Læsetid: 4 min.

Psykologer: Diagnoser er en sovepude

Det kan være lettende for forældre, når barnet får en diagnose. En diagnose er lettere at sluge, end en erkendelse af, at opdragelsen er slået fejl
Kommunernes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning oplever i stigende grad, at forældrene presser PPR-medarbejderne til at henvise deres børn til psykiatrisk behandling. 
 Model

Kommunernes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning oplever i stigende grad, at forældrene presser PPR-medarbejderne til at henvise deres børn til psykiatrisk behandling.
Model

Jacob Schou Nielsen Scanpix

10. februar 2011

Når forældrene får en diagnose til deres barn, kan de lettere frasige sig ansvaret for barnets ustyrlighed og i stedet placere skylden hos neurologien. Derfor oplever kommunernes PPR-medarbejdere (pædagogisk psykologisk rådgivning) i stigende grad, at forældrene presser en henvisning til psykiatrien ud af PPR-medarbejderne.

Det er PPR-medarbejdernes arbejdsopgave i samarbejde med lærere, pædagoger og forældre at vurdere, hvorvidt barnet har behov for en henvisning til psykiatrisk hjælp, men medarbejderne oplever ofte, at det er forældrene, der i sidste instans sidder tilbage med den afgørende beslutning om en henvisning.

»Der er nogle forældre, for hvem det er en lettelse at få en diagnose - så er barnet sygt, og der skal specialister til. Så er det ikke opvæksten, der har været forkert. Det er lettere end at se på sig selv med kritiske øjne,« siger Bjarne Nielsen, der er formand i Pædagogiske Psykologers Forening.

Omvej

I går kunne Information berette om det store antal tilbagevisninger af børn og unge, der af enten PPR-medarbejdere eller praktiserende læger er blevet henvist til psykiatrien.

Mellem hvert andet og hvert tredje barn hører nemlig slet ikke hjemme i psykiatrien, og ofte ender henvisningen som et kompromis mellem parterne, fastslår Bjarne Nielsen. For det er umuligt at hjælpe barnet, hvis ikke man har forældrene med sig. PPR-medarbejderne kan derfor føle sig nødsaget til at gå på kompromis med deres faglighed i de situationer, hvor forældrene i høj grad ønsker en diagnose og en henvisning til psykiatrien:

»Det er ikke et rart dilemma, fordi det betyder, at man gør barnet til syndebuk og udsætter dem for en unødvendig undersøgelse,« siger Bjarne Nielsen og fortsætter:

»Hvordan kan vi få forældrene til at arbejde med, spørger man sig selv? Og der kan det nogle gange være nødvendigt at gå en omvej og sige: Så lad os da høre børnepsykiaterne, selv om man egentligt allerede har vurderet, at man ikke fandt det nødvendigt,« siger Bjarne Nielsen.

Han sætter generelt spørgsmålstegn ved kvaliteten og nytteværdien af diagnoserne:

»I Viborg får man ADHD i 35 procent af tilfældene og i Risskov kun syv procent. Der er altså noget galt.«

Diagnoserne trumfer

I de situationer, hvor PPR-medarbejderen har konkluderet, at barnet ikke skal have en vurdering af psykiatrien, har forældrene mulighed for at anke til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning. Derefter tager klagenævnet stilling til, hvorvidt man skal lytte til fagpersonernes vurdering eller til forældrenes:

»Også her oplever vi, at klagenævnet er meget fokuseret på diagnoser, og vi har set eksempler herfra, hvor børn bliver taget ud af en velfungerende skolesituation, fordi forældrene kræver det, og nævnet bakker op,« siger Bjarne Nielsen.

Ifølge klagenævnets årsrapport fra 2009 omgjorde nævnet 55 procent af samtlige sager. Som forælder kan det være svært at se sig selv i øjnene, påpeger Rie Rasmussen, der arbejder som psykolog i Hørsholm kommune.

Hun har oplevet at stå i situationer, hvor forældrepresset bliver stort. Ofte har forældrene researchet på symptomerne og passet deres barn ind i den diagnose, der bedst matcher barnets afvigelser. Mange forældre har allerede diagnosticeret barnet på forhånd, pointerer hun. Og når PPR-medarbejderne så afviser den, og i stedet peger på problemer i familiestrukturerne - så bliver forældrene skuffede:

»De forældre, der presser meget på, er ofte præget af en frustration over langvarige problemer. Derfor kan en diagnose give en mere håndterbar måde at forstå barnets problemer på, i stedet for at forældrene ser på sig selv, kan det være mere enkelt at tænke problemerne som en forstyrrelse,« siger Rie Rasmussen, der også er næstformand i Dansk Psykolog Forening.

Men det kan have skadelige virkninger for de børn, der hives igennem undersøgelser uden at have et reelt behov, påpeger Bjarne Nielsen.

»Det bliver en sovepude, når forældrene ønsker en diagnose, ligesom når skolen hiver barnet ud af klassen og sætter dem i specialskole. Det er faktisk værre end en sovepude, fordi man forandrer barnet, når man fortæller det, at det ikke er normalt. Og det kan man betale en høj pris for,« siger han og understreger, at en psykiatrisk undersøgelse er et signal til barnet om, at det ikke er som de andre. Og ligesom undersøgelserne kan stigmatisere barnet, fjerner den fokus fra de reelle problemer der kan være i familien og i opdragelsen, pointerer Bjarne Nielsen.

Margrethe Brun Hansen, der er familiepsykolog og blandt andet har skrevet bogen De kompetente forældre, mener man i stedet for at hænge sig i forældrenes behov for en diagnose, skal forsøge at forstå, hvorfor forældrene presser PPR-medarbejderne.

»Forældrene vil gerne fritages for den triste tanke om, at de ikke har slået til i rollen - derfor presser de på. For simpelthen at blive fri for skyld. Men man skal huske på, at de presser os, fordi de er kede af det. Derfor skal man møde det pres med en anerkendelse af, at de er overhovedet har sat gang i en proces omkring barnet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Psykologer er ofte nogle vrøvlehoveder, der ikke kan underbygge deres udtalelser på anden måde end at det er rigtigt fordi de siger det - det gælder også de citerede psykologer i denne artikel.

Artiklens forfatter burde sætte sig ind i psykiatri hvis hun vil skrive artikler om psykiatri, for ellers er hun bare en ukritisk mikrofonholder for reakrionære typer, som psykologerne her. Seriøse undersøgelser peger i en anden retrning, end psykologernes lommefilosofi, og Sofie Tholl og Information er dermed medansvarlige for at børn ,der burde undersøges for psykiatriske handikap ikke bliver det.

Børn der ikke kan følge med i skolen, straffes indirekte af psykologernes moralske pegen fingre af psykisk handikappede børn som manglende motivation og opdragelse, hvilket medfører at børnenes handikap ikke bliver erkendt i tide - de får ikke en uddannelse pga samfundets negative holdning over for dem - de får depressioner af samme grund. Mange af de mennesker, der kommer i fængsel, har et psykiatrisk handikap, som først bliver undersøgt ,når de er kommet i fængsel - de kunne have fået uddannelse og arbejde, hvis de havde mødt forståelse og fået psykiatrisk behandling i tide, for de er ikke dumme, og de er faktisk positive, hvis man møder dem på en positiv måde - De er udsat for et urimeligt hårt pres på områder, hvor deres handikap gør dem sårbare - Dvs når de udsættes for krav om ikke at være handikappede med pres, afvisning, straf og mistro får de depression og angst, fordi de ikke kan leve op til forventningerne, og på den måde støder samfundet dem fra sig.

Information må tage sig sammen - denne artikkel er for ringe!

Når forældrene bliver lettet over at få en diagnose, kunne det jo hænge sammen med den følelses af afmagt, som disse forældre ofte føler over for deres barn.
En afmagt som denne og flere andre artikler her i Information åbenbart mener skal øges.

Det ville være interessant engang at høre, hvorfor antallet af psykiske tilfælde åbenbart er øget så betydeligt indenfor de sidste 10 år - har det at gøre med livet i et liberalistisk samfund eller hvad?

Projektbørn af projektbørn.

Udskrivningen af psykofarmaka til børn under 18 år eksploderer i disse år.

Hvis denne udvikling skulle imødegås med varme hænder med og indsigtsfulde hjerner ville terapeutudgifterne vokse helt uoverkommeligt og uacceptabelt, så vi lader Big Pharma klare problemerne med små kulørte piller.

Årsagerne til vor tids mange diagnostiserde børn?

Der er sikkert flere, men jeg tror at en væsentlig årsag er, at den forkælede 80'er-generation ser deres børn som projekter, der skal udleve forældrenes egne kiksede forventninger om et talentfuldt og et økonomisk berigende liv, og når deres coaching af deres børn så også kikser, så angriber man først daginstitutionspersonale og lærerne for at svigte - og trækker ressource ud af miljøet til skade for de andre børn -, og til sidst kæmper forældrene for at få en diagnose til barnet, frem for at blive udstillet som de fiaskoforældre man rent faktisk er.

Der er børn der ikke har lyst eller magter at leve op til videns- og vækstsamfundets normer, men det anses i dag som en hjernelidelse på niveau med skizofreni.

Det er en virkeliggørelse af Aldous Huxley spådom i Fagre Ny Verden, om at vi bevæger os hen imod en fremtid, som er befolket af såkaldte Alpha-mennesker, Beta, Tetra og Gamma mennesker som måles og vejes på om og hvor de arbejder og hvad de tjener.

Et moderne kaste-system af den mest tåbelige facistoide slags.

Marianne Mandoe

Det kan da godt være at det er bekvemt for NOGEN forældre.

Men for mange af os er det en lettelse at finde ud af at vores børn rent faktisk kun kan overskue en almindelig dag hvis den er planlagt i detaljer og repræsenteret på et skema med billeder så der ikke kan være nogen misforståelser.

Psykologen her går vist regeringen æriende hvad engår besparelser.
Så kan de af os der virkeligt HAR behov så få lov til, endnu engang, at blive mistænkeligtgjort, uglesete og få smækket endnu en lag skyldfølelse oven i bunken når vi nu tillader os at lade vores børn ligge samfundet til last for at være sikre på at vores børn ikke går helt til grunde i et samfund der kun er indrettet på dem der kan presses ned i de små firkantede kasser vi forventes at leve i.

Uden diagnose ingen kontanthjælp, ingen førtidspension, intet banklån, intet socialt liv, uinteressant for medierne, ja jeg ved snart ikke hvad. Det nemmeste ville være, at alle fik én.

Marianne Mandoe

@ Jens Thorning

Og du tror at det er forældres og børns ambition at barnet ender på evig forsørgelse?

Tvært i mod.
En diagnose kan, hvis den anvendes rigtigt, hjælpe til med at barnet netop IKKE ender på den måde, men ender med at bidrage så meget som muligt til samfundet ved hjælp af uddannelse og job.

Nu ser vi det endnu engang: Psykologerne bruger deres faglighed til det de er bedst til- individualisere strukturelle problemer. Så kan de bagefter byde ind med krisehjælp, mindfulness og kognitiv terapi til de traumatiserede forældre, der netop føler skam over at deres barn ikke er perfekt, og måske endda selv bliver stigmatiseret som problemfamiler.

Der er ingen tvivl i mit sind om at der er alt for mange diagnosticerede. Der er heller ingen tvivl om at der er en masse familier der ikke fungerer.

Men der er heller ikke tviv i mit sind om at det liv mange moderne familer - eller hamsterhjulet som de kalder det , gør at de føler sig magtesløse og slet ikke føler at de har et valg.

Vi er ofre for angsten for at være ofre, så vi bilder vi os selv og hinanden ind, at vi har valgt at ræse derudaf for at hive materielle goder og smukke titler hjem til vores lille familiefællesskab.

Der er noget galt i Danmark. Problemet er at vi ikke kan overskue hvad.

@ Marianne Mandoe. Du skal ikke føle dig skyldig i noget som helst, fordi du modtager hjælp til din søn! Hjælpen er der fordi det er det eneste vi som samfund kan stille op for at dulme magtesløsheden over at noget ikke er til at håndtere. Så jeg synes faktisk at du gør samfundet en stor tjeneste:-)

Som du siger så er det snart så svært at finde en kasse og (grimasse) der kan passe i det her gennemstrukturede og leanorienterede samfund, at det efterhånden må være alle de (OS) skæve eksistenser der viser vejen for et mere rummeligt samfund.

Tigermødre er den nyeste trend inden for opdragelse. Ikke noget med at med at spille computerspil, lege med andre eller deltage i fritidsaktiviteter efter skoletid, før lektierne er lavet - forud forstås - kun topkarakterer tæller. Vi skal helst være dygtigere og hurtigere end kineserne, koreanerne og japanerne og vi skal op på de samme kvoter for psykologbehandling og selvmord.

Iøvrigt er det synd for tigrenes omdømme at kalde disse stræbermødre for tigermødre.

@Bill Atkins, herligt input.

Jeg ved snart ikke om jeg synes at det er bedre at medicinere folk end sende dem til psykolog. Psykiatere ser folks problemer som en fejl i biologien, mens psykologer mener at det er en fejlkonstruktion i individet. (Groft sagt).

Fejlkonsruktionen i individet er skruen uden ende og opløser solidariteten imellem mennekesker fordi vi ikke ser at alt for mange problemer må løses i fællesskab.

Marianne Mandoe

Ursula.

Jeg føler mig ikke skyldig. Nærmest tvært imod.
Det er lykkedes at opdrage en dreng med ALLE Asperger-symptomerne til en ung mand der har sin egen lejlighed. Som er socialt bevidst, politisk interesseret.
Som er, som alle andre unge mænd på omkring de 20 og nys flyttet hjemmefra, et rodehoved, men som alligevel, til trods for fordomme og handikap, er i stand til at skabe sig selv en hverdag der er nogenlunde struktureret.

Nej. Jeg føler mig ikke skyldig. Men jeg føler mig HARM.
Der er nemlig ikke længere plads til de anderledes, de kreative, de lidt skæve og dem uden et synligt "drive".
De er nok ikke blevet flere, men der er blevet mindre plads til dem og mindre tolerance overfor dem.

Marianne Mandoe:
"Og du tror at det er forældres og børns ambition at barnet ender på evig forsørgelse?"

Naturligvis ikke. Jeg havde udelukkende voksne i tankerne. Som en bekendt med egen diagnose bemærkede engang i 1980'erne, da endnu en kendt skuespiller var brudt sammen på forsiden af B.T.: De kendte får nervesammenbrud, vi andre får diagnoser.

Et barn kan jo have brug for en psykiatrisk diagnose for at få retten til et normalt liv og en skolegang der opfylder undervisningsmiljøloven.

Henrik Andersen

Vi brugte 11 1/2 år på at få en diagnose for vores søn, da vi fik en tog det yderligere 6 år før vi var der henne hvor han kunne fungere uden store problemer,
Vi havde ikke kommet til en diagnose hvis ikke vi selv havde skubbet og irriteret et hav af mennesker på vejen.
Overbeskyttende forældre, forslag om at deltage i forældre grupper, blevet beskyldt for ikke at sende ham i seng, givet ham for meget sodavand og slik er kun nogle af de ting vi fik som svar fra de kloge hoveder.
Vi blev ofte talt til i en meget ned sættene tone.
JEG VIL ØNSKE MIG AT DE SÅKALDTE PROFESSIONELLE MENNESKER IKKE VILLE VÆRE SÅ FORUDINDTAGET OG FORSTÅ AT SOM FORÆLDRE KAN MAN IKKE HJÆLPE SIT BARN UDEN EN DIAGNOSE, DET IKKE AT KUNNE HJÆLPE ER DET MEST FRUSTRERENDE OG SÅ SAMTIDIG AT FÅ MERE ELLER MINDRE ÅBNE BESKYLDNINGER AF AT VÆRE DÅRLIGE FORÆLDRE.
Hvis man selv skal kunne hjælpe og få henvist til den rette person så skal man jo have en altomfattende uddannelse og man kan jo ikke få SU i 25 år, men det team som burde hjælpe har sikker fået den SU i 25 eller flere år så nu skal de desværre arbejde for deres uddannelse og løn,
En god diagnose omfatter vel også eliminering af nogle ting, Hvis det gik som de gerne vil have i psykiatrien så ville de jo blive arbejdsløse.
Grundlaget for godt sundheds arbejde er vel stadig at gøre sig selv overflødig?

Henrik Andersen skriver:
FORSTÅ AT SOM FORÆLDRE KAN MAN IKKE HJÆLPE SIT BARN UDEN EN DIAGNOSE

Består hjælpen i ændrede omgangsformer eller i medicin?

Hvis det er ændrede omgangsformer i familien der er behandlingen, så mener jeg, at der - til gavn for alle og især børnene - bør bruges langt mere energi på, fra samfundet side, at informere generelt om hvilke forandringer i dagligdagen, der kan virker dæmpende på børns problemer...

...problemet er at forældrene gerne vil have det offentliges hjælp så de kan forsætte deres til tider alt for hektiske liv.

Hvis forældrene absolut skal ha et hektisk liv så er de godt dumme. Mindre kan vel gøre det?
Husk at samfundet er os alle- høje som lave og hvis vi ikke går ind og påvirker børnene blir samfundet ved at være det kæmpe forbrugs ræs det er blevet.
Vist skal børn opdrages med omsorg og kærlighed. Det er en kæmpe opgave at være forældre og nogle af os er det mere bevidste end andre.
Hvis vi ikke har tid til børnene hvorfor har vi fået dem?

Steffen Nielsen

Diagnoser i sig selv helbreder ingen, men diagnoser forskes og beskrives, så man som forælder eller professionel kan lære at forstå barnets vanskeligheder.
Diagnoser er ikke en vej til de offentlige kasser, og de er heller ikke til for at forældre kan slippe for ansvar.
Tværtimod giver det forældrene mulighed for at påtage sig et ansvar, som de førhen var frustreret over ikke at kunne magte.

Steffen Nielsen

Og så synes jeg man skal stoppe med slå forældre og andre oven i hovedet, når de har et barn, som alle andre er så helvedes kloge på på hvordan skal opdrages.
Det handler ikke om at forældre bare jagter materielle goder. Der findes faktisk forældre, der er nødsaget til at arbejde for blot at få smør på brødet. Det er ikke alle forældre, der kan tillade sig at gå på deltid, og iøvrigt vil det være spild af ressourcer, hvis højtuddannede skal kvitte deres arbejde for at bruge al deres tid på at arbejde med deres barn i døgndrift, når der findes professionelle, der kender til diagnosen og kan hjælpe med en behandlingsplan

Marianne Mandoe

@ Pil

Ikke for at fornærme dig, men enten er du utrolig arrogant eller også er du utroligt naiv.

1. For det første er det meget få forældre der er klar over HVOR meget tid et barn tager før barnet vikeligt er der.

2. For det andet..... du er vist ikke klar over hvor mange mennensker der kæmper, med to fuldtidsjobs, bare for at få hverdagen til at hænge økonomisk sammen.

Er man så så uheldig at have et barn der på den ene eller den anden måde er "adfærdsvanskelig" så har begge forældre endnu en fuldtidsjob. Nemlig at foholde sig, til barnets problemer.
Det være sig både på det personlige plan, tale med skole/institution, (og det ofte hver eneste dag), forholde sig til den reaktion der kommer fra de nære omgivelser.
Og tro mig.... har man sådan et barn er støttet ikke-eksisterenden. Hverken fra skole/institution og de nærmeste omgivelser.
Ikke med mindre man rent faktisk FÅR en diagnose.

@Marianne
jeg er hverken arrogant eller naiv. Jeg har 2 børn eller de er voksne nu. Jeg har en mellemlang uddannelse og har været på arbejdsmarkedet endda på deltid da jeg godt kunne få det til at løbe rundt- (er pensionist nu). Vi satte ikke de store krav til forbruget og det var også krisetider- vi var ikke stresset og vi havde masser af tid til børnene.
Har du en tvivlsom indgang til børne opdragelse vil ingen diagnoser hjælpe og jeg mener derfor at det er en sovepude for de forældre der bare ikke magter opgaven. Dermed ikke sagt at nogle børn har en alvorlig diagnose som man absolut skal tage seriøst men hvor mange kan frasige sig sovepuden i en hektisk hverdag?

Marianne Mandoe

@ Pil

At være forælder til et barn med Aspergers eller ADHD er det samme som at have endnu et fuldtidsjob.
Et job man ikke kan sige op og som man ikke kan gå på pension fra.

Jeg har en nu 20-årig søn med diagnosen Aspergers.
Og er helt på det rene med at mit "job" aldrig holder op. Selv om han er voksen har han stadig brug for støtte. Heldigvis ikke hver dag nu, men jeg kan aldrig trække stikket helt ud. Og sådan vil det være til jeg dør. Når det sker har han heldigvis gode fætre der er helt bevidste om hans situation, og som i mange tilfælde har taget over fra mig. Hvilket jeg er overordentligt taknemmelig for.

Han vil ALTID have brug for støtte og hjælp.
At være forældre til et barn med en reel diagnose og så læse at en diagnose er en sovepude er som at få smidt et læs møg i ansigtet.

Indrømmet.... diagnosen var en lettelse. Men i den form at jeg FORSTOD. At jeg kunne lære. At jeg kunne forholde mig til det barn der blev beskrevet for mig, og som jeg stort set aldrig så derhjemme.
For for ham var hjemmet den sikre havn. Det sted hvor hans Asperger kom mindst til udtryk da han ikke var under pres og fik lov til at være den han er.

Men en sovepude bliver det aldrig. Det er et værktøj, og nok det bedste og mest vigtige værktøj man som forælder kan få.

@Marianne
hvis du læser videre angriber jeg IKKE de børne forældre som virkelig har brug for deres diagnose men de forældre som ikke magter børnene. At være forældre iøvrigt er og har altid været en livsgerning men som du sir er din opgave ikke fuldført bare fordi din søn er blevet vosken. Vi andre kan slappe lidt bedre af kan jeg forstå.
Der findes sågar voskne som bekræfter deres lave selvværd ved at få påhæftet en diagnose på sigselv- ADHD- så kan de bedre forstå hvem de er. Det er tragisk men det samme gælder disse forældre som ikke magter deres individ- børn og det er endnu mere tragisk.

Marianne Mandoe

@ Pil

Har du overvejet om behovet for diagnoser og det stigende antal diagnoser, måske ikke har så meget at gøre med opdragelse og et øget antal mennesker der rent faktisk HAR psykiske finurligheder (ja jeg kalder det finurligheder fordi de jo egentligt ikke er psykotiske og derfor syge) måske ikke har så meget at gøre med at der er en stigning, men at samfundet er blevet langt mindre tolerant og langt mindre rummeligt?

Problematikken er, som jeg læser eksperterne, at der er flere og flere forældre, der i forbindelse med en diagnosticering, forlanger at få deres børn medicineret, selv om deres børn befinder sig i et grænseområde for en diagnose med medicinsk behandling, samt at en del læger m.fl. lader sig presse. Det er disse forældre og læger, der svigter deres opgave, og som er en del af forklaringen på den eksplosive brug af psykofarmaka.

Marianne Mandoe

@ Bill.....

Ofte bukker forældrene under for udefrakommende krav.
Der er lærere og skoler der kan være meget insisterende på at et barn der ikke passer i kasser skal medicineres for at kunne proppes i den dertilindrettede kasse.

En problematik jeg personligt syntes er en smule uhyggelig, fordi samme lærere og skoler går langt uden for deres vidensområde. Men gør det fordi de selv er pressede.

@Marianne

jeg har ikke så meget tiltro til lægestanden nu om dage og ja samfundet er blevet mindre tolerant og mindre rummelig, absolut.
Jeg så på at min yngste søn fik påhæftet 3 diagnoser men jeg mente han havde det svært pga min social status som psykisk syg. Så vi fik omstødt hans diagnoser og han lever veltilpasset og klarer sig meget selvstændigt idag uden nogen som helst tegn på en diagnose (eller 3). Så ja mindre rummeligt- absolut.

Det er skræmmende så meget medicin læger skriver ud til børn. Som nævnt i en anden artikel i Kristeligt dagblad så kigger lægerne biologisk og ikke socialt og filantropisk på patienterne. Vi skal ha rusket op i lægestanden. Jeg skal dæleme ikke betale for at gå til lægen idag. De kan være under al kritik.

Den offentlige dialog om børn, skole og fritid - ja selv tidens ynglingsemne, mobning - er efter min mening blevet alt for overfladisk. Hvis spørgsmålene skal frem på TV-skærmen - selv på DR2 - skal der helt være en god portion reality-TV ( læs: tilrettelagt forargelse) - over udsendelsernes problematikker og deltagere. Reel information og debat er ikke interessant i karrierejournalisternes optik.

Steffen Nielsen

Intet kan som børneopdragelse sætte splid. Jeg vil da lykønske Pil for, at han har fået 2 velfungende voksne og lykønske ham for, at der var økonomisk råderum, medens de var små.
Selvfølgelig er der forældre, som aldrig burde have været forældre, fordi deres personlighed eller lige så sandsynligt, deres egen barndom har ikke givet dem den nødvendige ballast til at tage sig af deres egne børn.
Nu arbejder min kone rent faktisk på en børnepsykiatrisk afdeling, og det har jeg også selv gjort, og jeg kan kun sige, at lige så mange forældre, der bliver lykkelige for, at deres barn har fået en diagnose, som de kan forholde sig til og tage bestik af i deres fremtidige opdragelse af børnene, så er lige så mange forældre lykkelige for at få at vide, at deres barn ikke fejler det mindste, men at der er nogen forhold enten i familien i skole, børnehave eller nærmiljø, der skal tages hånd om.
Skal familien have særlig støtte, for det kunne være, at en af forældrene er psykisk syg eller skal forældrene opsøge en parterapeut eller blive skilt.

Den med at forældrene altid skal være de skyldige, droppede vi for mange år siden. Ganske vist er der stadig skolelærere, der brokker sig over forældrene istedet for at se på deres egen andel i, at skoleklassen mere ligner en krigsskueplads.

Min ældste søn er selv skolelærer, og han har i årevis arbejdet med netop nogle af de mest vanskelige unger på en specialskole, men han nød årene selvom de var hårde. Nu arbejder han på en almindelig skole, og han synes stadig at det er sjovt, men han siger også, at alt for mange lærere i højere grad betragter børn og forældre som fjender.

Iøvrigt havde vi en sjov oplevelse, da han engang fortalte om et barn i klassen, som gjorde nogle ting, der forstyrrede undervisningen. Han fortalte os om drengen, og både min kone og jeg kom til at tænke på en ganske bestemt diagnose.
Vi foreslog ham at håndtere drengen ud fra vores kendskab til diagnosen, og kun få uger efter ringede han og fortalte, at det havde været en bravende succes, men han kunne ikke få sine kolleger til at tage højde for det, som han havde lært at tage højde for.
Skolepsykologen ville iøvrigt overhovedet ikke tage sig af problemet, men blev bare ved med at sige, at drengen bare skulle tage sig sammen.

Henrik Andersen

Man vil vel heller ikke forvente at gå til læge med andre problemer uden en diagnose så man kan begynde en behandling, behandlingsmetoder er nok lige så forskellig som der er mennesker.
Det er i dag meget enkelt at finde hjælp og vejledning fra andre, men uden en diagnose hvor begynder du?

Henrik Andersen

Bill Atkins skriver …problemet er at forældrene gerne vil have det offentliges hjælp så de kan forsætte deres til tider alt for hektiske liv.
Jeg vil gerne gøre opmærksom på at mange forældre vælger at stå uden for arbejdsmarkedet så de kan passe deres børn, men du har sikkert ret i mange tilfælde.

Lige en bemærkning om at nogle vil ha det rigtigt svært med at deres børn har en diagnose. Så problematikken er mange facetteret.
Men det at malke det offentlige og samtidig brokke sig over at det offentlige ikke gøre nok er så paradoksal. Case: en udearbejdende enlig mor som overlader sine drenge alene hjemme på alle mulige tidspunkter for at passe sit arbejde- den ene dreng er autist. Hun har en indtægt men malker det offentlige for al den hjælp hun kan få. Hun kender selv lovgivningen så ved lige hvilke knapper hun skal trykke på. Havde hun bedre styr på tingene kunne hun stimulere sin søn på en mere hensigtsmæssig facon. Jeg forarges over sådan en opførsel.
Samtidig kan jeg ikke helt undsige mig for at sige at disse forældre er ikke tingene 100% bevidste- deres opførsel er ikke ren og skær bevidst udnyttelse af systemet men nærmere en mangel på viden og en lettere forskruet indstilling til velfærds samfundet samtidig med at være udtryk for en enorm mangel på ressourcer= ressourcesvage forældre.

Steffen Nielsen

Jeg synes, at man skal være varsom med at dømme en stor gruppe mennesker på baggrund af nogle ganske få, der udnytter sytemet.
Alternativt kan man fjerne al offentlig hjælp til handicappede, psykisk syge, hjemmehjælpen til svage ældre, madordninger, nedlægge offentlige sygehuse, bistandshjælp, sygedagpenge, privatisere al offentlig service incl. folkeskolerne, osv, fordi der findes nogle relativ få mennesker, der udnytter systemet og ovenikøbet tillader sig at brokke sig.
Som offentlig ansat slipper man jo hermed også for hele tiden at få skudt i næsen, at man lever af andres skatteindbetalinger og i det hele taget er uproduktiv.

Diskussionen, om og hvor meget "skyld" forældrene har, er trættende og fører ikke til andet end rasende forsvar fra ulykkelige forældre.
Så lad os kigge i en lidt (men også kun lidt) anden retning:
For det første:
Den meget snak om "diagnoser" er nødvendig, fordi diagnostik af børn og unge er ekploderet gennem de sidste 35 år, hvor jeg har kunnet følge udviklingen.
Og enten er børnene blevet meget mere syge., end de var, og ellers er der opfundet diagnoser, der leder til "behandling".
For det andet:
"Behandling" er i dag alt overvejende medicinsk behandling - og inden for medicinsk behandling er det ordination af amfetaminstoffet "ritalin", der menes for det meste:
Der ordineres store mængder af Ritalin til børn og unge i dag (jeg har ikke lige tallene, men de er store).
For det tredie:
Hvis ikke diagnostik skal medføre ordination af Ritalin eller anden medicin, så betyder "behandling" "den helt rigtige pædagogik".
I Folkeskoleregie er dette specialundervisning - "den helt rigtige måde at behandle barnets symptomer på".
Og mængden af "ordineret"/visiteret specialundervisning er i samme tidsrum eksploderet (en tommelfingeregel var for 20 - 25 år siden, at ¨10% af Folkeksolens budget gik til specialundervisning - nu er det i omegnen af ¨30%).
For det fjerde:
Altså: flere diagnoser, mere medicin og mere specialundervisning - meget mere af det hele - og vi kan forvente, at fortsætter udviklingen uden at vi stopper op og tænker os om, eller ligefrem besinder os, så vil svaret på den nære fremtids udfordringer med vore børn og unge være: "mere af det samme"!

Er det dét vi vil?

Er det ikke på høje tid, at vi stopper op og spørger os selv og hinanden: "har "mere af det samme" det hjulpet?!"

Mit svar er, at dèt har det ikke!

Selvfølgelig er det et fremskridt og en lykke, at nogle børn og unge - men egentlig ikke ret mange - har vældig meget glæde af at få Ritalin eller et andet medikament.
Og medicin hjælper faktisk nogle børn - men også kun nogle - rigtig mange børn får medicin, og problemerne er der stadig.
Og selvfølgelig er det en hjælp og en lykke, når en diagnose kan medføre, at der iværksættes "den helt rigtige specialundervisning".
Men der er også megen - rigtig megen - specialundervisning, der bare er en måde at parkere børn og unge, som er vanskelige for os at være sammen med - i øvrigt en måde at sætte deres naturlige sociale udvikling og læring i stå.

Så HURRA for diagnoser, der virkelig peger på "behandling", der hjælper - og allerbedst kan hjælpe børn og unge til at forblive i eller vende tilbage til Fællesskabet og fortsætte deres læring og udvikling dèr - på naturlig vis.

Men hurraet gælder KUN den diagnostik, der virkelig får sådanne lykkelige følger.
Og dèt er mere undtagelsen end reglen!
Og hvad værre er: alt for lidt opmærksomhed vies til evalueringen af, om det nu også førte til noget bedre, at der blev stillet en diagnose.

Diagnoser til børn og unger er blevet nøglen til at udløse medicin og/eller specialundervisning.
Diagnoser er blevet nøglen til at udløse ressourcer, recepter, timer, penge.
Og som sådan går det jo lystigt derudaf.

Og dèrfor er der kø til undersøgelser på de pædagogisk psykologiske rådgivninger og til de børne- og unge-psykiatriske ambulatorier og afdelinger.

En meget ènsidig over-fokusering og -eksponering af nogle få tilgange til børn og unges symptomer - nogle tilgange, der ganske vist i reletivt få tilfælde viser sig sat være den rigtige - i ganske mange andre tilfælde i bedste fald ingen foradring medfører.

Og alt imens under-eksponeres alle de andre tilgange - herunder ikke mindst forældres og læreres og pædagogers muligheder for at se på sig SELV i stedet for at stirre forkertgørende på barnet og den unge.

Det ER og bliver VOKSNE, der har ansvaret for børns og unge relationer - det er og bliver de VOKSNE, der har muligheder for at lave noget om - ved sig selv!

Man KAN i øvrigt KUN lave sig selv om - men dèt er heller ikke så ringe endda - det ER svært - men PRØV det!!

Steffen Nielsen

Niels Borg
Jeg er enig i det meste, men jeg synes, at du mangler at gøre opmærksom på en anden vigtig faktor i forhold til, at behovet for behandling er steget så eksplosivt.
Opdragelsen og undervisningen af børn i dag har ændret sig radikalt igennem de sidste 50 år. Der har altid været børn, der har haft et behov for særlige forudsigelige rammer og regler.

De trivedes bedst i "den sorte skole", fordi de ikke skulle tage stilling til hvad der var rigtigt eller forkert og derfor havde de heller ikke ansvar for selv at finde svar på hvordan de skulle handle i de enkelte situationer, for det var der regler for.
Til gengæld mistede de børn, der var i stand til at udvikle og være kreative, muligheden for at finde nye veje til at løse problemer. Det har vi så prioriteret så højt, at vi har fået en undervisning, der kræver en høj grad af autonomi hos børnene. Omverden har tit givet udtryk for stor beundring over, at så mange af vores unge er i stand til at forholde sig kritisk og ikke bare tage alt, som de voksne kommer med for at være det rigtige.
Spørgsmålet er så hvad man stiller op med de børn, der måske modningsmæssigt eller pga en eller anden diagnose ikke er i stand til at fungere i et sådan autonomt miljø.
Da jeg besøgte min yngste søns skole og så hvordan klassekammeraterne fungerede sammen, blev jeg næsten helt misundelig over, at min egen skoletid ikke var sådan. Det fællesskab mellem eleverne eksisterede ikke på nogen af de skoler, som jeg gik på.

Det store problem er efter min mening, at skolelærere og pædagoger i al for høj grad har haft fokus på de optimale forhold for de optimale børn, og har alt for store forventninger til de børn, der ikke er i stand til at fungere i dette undervisningsmiljø. Hvis de ikke fungerer i dette miljø, så har målet været at de skulle de så lære, hvor de måske i højere grad skulle etablere et miljø, der både er udfordrende, men også har en vis form for regelrettethed og forudsigelighed.

For mig at se, så vil den store udfordring for lærere og pædagoger være at skulle forholde sig til den enkelte elevs behov, og det bliver svært i en klasse med 25 elever, hvis lærerens fokus udelukkende er at skulle undervise.
Enkelte skoler har taget en pædagog ind i undervisningen, der kan støtte de elever, der falder igennem, når det handler om at skulle fungere autonomt, men jeg har hørt det fungerer rigtig godt mange steder.

@Steffen Nielsen

det var rigtige kloge ord du kommer med og uden at gentage dem alle vil jeg bare sige at essensen må være at indrette skolemiljøet og undervisingen så vi fanger ALLE elever om de er indstillet på den ene eller anden form for opmærksomhed.
Jeg er glad for at du kom med dit indlæg. Tak

Steffen Nielsen

Mange tak Pil.
Det glæder mig, for det er kun mine egne tanker efter dels for en del år siden at have arbejdet med børn med forskellige diagnoser. ADHD, Asperger-syndrom, Giles de Tourette og flere andre, og dels besøgte jeg både min egen søns skole og havde kontakt med lærere og pædagoger på andre skoler.
Jeg har således ikke nogen fine videnskabelige undersøgelser til at støtte mine teser.

Mit kendskab til disse forældre var også, at det var ikke et ønske om at slippe for ansvaret eller få et sugerør ned i de offentlige kasser, men et ægte ønske og en stærk bekymring for hvordan det skulle gå deres børn, når de skulle ud og klare sig selv. Det arbejde vi foretog med børnene, fortsatte forældrene med hjemme, men der var også et intensivt samarbejde mellem behandlingsstedet og forældrene med både kurser og foredrag.

I mit nuværende arbejde med voksne har jeg været kimet ned af bekymrede forældre til voksne med disse udviklingsproblemer, fordi mange af dem var blevet stofmisbrugere, kriminelle eller var røget ud i mange andre problemer.
Desværre har det været kendetegnende for rigtig mange af dem, at problemerne ikke blev erkendt, medens de var skolebørn, så de havde udviklet en massiv nederlagsfølelse, og ethvert forsøg på at passe et fast arbejde var mislykket.

De udgør en kolossal økonomisk belastning for samfundet, samtidig med at de lever et miserabelt liv.
I tidligere tider ville de højst sandsynlig være klædt på til at håndtere et arbejde, der ganske vist ikke krævede de store evner til at træffe beslutninger, være kreative eller ledere, men de følte sig værdsat for deres produktivitet.
Nu er de både uproduktive, er en økonomisk belastning og ofte til gene for samfundet pga deres omfattende kriminalitet.

@Steffen
Deres selvværd er ikke højt når de kommer så langt ude.
Jeg har lige set en fremragende udsendelse om hvordan sund mad influerer på børns trivsel. Væk med junk food og pizza og ind med et godt sundt måltid i løbet af skoledagen og der sker undere. Det var selveste Jamie Oliver som sat en hel kommune i England på den anden ende ved at ændre skolemaden. Børnene begyndte at koncentrere sig bedre- være bedre til at læse højt og havde mere udholdendhed og var i store træk mere skole egnede. Det er sandelig en mindre revolution.
Jeg kan kun tilsluttte mig filosofien. Ville ønske at vi kunne lære af det- nul chips og cola ;)

Steffen Nielsen

Min kone arbejder som sagt i børnepsykiatrien, og hun kender også til den nærmest eksplosive strøm af henvisninger, men som hun også siger, så er det jo også deres arbejde netop at udrede disse børn, hvor der kan være en mistanke om en eller anden form for organisk skade.
For mange år siden viste en svensk undersøgelse foretaget af professor Gillberg, at ca 1½% af en årgang havde en svær form den mere snævre definition af ADHD, men at helt op til 7% havde problemer. Oveni det kommer så alle de andre udviklingsforstyrrelser, så måske er det ikke så underligt, hvis der er det enorme pres på børnepsykiatrien.

Oveni det hele har vi jo set yderligere lidelser blandt børn og unge som f.eks. spiseforstyrrelser, cutting (selvskærere) og andre former for selvskadende adfærd, som så skal lægges oveni alt det andet, og som stadig er en gåde for psykiaterne, nok fordi det ofte rammer tilsyneladende velfungerende børn og unge.

Steffen Nielsen

Pil
Jeg har selv tænkt over det med den megen usunde mad, og det ville ikke overraske mig, hvis det skulle have en betydning.
Før i tiden var fastfood, junkfood osv et forholdsvis sjældent fænomen, for dengang kostede det jo en formue at købe en kylling, pomme frites var ikke særlig udbredt og hvis det gik højt, så hed det måske en hotdog ved pølseboden.
Dengang var det ikke ualmindeligt at købe eller ligefrem få, hvad man ville kalde for kødaffald. Finker, som jeg fik, bestod af hjerte, nyre og den del af leveren man ikke brugte til leverpostej og endog lungerne. Det blev hakket og lignede millionbøf og det smagte himmelsk.
Kødben og helst nøgleben kunne man næsten få gratis. Vi fik en sækfuld fra slagteriet.
Kylling var yderst sjældent, og den kunne ovenikøbet være i stedet for juleanden, som jo nærmest var en teoretisk spise. Grød fik flere gange om ugen, og så spiste vi oceaner af kål.
Snacks var rugbrødsskorper, som var resterne fra tilberedningen af øllebrød.
Og så spiste vi sild, for det var rigtig billigt.

Det var billig mad, men det var fandme noget sundere, og sodavand var yderst sjældent. Iøvrigt fik familier med små børn gratis mælk.

Steffen
Jeg citerer dig her
". . .Desværre har det været kendetegnende for rigtig mange af dem, at problemerne ikke blev erkendt, medens de var skolebørn, så de havde udviklet en massiv nederlagsfølelse,. . . "
Vil det sige at du mener at disse børn, nu voksne måske havde haft brug for at få en diagnose? Eller simpelthen at børnene var utilpassede i det skolesystem der herkser og er mangelfuldt? Man hører også om de lærerstuderende's mangelnde unervisnings timer.
Hvis nu man ikke var så fokuseret på de børn der åbenbart klarer sig godt til fordel for de der har brug for en anden form for undervisning vil man nok når længere med de lidt svagere elever.
Summa summarum af dine indlæg er at nok er der behov for diagnoserne men at der samtidig er behov for opfølgning for disse børn hvilket er manglende idag? Men det kan ikke være skolens opgave at tage sig af diagnosticerede børn. Det må være en special skole's opgave.
Iøvrigt synes jeg tilligemed andre at der udskrives alt for meget medicin. Der må være et alternativ til Ritalin f.eks.
Alt i alt gøres der sikkert alt for lidt for vores børn fra fællesskabets og samfundets side.
Iøvrigt re: maden- nogle børn i denne kommune i England havde ikke længere brug for deres astma medicin i skoletiden. Det er positivt.
Jeg kan godt li ideen om at børne familier fik gratis mælk da du voksede op.

Steffen Nielsen

Pil
ØV. Jeg skrev et svar på din kommentar i går, men nu er den væk. Ved ikke om jeg er kommet til at glemme at trykke på "indsend" :-(

Steffen Nielsen

Pil
Du spørger:
"Vil det sige at du mener at disse børn, nu voksne måske havde haft brug for at få en diagnose?"

Ja, eller også at lærerne havde en større indsigt i diverse udviklingsforstyrrelser, eller forlange at nogle flere skolepsykologer tog deres arbejde alvorligt og kendte til disse diagnoser, for det er min erfaring, at der er de for ringe udrustet.

"Eller simpelthen at børnene var utilpassede i det skolesystem der hersker og er mangelfuldt?"

Det er svært at svare entydigt, fordi skolerne bliver hele tiden stillet overfor nye krav, der tærer på de ressourcer, der i forvejen spares på.
Lærerne vil først og fremmest gerne undervise, og det er langt de fleste også rigtig gode til, men det må også være hamrende svært at have øje for hver enkel elevs psykiske velbefindende og forholde sig til årsag og hvad der skal gøres ved det.
Jeg har indtrykket af, at seminarierne fokuserer først og fremmest i at gøre lærerne dygtige i deres hovedfag og bifag, samt indlæringsmetodik for "normal fungerende" børn. Der er fokus på hvordan skoleelever bliver de bedste i verden til at læse og regne, samtidig med et fokus igennem mange år på at deres sociale kompetancer skal være i top og at de skal være kritiske i forhold til informationer.
Det ville jo gøre det hele meget mere enkelt, hvis eleverne bare gjorde hvad de fik besked på og ikke stillede kritiske spørgsmål, og så bare sørge for at de ikke slog hinanden fordærvet i skolegården, som det var i min skoletid.
Når de skal være de bedste i verden til at læse og regne, så konkurrerer det danske skolesystem bl.a. med kultursamfund, hvor der absolut ikke må stilles kritiske spørgsmål, og derfor kommer der heller ikke et opgør med det politiske system (Kina, Iran og mange andre samfund)
Til gengæld tror jeg også, at børn med udviklingsforstyrrelser trives i skolerne netop i disse samfund, for det kræver ikke deres personlig stillingtagen og hermed ansvar for egen læring. Derfor vil disse skoler også være væsentlig billigere i drift, også fordi at det ikke betyder den store forskel om der er 25 eller 50 elever i klassen.

En løsning kunne være, og som allerede er begyndt at blive praktiseret på enkelte skoler er at ansætte skolepædagoger, der tager sig af de enkelte børns velbefindende, og evt. går en tur med et barn, hvis det begynder at være urolig. Tager hånd om de børn, der har behov for en fast struktur og hjælper dem til at bevare overblikket, og frem for alt hjælper dem til at få nogle succesoplevelser både fagligt og socialt.
Inddragelse af ressourcestærke elever til at hjælpe de svagere elever kunne give den ressourcestærke mulighed for at gøre sig yderligere stærk i sit fag ved at skulle forklare en anden en problematik, og den svage elev ville dels være mere lydhør, fordi det er en jævnaldrende og dels opleve at blive inddraget i et socialt fællesskab.
Min yngste søn blev ofte brugt i den sammenhæng og han var dels stolt, men han blev også endnu bedre til sit fag ved at undervise en anden. Jeg blev glad for at høre, at både skolen og fritidshjemmet havde en gruppe børn med ADHD-problematik, fordi det også tvang lærerne til at tage højde for børnenes forskelligheder, og de lærte at være opmærksom på om andre havde lignende problemer som de børn, der havde fået stillet en diagnose.

"at nok er der behov for diagnoserne men at der samtidig er behov for opfølgning for disse børn hvilket er manglende idag?"
Lærerne og eventuelle skolepædagoger bør have et mindre kursus i Specialpædagogik, hvilket jeg også selv har fået, men derudover ville en jævnlig opfølgning og supervision i arbejdet med disse børn gøre underværker. Jeg har indtrykket af, at lærerne alt for ofte står helt alene med problemerne, men lærerne har nu heller aldrig været særlig gode til at inddrage andre, sikkert fordi undervisningen traditionelt altid har været, at en lærer står alene med 20-25 børn, og hvis man ikke kunne håndtere det, så var / er man en dårlig lærer.
Børn med massive vanskeligheder bør nok komme på en specialskole, fordi det kan være nødvendigt, at de får eneundervisning.
Jeg vil lige gøre opmærksom på, at det handler ikke om at disse børn har en lavere intelligens. Nogen af dem kan faktisk have en ekstrem høj intelligens på nogle afgrænsede områder, og samtidig kan de måske ikke engang finde ud af at snøre et snørebånd. Vi kan faktisk jævnligt se dem i TV indenfor videnskab, kunst og musik.

"Iøvrigt synes jeg tilligemed andre at der udskrives alt for meget medicin. Der må være et alternativ til Ritalin f.eks."
Det er der også børnepsykiatere, der mener, men jeg vil også sige, at jeg har set hvordan f.eks. Ritalin virker, og det er som at se et mirakel.
Dog arbejdede vi altid med det mål for øje, at børnene skulle trænes i at kunne strukturere deres hverdag, træne i at koncentrere sig og lære at håndtere de situationer, der kunne give kaos, så de hen ad vejen ville kunne klare sig uden medicin.

Jeg vil lige gøre opmærksom på, at det er ved at være nogle år siden at jeg arbejdede med disse børn og derfor er min viden på området absolut ikke up to date, men nu møder jeg mange af dem, der som børn ikke blev diagnosticeret i tide og har udviklet en enorm nederlagsfølelse med kriminalitet og misbrug som konsekvens.
Dette er ikke bare synd for disse mennesker, men det er også samfundsøkonomisk et umådelig tab af ressourcer, samtidig med at de udgør en kæmpe udgift for samfundet, da de ofte ender på førtidspension eller bistandshjælp. Dertil skal lægges udgifter til fængsels- eller institutionsophold.
På mit arbejde snakker vi tit om hvad der ville ske med de danske fængsler, hvis man foretog en screening af samtlige indsatte her i Danmark og sendte dem i behandling.
Der ville opstå massearbejdsløshed blandt fængselsfunktionærer, men det ville selvfølgelig give et større pres på det psykiatriske system

Sider