over land.

Dorte Sørensen

Er det ikke BRH i en nøddeskal efterhånden. Først giver hun kryptiske udmeldinger som ingen forstår, for så at håne folk for at de ikke forstod hendes udmelding.
Men er sådan en adfærd en minister værdi. I mine øjne er det en af ministers opgaver at informerer så folketingets medlemmer og ikke mindst befolkningen forstår budskabet.
PS: Tak til Information for at følge sagen så grundigt.

Ja man får virkelig tårer i øjnene ved tanken om den "stakkels kontorchef", som enten har taget initiativ til eller har fulgt en politisk ordre om at overtræde loven for at fratage en udsat gruppe noget, de havde ret til.

Hun har virkelig optrådt heltemodigt, og det ville sandelig være helt urimeligt, hvis sagen skulle få nogen form for konsekvenser for hende.

(ADVARSEL: Ironi kan være anvendt)