Læsetid: 4 min.

Mangel på psykiatere får ventelister til at vokse

Antallet af psykiatere vil falde indtil år 2020. Det går ud over behandlingsgarantien i voksenpsykiatrien, som bliver umulig at opfylde, vurderer formanden for Psykiatrifonden. Alternative muligheder som at sætte psykologer ind i psykiatrien er et af løsningsforslagene til at komme de voksende ventelister til livs
28. februar 2011

Mens ventelisterne i vok-senpsykiatrien vokser, vil der i de kommende år være færre psykiatere til at nedbringe dem. Sundhedsstyrelsens lægeprognose fra 2010-2030 viser, at antallet af psykiatere vil falde helt indtil år 2020, hvorefter man forventer, at kurven vil stige igen.

»Behandlingsgarantien er en umulighed, medmindre man lader ressourcer følge med. Effektivisering er godt, men det har også en grænse,« siger Anne Lindhardt, Centerchef for Psykiatrisk Center København og formand for Psykiatrifonden, der mener, at man ikke kommer uden om flere økonomiske ressourcer, hvis ventelisterne skal ned.

Anne Lindhardt peger på, at mange psykiatere måske nok vil arbejde mere end 37 timer, men at det naturligvis kræver, at de får løn for de ekstra timer.

Som Information har dokumenteret, er ventelisterne i psykiatrien steget på trods af, at man har indført den udvidede undersøgelses- og behandlingsret, der giver patienter ret til behandling inden for to måneder.

Ifølge Sundhedsministeren, Bertel Haarder (V), er der ellers givet flere penge til psykiatrien: Det er regionernes ansvar at administrere dem og i øvrigt sørge for, at behandlingsretten overholdes. Anne Lindhardt er uenig:

»Det er en leg med tal at sige, at der er blevet givet flere ressourcer. Der er blevet givet, men der er også blevet taget penge,« siger Lindhardt, der henviser til, at man i psykiatrien først har skullet spare, og derefter er blevet givet samme sum penge.

Det er der samlet set ikke blevet flere økonomiske midler af. Med de stadigt voksende ventelister og med udsigten til et stadigt faldende antal psykiatere, bliver der hårdt brug for alternative løsninger, hvis behandlingsretten skal overholdes:

»Behandlingsprogrammerne er blevet mere målrettede. For nogles vedkommende er de også blevet kortere, men der er sket mange fornuftige ting med hensyn til at effektivisere forløbene. Vi er blevet mere skarpe på vores behandlingstilbud og blevet bedre til at forberede patienterne på, hvad de kan vente sig af behandlingen,« siger Anne Lindhardt.

Tværfaglighed

Kontorchef i Danske Regioner under blandt andet psykiatri og patientinddragelse, Tommy Kjelsgaard anerkender problemet med mangel på psykiatere. Han forklarer, at man fra regionernes side er i gang med tiltag for at imødegå problemet:

»Lige nu arbejder vi på at etablere behandlingspakker på det psykiatriske område, ligesom man har gjort det på det somatiske.«

Her vil man tilrettelægge psykiatriske behandlingsforløb med en række tværfaglige tilbud og endvidere uddanne psykologer og sygeplejersker til at varetage en del af den behandling og medicinering, psykiaterne i dag står for.

De tværfaglige tiltag og i det hele taget større samarbejde mellem faggrupperne er der bred enighed om blandt psykiatriordførerne. Liselott Blixt, psykiatriordfører for Dansk Folkeparti, siger:

»Jeg ved, man har set på, om psykologer for eksempel kan løse en del af det, psykiaterne arbejder med, og også vil se på, om praktiserende læger kan tage nogle samtaler med let depressive patienter. Jeg vil gerne brede faggrænserne ud.«

Den norske model

Hos SF mener psykiatriordfører Özlem Cekic, at der er flere konkrete måder, hvorpå man kan imødegå psykiatermanglen de kommende år. Desuden påpeger hun, at psykiatriens dårlige image skal ændres, hvis man skal tiltrække nye folk, der vil arbejde på området:

»Det er vigtigt at sikre, at psykiatrien har et ordentligt image. Det er grundlæggende et problem, at meningsdannere italesætter psykiatrien på en måde, hvor man for eksempel bruger bestemte begreber i forhold til patienter. Det betyder noget for, hvem der går ind og søger arbejde inden for det her felt. Og man skal jo rekruttere flere folk.«

Hun er stor tilhænger af den norske model, hvor psykologer under supervision af psykiatere kan stille en diagnose og behandle:

»Det er en model, der står højt på vores ønskeliste for at sikre faglig fleksibilitet og sikre, at de få psykiatere, vi har, bliver brugt optimalt. Det er psykiaterne, der er de overordnede, og det skal de blive ved med at være, men det er vigtigt, at vi lukker flere faggrupper ind i det her felt. Tværfaglighed vil betyde, at man fordeler opgaver og ansvar på flere faggrupper. Og det skal vi turde.«

Flere faggrupper

Sophie Løhde, psykiatriordfører for Venstre, er åben over for en mulig implementering af den norske model, men mener samtidig, at man bliver nødt til at undersøge modellen i forhold til en konkret dansk kontekst:

»Der er ingen tvivl om, at rekruttering af kvalificeret arbejdskraft i forhold til psykiatrien og en optimal anvendelse af personaleressourcerne er det, der bliver afgørende for, at vi også i de kommende år kan give psykiatrien det løft, der er behov for.«

Ud over at lave en specialistuddannelse for psykologer, der kan indgå i psykiatrien, nævner Sophie Løhde også, at der indføres specialuddannelse til sygeplejersker, der sætter fokus på kvaliteten i den psykiatriske sygepleje:

»Vi skal sørge for at alle faggrupper bliver brugt på bedste måde, for vi kommer ikke uden om at se på en øget opgavekædning i de kommende år. Ellers kan vi ikke honorere den efterspørgsel, der er kombineret med det fald, der bliver i antallet af psykiatere, som vi unægteligt vil komme til at mærke i fremtiden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kontorchef i Danske Regioner Tommy Kjelsgaard udtaler:

”Lige nu arbejder vi på at etablere behandlingspakker på det psykiatriske område, ligesom man har gjort på det somatiske.”

Behandlingspakker!

Jeg synes i forvejen, at det er et problem inden for sundhedssystemet, at man ser alt for forenklet på helbredsproblemer efter følgende model:

• Der stilles en diagnose
• Diagnosen giver anledning til en bestemt standardbehandling

Ovenstående model kan måske være udmærket, når der er tale om blindtarmsbetændelse. Men de fleste sygdomme kræver et mere nuanceret syn på sundhed og sygdom, og det gælder så meget desto mere, når der er tale om psykiske sygdomme.

Man må finde ud af årsagen eller årsagerne til problemet. Man må inddrage patientens livsbetingelser i forståelsen af problemet osv. osv. Og alle disse aspekter, som er afgørende for, om en helbredelse kan blive varig, således at behandlingen ikke bare giver svingdørspatienter, er selvfølgelig individuelle!

Jeg tror ikke på, at individuelle problemer kan løses af behandlingspakker.

Jeg finder det prisværdigt, at man vil uddanne f.eks. sygeplejersker til at varetage flere funktioner. Men hvis man giver disse sygeplejersker det indtryk, at der findes standardløsninger på individuelle problemer, så går man galt i byen. Der er beskrevet grusomme eksempler på, at behandlere med et kort kursus i kognitiv adfærdsterapi tromler dybt depressive yderligere ned i afgrunden, med udsagn om, at den depressive selv er skyld i sin depression, for vedkommende kan jo bare lære at tænke positivt!