Læsetid: 3 min.

Det rene statshysteri

Politisk mediekontrol er blevet smitsom sygdom
12. februar 2011

Der går et suk gennem Danmark. Det er ytringsfriheden, der stønner. Den forfølges af skiftende alliancer af politikere, der på forskellig vis vil beskære friheden. Kontrolsygen er yderst smitsom.

Blandt de hårdest ramte er den konservative kulturjustitsminister. Under parolen 'Radiomonopolbrud - jubi!' har Per Stig Møller således udbudt radiokanalen FM4 på så skrappe vilkår om statskontrol, at JP/Politiken-koncernen melder afbud, skønt der følger 100 mio. kr. med bevillingen.

Problemet er, at nogle statslige kommissærer kaldet 'Radio-tv-nævnet' skal godkende radiostationens redaktionelle indhold, underleverandører og nøglepersoner - samt ændringer heri! Man skulle tro, at Radio Møller har Radio Kreml som forbillede.

»JP/Politiken driver ikke medier, hvis indhold og mandskab er under statslig kontrol,« siger direktør Stig Ørskov, der har sendt afbuddet. Selvfølgelig ikke. I forvejen har gruppen Information/Douglas Entertainment/Fynske Medier i januar trukket sig som mulig radiobestyrer, ligeledes af skræk for statskontrollens omfang.

Hvad er det, der plager den gamle DR-chef Per Stig Møller? Det er snart et år siden, V, K, DF og LA enedes om at bryde DR-monopolet på landsdækkende radio. Ytringsfrihedens venner glædede sig - også fordi der blev taget penge fra DRs budget, så det kunne gøres ordentligt.

Men kulturjustitsministeren har med sit kommissærvælde begravet den gode idé i en statskontrol, der er mere nærgående og detaljeret end reglerne for DR! Det konservative slogan 'ændre for at bevare' har i sandhed fået ny aktualitet. Som bekendt er konservative ministre ferme til at sidde og administrere. Navnlig sidde.

Kommissærerne i kontrolnævnet indbød i torsdags ansøgere til en spørgetime for at afklare detaljer i overvågningssystemet. JP/Pol takkede klogeligt nej. Man går jo heller ikke til møde med kriminalpolitiet for at få ændret straffeloven.

Skrappere justits

Et endnu mere overvældende politisk flertal har sat sig for at gribe hårdt ind mod medier, der begår fejl. Alle partier - fra SF til Konservative - vil have Per Stig Møller til at skærpe medieansvarsloven. Den plejer ellers at høre under justitsministeren. Ja, i højtidelige stunder er statsministeren faktisk pressens minister.

Men når Per Stig kan være kulturjustitsminister, kan han vel også være justitskulturminister. Ønsket til ham fra alle medieordførere er i hvert fald, at statens pressenævn skal forsynes med kompetence til dels at bestemme, hvordan og hvor kendelser skal placeres i aviser og tv, dels skal det kunne pålægge pressen skrappere sanktioner.

Venstres Ellen Trane Nørby vil endda give Pressenævnet magt til at idømme medier økonomiske erstatninger til krænkede! Det bliver i givet fald et verdenshistorisk tiltag, idet pressenævnet fraset en højesteretsdommer består af private mennesker, halvdelen fra mediernes egne verden.

De skal altså have magt til at idømme konkurrerende medier økonomiske sanktioner uden de retsgarantier, der ligger i en egentlig retssag med fri bevisbedømmelse. Tanken er - ugennemtænkt. For at være kattevenlig. Frk. Nørby kan blive et hit i totalitære regimer. God tur.

Fortrolighedsloven

Lad mig så lige få nævnt, at også den rigtige justitsminister Lars Barfoed (K) virker for at sætte kraftigere hegn om ytringsfriheden. Hans forslag til ny offentlighedslov er så restriktivt, at jeg foreslår dens titel ændret til fortrolighedsloven.

Ideen med gældende lov er, at især pressen kan få udleveret papirer om den udøvende magts gerninger, herunder forbindelser til den lovgivende. Men på det ene felt efter det næste går forslaget ud på at spærre pressen adgang. Man aner mellem linjerne departementschef Michael Lunns slagskygge. Påskuddet er, at ministeren skal kunne betjenes, uden at offentligheden kigger med.

Hvis loven vedtages, bliver stemplet 'Ministerbetjening' det mest anvendte på dokumenter i regeringskontorerne.

Det må aldrig ske.

Problemet med de tre eksempler på statens attentater mod ytringsfriheden er, at de fleste mennesker opfatter kritikken som nogle frække mediefolks selviske kamp. Der er meget mere på spil: Det drejer sig om den danske befolknings ret til at vide besked.

Bent Falbert, Kommentator, forfatter og tidl. chefredaktør for Ekstra Bladet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Endnu mere kontrol, endnu større mulighed for at gemme belastende papirer i regerings kredse. Får det da aldrig ende? Jeg troede - naivt? - at demokrati var synonymt med åbenhed. Det kræver sandsynligves yderligere nogle få hundrde DJØF`ere til at administrere disse tiltag, som kun et lille fåtal har glæde af, nemlig dem der har noget at skjule.