Borgerlige profiler kræver Rønn går af

Integrationsministerens kendskab til fejlbehandlingen af de statsløse gennem over et år, får nu flere borgerlige profiler til at kræve Birthe Rønns afgang. Ikke alene er hun på kant med loven, hun er også en stor belastning for den borgerlige anstændighed
Integrationsministerens kendskab til fejlbehandlingen af de statsløse gennem over et år, får nu flere borgerlige profiler til at kræve Birthe Rønns afgang. Ikke alene er hun på kant med loven, hun er også en stor belastning for den borgerlige anstændighed
Indland
26. februar 2011

Det er ikke kun skadeligt for integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) selv, når det kommer frem, at hun har undladt at rette op på fejlbehandlingen af de unge statsløse i mere end et år. Det er mindst lige så skadeligt for hele den borgerlige sag. Det siger flere prominente borgerlige stemmer nu til Information. Flere mener, at ministeren bør gå af.

»Hendes person er så stor en belastning for regeringen, at Løkke ikke bare kan vente på et eller andet notat. Hun er simpelthen nødt til at gå af,« siger journalist og tidligere pressechef for de konservative, Niels Krause Kjær.

»Det her er tydeligvis en meget alvorlig sag for Birthe Rønn selv. Men det er også et problem for de borgerlige. Det prikker til alle de spændinger, der længe har været i blå blok gennem årene: hvor stram skal hele flygtningeområdet være, hvor meget skal DF bestemme, osv.,« siger Niels Krause Kjær.

Netop ud fra et liberalt standpunkt bør det være principielt, at lovens ord altid vejer tungest, mener Venstres tidligere europaprofil Karin Riis-Jørgensen, som kalder sagen »ubegribelig.«

»Det er også hele DNA'en i EU-samarbejdet, at det må være lov og ret, der tæller, og ikke magten. Når vi belærer andre lande om, hvordan de skal opføre sig, forpligter det også os til at overholde loven i en så alvorlig sag.«

Hun opfordrer især Liberal Alliance, som endnu ikke støtter en uvildig undersøgelse, til at være sig det liberale ansvar bevidst: »Hvis de virkelig er liberale, så bør de sætte retten frem for magten, for det er netop kendetegnet ved det liberale sindelag. Deres navn forpligter dem til at følge deres liberale instinkt.« Karin Riis-Jørgensen vil dog ikke gå så langt som til at kræve Rønns afgang.

Minder om Tamilsagen

Rønn blev, som Information afslører med dagens forsidehistorie, allerede i efteråret 2008 opmærksom på fejlbehandlingen af de unge statsløse. Dermed står det klart, at ministeren ignorerede den ulovlige sagsbehandling i over et år.

Forfatter, samfundsdebattør og medstifter af den borgerligt-liberale tænketank CEPOS, Claes Kastholm Hansen, mener derfor, at sagen nu minder så meget om Tamilsagen, at Birthe Rønn Hornbech ikke længere kan fortsætte som minister.

»Uanset om man sympatiserer med de borgerlige idealer eller ej, ændrer det ikke ved, at Rønns situation er meget alvorlig. Sagen minder mere og mere om Tamilsagen, og jeg kan ikke se anden udvej end, at hun går af,« siger Claes Kastholm Hansen.

Han hæfter sig ved, at hun ikke alene har undladt at ændre på fejlbehandlingen i mere end et år. Hun har også undladt at oplyse folketinget om det. Det er en klar overtrædelse af ministeransvarlighedsloven, mener han.

»Jeg må åbent og ærligt sige, at jeg simpelthen ikke fatter, at ministeren har gjort det her. Indtil andet er bevist, må vi selvfølgelig gå ud fra, at der ikke foreligger ond vilje, men det kan ikke forklare hendes ageren i denne sag. Det er helt langt ude i skoven,« siger Kastholm.

Også borgerlig kommentator Ulrik Høy ser for mange lighedstræk med Tamilsagen til, at ministeren kan blive siddende på posten.

»Så vidt jeg kan se, har man bevidst fejlbehandlet, ligesom i Tamilsagen, og det kan man naturligvis ikke. Men hun prøver på det, og det er under al kritik. Det er jo først, da det bliver afsløret, at hun jammerligt forsøger at lappe hullerne,« siger Høy.

Tabt anseelse

Tidligere var Rønn ellers indbegrebet af den borgerlige anstændighed, mener Ulrik Høy. Men med denne sag har hun én gang for alle mistet retten til den titel.

»Den kære Birthe bør træde tilbage i morgen. Jeg holder meget af hende, både hendes kampmod og stædighed, og jeg har engang sagt, at hun er Grundlovens forkvinde i Danmark. Men med denne sag har hun simpelthen solgt alt til stanglakrids,« siger Ulrik Høy.

Sagen fortæller dog ikke noget nyt om Rønns opførsel som minister, mener Niels Krause Kjær.

»Man kan undre sig over, at hendes ry og omdømme var så stort og flot, som det var engang. For gennem hele sin tid som minister, har hun udvist en adfærd som ikke har været køn at se på. Både i forhold til offentligheden, pressen og oppositionen,« mener han.

»Hun kan ikke undskylde sig med omstændighederne eller påstå, at hun ikke kendte til fejlbehandlingen. Her har hun jo stået for det helt og aldeles selv, så hun har ingen andre udveje end at træde ned,« siger Krause Kjær.

De unge statsløse

Frem til begyndelsen af 2010 afslog Integrationsministeriet i mindst 22 tilfælde at give dansk statsborgerskab til unge statsløse, der er født i Danmark. Afslagene var ulovlige, fordi Danmark i 1977 tiltrådte en FN-konvention, der netop garanterer statsborgerskab til disse unge statsløse. Det står klart, at ministeren og ministeriets embedsmænd kendte til konventionen, men alligevel fortsatte fejlbehandlingen af ansøgningerne.

Seneste artikler

  • Ministerium gav FN tom forsikring om statsløse

    6. juni 2011
    I august 2003 forsikrede Integrationsministeriet FN om, at fastlæggelse af statsborgerskab var en del af den 'almindelige asylprocedure' i Danmark. Men sagen om de statsløse kurdere, som Information for nylig har afdækket, viser, at det ikke var korrekt
  • Rønn ændrede først kurs, da ulovlig praksis blev opdaget

    9. maj 2011
    Forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech lod ulovlig praksis fortsætte og hemmeligholdt sagen om de statsløse i halvandet år. Da en advokat fik nys om, hvad der foregik, gik der otte arbejdsdage, før ministeren skiftede kurs
  • Ministerium skjuler oplysninger i statsløsesag

    13. april 2011
    Integrationsministeriet har overstreget konklusionen i et dokument, inden det blev udleveret som aktindsigt i statsløse-sagen. Overstregningen er sket af hensyn til Sverige, anfører ministeriet, men det er åbenlyst i strid med loven, vurderer eksperter
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er jo Ikke alene Rønn, der har fejlet....
Men nok bekvemt for de borgerlige at skyde hele skylden på hende!!!
Det er jo blot toppen af isbjerget!!
Hvem griber fat i de forrige integrationsministre eller DF?

Mads Kjærgård

Hmm ja hørte fra en der kender lidt til "magtens korridorer", at alle beslutninger i Integrations Ministeriet skal over Pia K.

Enig med Mette Hansen. Det er meget forudsigeligt at de borgerlige stand-up-kommentatorer, nu forsøger at reddes hvad reddes kan, ved at gøre skandalen til en personsag, der udelukkende handler om integrationsministerens moralske habitus.

Ved at forsøge at gøre det til en personsag, forsøger stand-up-kommentatorerne at skjule at der er tale om et strukturelt problem i det danske samfund, nemlig at Dansk Folkepartis racistiske menneskesyn har fået lov til at gennemsyre alle dele af det danske samfund, herunder embedsværket.

Skandalen er en helt logisk og naturlig konsekvens af at det højreekstremistiske Dansk Folkeparti siden 2001 har haft afgørende indflydelse på dansk politik, og derfor er det i virkeligheden en underordnet detalje, at integrationsministeren ligesom de foregående integrationsministre er en samvittighedsløs og kynisk personage.

Jacob Christiansen

Borgerlig anstændighed... Hvad er det?

Steen Erik Blumensaat

Alle i guder i jeres forsamling,
knus hendes magt.
`` Knæk hver en ege og fælg i hendes hjul
og send det runde nav ned ad himlens bjerg til afgrundens dyb! ``
Hamlet.

Steen Erik Blumensaat

hele logikkens historie består i et forsøg på at definere et acceptabelt dumhedsbegreb: At udstille den Kosmiske dumhed.

Tom W. Petersen

Nå - nu begynder nogle, der opfatter sig selv som folk med anstændig borgerlig moral at titte lidt frem og sige noget om ulovlighederne i integrationsministeriet.
»Danmark er en retsstat, hvor lov er lov, og lov skal holdes. Hvis ikke en borgerlig regering skulle stå for det, ved jeg ikke, hvem der skulle,« siger Helge Adam Møller d. 25 - men ikke før. Og Karin Riis-Jørgensen i dagens avis er ganske usmagelig at læse, fordi hun først siger det nu.
Hvor har disse pæne folk været med deres borgerlige anstændighed i al den tid, denne foragtelige sag er blevet afdækket af den lille avis? De har overladt anstændigheden og sagens afdækning til de to ihærdige journalister. De har lurepasset, har de. Og nu kommer de lige frem for at give deres lille skub til den hældende vogn. Hvor er det dog patetisk.
Det vi grundigt har lært siden 2001 er, at det netop ikke er en borgerlig regering, der står for værdier som lovlydighed og borgerlig anstændighed.

Fru Hornbæk har i lang tid vist en adfærd, der er en hån mod simpel anstændighed, hvad enten det drejer sig indstillingen til pressen eller til hendes politiske kritikere.

I enhver henseende udtrykker hun en foragt for alle modstandere, og hendes udgangspunkt er altid, at hun er den eneste, der forstår, hvordan tingene hænger sammen, og at alle andre er idioter.

Da jeg ikke støtter VOK-regeringen, kan jeg kun glæde mig over, at hun stadigvæk har statsministerens fulde opbakning.

Michael Borregaard

Der eksisterer noget negativt, i det negative ved ovenstående beskæmmende håndtering af sagen omkring de statsløse - det giver Lars Løkke og Claus Hjort lidt "fred" omkring deres håndtering og talmagiske manipulation i deres vision for en afskaffelse af efterlønnen.

Blikket er rettet mod Birthe Rønn Hornbech, og hvor ansvaret skal placeres - er enig i, at der skal placeres et ansvar, kunne derfor godt have tænkt mig, at LA, havde været lidt hurtigere ude, og sørget for, at der var kommet en uvildig undersøgelse af forholdene.

Danmark, står dog stadigvæk over for vanskelige økonomiske udsigter, det må vi ikke glemme i al den palaver de tre musketterer, Birthe Rønn Hornbech, Søren Krarup og Jesper Langballe skabte under samrådsmødet - det der i dag er kendt som en Hornbech.

Er sikker på, at de fleste, har opdaget, at rønnebærene der er blevet proppet i dette syltetøjsglas er sure.

bjørn holst jespersen

Kernepunktet i sagen er Rønns udtalelse: "Da jeg blev (gjort?) opmærksom på sagen/konventionen..."

Og det relvante spørgsmål er: Hvem og hvornår. Det er helt enkle spørgsmål og de er så vidt jeg har kunne læse endniu ikke blevet besvaret præcist.

Indtil videre er "hvornår" skridt for skridt rykket nærmere og nærmere på Ministerens tiltrædelsestidspunkt. Og det dokumenterede tidsspænd (med fortsatte ulovlige afslag til statsløse) mellem, at hun er blevet opmærksom på forholdet og hendes orientering af folketinget, er allerede blevet så stort, at garden af anstændigehedsvogtere for alvor er begyndt at rykke ud.

Men der er stadig ikke blevet svaret ordentilgt på spørgsmålene....var det fx. et udefra kommende brev, en klage? Eller var det embedsværket, der allerede ved hendes tiltrædelse orienterede hende om den "diskutable" tilstand på statsløseområdet?

Som sagen har udviklet sig siden samrådet, er Rønns hukommelsesproblemer kommet til at stå i et ekstremt mistænkeligt skær, og det er meget svært at tro andet. end at hun ikke har ønsket at stå ved det lange tidsforbrug med at tage stilling til konventionsfortolkningen. Men spørgsmålet er selvfølgelig om det er endnu værre....om 17 måneder skal opjusteres til 26, og det dermed også bliver klart, at konventionen har været syltet under den foregående Rikke Hvilshøj. Med hendes vidende. Og hvad med under Bertel Haarder?

Derfor er det fint at Venstres EU parlamentariker foreslår Liberal Alliance at kræve en ubvildig undersøgelse. Men hvorfor foreslår hun ikke sit eget parti at få startet sådan en? Det samme kunne jeg ønske mig fra de andre, der mener, at Rønn må gå af.

Hvem, hvornår og hvorfor....?

Og så en eller anden form for credit til Rønn for - omend modstræbende - trods alt at have besluttet at bringe praksis i orden.

olivier goulin

Interessant hvis en eventuel videre kulegravning af denne sag vil afsløre, at DF har lagt pres på ministeren for at tilsidesætte reglerne. Da vil skandalen være fuldkommen.

Søren Krarup har jo åbent, og ikke overraskende erklæret, at han helst så denne regel afskaffet.

/O

Jeg tror at vi her vil se skandale af en karakter som formodentlig aldrig er set foer i en dansk regering.

Administrationen i et ministerie er blevet styret af folk fra et parti uden for regeringen, bevist uloveligt administration af de love som DF ikke syntes om og med statsministerens godkendelse.

Der er kun en ting at goere, statsministeren maa traede tilbage og udskrive valg, og der maa forbredes en rigsretssag.

Hvis regeringen ikke går af og en rigsretssag indledes findes "borgerlig anstændighed" ikke - så det sker nok ikke...
Men det ville da klæde Venstre at stå bag deres minister og ikke forsøge at lade hende gå planken ud alene. Men hvordan kan nogen tillage at delegere beslutningskraft til nogen, der ikke kan gøres ansvarlige for noget som helst?

@Bjørn Holst Jespensen

Af den orientering, som Birthe Rønn Hornbæk gav til indfødsretsudvalget 27. januar 2010, der fremgår det helt klart, at den ulovlige praksis har stået på siden 2004.

Indfødsretsloven blev ændret i 2004, og herefter "glemte" man helt enkelt, at man som følge af ændringen fremover skulle behandle ansøgninger fra statsløse efter andre regler end de normale. Det stod eller helt klart i lovens bemærkninger.

Bertel Haarder var minister, da Indfødsretsloven blev ændret i 2004, men blev kort tid senere afløst af Rikke Hvilshøj.

http://www.ft.dk/samling/20091/almdel/ifu/bilag/37/790761.pdf

bjørn holst jespersen

@Lars Hansen.

Tak for oplysningen. Jeg mener også, at det er ved at være klart, at praksisen har stået på længere end Rønns ministervirke. Det jeg sigter til er graden af bevidsthed i ministeriet og specielt hos ministerene om det konventionsstridige i praksisen.

Rønns hukommelse virker i øvrigt til at være livet så tilstrækkeligt meget op, at hun godt husker hvor ubegribelig oplysningen om konventionen og dens mangelfulde inplementering var for hende. Så måske dukker tid og person også snart op.

Når hun siger "der kommer tusindvis af parpirer over mit bord..." eller "det er ikke alt der når op til ministeren..." og kommer med andre appeller til overbærenhed og forståelse, så blinker lamperne jo fortsat på bs-detektoren.

BRH ved udemaerket hvad der er sket, hvis information ikke havde gravet det frem, saa var der som SK siger jo ingen der havde opdaget det.

Det goer sagen til en katastrofe, da embedsmaendene/kvinder selvfoelgelig har vist det men er bevist blevet paalagt at admistrere mod loven, nogle er formodentlig skiftet ud, men paalagt tavshedspligt/ kan aldrig faa et andet job.

Der er noget totalt forkert, hvor mange af denne slags sager findes i ministerierne????

@ Lars Hansen

Man glemte ikke, DF forboed det, og der er formodentlig andre ligende ting som ligger under gulvtaeppet.

Jeg synes at det er sørgeligt at det tegner til at Birthe Rønn ender med at sidde med hele aben. Det er frygetligt at se hvordan en kvinde, der engang stod som garant for retsikkerhed og anstændighed, er endt med at blive et monster. Men lad dette være en lære for alle der påtænker at hænge ud med DF.

Def bør foretages en uvildig undersøgelse af hele sagen; også selvom BRH går af. Det er ikke i orden at hun ender med at være den eneste skurk, ligeså lidt som det var retfærdigt at Grethe faxe Møller endte med at være syndebuk for Ninn Hansen.

@Lars Hansen. Jeg siger også tak for din oplysning.

Tak Information! farvel Birthe Rønn!
Nu vil jeg gerne vide, hvem der ellers har kendt til lovbruddet: embedsmænd, andre og tidligere ministre, samt folketingsmedlemmer, som alle er skyldige og skal stilles til ansvar, uanset hvor mange de er.

bjørn holst jespersen

@Ursula Nielsen

Enig. Birthe Rønns primære forsvar ser nu ud til at være "Jeg har bragt det i orden".
En lidt konspiratorisk hjerne kan nemt få det til at være første del af en sætning, der fortsætter med "...i modsætning til min(e) foregænger(e)"...

Og hvis svaret på hvem, der gav hende oplysningen om "uordenen", ikke pegede på et forudgående magtmisbrug, så var ministeren nok efterhånden kommet i tanke om det.

Hvor er DI og DA? Hvad mener de om, at VK har skabt et Danmark, hvor udenlandske turister og forretningsforbindelser kan risikere chikane, hvis de er af ikke-nordisk type?

Hvad mener de om, at danskere, der lever moderne og globalt, skal ledes af en regering i det 21. årh., der lader sig styre af Grundtvig-nostalgi med absurde pointsystemer?

Her er nogle portrætter i Berlingske

Vi vil nok aldrig faa hele sandheden at vide, men jeg tror at det bliver uhyggelig laesning, eller allerede er, i den rapport, BRH ikke vil frigive. Og den kommende rigsretsag, vil afsloere et embedsmisbrug som vi slet ikke har kunnet forestille os kunne ske i Danmark.

Anne Marie Pedersen

Det spændende ved sagen er ikke om der er begået ulovligheder. Det spændende er hvor gode ministre og embedsmænd har været til at skjule deres spor. Hvis de har været rigtig gode, så kan det være vi virkelig aldrig får en opklaring.

Gad vide hvor mange embedsmaend/ kvinder der er skiftet ud i integrationsministeret i de sidste 10 aar?????

Og? Det er altså ikke alt, der kommer op til ministeren eller alle papirer, ministeren ser, uanset om det er en han eller hun, som er minister. Og i TV-avisen i dag sagde hun at da hun spurgte (enten i 2008 eller i 2010) om, hvorfor og hvordan praksis var endt sådan, ja så kunne man ikke svare, eller også ville man ikke svare.

Praksis er endt sådan, fordi man siden i hvert fald 2004 indførte denne praksis - med Dansk Folkeparti's velsignelse ser det ud til. Og DF's holdning ser ud til at være 'lad være med at sige det til nogen - det bliver alligevel aldrig opdaget.' Men det blev det - af Birth Rønn Hornbech i oktober 2008. Og som skrevet andetsteds (af mig) ville hun være helt sikker på at noget var galt, før hun ryddede op.

Er desuden helt enig at der synes at være et strukturelt problem her...

Borgerlig anstændighed er at give en (brugt) busbillet til manden man lige har tømt lommerne på.

Det bliver interessant når hele dette modbydelige forløb er blevet afdækket i sin helhed at sammenligne tidskurven med de øvrige politiske og økonomiske forhandlinger der parallelt har fundet sted mellem VK og O...

Borgerlig anstændighed er ikke retableret ved at Birthe Rønn går af.

Anstændigheden deponerede V og K i Pia Kjærsgaards lomme, da Anders Fogh blev statsminister.

Så hvis begrebet borgerlig anstændighed igen skal give mening, kræver det selvransagelse i V og K og den helt nødvendige bodsgang:

afstandtagen til DF og alle deres gerninger og al deres væsen; en uvildig dommerundersøgelse af regeringens embedsførelse i alle årene med særlig fokus på overtrædelser af Grundloven og diverse internationale konventioner og de lovbrud, som DF direkte eller indirekte har fremtvunget, Rønn for en rigsret og ditto med Claus Hjort, Anders Fogh og Lars Løkke.

Og så vil det lille ord undskyld også være rart at få på banen.

I øvrigt finder jeg det patetisk, når borgerlige kommentatorer nu flokkes om håndvasken. De har stiltiende set til i alle årene, mens Danmarks udlændingepolitik er blevet mere og mere rabiat. Gik den så gik den. INGEN har på noget tidspunkt sagt 'nok er nok' til Pia Kjærsgaard. Men nu hvor regeringen er i opløsning for alles øjne, stiller de sig bedrevidende an. Vorherrebevares! Hvad kan man bruge en person som Claes Kastholm til her og nu? Højst som et skrækindjagende eksempel på borgerlig dobbeltmoral.

Skadefryd er sjældent smukt, men tilgiv: jeg ELSKER at se VKO i knæ. Hovmod står for fald, og hvor er det dog fortjent.

mange af de politiske kommentatorer lyder sku da som nogle som er ansat af V & K til at give deres spin troværdighed, politiske kommentatorer skal hedde at være neutrale og i dagens Danmark er de i sig selv totalt til grin for det er så åbenlyst når de plaprer deres propaganda spin af på TV, jeg kalder det spin for det ser ud til at nogle af dem har slået deres selvstændige/kritiske tankegang fra.

Jeg ville også mene at det er virtuelt umuligt at det kun var Rønn alene som kendte til den ulovlige praksis i ministeriet, der må have været flere parter som evt. også har haft indflydelse på den førte politik, uanset skal dem som velvidende så tiende til, også stå til ansvar, som i alle andre kriminelle sager hvor dem som beskytter en forbryder fra at blive retsforfulgt, har gjort sig selv medskyldig.

Det her handler ikke om borgerlig anstændighed.

Den var der ikke meget af, da BRH blev minister.

bjørn holst jespersen

@Karsten Aaen

Tak for henvisningen. Nu har jeg set Rønns udtalelser til TV Avisen igår, og selv om det stadig er lidt uklart, hvordan oplysningen om uordenen er kommet frem(!), så kan det konstateres, at man i perioden frem til orienteringen ca. halvandet år senere er fortsat med at give afslag som hidtil. En korrekt procedure burde, som jeg har forstået det, være at stille sagerne i bero, og orientere ansøgerene om hvorfor.
Det har man undladt. Og spørgsmålet er, om man har undladt dette for at undgå at skabe opmærksomhed om forholdet. Desuden kan den meget indadvendte ageren fra "opdagelsen" til orienteringen, plus selve orienteringen også tolkes som om et forsøg på at undgå opmærksomhed. Men den slags spørgsmål kan formodentlig kun afklares, ved tilståelse.

Det som til gengæld er klart er, at ministeren har stillet sig tilfreds med ikke at kunne få svar på, hvordan det kunne være, at praksis havde udviklet sig på den måde. Der ligger potentielt en meget grim sag. Søren Krarup snakker om ikke at skulle gå efter den embedsmand eller lille kontormus, som måtte have lavet en fejl. Og hvis det viser sig faktisk at være tilfældet, at der er sket en fejl (altså af uvidenhed/misforståethed), så kan jeg da godt gi ham ret. På den anden side er han lidt for meget part i sagen til, at jeg synes, det er tilstrækkeligt til at jeg umiddelbart kan tilslutte mig hans holdning.

truels v bisgaard

Den her sag ligner efterhånden enden for den "der er ikke noget at komme efter" - 10 årige succes. Endelig.

Det vi ser her er et ministerie og et ministeransvar der er blevet forvaltet af, ikke af regeringen, men af et parti udenfor regeringen. Som ikke har ministeransvar.

Hvordan det saa er kommet saa vidt, der vil jeg give BRH ret "det er uforstaaeligt".

Jeg kan ikke forestille mig at det er sket foer i Danmark, hvilken skandale.

Regeringen maa traekke sig oejeblikkelig.

Havde Danmarks borgerlige bare været en lille smule anstændige sad en masse af mine kære landsmænd ikke over i Sverige med deres udenlandske ægtefæller på nuværende tidspunkt.

Danmarks borgerlige er ikke anstændige og er ikke nobel mennesker der er værd at stole på. Hvis de vil bruge Rønn til at gemme sig bag ved så lad dem dog det.

Det ændre dog intet. Borgerlig anstændighed er og bliver en illusion der ikke eksisterer.

jesper ovesen

Birthe Rønns jagede ansigtsudtryk og besynderlige absencer har måske en enkel forklaring: hun handler og har altid handlet under instruksoppefra fra en statsminister og DF. Så er det hele lettere at forstå, hvorfor skulle hun ellers påtage sig rollen som pauseklovn?