Læsetid: 4 min.

'Vi lever i et velfærdskrater'

Den danske velfærdsstat var fra begyndelsen forde trængende, de gamle og de syge. Men især i 70'erne eksploderede den i et omfang, hvis efterdønninger dansk økonomi stadig lider under, siger Gunnar Viby Mogensen
Gunnar Viby Mogensen er tidligere forskningschef i Rockwool Fonden .

Gunnar Viby Mogensen er tidligere forskningschef i Rockwool Fonden .

Lars Krabbe

4. februar 2011

Vi lever i et velfærdskrater og har gjort det i årtier. Den danske velfærdsraket, hvis lunte blev tændt i 30'erne, og som steg til vejrs i 50'ernes og 60'ernes opsvingsoptimisme, eksploderede i 70'erne i et af de relativt set mest omfattende og gavmilde velfærdssystemer, som verden nogensinde har set.

Men velfærdseksplosionen har efterladt et krater i grundvilkårene for dansk økonomi, som skiftende regeringer med skiftende held har forsøgt at bringe os ud af igen.

Og det er i høj grad den brede middelklasse, der gjorde braget så stort. Det siger dr.phil. og tidligere leder af Socialforskningsinstituttet og Rockwool Fondens Forskningsenhed Gunnar Viby Mogensen.

»Socialreformen i begyndelsen af 70'erne og afsluttende med efterlønnens indførelse i slutningen er udtryk for en euforisk endelig eksplosion af, at solidaritet er noget, der er til fordel for os alle. Det vil sige i høj grad også noget, middelklassen skulle have noget ud af.«

Han er ellers ikke i nærheden af at bruge så blomstrende billeder, hverken under interviewet eller i sit omfattende tobindsværk om det danske velfærdssamfunds- historie. Men det er sådanne billeder, der melder sig, da han har afsluttet sin nøgterne gennemgang af, hvordan en unik velfærdsstatsmodel som den danske har udviklet sig.

Der var engang, hvor den særlige dansk/skandinaviske velfærdsmodel blev regnet som et lysende forbillede.

»Men den tid er slut nu,« konkluderer Gunnar Viby Mogensen lakonisk.

Gavmild velfærd

Vores velfærdsstat blev grundlagt med Kanslergadeforliget i januar 1933. Med det fulgte socialreformen og de universelle velfærdsrettigheder, hvor alle mennesker, der boede her, havde en lovsikret ret til i international sammenhæng yderst gavmilde velfærdsydelser, hvis de ellers levede op til kriterierne.

Forliget beskriver Gunnar Viby Mogensen som en sejr for det repræsentative demokrati.

»Morgenen efter kunne aviserne foruden om forliget meget rammende fortælle om Hitlers valg til rigskansler.«

Men lige så rammende var forliget også en studehandel mellem landbrugets, industriens og arbejdernes interesser. Og dén måde at tilgodese flere og flere grupper på blev også opskriften på, hvordan den danske velfærdsstat til stadighed voksede gennem 50'erne og 60'erne.

»Problemet er, at den solidariske model først og fremmest var bygget op om hjælp til de svageste. Nogle vil så sige, at man var nødt til at have de mere velstillede med for at sikre opbakningen til velfærdssamfundet. Men andre vil sige, at middelklassen - i takt med at vi øgede niveauet for ydelserne - begyndte at møve sig ind i nærheden af de åbne kasser.«

Resultatet var i hvert fald, at flere og flere begyndte at tolke sig som nogen, der har behov for ydelser. Og resultatet var igen stærkt stigende velfærdsudgifter. Ikke bare fordi flere begyndte at modtage dem - men fordi den stærkere middelklasse stillede større og større krav til kvalitet og omfang af de ydelser.

Det var imidlertid ikke noget problem - for dansk økonomi var solid og ledigheden så lav som to pct. Og det var med den optimisme som bagtæppe, at den såkaldte socialreformkommission i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne gennemførte den endelige velfærdseksplosion, som - set med en økonoms øjne - har efterladt os i det krater, vi endnu ikke er kommet op af.

»Nogle af de politikere, jeg gennem årene har talt med om det her, har sagt: Vi opdagede alt for langsomt, hvor dyrt det blev for samfundet. Kompensationsgraden for en gennemsnitlig industriarbejder var helt oppe på 80 pct. Ingen havde nogen anelse om den oliekrise og den kæmpemæssige stigning i ledigheden, der kom i 1973. Dét var det virkelige vendepunkt for velfærdsstaten.«

Dyre tilflyttere

Efterlønnens indførelse i slut-70'erne kan betegnes som et efterdrøn, der gjorde hullet dybere. Og det samme kan ifølge Gunnar Viby Mogensen udlændingeloven fra 1983. Han understreger, at han nu må belægge sine ord nøje.

For ligesom med reformen i 70'erne havde politikerne ikke i deres vildeste fantasi forestillet sig, hvad udlændingelovens asyl- og familiesammenføringspolitik kom til at betyde for økonomien

»Det er en vanskelig ting at tale om - for rigtig mange af dem, der kom, var jo mishandlede mennesker, der var berettigede asylsøgere. Men uanset om det strider mod dit menneskesyn at tale om de økonomiske omkostninger ved at tage imod disse mennesker og at beregne effekterne - så ER effekterne der alligevel,« siger han.

Skiftende regeringer har strammet op i vores velfærdssystem - men med en stadig aldring af befolkningen og en skattekasse, der ikke kan vokse meget mere, er vi nu nået til vejs ende for, hvor meget mere velfærdssystemet kan udvides, siger Gunnar Viby Mogensen. Der er behov for nogle mere grundlæggende diskussioner af, hvem det egentlig skal være til gavn for.

»Der skal nok komme reformer - om ikke andet når udlandet tvinger os til det på grund af dårlig økonomi. Men spørgsmålet er, om vores svage grupper ikke ville have bedst af, at vi selv besluttede, hvad de reformer skal bestå af,« siger han.

Serie

Solidaritet 2011?

Velfærdsstaten forandrer sig og spørgsmålet er, om vi har råd til velfærdsrettigheder som eksempelvis efterløn for den brede middelklasse i fremtiden. Dermed er et af valgkampens hovedtemaer også slået an.

Men hvad vil solidaritet i år 2011 egentlig sige? Er solidaritet det samme som velfærd til alle? Eller er det mere solidarisk at sikre velfærd til de svageste og lade de velbjergede betale mere selv?

Seneste artikler

  • Pia K.: Arbejdsløse indvandrere er den største velfærdsudfordring

    7. marts 2011
    DF-leder Pia Kjærsgaard afviser store ændringer af vores velfærdssystem for at finde penge til velfærd i fremtiden. Hvis indvandrere kom i arbejde i lige så høj grad som danskerne, ville en stor del af udfordringen være løst, siger hun
  • Universel velfærd er den mindst ringe model

    21. februar 2011
    Langt de fleste danskere er glade for velfærdsstaten, som vi kender den i dag. Når vi bliver bedt om at tage stilling til konkrete forslag om forandringer, er vi lodrette modstandere, siger professor Jørgen Goul Andersen. Samtidig kan antallet af uforudsete sociale og økonomiske skadevirkninger hurtigt overskygge fordelene, hvis vi går bort fra den universelle velfærds vej
  • 'Det var et tabu at tale om økonomi allerede i 70'erne'

    12. februar 2011
    At velfærdsstaten var i økonomiske problemer, vidste man allerede i 70'erne. Men modstanden mod reformer af velfærdsstaten fandtes på begge sider af dansk politik, siger den tidligere radikale socialminister Aase Olesen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mick Sørensen

Jeg håber politikerne læser denne artikel.

Specielt politikerne på venstrefløjen kunne lære lidt.

Men hvad det hele er jo ligemeget så længe man har udsigt til magt. Magt og fed ministerpension kommer i første række. Folks velvære og at man foretager generationstyveri kan gøre ligemeget.

Egoismen længe leve.

For hundrede år siden havde vi ikke råd til alle de børn (de fattige) folk fik. Nu er de holdt op med at få børn, og nu har vi ikke råd til de gamle. Alle disse økonomianalyser har en mangel, mennesker.

Hvis vi ikke kunne brødføde befolkningen, forsyne den med boliger og infrastruktur, havde vi et problem. Men det er det mindste af vore problemer.
Vort store problem er, at vi har valgt en økonomistisk måde at opgøre omkostninger i samfundet på, som reelt ikke tager højde for, at den nødvendige materielle produktion forlængst er blevet tilstrækkelig.
Fremadrettet har vi brug for at finde afløsning for fossile brændstoffer, vi har brug for at afløse manuel arbejdskraft med maskiner, men ellers er vi da vist meget godt kørende, sålænge folk kan afdrage deres gæld.

Ganske interessant hvordan han undviger at nævne overklassen, kapital og jord-ejerne, men bestadigt nævner os, dvs. den brede middelklasse - en velkendt euforisme for den gamle slidsomme arbejderklasse.

Lad os slå fast at velværdstaten ikke har haft bedre dage. Virkomhedernes og overklassen velfærd har ikke haft det bedre. I snart 20 år har de ført en bevidst klassekamp mod den brede middelklasse og samtidig fortalt dem i den privatejede gule sprøjte, at klassen er forbi. Den illusion samt ideen om at kvindekampen er forbi fordi kvinderne har ligestilling er de to bedste varer der nogensinde har været oslgt til den danske befolkning. Og der burde retteligt gives en reklamepris til ophavsmændene.

Så Mogensen vil gi en hånd med når der skal tages flere pengee af befolkningen. Og jeg forstår ham godt. Lars Løkke har været så dårlig til at gennemføre de verdensomspændte "austerity measure", eller som det pænt hedder - en omskrivning af den sociale kontrakt, at kapital og jordejerne er ved at miste tilliden til ham. Grækenland, østblok-landene, Frankrig, England, Portugal, Spanien;- alle er de i gang med at tage borgerrettigheder fra befolkningen, men i Danmark nøler Lars Løkke. Og det er ikke fordi han ikke vil, han elsker at sælge ud af befolkningens demokratisk institutioner og kickstarte privatlivet med overbetalinger - der er bare for mange lyskastere på ham lige nu, så han ved det bliver hans sidste ord på taburetten. Og ingen gider slippe magten og al den gratis porno som staten betaler til ham. Selv psykopaten Anders Fogh stak kun da han var tæt på en krigsret.

Mogensen nævner ikke et eneste ord om de mere end 1.400 milliarder kroner som hvert år skænkes bort til de danske og udenlandske virksomheder som deltager i statens allerstørste forbrugsfest, navnligt krigen i Afghanistan.

Ikke et ord om tyrannen på Amalienborgs velfærd, hvis pligter punkt for punkt modsvarer Nordkoreas "kære leder" Kim Jong-Il. Den "kære leder" på Kuba får det der svarer til 30 dollars i månedløn og fri bolig.
Alle tre tyranner med hver deres månedsløn. Alene på baggrund af den sparsomme og hullede budget regering har tvunget ud af Margrethe modvillige statsbetalte pressefolk (var det 340 millioner årligt?), så kunne Danmark kunne få over 100.000 Fidel Castro'er - hvilket i lyset af Kubas bedrifter på trods af USA's modvilje har opnået de betydeligste fremskridt i mands minde. (der er dog lang vej endnu)

Sagen er at der findes spandevis af penge til, at bibeholde resterne af den såkaldte velværdsstat, endda udbygge den til at indbefatte velværd for befolkningen også - desværre har virksomhederne vønnet sig til en velværdsystem som befolkningen ikke længere har råd til.

Virksomhederne har i 2010 tjent milliader af penge, Nordea har f.eks. haft rekordindtjening (var det 16 milliarder?). Imens har den brede middelklassen måtte spænde bæltet ind og chockeret høre magthaverne, regimet og oppositionen kæmpe om hvem der kan straffe befolkningen hårdt nok. Den ene fraktion af Forretningspartiet i Danmark ønsker længere arbejdestider for dem uden arbejdsmarkdsrettigheder, mens den anden fraktion af Forretningspartiet i Danmark ønsker at alle andre arbejde mere gratis.
Og det er så op til magthaverne at vælge hvilket offergave de helst vil ha' Regimets eller oppositionens.

For min skyld kan de gå af helvedes til. Jeg tilhører den brede middelklasse og jeg har betalt for den mikrofon de bruger til at udspy deres forretningsplaner for Danmark.

Midt i gaveregnen til magthaverne er det vigtigt at huske på, der findes andre løsninger. Stop krigen. Sende de stakkels ofre hjem til pleje. Brug de 1.4 trilliarder på velværd til befolkningen. Vil virkeomhederne ikke være her, så kan de skride af h... til. Vi behøver dem ikke for i kapitalismen findes der heldigvis masser af nasserøve der står klar med et bedre tilbud...

De private skattebetalte pensionsopsparinger er et langt større problem. De er inflationsskabende og flytter velfærd fra de fattigste til de rigeste.

Det er da vist et ganske sobert indlæg fra en forsker, som prøver at sætte velfærds-Danmark i et historisk perspektiv og den velfærdsmodel, som vi - formentlig - alle værdsætter så højt.

Som jeg læser det, erindrer han os om, at velfærdsstaten var tiltænkt som et sikkerhedsnet for de svageste i samfundet og ikke e tag-selv-bord for resten af befolkningen.

Det er i min bog noget, som de fleste af os kan være enige i.

Søren Lom

Du påpeget ,at de skattebegunstigede pensionsordninger er et langt større problem.

Det er korrekt, at nogle af os får en skatterabat ved at spare op til alderdommen via pensionsopsparingerne i forhold til en opsparing af frie midler.

Hvordan forestiller du dig pensionssystemet skulle skrues samme for at der ikke flyttes velfærd?

Michael Nielsen

Gunnar Viby Mogensen skriver:

"...Men velfærdseksplosionen har efterladt et krater i grundvilkårene for dansk økonomi, som skiftende regeringer med skiftende held har forsøgt at bringe os ud af igen."

Jeg er ikke enig i citatets konklusion, for det er ikke et krater som er blevet skabt, men et hul til en spire, som når det bliver vandet korrekt, passet og plejet, kan vokse sig til et helt træ.

Problemet er ikke hullet, som Gunnar Viby Mogensen prøver at sætte en dagsorden med, nej, problemet er at Gunnar Viby Mogensen, er forblændet af sin egen idealisme, således at han ikke kan se den mulighed som er blevet skabt.

En økonomisk mulighed Gunnar Viby Mogensen.

Jeg har sagt det før og nu siger jeg det igen: VSSV

Velfærd Skal Skabe Velfærd.

Økonomen foran kolonihaven. Du har netop gravet små huller overalt i haven, til dine frø. Meningen med at lægge frø ned i hullerne, er at de skal passes, plejes og spire, så de kan vokse sig til planter og give dig dit afkast.

Men økonomen ser ikke hullerne. Forstår dem ikke. Ser et krater. Noget med en faglig syns-forstyrelse? Ligesom når man ikke kan se skoven, for bar træer.

Samme perspektivering gør sig gældende for visse regeringer. Ja, det er ærgerligt, men sådan er demokrati også. Ikke alle regeringer er et plus for udviklingen af et velfærdssamfund

Gunnar Viby Mogensen. Jeg tillader mig at skrive, at du har min sympati. Jeg beklager.

Tak for dit input.

Jeg har aldrig forstået den universelle velfærdsstat, hvor der tages 60% af pengene i skat og fordeles til de samme mennesker blot denne gang kun 80 % af pengene. Resten er gået til administration og andet.

Lad dog borgerne passe sig selv og lad og finde vores egen lykke i stedet for denne lighedsmageri.

Liliane Morriello

Velfærd som den blev udtænkt i 1933, skulle fungere som et sikkerhedsnet for samfundets svageste. De gamle, de syge og de arbejdsledige.
Derudover skulle velfærden sikre fri og lige adgang til skole og uddannelse, fri og lige adgang til læge, behandling og sygehuse.
Men velfærd er også en velfungerende infrastruktur, der skal sikre en høj grad af mobilitet, via et veludbygget vejnet og effektiv og billig offentlig transport. Dette var det grundlæggende. Og det må man gøre alt hvad der står i ens magt for at bevare.

Igennem årene blev føjet yderligere ydelser og velfærdsgoder til, ydelser for alle, høj som lav, uanset behov eller trang, man kunne måske kalde det; bytte bytte købmand-ydelser.

Jeg skal ikke dømme, med hvilke ydelser vi er gået over stregen, og om vi overhovedet er gået over stregen, men nogen betragtninger har man da, selv om man er en bjørn med en ganske lille hjerne.

Administration, igennem de sidste 10 år, ja måske endnu længere, er det danske administrationsapparat vokset til astronomisk størrelse, man kikker sig over skulderen, og man kikker naboen over skulderen, i angsten for at den ene skal få bare en krone mere end den anden, og helst skal han have mindre end mig.

Tilliden, den gensidige, den eksistere næsten ikke mere, i går udtalte en repræsentant for CEPOS, sig på P1's Apropos, at befolkningen havde fundet ud af hvordan de skulle opføre sig og (skue)spille syge så de kunne overtale læger til at give dem førtidspension, dette viser hvor meget (eller skal vi sige hvor lidt) dette såkaldt kloge menneske egentlig ved, og et sådant menneske rådgiver vores regering?!? Man ser snydere og bedragere alle vegne, mest imaginære (paranoia).

Solidariteten, er den vakt til live? De første spæde skridt blev taget i denne uge. Herligt. Men hvorfor først nu? Uligheden og det uretfærdige har eksisteret i voksende grad igennem de sidste 10 år, skulle der virkelig dette angreb (på efterlønnen) til, før at den store middelklasse ville reagere?
Hvorfor har man ikke reageret før, hvor der har været den ene nedskæring efter den anden på samfundets svageste? Hvor antallet af fattige i Danmark er vokset med en hast, som ikke har været set siden 30erne.
Hvor vi er ved at skabe en samfundsklasse af "working poor's"?
Hvor der er en samfundsklasse der på trods af at de arbejder ikke har råd til at sende børnene med på skoleudflugter.
Hvor de allersvageste er blevet endnu svagere og fattigere.
Et land hvor de 25% rigeste i gennemsnit lever 10 år længere end de 25% fattigste.
Et land hvor man har givet indtil flere skattelettelser til de velstillede ved at skære i ydelserne til svageste, skulle der virkelig et angreb på et fællesgode som efterlønnen til, for at mobilisere solidariteten? Og det bringer mig til det sidste;

Egoismen, Mig A/S, nej ved i hvad, jeg tror vi lader den svæve lidt i luften, og så kan vi hver især selv tænke vore egne tanker om den.

Morriello
God fremlægning, som bygger videre på artiklen, (istedet for som andre at snakke udenom).
Du spørger hvorfor solidaritessnak nu ?
Hvis vi i vores private økonomi oplever underskud, pga forskellige udefra kommende ændringer, kigger vi på budgettet og finder poster med en erkendelse af det overflødige og fråsende.
Vi finder måske osse virkemidler, der kan skæres bort.
Det tror jeg er den igangværende proces.

Tillægges følgerne af statstyraniets administration til artiklens økonomiske grundproblematik, får man fejlplacerede offentlige midler og tab af frihed, solidaritet og socialretfærdighed.
Altså synsvinklen skifter fra økonomi til mennesker.

På banen melder sig så en Menneskerettighedsdom om "ejendomsret" til sociale ydelser ! ?

Liliane Morriello

Nygaard, tak for den pæne kommentar, jeg er lidt bange for at udtale mig om den dom fra menneskerettighedsdomstolen angående ejendomsret til sociale ydelser fra 2006, da jeg endnu ikke har tænkt den godt nok igennem til at tage stilling til betydningen af den.

Men jeg er af den overbevisning, at når man vokser op i et samfund, og hele livet har hørt at vi har et socialt sikkerhedsnet der opfanger en, og tager hånd om en når tingene går galt, det har vi hørt i flere årtier og ligeledes fra den siddende regering, at vi har verdens bedste velfærsdssystem, men de der faktisk ender med at have brug for systemet, bliver ikke blot skuffede, men også chokerede for de genkender ikke det skønmaleri, der i ord er blevet dem beskrevet (lovet). Tværtimod møder de et system der mistror dem deres motiver, der ikke anerkender dem, der ydmyger dem, og som er med til at sørge for at de bliver og forbliver udskudte i samfundet.

Man trækker simpelthen tæppet væk under fødderne på dem.

Og det er vel til dels det dommen går på, at man ikke kan sætte borgernes forventninger op, for derefter at pille dem ned igen?

Morriello - Det kan der skrives meget om.
Jeg vil nøjes med dine par sidste linier, som jo knytter an til GVM` artikel.
"Man trækker simpelthen tæppet væk under fødderne på dem." - Jeg må spørge, under hvem ?
Vi har skruet forventninger op til en parodi af et velfærdssamfund, hvor alle forventer !!
"Skønmaleriet" er skabt igennem 50 år af politikere som angler efter stemmer og magt, med hjælp fra embedsmænd, der ved bedre, hvordan vi skal leve vores liv .
Hvem har ret til at ændre dette - pille nogen ned ? Det har vi selv og ikke menneskerettigsdomstolen.
Domstolen afgjorde, at der ikke måtte hænge krucifixer i italienske folkeskoler !

Lidt om solidaritet.
Solidaritet med hvem ? Når LO protesterer og nogle medlemmer strejker er de solidariske med sig selv. Det dækker endda ikke alle medlemmers mening og slet ikke dem i samme befolkningsgruppe, som ikke er medlemmer. Er man solidarisk med sin gruppe, er man usolidarisk mod andre. Mod resten af samfundet. Du må for dig selv karakterisere dette.

Jeg er liberal og lider af det sjældne liberale livssyn : "Spørg ikke, hvad andre skal gøre for dig. Spørg, hvad du efter bedste evne skal gøre for andre. (frit efter JFK)

Majbritt Nielsen

@Liliane Morriello
nu ved jeg så ikke hvor længe du har levet.

Men jeg kan garantere dig at jeg stoppede med at tro, på at det sociale sikkerhedsnet opfanger en og hjælper en på vej i gen, engang sidst i 80erne.
Men det er nok også fordi jeg er opvokset i en kommune, hvor der var flere der havde brug for hjælp og derfor var mere synlige. Vi hørte hvordan de fortalte om deres oplevelser.
Og det indgød en for mig skræk for at komme i nærheden af alt hvad der smagte af socialt sikkerhedsnet.
Jeg har så også været så heldig at jeg ikke havde brug for mere end 2 års arbejdsløshedsunderstøttlese dengang først i 90erne.
Du kan bare se på en hjemmeside som www.k10.dk og se hvor lang tid den går tilbage. For at opdage at der er andre, der heller ikke tror på staten/kommunerne.

Velfærdssystemmet er på vej samme vej som "verdens bedste skole", nemlig lige i afløbet.;)

Liliane Morriello

@Nygaard

"Spørg ikke hvad........................................................"

JFK var en unik statsmand, så unikke findes de ikke i Danmark, og der er ej heller udsigt til at der skulle komme nogen.

Jeg har også en liberal tankegang, men liberal kan man være i stader, jeg tror på tolerance og fritænkning, noget vi ikke ser meget af i det danske liberale parti, Venstre.

Hvem der får trukket tæppet væk under fødderne på dem, det er dem der af den ene eller anden grund, arbejdsløshed eller sygdom er i den ulykkelige situation at de ikke kan stille deres arbejdskraft til rådighed for arbejdsmarkedet, og derfor bliver pisket igennem et system, bygget på mistro og kontrol, og ligegyldige kurser, der altsammen koster milliarder, til næsten ingen verdens nytte.

Den politik der har været ført i de sidste 10 år har ikke været hverken for danskernes, borgernes eller Danmarks skyld. Man har ført en utroligt snæversynet politik, med kun egne vælgere og deres goder for øje.

Jeg er solidarisk, med mennesket, ikke med diverse grupper i samfundet, jeg er solidarisk med retfærd og tolerance. Og ser jeg en eller flere grupper der bliver undertrykt i et system, så råber jeg op. Så bliver jeg vred. Og ser jeg det som vi igennem generationer har bygget op og som kunne fungere, hvis viljen var der, blive smadret, så siger jeg fra.

Jo større lighed der er i et samfund, jo mindre problemer har man på en hel række områder, som vi i dag kæmper voldsomt med, og det som aldrig før.

Japan har klaret det, at være et "kapitalistisk" land med fri markedsøkonomi, men hvor uligheden er minimal. Japan er det mindst ulige land i verden, og skorer på næsten alle områder lavest, de har de færreste mord, mindst vold, færreste selvmord, færreste overvægtige, færrest syge, både psykisk og fysisk, laveste kriminalitet, osv., blandt alle 1. verdens lande.

USA, liberalismen højborg ligger helt i den anden ende, på næsten alle områder ligger de øverst, de har de fleste mord, flest selvmord, flest overvægtige, flest syge, Psykisk og fysisk, højeste kriminalitet, osv., blandt alle 1. verdens lande.
Jo liberalismen har sejret, ad H til.

At jeg ønsker det bedste for samfundets svageste, er ikke ensbetydende med, som at jeg ønsker at får andre ned med nakken. Sådan som regeringen har ønsket det igennem de sidste 10 år. Jeg ønsker et samfund med plads til alle.

Men Venstre er landbrugets og arbejdsgivernes parti.
Konservative er akedemikerne og de selvstændiges parti.
Socialdemokraterne er arbejdernes parti.
Dette gælder vel også SF.
Liberal alliance er elitens parti.
Og allesammen er de ude efter at pleje netop deres egen vælgerkreds.

Danmark får ikke en stor politiker før den dag, vi har en politiker der tænker på helheden, og hvordan man får den til at hænge sammen.

Danmark har brug for nogle upolitiske politikere.

@Majbritt

Jeg er bruger på K10, og har været det igennem de sidste 2 år, og jeg ved på egen krop hvor svært det er at være fanget i systemet.

Mvh

Moriello - Jeg aner, at du ser forholdene med førtidspensionsbriller. For de mennesker, der kæmper deres kamp for rettigheder givet i systemet, må det være bittert at overvære statens uddeling af midler, direkte ydelser, fradrag og tilskud, til borgere der kan klare sig selv.

Jeg vil selv svare på mit spørgsmål, hvem får tæppet trukket væk ? Det skal dem, der ikke behøver tæppet.

Artiklen beskriver dette. Læs den igen.

Vedr. lighed og din interessante japansammenligning. Jeg tror ikke det er ligheden, men kulturen og samfundsmoralen. Kun et gæt.

Rigtigt at der er forskellige opfattelser af, hvad liberalisme er. Et eksempel : Griske finansfolk er med til at fremkalde finanskriser og boligbobler skader andre mennesker. De tiltager sig rettigheder, som efter min opfattelse ikke er liberale. Og et samfund der tillader det, er ikke liberalt.
"Enhver har netop den frihed, som tillader andre den samme frihed." Et liberalt slagord.
Et samfund, der opkræver skatter (jf den sociademokratiske model), også fra de mindrebemidlede, og sørger for midler,tilskud og fradrag til "alle", uanset behov, er ikke liberalt. Venstre støtter dette princip, ifølge bl.a Troels Lund Poulsen.
Stadig efter min opfattelse.

Liberal Alliance anses af mange som elitens parti.
Jeg er selv medlem, men mener, at partiet svigter sit grundlag i sin offentlige fremtræden. Ærgerligt. Sådan behøvede det ikke at være.

Det er efterhånden åbenlyst, at den gamle socialdemokratiske tanke, velfærdsstaten, mere var et politisk tankeeksperiment end en holdbar model. En anerkendt personlighed ved Århus Universitet skrev i 1983: "Vor tids krise er ikke en økonomisk eller finansiel krise, men en krise forårsaget af åndelig fattigdom".

Det er en diffus formulering, men har måske alligevel et større udspring i virkeligheden end de højtbesungne, men beviseligt ikke holdbare, politiske modeller til løsning af problemerne. Faktum er jo, at intet politisk parti, ingen regeringskoalition, har til dato formået at forvalte vores "rigdom" på fornuftig og virkelig social vis.

Først og fremmest tror jeg, det er vigtigt at erkende, at de nuværende politiske ideologier, som for de flestes vedkommende har 100 år eller mere "på bagen", er mere utilstrækkelige end nogensinde og langt fra udgør en sund platform for et moderne samfund. Dernæst må vi gennem dialog, ikke banale diskussioner om skat på bolig eller arbejde, for alvor anstrenge os for at få formuleret en nutidig/fremtidig politik. Afsættet for virkelige og sunde reformer ligger nok et helt andet sted, end vi ud fra vanetænkningen har fantasi til at forestille os. Men det gør dem ikke mindre vigtige.

Det er snart glemt, at socialismens grundstamme er tesen om, at alle er lige, og at et samfund, hvor alle gøres lige, ikke kan eksistere ud fra sig selv, men kun ved magt eller overdreven statslig indflydelse. Omvendt er liberalismens grundtese om, at den enkelte bør klare sig bedst muligt ved egen kraft, hamrende asocial og kan ikke eksistere ud fra et medmenneskeligt perspektiv. Liberalisme med et såkaldt menneskeligt ansigt, kræver også et stort statsligt kontrolapparat, da netop tanken om, at enhver er sin egen lykkes smed, kun kan føre til mistanke om, at den enkelte efter bedste evne vil udnytte et socialt system.

Den delvise sammenblanding af de to teser i den forældede socialdemokratiske tanke om solidaritetsprincippet, er om muligt den mest håbløse, da den naturligt afføder spørgsmålet: Hvem skal være solidarisk med hvem? Den rige med den fattige? Den fattige med den rige? De rige med de rige eller de fattige med de fattige? Det første kan aldrig gennemtvinges, det sidste taler for sig selv. Solidaritetstanken må derfor også betragtes som en illusion.

Derfor står vi nu, brutalt sagt, kun med muligheden for endnu engang at kunne vælge mellem pest og kolera. Og i endeløse debatter her, der og alle vegne, forsvares både den ene og den anden afgrund med en uværdig lidenskab, der, især i angrebenes perfiditet og mangel på vid, minder om kræfterne i primitive stammekrige. En sund politisk evolution ville være en ønskelig, men desværre også, ud fra det forhåndenværende materiale, naiv tanke.

Historien er til gengæld så viseligt eller brutalt indrettet, at de, der ikke vil høre eller forstå, kommer til at føle. Og det er måske det, vi nu rammes af. Globalt.

Liliane Morriello

Kære Nygaard,

Tak for din kommentar, du virker som et meget behageligt menneske, og du har nogle gode pointer.
Jeg ser dog ikke udviklingen igennem førtidspensionsbriller, som du her antager, men som man kun ser den, når man for en tid forlader en situation, for senere at vende tilbage, først i det lys ser man hvor store forandringerne har været. Og det var mildest talt et chok for mig at vende tilbage til Danmark i slutningen af 2007, intet af alt det jeg havde forbundet med at være dansk eller med Danmark, syntes uberørt i de år jeg havde været væk.

I 30 år havde jeg stemt for en borgerlig regering, og jeg havde støttet det som den borgerlige fløj havde stået for op igennem årene, men jeg genkendte intet af den konservative tankegang hos mit gamle parti. Og det jeg så betød at jeg med vemod måtte konstatere, at det parti jeg så trofast havde givet min stemme, havde bedraget og løjet, og at jeg ikke længere med god samvittighed kunne sætte mit kryds ved dem mere.

JFK's så berømte ord, "Spørg ikke hvad...........", som siden er blevet brugt og misbrugt til at bevise utallige påstande, var oprindeligt en del af en værgekampagne for militæret, og for at skaffe tropper nok til at udkæmpe krigen i Vietnam og til militære kampagner andre steder rundt om på kloden. JFK's ord er siden han sagde dem, blevet taget ud af kontekst og brugt til at bekræfte adskillige mulige og umulige teorier.

Ser man JFK's udsagn i et socialt sammenhæng, og det tvivler jeg på at JFK gjorde, og for at tesen om at enhver er sin egen lykkes smed, et samfund hvor den enkelte har og tager ansvar for sig selv og sit, lige så utopisk og en naiv tankegang, som det ville være at tro at et rent kommunistisk/socialistisk styre kunne fungere optimalt. For det ville kræve en befolkning, hvor alle, uden undtagelse, var raske og arbejdsduelige, hvor der var nøjagtig det samme antal job som der var borgere i den erhvervsaktive alder. Og hvor alle fik en løn der kunne sikre dem et godt og bekymringsfrit liv.
Så længe det ikke er muligt, vil den liberale tanke, kun kunne fungere i teorien.

Med mindre man er villig til at ofre store dele af befolkningen på ideologiens alter. Villig til at se stor nød og elendighed i denne gruppe, og sidde tilbage og sige at de nok selv er skyldige, for de har ikke taget ansvar for eget liv, de syge, de arbejdsløse, osv.

Og jeg tror heller ikke at du mener at de bare skal have lov til at sejle i deres egen sø, men det er faktisk det den liberale tankegang lægger op til. Og det er det vores regering har arbejdet hen imod, og frem for at løse problemer, med fattigdom, kriminalitet og vold, har man gjort disse problemer endnu større, for når man har borgere der ikke kan overleve, eller som ikke føler sig accepterede som ligeværdige, og som ikke på lovlig vis kan skaffe sig det liv som vi inderst inde alle drømmer om, så vil det nødvendigvis føre til forøget vold og kriminalitet.
Man behøver blot at åbne aviserne, for at se hvor voldelig, hvor blodig, hvor kriminel, hvor asocial Danmark er blevet, dette er der ingen diskussion om, spørg ikke om det er rigtigt, spørg hvorfor?

De fleste svar der kan gives på dette spørgsmål, bunder i en ting, fordomme, man dømmer før man kender fakta til bund, man dømmer på formodninger.

Jeg mener et samfund skal tage hensyn til og indrømme muligheder for, at den enkelte kan eksistere på en fornuftig og balanceret vis. Det skal tage vare om de syge og de svage, der af den ene eller den anden grund ikke kan tage vare på sig selv. Og det på en sådan vis at også de kan have et fornuftigt og anstændigt liv. Og man skal holde op med at bruge, gruppen af svage som syndebuk for alt hvad der går galt, hver gang der er en politisk krise, en taktik der har lagt alt og alle der ikke er på arbejdsmarkedet, for had og mistro.

Og så må det fineste mål en regering kunne have, være at arbejde om ikke for et samfund hvor alle er lige, nogen forskel vil der altid være, men for et samfund hvor vi arbejder for at mindske ulighederne. Måske Danmark skulle aspirere mere til at være som Japanerne end til at lefle for USA, der absolut ikke er noget godt billede af en samfundssucces.

Liliane Morriello

Kære Toke,

Hvor har du ret, demokrati er ikke den ideelle løsning.
Og hverken det ene eller det andet parti, om det er rødt, grønt eller blåt, ville have succes med at skabe det ideelle samfund.

Det perfekte styre er ikke fundet endnu, indtil da må vi tage til takke med demokrati, da enhver anden kendt styreform er utænkeligt for i hvert fald de fleste af os.

Men jeg tvivler selv på at et demokrati, der er bygget op omkring partipolitik er særligt befordrende for samfundet, og som jeg sagde i en tidligere kommentar, det vi nok egentlig har brug for er upolitiske politikere.

Kære alle. Velfærdsstaten er netop bygget op sådan som den er, fordi alle mennesker i ssmfundet kan komme ud for en social begivenhed. Som eksempel kan jeg tage min egen bror. Han var en dygtig forretningsmand, han gik ned med sit firma. Og han fik hjælp af systemet til at komme på fode igen, selvfølgelig gjorde han også selv noget. Men velfærdsstaten holdt hånden under ham, indtil han selv kunne klare det.

Det er som Liberal Alliance, Venstre og de Konservative tror, at der kun findes 1-2% fattige mennesker i det her land, 'de svageste' kalder man dem. Og så tænker folk straks på narkomanerne, de hjemløse, drukkenboltene mm. Man vil ikke, eller kan måske ikke erkende?, at alle mennesker kan komme ud for at blive fyret, alle mennesker kan komme ud for at blive skilt, alle mennesker kan komme ud for at blive en ulykke eller et uheld,.
og netop derfor blev velfærds-staten skabt - i erkendelse af dette...

Karsten Aaen, det er jo også en mental ting i borgerlig psykologi: at man ikke vil erkende sin menneskelighed og fejlbarlighed, men ser sig selv som et undtagelsesmenneske, som livet ikke kan vende sig imod.

Kenneth Vogstad

@Peter Hansen, SF's forslag vil nok glæde mange som skal forstyrres i deres ledighed for at møde her og der--men ifølge forslaget har de fri og modtage pengene uden problem og så har de "fri" til at gå i gang med sort arbejde og kan tage på lange ferie i Thailand med disse penge og kom hjem til en bank konto som har vokset sig stort. Det vil absolut gavn det Danske samfund! Hvor vil skatte pengene komme fra til at betale dem deres dagpenge? Ja, de røde vil til magten uanset midlet. Venligst!

Demokratiet skulle spørge sig selv - hvornår er vi tilfredse som et samfund? hvad skal der til før vi som et samfund er tilfredse? og bruge dette som vores balance måler.. I dag ved ingen hvornår de er tilfredse og det er det der er problemet i samfundet!

Det skaber ulighed, fattigdom, arbejdsløshed, status af høj og lav, dårligere skoler, fordi ingen har den fjerneste ide om, hvor vi skal hen og hvordan, men kun har sig selv i hovedet, sin egen lykke, sin egen ulykke, ingen tænker på hvornår er vi som samfund tilfredse, et samfund der er i balance, er et samfund der er bæredygtigt, men når vi ikke ved hvad grænsen er så er dette en umulig opgave, og vil altid have en pris i form af konflikter, kriser og magtmisbrug.

Så vi bør starte med at spørge os selv, hvornår er vi som et velfærds samfund tilfredse?

Ovenstående debat afspejler en søgen efter et bedre samfund.
De faste i troen, som fantasiløst sidder i hver sin grøft og smider ismernes mudder i hovedet på hinanden, medvirker ikke. Vi må starte i vores virkelighed på aktuelle erfaringer.
Enhver er sin egen lykkes smed ! Statens er alles lykkes smed ! Hvad lyder bedst ?
Sådan løses intet.
Når befolkningen præsenteres for rødt og blåt, bliver vi en del af denne magtkamp og politikerne forstærker positionerne. De vil jo vælges.
Dinusauren LO medvirker ude af trit med den befolkningsgruppe, de skal forestille at repræsentere.
Artiklen beskriver et nødvendigt opgør, logisk og fornuftigt. Ikke kun pga økonomien, men osse for at forbedre retfærdigheden og den "lodrette" solidaritet.
Globalt er landet udsat for krav, der nødvendigvis skal imødegåes.
Vi er en stamme, der indbyrdes skændes småligt mod hinanden, gruppe mod gruppe. Det må ophøre og det må erkendes, at vi er afhængige af hinanden.
I en virksomhed, hvor man forlængst har indset at alle medvirker og er lige nødvendige, er en rød - blå modsætning i bestyrelse og direktion den sikre vej mod bankerot.

Tak til Moriello (selv om min fornemmelse er, at mit budskab ikke helt blev accepteret/forstået?) og Ernstsen for gode indlæg.
Til Aaen og Peter Hansen : Jeg ville gerne imødegå jeres udlægninger, men jeg gider ikke.

@ Peter Hansen

Du skriver; "... det er jo også en mental ting i borgerlig psykologi: at man ikke vil erkende sin menneskelighed og fejlbarlighed...."

Måske har du ret for en del Ayn Rand-læsende jubelliberalisters vedkommende, men den absolut inderste kerne af konservatismen er netop en erkendelse af mennesket som fejlbarligt, ufuldendt, irrationelt og svagt. En verdslig, sociologisk oversættelse af den kristne menneskeforståelse - at vi er syndere. Antropologisk realisme, kalder vi det.

Dette skal dog ikke nødvendigvis kastes som lod i den røde vægtskål, når talen falder på de universelle velfærdsgoder. Tværtimod.

Jeg tror, at mennesket slet ikke er godt nok til at kunne håndtere, at konsekvenserne ved forskellig ufornuftig, (selv)destruktiv og/eller asocial opførsel bliver færre og færre qua et mere og mere fintmasket statsligt garanteret sikkerhedsnet.

Mennesket bliver med andre ord uansvarligt, når det ikke har behov for at være ansvarligt. Mennesket bliver til et umyndigt og egoistisk barn, når det ikke har behov for at være en myndig, solidarisk voksen.

Hvis mennesket var stærkere og bedre, så kunne en velfærdsstat måske overleve på lang sigt. I dag korrumperer den det menneskemateriale, den skal leve af, og skaber langt flere sociale problemer, end den løser. Og modsat den gængse myte, så bekræfter alle statistikker om social dårligdom overalt i verden hvor velfærdsstaten er blevet implementeret deres klare sprog: Velfærdsstaten har kun virket imod hensigten.

Velfærdsstatens eneste gode er, at den har skabt større økonomisk tryghed i især middelklassen. Men denne tryghed er blevet betalt med en uhyre stor pris.

@ Leo Nygaard

Dit brobyggende ærinde er sympatisk, men mon ikke, det også er præget af din politiske holdning? Det er som regel folk, der befinder sig i midten af det politiske spektrum, som udråber ideologiernes død, og kalder på samarbejde. Men dette er jo også fint i trit med deres politiske ståsted.

Martin Pedersen

Bjarke Hansen,

"Og modsat den gængse myte, så bekræfter alle statistikker om social dårligdom overalt i verden hvor velfærdsstaten er blevet implementeret deres klare sprog: Velfærdsstaten har kun virket imod hensigten."

Den har du liret af et par gange nu. Kan vi få nogle henvisninger. Hvilke statistikker er det du taler om?

Fra en anden artikel bragt for nyligt her på Information:

http://www.information.dk/258212

"Lav gennemsnitlig levealder, overvægt, psykiske lidelser, teenagegraviditeter, narkotikamisbrug, mord, mangel på social mobilitet osv., osv. forekommer alt sammen hyppigere, jo mere ulige samfundene er, viser Wilkinson og Picketts sammenstilling af allerede eksisterende forskning fra anerkendte institutioner som bl.a. Verdenssundhedsorganisationen og FN’s kontor for narkotika og kriminalitet."

Velfærdsjunkierne kan vende og vride sig så meget de lyster, bruge forældet marxistisk analyse af samfundet, fremkomme med luftige konklusioner og udtænke spejlsalsagtige løsningsmodeller. Det ændrer bare ikke på noget som helst. Og det er den virkelighed vi alle bliver nødt til at forholde os til. Skal vi på kontrolleret aftrapning eller skal vi udsætte de ubehagelige beslutninger lidt endnu og blive tvunget til at tage den kolde tyrker?

Mark Andersen siger, vi skal spørge det demokratiske samfund.
OK - Jeg går til toppen for at få et svar.
Han sad på en hvid sky og rev sig i skægget:
Det går ad helvede til. Da der kun var natur gik det godt, Skabningerne åd hinanden som de skulle.
Alt var i den skønneste orden.
Så jeg lavede menneskene og har der ikke været andet end bøvl siden. Mine forsøg på en vis orden, de ti bud mv, virkede ikke. En af mine tro tjenere i middelalderen opfandt de 7 dødssynder. Hjalp heller ikke.
Kiv og spektakel. De sviner. De stjæler. De er magtsyge. Og nu yngler de som rotter. De horer og bryder løftet.
I Danmark gjorde de et hæderligt forsøg, som jeg har fulgt med interesse. Desværre kører det af sporet. De er så utilfredse. Men jeg kan da ikke følge med i alt.

Jeg spørger naivt : Kan vi ikke bare ophøje de der 7 synder til lov ?
Fin ide, men det må i selv finde ud af. I har jo demokrati.
Jeg har ikke tid. Der er da alvorligere ting, jeg skal ta` mig af.

Ja, vi må klare det selv.

@ Martin Pedersen

De fleste lande fører gratis statistik over det. Også Danmark. Hvilket område er du interesseret i?

Find det evt. selv på Danmarks Statistik og eller de pårørende ministerier, og sammenlign udviklingen fra 40, 50 og start-60´erne og så indtil velfærdstatens endelige konsolidering i omkring midtfirserne.

Søg fx efter kriminalitet.

http://www.justitsministeriet.dk/fileadmin/downloads/Forskning_og_dokume...

Eller misbrug:

http://www.sst.dk/publ/publ2003/statistik2003.pdf

Du kan så lave øvelsen med alle andre lande, der udbyggede velfærdstaten i samme periode som os.

Danmark er stadig omtrent det økonomisk mest lige land i verden, alligevel er vores sociale problemer eksploderet i takt med resten af Vesteuropa. Lighedstesen tager i det hele taget overhovedet ikke historiske betragtninger med i ligningen. Den voldelige kriminalitet blev fordoblet på ti år mellem 1960 og 1970 i USA. Det kan på ingen måde forklares med øget ulighed.

Martin Pedersen

Bjarke Hansen,

"Du kan så lave øvelsen med alle andre lande, der udbyggede velfærdstaten i samme periode som os."

At dokumentere at der er en tilvækst i kriminalitet og at der skulle være en korrelation imellem dét og så velfærdsstaten er jo to vidt forskellige ting.

Og hvis der skulle være en korrelation, så ville man jo forvente at se lavere kriminalitetsrater i lande med et mindre sikkerhedsnet. Den korrelation er der ganske enkelt ikke.

Michael Nielsen

Velfærden er ikke udviklet endnu. Den er kun på vej.

Den eneste vej frem, for hele vores land, er at udbygge velfærden. Ikke kun i velfærdsydelser der er passive, men også i ydelser der skaber aktiver.

Det er på aktiv-kontoen at vor velfærd endnu mangler at så frø der kan vokse til træer.

Først når der kommer balance i velfærden, så den består af 1) den gamle og passive velfærd, og 2) den nye og aktive velfærd, vil vi begynde at se det reelle velfærdssamfund.

Ikke før.

VSSV

Velfærd Skal Skabe Velfærd.

Bjarke Hansen - Til din lille kommentar til mig.
Selvfølgelig er brobyggere, for nu at bruge dit udtryk, ikke renset for ideologier i den forstand, at alle har en ide om, hvad der er godt for mennesker. Men brobyggeri er realpolitik. Blå og Rød er stort set nød til at gøre det samme tvunget af omstændighederne. Grøftegraveriet og fløjenes enegikrævende mudderkasteri og personfnidder er pseudo i forhold til indholdet, men udtryk for politikernes personlige taburetliderlighed. Skuespil for folket, godt hjulpet og forstærket af medierne.