Læsetid 6 min.

Hiv-loven blev både skabt og aflivet af folkedybet

Nu, hvor befolkningen ikke længere frygter bøssepesten og hiv, har politikerne endelig mod på at afskaffe den ugennemtænkte og diskriminerende hiv-lov. Både læger, jurister og forskere har årevis i kritiseret hiv-loven, der gør ubeskyttet sex strafbart
Information satte for fire måneder siden fokus på hiv-loven og afdækkede, hvordan sygdommen i dag ikke smitter i nævneværdigt omfang på grund af hiv-virus-bremsende medicin. Det har nu fået Justitsministeriet til at suspendere loven med henblik på en permanent lovændring.

Information satte for fire måneder siden fokus på hiv-loven og afdækkede, hvordan sygdommen i dag ikke smitter i nævneværdigt omfang på grund af hiv-virus-bremsende medicin. Det har nu fået Justitsministeriet til at suspendere loven med henblik på en permanent lovændring.

science photo
18. februar 2011

Da frygten herskede, bukkede politikerne under og indførte i 1994 en hiv-lov, som blev skærpet yderligere i 2001.

Loven blev af læger og jurister kritiseret for at være åbenlys diskriminerende, men først nu, hvor befolkningen ikke længer frygter »bøssepesten«, har politikerne mod på at droppe loven.

Den har hidtil betydet, at hiv-smittede kunne risikere op til otte års fængsel for at have ubeskyttet sex med ikke-smittede uden at oplyse om sin status. Og så er det i teorien ligegyldigt, partneren bliver smittet.

Information satte for fire måneder siden fokus på loven, og blandt andet afdækket, hvordan hiv i dag ikke smitter i nævneværdigt omfang. Det har nu fået Justitsministeriet til at suspendere loven med henblik på en permanent lovændring.

Sagens forløb viser tydeligt, hvordan vi som samfund reagerer mod al viden og logik, når en folkestemning er tilstrækkelig ophidset, mener professor i journalistik og statskundskab ved Syddansk Universitet Erik Albæk, der har beskæftiget sig med medier og symbollovgivning.

»Det er jo først nu, hvor hiv i mindre grad vækker forargelse eller bliver set som en farlig bøssepest, at man vælger at ændre loven. Men der er tilsyneladende det, der skal til. For det var jo også folkestemningen, der i første omgang overhovedet fik loven vedtaget,« siger Erik Albæk, som mener at loven i første omgang var »et klassisk eksempel på, hvordan politikerne handler i hast på en folkestemning«:

»Nogle gange handler politikerne med en lov, som kan være direkte modproduktiv,« siger han.

Det kontraproduktive vil vi vende tilbage til.

Enhedslistens Per Clausen har stillet spørgsmål til justitsministeren i sagen, og her kom det således frem, at Sundhedsstyrelsen kunne bekræfte, at risikoen for, at en velbehandlet hiv-smittet kan smitte andre, er stort set ikke-eksisterende.

Det var dette svar, som nu har fået Rigsadvokaten, Kriminalforsorgen og Justitsministeren op af stolene. De vil sørge for, at alle versende hiv-sager »indtil videre stilles i bero,« og samtidig vil man kigge på muligheden for at ændre selve loven.

Men Per Clausen undrer sig over, at justitsministeren først nu vælger at handle.

»Jeg finder det absurd, at denne sag ikke er blevet taget op i Justitsministeriet noget før. Der er ingen af de oplysninger, ministeren har indhentet i forbindelse med sit svar til mig, som de ikke har kunnet skaffe hele tiden,« siger Per Clausen og henviser til den årelange kritik, som loven har påkaldt sig fra både læger, jurister og hiv-eksperter.

Hiv fik særstatus

Hiv-loven blev vedtaget i 1994 efter en spektakulær sag om en haitianer, der havde haft ubeskyttet sex med en række danske kvinder. I 1994 blev det slået fast i bemærkningerne, at kriminaliseringen af den hiv-smittede kun skulle gælde, så længe lægevidenskaben ikke havde fundet en måde at forlænge smittedes liv med mindst 12-14 år.

Men i 2001, da Sundhedsstyrelsen oplyste Justitsministeriet, at hiv ikke længere var livstruende på grund af de forbedrede behandlingsmuligheder med kombinationsmedicin, skærpede man blot loven.

Begrundelsen var, »at sikre, at det i lyset af de forbedrede behandlingsmuligheder for hiv/aids også fremover vil være muligt at straffe personer, der forvolder fare,« som det fremgik af bemærkningerne.

Men loven virker, ifølge flere fagfolk, direkte imod forebyggelsesindsatsen, fordi den afskrækker folk fra at lade sig teste.

»Helt simpelt kan man sige, at man er bedre stillet rent lovgivningsmæssigt ved ikke at kende sin hiv-status, end man er, hvis man kender den. Og den lille ting gør, at nogle får bare lidt sværere ved at komme op og blive undersøgt,« sagde antropolog og projektleder hos STOP AIDS Ole Møller Markussen til Information i efteråret. Han bakkes op af både foreningen Hiv-Danmark samt flere læger og jurister.

Svenske Lillemor løj

At loven og stigmaet omkring hiv kan gøre det svært at være åbenhjertet omkring sin status, blev i 2009 tydeliggjort i en opsigtsvækkende sag i Sverige, hvor man har en lignende hiv-lovgivning.

I 1986 rejste den dengang 19-årige Lillemor til Frankrig, hvor hun forelskede sig i en mand. Men da romancen endte, og Lillemor skulle tilbage til Sverige, opdager hun ud af, at hendes franske elsker har smittet hende med hiv.

Hun prøvede at fortrænge sin hemmelighed og valgte ikke at dele sin status med nogen, hverken læger eller familie.

Lillemor fortsatte sit liv i Sverige som om intet var hændt, og da hun møder sin mand og får to børn, fortæller hun stadig ingen om det.

Men da manden en dag opdager hendes hemmelighed, vil han skilles og Lillemors sag bliver et offentligt anliggende. Hun bliver i den svenske presse hængt ud som »HIV-kvinden og får frataget forældremyndigheden over sine børn.

Hun endte med at afsone 30 måneder i fængsel. Det til trods for, at ingen, hverken manden eller hendes to børn, havde fået virussen.

»Det første, hun får at vide, da hun ankommer til fængslet, er Lad være at fortælle nogen her, at du er hiv-smittet,« fortæller Andreas Berglöf fra organisationen Hiv-Sverige, som har fulgt sagen tæt.

»Det er jo en fuldstændig absurd sag, og Lillemors historie viser med alt tydelighed, at loven har en decideret skadelig effekt. For hvem har lyst til at blive set som kriminel? Den underliggende stigmatisering af hiv-smittede lægger jo ikke ligefrem op til, at man råber sin status fra tagene,« siger Andreas Berglöf. »Hun blev hængt ud i medierne som en ond og frygtelig person, men hvordan kan man tro, at hun reelt ønskede at smitte sin egen mand og børn? Hun var bange for omverdens reaktion og tydeligvis med rette.«

Andreas Berglöf og Hiv-Sverige ser med glæde, at loven i Danmark nu ser ud til at blive ændret, for det kan måske smitte af på folkestemningen over for hiv-smittede i Sverige.

»Jeg har mødt flere af de hiv-smittede, der er blevet dømt i Sverige, og aldrig har jeg mødt én, som ønskede at smitte andre,« siger Andreas Berglöf.

Vil stadig kunne straffes

I en artikel fra Ugeskrift for Læger sidste år slog også danske jurister og læger fast, at loven er diskriminerende over for hiv-smittede, fordi den gør deres sygdom særlig strafbar, når der i forvejen er dækning i loven for at straffe ved grove tilfælde af bevidst smitteoverførsel:

»At ændre lovforslaget vil derfor ikke medføre straffrihed for de grove tilfælde,« påpeger strafferetsprofessor ved Copenhagen Business School Vagn Greve.

»Den vil alene medføre en ligestilling mellem hiv/aids og alle andre alvorlige, smitsomme sygdomme og medvirke til en afstigmatisering af de hiv-smittede.«

Det vil altså stadig være strafbart, hvis man bevidst smitter andre med virussen.

Per Clausen afviser, at en lovændring vil være det samme som at blåstemple ubeskyttet sex eller gøre det straffrit at smitte andre med vilje. Den vil blot fjerne en unødig kriminalisering af uskyldige mennesker, mener han. »Man må bare konstatere, at smitterisikoen er så lille, at der ikke længere er et legalt grundlag for at gennemføre en straffeforanstaltning på det her område. Og det gælder jo stadig, at begge parter er ansvarlige for deres eget helbred og sørge for at være beskyttet,« siger Per Clausen.

Politisk anstændighed

Professor på Syddansk Universitet Erik Albæk glæder sig over, at den særlige hiv-lov nu er suspenderet og ser ud til at blive ændret permanent.

»Det her er virkelig en af den slags sager, hvor man må spørge sig selv: Hvad var egentlig formålet med den ud over det symbolske? For det lå sådan set i straffeloven allerede, at det var ulovligt at gøre skade på andre med forsæt,« siger Erik Albæk

Sagen er blot endnu et eksempel på en symbollovgivning, som ikke er tænkt til ende, mener han.

»Hiv-lov, burkaforbud, det er jo ren symbolpolitik,« siger Erik Albæk.

Bør sagens forløb ikke mane til eftertanke om, hvordan vi fremover vælger at reagere på en særlig folkestemning?

»Jo, det bør det selvfølgelig. Men jeg tror, det er meget svært at komme til livs. Hvis en politiker kan se sin egeninteresse i at promovere en lov som denne, så er der intet, der forhindrer dem i at gøre det. Ud over deres egen anstændighed selvfølgelig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu