Læsetid: 3 min.

Kendt lighedsekspert kritiserer Ole Sohns lighedspolitik

Stigende ulighed kan godt være udtryk for vækst i samfundet, har Ole Sohn tidligere sagt til Information. Men det er en fejlslutning, mener en international kendt lighedsekspert, som i går var inviteret til Ceveas såkaldte Uligheds Topmøde
Stigende ulighed kan godt være udtryk for vækst i samfundet, har Ole Sohn tidligere sagt til Information. Men det er en fejlslutning, mener en international kendt lighedsekspert, som i går var inviteret til Ceveas såkaldte Uligheds Topmøde
24. februar 2011

SF’s gruppeformand Ole Sohn var i går sat under lup ved Ceveas såkaldte Uligheds Topmøde 2011.

Stigende ulighed kan godt være udtryk for mere vækst og dynamik i samfundet, slog Sohn forleden fast i Information.

»Hvis man går fra højkonjunktur til lavkonjunktur, så øges ligheden, fordi der er flere, der bliver arbejdsløse,« sagde han.

Men det standpunkt blev i går kritiseret, både af Cevea og af den internationalt kendte britiske lighedsforsker Richard Wilkinson. Han har netop skrevet en bog, der analyserer de rigeste samfund i verden og måler en lang række sociale skavanker i forhold til, hvor lige eller ulige samfundene er. Hans forskning viser, at ulighed rammer bredt i samfund, og altså ikke kun bunden, og han var i går inviteret som hovedtaler ved konferencen.

»Det er klart, når der er lavkonjunktur, bliver de rige mindre rige, og teoretisk ville det rigtig nok mindske uligheden. Men hvis arbejdsløsheden stiger, hvilket den jo også gør, når der er lavkonjunktur, så bliver de fattige jo tilsvarende fattigere,« forklarer Richard Wilkinson.

»Der er intet som helst, der tyder på, at ulighed stimulerer væksten. Faktisk er det jo sådan, at i samfund hvor der er stor ulighed, spilder man blot landets potentielle talentmasse, og den sociale mobilitet bliver forringet. Og det er alt sammen bad for business,« sagde Wilkinson til spørgsmålet om Sohns udtalelser.

SF’s ultraliberalisme

Konferencen var arrangeret af Cevea med formålet at sætte fokus på uligheden i Danmark, og både danske og internationale talere var inviteret til at give deres besyv med om ulighedsspørgsmålet.

Blandt andet var centrum-venstrefløjens holdning til ulighed i fokus, og flere gange i løbet af dagen kom Ole Sohns udmelding op hos debattører på begge sider af det politiske spektrum. Debatredaktør på Dagbladet Børsen og bestyrelsesmedlem af Cepos, Christoffer Arzrouni, blev i et debatpanel sat overfor Villy Søvndal og formand for FTF, Bente Sorgenfri, og også Christoffer Arzrouni havde bidt mærke i Sohns usædvanlige bemærkning.

»Man skal altid starte med at rose,« åbnede Arzrouni sit oplæg fra panelet foran den store forsamling.

»Og derfor vil jeg gerne rose SF for deres drift mod det ultraliberale!« sagde han, hvorefter han hev det pågældende interview frem fra sin pult og begyndte at læse højt fra Sohns bemærkninger.

»Jeg siger tak til Ole Sohn for hans udtalelse, for hele denne ulighedsdebat er, ret beset, noget pjat. Det er slet ikke interessant. Strengt taget kunne vi give alle i Danmark det dobbelte i løn, og alligevel ville uligheden være præcis det samme,« sagde han.

Politisk underprioritering

Men det var ikke kun Richard Wilkinson og Christoffer Arzrouni, der har bidt mærke i Sohns udtalelser. Det er faktisk politikernes konstante undervurdering og tyssen på hele ulighedsproblematikken, der er baggrunden for konferencen, forklarer direktør i Cevea Jens Jonatan Steen.

»Tro mig, jeg har bemærket Sohns bemærkninger. Men der er generelt en tydelig tendens til, at politikerne – både i blå blok, men så sandelig også i rød blok – taler denne problemstilling ned. De forsøger at reducere ulighed til noget, der kun rammer samfundets bund. Men nu viser ny forskning altså, at alle i samfundet bliver påvirket af den stigende ulighed,« siger Jens Jonatan Steen.

»Vi har brug for et vedvarende fokus på uligheden i det danske samfund, og det ville være på sin plads at høre fra venstrefløjen, hvad har de tænkt sig at gøre ved ulighedsproblematikken.«

nogg@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu