Nyhed
Læsetid: 4 min.

Psykologer: Diagnoser er en sovepude

Det kan være lettende for forældre, når barnet får en diagnose. En diagnose er lettere at sluge, end en erkendelse af, at opdragelsen er slået fejl
Kommunernes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning oplever i stigende grad, at forældrene presser PPR-medarbejderne til at henvise deres børn til psykiatrisk behandling. 
 Model

Kommunernes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning oplever i stigende grad, at forældrene presser PPR-medarbejderne til at henvise deres børn til psykiatrisk behandling.
Model

Jacob Schou Nielsen Scanpix

Indland
10. februar 2011

Når forældrene får en diagnose til deres barn, kan de lettere frasige sig ansvaret for barnets ustyrlighed og i stedet placere skylden hos neurologien. Derfor oplever kommunernes PPR-medarbejdere (pædagogisk psykologisk rådgivning) i stigende grad, at forældrene presser en henvisning til psykiatrien ud af PPR-medarbejderne.

Det er PPR-medarbejdernes arbejdsopgave i samarbejde med lærere, pædagoger og forældre at vurdere, hvorvidt barnet har behov for en henvisning til psykiatrisk hjælp, men medarbejderne oplever ofte, at det er forældrene, der i sidste instans sidder tilbage med den afgørende beslutning om en henvisning.

»Der er nogle forældre, for hvem det er en lettelse at få en diagnose - så er barnet sygt, og der skal specialister til. Så er det ikke opvæksten, der har været forkert. Det er lettere end at se på sig selv med kritiske øjne,« siger Bjarne Nielsen, der er formand i Pædagogiske Psykologers Forening.

Omvej

I går kunne Information berette om det store antal tilbagevisninger af børn og unge, der af enten PPR-medarbejdere eller praktiserende læger er blevet henvist til psykiatrien.

Mellem hvert andet og hvert tredje barn hører nemlig slet ikke hjemme i psykiatrien, og ofte ender henvisningen som et kompromis mellem parterne, fastslår Bjarne Nielsen. For det er umuligt at hjælpe barnet, hvis ikke man har forældrene med sig. PPR-medarbejderne kan derfor føle sig nødsaget til at gå på kompromis med deres faglighed i de situationer, hvor forældrene i høj grad ønsker en diagnose og en henvisning til psykiatrien:

»Det er ikke et rart dilemma, fordi det betyder, at man gør barnet til syndebuk og udsætter dem for en unødvendig undersøgelse,« siger Bjarne Nielsen og fortsætter:

»Hvordan kan vi få forældrene til at arbejde med, spørger man sig selv? Og der kan det nogle gange være nødvendigt at gå en omvej og sige: Så lad os da høre børnepsykiaterne, selv om man egentligt allerede har vurderet, at man ikke fandt det nødvendigt,« siger Bjarne Nielsen.

Han sætter generelt spørgsmålstegn ved kvaliteten og nytteværdien af diagnoserne:

»I Viborg får man ADHD i 35 procent af tilfældene og i Risskov kun syv procent. Der er altså noget galt.«

Diagnoserne trumfer

I de situationer, hvor PPR-medarbejderen har konkluderet, at barnet ikke skal have en vurdering af psykiatrien, har forældrene mulighed for at anke til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning. Derefter tager klagenævnet stilling til, hvorvidt man skal lytte til fagpersonernes vurdering eller til forældrenes:

»Også her oplever vi, at klagenævnet er meget fokuseret på diagnoser, og vi har set eksempler herfra, hvor børn bliver taget ud af en velfungerende skolesituation, fordi forældrene kræver det, og nævnet bakker op,« siger Bjarne Nielsen.

Ifølge klagenævnets årsrapport fra 2009 omgjorde nævnet 55 procent af samtlige sager. Som forælder kan det være svært at se sig selv i øjnene, påpeger Rie Rasmussen, der arbejder som psykolog i Hørsholm kommune.

Hun har oplevet at stå i situationer, hvor forældrepresset bliver stort. Ofte har forældrene researchet på symptomerne og passet deres barn ind i den diagnose, der bedst matcher barnets afvigelser. Mange forældre har allerede diagnosticeret barnet på forhånd, pointerer hun. Og når PPR-medarbejderne så afviser den, og i stedet peger på problemer i familiestrukturerne - så bliver forældrene skuffede:

»De forældre, der presser meget på, er ofte præget af en frustration over langvarige problemer. Derfor kan en diagnose give en mere håndterbar måde at forstå barnets problemer på, i stedet for at forældrene ser på sig selv, kan det være mere enkelt at tænke problemerne som en forstyrrelse,« siger Rie Rasmussen, der også er næstformand i Dansk Psykolog Forening.

Men det kan have skadelige virkninger for de børn, der hives igennem undersøgelser uden at have et reelt behov, påpeger Bjarne Nielsen.

»Det bliver en sovepude, når forældrene ønsker en diagnose, ligesom når skolen hiver barnet ud af klassen og sætter dem i specialskole. Det er faktisk værre end en sovepude, fordi man forandrer barnet, når man fortæller det, at det ikke er normalt. Og det kan man betale en høj pris for,« siger han og understreger, at en psykiatrisk undersøgelse er et signal til barnet om, at det ikke er som de andre. Og ligesom undersøgelserne kan stigmatisere barnet, fjerner den fokus fra de reelle problemer der kan være i familien og i opdragelsen, pointerer Bjarne Nielsen.

Margrethe Brun Hansen, der er familiepsykolog og blandt andet har skrevet bogen De kompetente forældre, mener man i stedet for at hænge sig i forældrenes behov for en diagnose, skal forsøge at forstå, hvorfor forældrene presser PPR-medarbejderne.

»Forældrene vil gerne fritages for den triste tanke om, at de ikke har slået til i rollen - derfor presser de på. For simpelthen at blive fri for skyld. Men man skal huske på, at de presser os, fordi de er kede af det. Derfor skal man møde det pres med en anerkendelse af, at de er overhovedet har sat gang i en proces omkring barnet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ritalin kan aldrig erstatte et par forældre, der tager konsekvensen af deres ansvar og erkender at mimosebørn bare kræver mere tid og indlevelse end fighterbørn...

Steffen
jeg kan læse af dine linjer at du har en hel del erfaring med disse børn- hvilket jeg ikke har men jeg har min mening om debatten og artikel serien.
Jeg læste din kommentar med stor interesse og jeg kan kun sige at det lader til at du har nogle vældige gode ideer om hvordan skolesystemet bør tage sig af disse børn.
Jeg sir heller ikke at disse børn ikke er intelligente men nogle falder igennem selvom de har fået en diagnose og der tages hånd om dem et langt stykke af vejen. Kommunerne er ikke dygtige nok og der skal spares- se artiklen om pigen fra Svenborg.
Tak for dine kommentarer. Jeg mener stadig at nogle forældre bruger diagnosen som sovepude og malker det offentlige- men jeg er blevet overbevist om at det nok er de færreste. Som du bemærker er der flere børn som slet ikke få den diagnose de har behov for og opfølgning og derfor spindes ind i et net af nederlag om misbrugere og fængsels indsatte.
Ja jeg synes vi sparer de forkerte steder og det er skræmmende.

Steffen Nielsen

Bill Atkins
Nu ved jeg ikke om jeg eller nogen andre har slået til lyd for, at Ritalin skulle erstatte forældre.
Dengang jeg arbejdede med børn mener jeg at de deres sidste Ritalin kl 16, og eftersom virkningen er ude ca 3½ time efter, så har forældrene stadig et stykke arbejde foran sig.
Ritalin gives ikke for forældrenes skyld, men for at børnene er i stand til og har ro nok i hjernen til at kunne være sammen med familie og venner på en konstruktiv måde og ikke opleve verden som et flimmer.

Jeg synes også, at børnene har brug for at kunne opleve weekenderne i samvær med andre uden at det bliver hamrende ubehageligt for dem, fordi alle lyde og synsindtryk kommer ufiltreret ind på sanseorganerne.
Folk med høreapparater klager tit over, at de kan ikke sidde i et selskab med høreapparatet tændt, fordi alle lydene i hele lokalet kommer ufiltreret. Akkurat på samme måde oplever børn med ADHD lydene.
I undervisningssammenhæng er klasselokalet på en specialskole derfor også ryddet for billeder på væggene, og skal de have ene undervisning er rummet helt nøgent.
Det kan du jo så vælge at sige, at det er forældrenes skyld, men jeg oplevede det nu mere for børnenes skyld

Steffen Nielsen

PS. Julepynt var forbudt i lokalet, så alt så noget foregik i små portioner.

Steffen Nielsen

Pil
Problemet er jo klassisk, fordi de offentlige kasser ikke ses som en samlet kasse. Hvis der spares på et område, så KAN det få betydning for en anden offentlig kasse.
Ingen er jo fuldt ud i stand til at overskue konsekvenserne ved at spare på specialskoler, selvom man jo kan have sine teorier om, at hvis børnene ikke får hjælp, så vil de belaste nogle andre offentlige kasser om nogle år.
Det er jo lidt det samme med vores vejvedligeholdelse, fordi spares der på vedligeholdelsen får det konsekvenser i form af flere skader på bilerne, og hermed større omkostninger for bilejerne, der jo også er skatteydere til vejvedligeholdelse. Til gengæld får automekanikerne fast arbejde og arbejdsløsheden på dette område falder.
Blot en tanke

Steffen
Det var en sjov sammenligning med automekanikererne. ;)

Steffen Nielsen

Pil
Helt bevidst, for ikke ret mange har forstand på behandling af behnadlingskrævende børn og dets betydning for samfundsøkonomien, men mange kan ihvertfald se hvad der sker med deres bil, hvis vejene er i dårlig stand :-)

Marianne Mandoe

@ Bill Atkins

Mimosebørn?
MIMOSEBØRN?

Nu må du holde.
Vi taler om børn der, til trods for daglige nedelag, går på med krum hals hver morgen.
Der er absolut ikke noget mimoseagtigt over dem.

Steffen Nielsen

Jeg er lige blevet gjort opmærksom på denne udmærket artikel

http://www.information.dk/259626

@Marianne Mandoe

Jeg ser ikke mimosebørn som specielt svage, men som børn der måske ikke lige trasker ind som vindere i det udviklingsmiljø der tilbydes børn i dag. I det hele taget tror jeg nogle af problemerne opstår fordi vi har en alt for fastlåst opfattelse af hvordan et vinderbarn skal se ud - og selv fighterbørn kan knækkes. Det jeg taler imod er en helt unaturlig stigning i brugen af ritalin og jeg appelerer til forældre om tidligt at være overvågne på deres børns vegne og om at indse at nogle børn kræver mere tid end andre....

Ritalin omsætning i mio. kr

1997__1,48
1998__1,74
1999__2,12
2000__3,19
2001__4,43
2002__6,44
2003__9,74
2004_15,60
2005_24,97
2006_36,39

Stigning
1998-2006: 2.360% (Kilde BUPL)

ADHD-medicin bruges som vitaminpiller
http://www.information.dk/251263

Artiklen er tydeligvis skrevet ud fra PPRs synspunkt. Der henvises at en kommune får flere diagnoser end en anden. Det viser jo bare at PPR i den ene kommune tager problemerne mere alvorligt end i den anden.
Der er efterhånden for mange psykologer rundt omkring i kommunerne der ikke tror på diagnoser.
Det er jo ikke PPR der diagnostiserer, det gør man på børnepsykeriatrisk afdeling - som absolut ikke er kommunal. Derude tager de ikke hensyn til hvor børnene kommer fra, men giver diagnoserne ud fra den specialuddannelse de har indenfor feltet - en uddannelse som PPRs psykologer ikke har. Så hvis der er flere der får en diagnose i en kommune end i en anden, så er det fordi den anden ikke har sendt børn til diagnostisering, men uretsmæssigt har stemplet en hel masse forældre som dårlige forældre.

Jeg har selv kæmpet i flere år, for at få en elev sendt til diagnostisering, da jeg kunne genkende flere træk der kan være både den ene og den anden diagnose (2 diagnoser som tit findes hos samme barn), da jeg har en baggrund som lærer på specialskole. Nu er det jo så desværre sådan, at man skal inkluderer børn i folkeskolen - det er ikke noget nyt. Men det har så taget 2 år at få barnet til skolepsykologen, fordi man først skulle lave alle mulige andre tiltag, for at tilpasse barnet en normal skolegang (trods forældreprotester). Psykologen besluttede så lynhurtigt at det var relationen mellem far og søn den var gal med. Faderen talte vredt til sønnen. Vi var 4 lærer der uafhængigt af hinanden havde rost faderen for hans store arbejde og utålmodighed.
Efter nogle meget lange diskussioner mellem mig og psykologen er barnet nu heldigvis sendt videre i systemet.
At PPR vil give forældrene skylden er bare endnu et forsøg fra kommunernes side, på at spare penge. Det er uanstændigt og det kommer til at koste samundet milliarder om nogle år, når man har en hel generation af unge, som har haft inkluderede klassekammerater der har ødelagt deres undervisning og mulighed for videre uddannelse. Det kommer til at koste dyrt, når det inkluderede barn og dets familie, ikke har fået den rigtige støtte gennem skolegangen og derfor ender som kriminel eller/og depressiv.
Det er jo langt billigere at forebygge end behandle. Men det spare selvfølgelig ikke penge her og nu. Det kan jeg da godt se.

Jan Petersen

Det bliver sagt så rigtigt, af så mange:
Børn ender med en skævvredet selvforståelse, og forældre ender med en enorm frustration...
Og, det kan gå rigtigt rigtigt galt ... mobning, udstødelse ... og andre følgesymptomer kan komme til...

Analogier er aldrig perfekte, men det er lidt som med en bil: Der er noget galt, som man ignorerer - det bliver værre - og på et tidspunkt bliver det uoverskueligt, eller der sker et trafikuheld ...
Tidlig indsats er her = få det nu fixet! indend et er skole/PPR-for-sent.

Modstanderne af dette, har ikke selv prøvet at stå i den håbløse situation, og set deres barn smuldre væk eller blive skubbet helt ud... og ende med at være en skygge af sig selv, totalt forvirret...

Som alt andet i livet, vil dem der ikke selv har oplevet dette på egen krop, have et nøgternt og halv-nedgørende mindset og argumenter.
Og, jeg forstår dem godt - for udefra ser det ud som om, at det med diagnoser, er noget opskruet fis - og definitionerne er da også lavet på tvivlsomt grundlag - men, virkeligheden er, at uden disse, er barn og familie ilde stedt.

Og, f.eks. med ADHD er der medicin, som faktisk gør livet rigtigt meget lettere for den ramte - og, som en parallel: Hvem hulen ville ikke gerne have noget, der kan gøre at man går fra at være "handicappet / styret" til at "være i balance, og kunne indgå i f.eks. sociale sammenhænge"....
....
Det er faktisk lidt som "briller" ... man kan anstrenge øjnene til en vis grad (som vi allesammen kan ift. f.eks. ukoncentration) - men, når vi kommer over ca. styrke 2-3, så er det umuligt - og de heldige, der idag tillades at få en diagnose, er dem der "har fået tildelt briller" - de andre "må konstant knibe øjnene krampagtigt sammen, og acceptere at trætheden kommer og de fejler i at fungere" ... de "udtrættes kun" i bedste fald, og i værste tilfælde kommer der en masse utilsigtede hændelser!...

Sider