Læsetid: 2 min.

Rønn kendte ulovlig praksis 17 måneder uden at handle

Integrationsministeren indrømmer i interview, at hun gik 17 måneder uden at skride ind over for ulovlighederne i hendes ministerium. Dermed bliver tidspunktet for, hvornår Birthe Rønn første gang kendte til den ulovlige sagsbehandling, ved med at rykke tilbage
Integrationsministeren indrømmer i interview, at hun gik 17 måneder uden at skride ind over for ulovlighederne i hendes ministerium. Dermed bliver tidspunktet for, hvornår Birthe Rønn første gang kendte til den ulovlige sagsbehandling, ved med at rykke tilbage
26. februar 2011

’Det burde være gået hurtigere. Meget hurtigere.’

Sådan lyder det fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i et interview med dagbladet Politiken, hvor ministeren indrømmer, at hun i omkring 17 måneder kendte til sit ministeriums konventionsstridige sagsbehandling af statsløses ansøgninger om dansk statsborgerskab, før hun ændrede ministeriets praksis og orienterede Folketinget om ulovlighederne.

Begge dele har hun ellers i henhold til ministeransvarsloven pligt til at gøre omgående.

Ifølge Politiken siger ministeren, at hun i ’sensommeren 2008’ blev opmærksom på ministeriets fejl. Først i januar 2010 oplyser Birthe Rønn Hornbech Folketinget om fejlen og lover at ændre den ulovlige praksis.

Indrømmelsen kommer efter, at ministeren ved et møde i Bruxelles torsdag eftermiddag medgav, at hun havde kendt til sit ministeriums konventionsbrud allerede i december 2008. En indrømmelse, der kom efter, at Information torsdag kunne fortælle, at hun ifølge de svenske integrationsmyndigheder havde rettet henvendelse til nabolandet med spørgsmål om den svenske praksis i forhold til statsløse.

Siden har Information dokumenteret, at Birthe Rønns ministerium har været klar over den konventionsstridige praksis siden oktober 2008, hvor embedsmænd fra hendes ministerium tog de unge statsløses retskrav op på et nordisk møde om behandlingen af statsløse. Det skriver Information på baggrund af oplysninger fra de norske integrationsmyndigheder. Men nu går ministeren altså endnu længere i interviewet med Politiken.

Her oplyser ministeren samtidig, at der kan gå tre-fire uger, før hun er klar med det notat, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på sit pressemøde tirsdag udbad sig om fejlbehandlingen. Liberal Alliance har ellers givet en frist på 14 dage, før ministeren skal have en redegørelse klar i sagen.

»Jeg vil ikke diskutere tidsfrister. Det, der udgår herfra, det er grundigt og ærligt og ordentligt. Og det har den højeste prioritet her i huset,« siger ministeren til Politiken.

86 mandater i Folketinget, Socialdemokraterne, Radikale, SF og Enhedslisten kræver en uvildig undersøgelse, mens Liberal Alliances tre mandater foreløbig venter med at tage stilling, til partiet har set Rønns notat. Regeringen har med støtte fra Dansk Folkeparti 89 mandater.

Serie

De unge statsløse

Frem til begyndelsen af 2010 afslog Integrationsministeriet i mindst 22 tilfælde at give dansk statsborgerskab til unge statsløse, der er født i Danmark. Afslagene var ulovlige, fordi Danmark i 1977 tiltrådte en FN-konvention, der netop garanterer statsborgerskab til disse unge statsløse. Det står klart, at ministeren og ministeriets embedsmænd kendte til konventionen, men alligevel fortsatte fejlbehandlingen af ansøgningerne.

Seneste artikler

  • Ministerium gav FN tom forsikring om statsløse

    6. juni 2011
    I august 2003 forsikrede Integrationsministeriet FN om, at fastlæggelse af statsborgerskab var en del af den 'almindelige asylprocedure' i Danmark. Men sagen om de statsløse kurdere, som Information for nylig har afdækket, viser, at det ikke var korrekt
  • Rønn ændrede først kurs, da ulovlig praksis blev opdaget

    9. maj 2011
    Forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech lod ulovlig praksis fortsætte og hemmeligholdt sagen om de statsløse i halvandet år. Da en advokat fik nys om, hvad der foregik, gik der otte arbejdsdage, før ministeren skiftede kurs
  • Ministerium skjuler oplysninger i statsløsesag

    13. april 2011
    Integrationsministeriet har overstreget konklusionen i et dokument, inden det blev udleveret som aktindsigt i statsløse-sagen. Overstregningen er sket af hensyn til Sverige, anfører ministeriet, men det er åbenlyst i strid med loven, vurderer eksperter
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mage til inkompetence skal man lede længe efter.
Hvis hun bliver komme regering til at signalere, at de er above the law. Trist.

Birthe Rønn:

»Det, der udgår herfra, det er grundigt og ærligt og ordentligt. «

Man må trods alt medgive, at integrationsministeren har en veludviklet sans for bizar humor...

Fortæller det ikke også en del om det system Rønn er en del af, og om vores, når der går 18 md uden at sagen kommer frem, når betænker hvor mange mennesker der har kendt til problemet?
Udover involverede embedsmænd er der også de ramte palæstinensere, hvoraf nogle har vidst det var ulovligt, og forsøgt at gøre opmærksom på dette.
Embedsmænd der har siddet på hænderne mens sagen rullede i medierne.
Der er ikke meget whistleblower over de folk.

Jan Aage Jeppesen

KONVENTIONENS BETYDNING FOR STATSLØSE UNDERSØGT SIDEN 2005.

Da regeringen sammen med Dansk Folkeparti i 2005 indgik en aftale om skærpede kriterier for indfødsret var partierne opmærksomme på Danmarks Forpligtelser efter FN konventionen.

Dette fremgår af aftaleteksten fra 8/12-2005, der skærpede kravene til meddelelse af indfødsret ved naturalisation:

“AFTALE OM INDFØDSRET:

Det aftales mellem Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, at der fastlægges følgende generelle retningslinjer for integrationsministerens udarbejdelse af lovforslag om indfødsrets meddelelse (naturalisation). Retningslinjerne offentliggøres.
Det er samtidig med fastlæggelsen heraf ved den tidligere aftale af 8. december 2005 aftalt at iværksætte en udredning af rækkevidden af De Forenede Nationers Konvention af 30. august 1961 om begrænsning af statsløshed samt af mulighederne for at justere praksis med henblik på at begrænse dobbelt statsborgerskab. Aftaleparterne vil på baggrund af denne udredning overveje den fremtidige regulering på området.”

Det blev således allerede den 8. december 2005 af VKO aftalt at iværksætte en undersøgelse omkring rækkevidden af Danmarks Forpligtelser når det gælder FNs konventionens præferencestilling ved tildeling af statsborgerskab til statsløse født her i landet.

Det undrer mig at Informations journalister ikke tidligere er dykket ned i dette aspekt af sagen.

Link til aftaleteksten:

http://www.danskfolkeparti.dk/pictures_org/Aftale_om_indfoedsret.pdf

@ Jan Aage Jeppesen
Tak fordi du bringer denne oplysning.
Dvs. allerede i 2005 kunne integrationsministeriet så have spurgt f.eks. en af Norges førende eksperter i menneskerettigheder eller læst hans bog, der udkom i 2005, og igen i 2010 med eksempler og domme. Allerede på 2. side af kapitel 1 gives en oplysning, som enhver jurist burde kende til i et ministerium, og som derfor burde have udløst en udarbejdelse af de retningslinjer, som Birthe Rønn Hornbech oplyser, aldrig er blevet lavet:

“Stater der tilslutter sig traktater eller konventioner om menneskerettigheder frasiger sig en del af deres suverænitet: staterne påtager sig nu at behandle alle individer på deres landområde i tråd med konventionskravene, og staterne kan ikke længere handle på tværs af disse normer. Der bliver derved tale om international lov, som får direkte virkning for enkeltmennesker i landet”. (p.10)

Njål Høstmælingen Hva er menneskerettigheter?

Steffen Nielsen

Desværre er Birthe Rønn Hornbech absolut ikke inkompetent. Hun er hamrende dygtig og det er lige præcis det, der gør sagen så modbydelig.

Men hvad med Rikke Wilshøj og Bertel Haarder?
Og hvad med de to blonde herrer fra DF?
Hvilke roller spiller de i denne åbenlyse "fejl" . ?

Fru Rønn Hornbech er færdig som gårdsanger!

Derudover tror jeg,
at man internt i VKO,
udemærket har været klar over,
at man brød loven igennem alle årene.

Tak til Information for at bide sig fast i sagen.
Bliv endelig ved til det knaser! Mvh.Th

Der kan efterhånden ikke herske tvivl om at Birthe Rønn Hornbech kan se frem til at nyde sin ministerpension i en meget nær fremtid. Det kan man så glæde sig over, men spørgsmålet er, om der er så megen grund til det?

For det første, må man stille spørgsmål ved hvor retfærdigt det er, at Hornbech skal tage skraldet for de to foregående integrationsministre (Bertel Haarder og Rikke Hvilshøj), der har begået præcis de samme forbrydelser mod de statsløse palæstinensere, som den nuværende integrationsminister. Svineriet er jo som bekendt pågået i hele VKO regeringens levetid.

For det andet må man stille spørgsmål ved, om problemet blot er integrationsministerens moralske habitus, eller om vi ikke snarere står overfor et strukturelt problem?

Spørgsmålet er om Bertel Haarder, Rikke Hvilshøj og Birthe Rønn Hornbech i virkeligheden blot har praktiseret en embedsførelse, der har været en hel naturlig konsekvens af det menneskesyn, der blev stuerent, da man fra 2001 lod højreekstremisterne fra Dansk Folkeparti få afgørende indflydelse på dansk politik.

Hvis man for alvor vil gøre noget ved problemet forslår det som en skrædder i helvede at ofre en minister.

Vi trænger simpelthen til et paradigmeskifte i Danmark.

Skandalen i integrationsministeriet viser med al ønskelig tydelighed, at der er et voldsomt behov for at få gjort op med den racisme, der siden 2001 har spredt sig som en farlig smitsom sygdom overalt i vores samfund, og som i dag har bredt sig til store dele af Socialdemokratiet og SF, der ellers burde føle sig forpligtet på værdier som solidaritet og humanisme.

Chris David Bonde Henriksen

Der er kun en mulig udgang på denne historie: Birthe Rønn Hornbech må træde tilbage. Det er fuldstændigt uacceptabelt at kende til en sådan - ulovlig - praksis i så lang tid uden at rette op på den. Jeg fatter ikke at statsministeren ikke har bedt hende gå.

Lars Kyhnau Hansen

Jeg er meget enig med Per Thomsen. Det er ikke Birthe Rønn Hornbæk, som er hovedproblemet i denne sag, og problemet er ikke "løst" ved, at hun går af.

Denne sag var jo aldrig opstået, hvis ikke den danske udlændingelovgivning på en række områder var strammet så meget, at en del borgere har rettigheder ifølge internationale konventioner, som de ikke har efter dansk lov.

Men andre ord har regeringen siden 2001 kun efterlevet konventionerne, fordi det var noget, den beklageligvis følge sig forpligtet til at gøre, og ikke fordi den var enig i den grundlæggende beskyttelse af individets rettigheder, som er konventionernes indhold.

Hvad vi har set er derfor overholdelse af menneskerettighederne i en minimumsudgave, hvor det jo egentlig burde være sådan, at en dansk regering anså menneskerettigheder for noget positivt, som man gerne ville sikre, og evt. også i videre omfang end det, man er absolut tvunget til af internationale konventioner og domstole m.m.

Hvis ALLE børn og unge, som er født og opvokset i Danmark, havde adgang til dansk statsborgerskab på rimelige vilkår, ville der jo ikke være behov for særbehandling af de statsløses ansøgninger, og så var denne sag aldrig opstået.

Kirsten thornval

DF er med i denne "lokumsaftale" ingen tvivl om den sag, hvorfor er de så meget imod at sagen afdækkes? Uanset om man er et fremmedfjendsk parti, kan man vel ikke tilsidesætte loven!

håber det kommer frem

Her er et citat for en Brian på Vestagers blog på Politiken:
"Af brian 08:29 26. FEB

RØN burde have en medalje ked af at det blev opdaget af en lille lorte avis og den fn konvention skal væk så vi ikke skal tvinges til at tage flere kriminelle fra palæstina dem har vi nok af"

Det er da ok, man vil kæmpe for at fratræde en FN konvention, men i dette tilfælde har man bevidst brudt loven...
Jeg kan ikke for alvor blive forarget over Rønn, da der har været to integrationsministre før hende,Bertel og Rikke, som har haft nøjagtig samme praksis.
Desuden er det da helt indlysende, at DF står bag kravet om at bryde FN konventionen.

Noget tyder på at i hvert fald siden 2005 har der eksisteret (været) en ordre (stående og hemmelig?) om at prioritere disse sager ned på et gulvtæppe og gerne under det - problemet er blot er når der er tale om mere end 500 sager, ja så har de det med at danne en pæn lille bunke som kan se - over gulvtæppet.

Flemming Clausen Nielsen

Nu er det jo så kommet frem, ifølge integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (i TV2´s Mogensen og Kristiansen), at det ikke er den fulde sandhed, som dagbladet Information fortæller ang. fortolkningsforklaringerne fra Sverige.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har også spurgt til emnet i resten af de nordiske lande, men har fået vidt forskellige svar.

Men det interesserer ikke dagbladet Information, TV2-NEWS, TV2´s Mogensen og Kristiansen og de øvrige medier i Danmark.

Hvem sagde SUBJEKTIVE DANSKE MEDIER?

Desuden kunne integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (i TV2´s Mogensen og Kristiansen) fortælle, at Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten ALDRIG læser de beskeder, som kommer fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.

Alligevel fortæller Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten, at hun aldrig får noget at vide fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech!

Bla andet dette meget vigtige spørgsmål mål kunne Rønn ikke huske, ved det nok så berømte samråd forleden, hvor hun helt uhørt slukkede for mikronen, da hun mente at de det var de samme spørgsmål der (selvforskyldt) blev stillet, hvilket hun jo til dels havde ret i...

Det interessante spørgsmål, var spørgerne nemlig nødsaget til at stillet i forskellige variationer over flere omgange, da Rønn konstant krøb udenom et konkret svar.

Enhedslisten spurgte først ind til dato for, hvornår Rønn første gang blev bekendt med ulovlighederne, dernæst en måned og til sidst ville spørgerne nøjes noget så enkelt som et årstal, men heller ikke dette ville Rønn svare på

Da svaret viser sig at være klart, som det nu fremgår af interviewet, er Rønn enten blevet klogere i mellemtiden, hvilket er nærmest usandsynligt, da der allerede på det tidspunkt forelå en (hemmelig) intern undersøgelse af begivenhederne, eller også er det nu dokumentere, at hun helt bevidst har misinformeret folketinget der havde indkaldt til samrådet, og så er det en særdeles alvorlig sag, - oven i alle de andre..

Ruben Michelsen

Birthe Rønn Hornbech er ude i sit livs stormvejr. Sagen er så alvorlig, at den kan ende med hendes afsked, og måske med en rigsretssag. Hvis der kommer en rigsretssag, træder alle retsstaten regler i kraft. Indtil da er hun nærmest rets- og fredløs. Statsministeren eller et folketingsflertal kan afsætte hende uden videre.
I en sådan situation er der nogle uskrevne moralske regler om redelighed, og det har statsministeren og et spinkelt folketingsflertal (VKO + LA) benyttet sig af ved at give hende 14 dage til skriftligt at redegøre for sagen. Det er ikke lang tid i en så alvorlig og kompliceret sag. Alt for kort tid vil mange jurister nok mene.
Denne relativ korte tidsfrist burde kunne accepteres af ordentlige mennesker, og seriøse journalister.
Jeg er helt klar over, at oppositionen og dens beton-tilhængere er helt uden for pædagogisk rækkevidde i den henseende, specielt i et valgår. De vil have hende klynget op øjeblikkeligt.
Jeg har noteret mig, at LA i løbet af natten er blevet svage i knæene, og måske lægger an til en 180 graders drejning. (En såkaldt Søvndal m/skrue) Det er måske Anders Samuelsen der af taktiske årsager har banket Simon Emil på plads.

Alt i alt har Birthe Rønn hårde odds imod sig, og jeg har svært ved at se, at hun kan bevare sin ministerpost.
Men på trods af det, går jeg selvfølgelig ind for, at hun får 14 dage til at forklare sig.

Ruben Michelsen

"I en sådan situation er der nogle uskrevne moralske regler om redelighed"

Disse regler har Birthe Rønn Hornbech i den grad selv forkastet ved at slukke for mikrofonen i samrådet.

Nu hvor hun står helt afklædt og løgnen og fortielserne er blevet afsløret ved et fremragende og vedholdende journalistisk arbejde, kan hun ikke begynde at påberåbe sig moralsk redelighed - den redelighed hun selv har nægtet statsløse børn og unge i Danmark.

Så du tager fejl Ruben Michelsen - det er det borgerlige Danmarks nådesløshed over for disse mennesker, og Birthe Rønn Hornbechs kyniske forvaltning af loven, der har medført at vi andre må anse dette for at være uden for pædagogisk rækkevidde.

Lars Kyhnau Hansen

@Flemming Clausen Nielsen

I Sverige kan alle statsløse, altså også dem, som ikke har en særlig rettighed ifølge FN´s konventioner, søge svensk statsborgerskab efter 4 års ophold, hvor kravet for andre er 5 års ophold.

Sverige går altså LÆNGERE, end de strengt taget behøver, for at leve op til det, som er hele intentionen i FN´s konvention, nemlig at bekæmpe statsløshed.

Hvad det er for "fortolkningsforklaringer fra Sverige", som skulle have betydning for denne danske sag, forekommer derfor mildt sagt tåget.

Sverige respekterer menneskerettighederne, ikke kun af nød men fordi svenskerne faktisk mener, at de er en del af det værdigrundlag, som deres samfund bør være bygget på.

I Sverige sidder der derfor ikke en hel hær af højtuddannede og højtbetalte jurister og beskæftiger sig med, hvor få rettigheder man kan slippe af sted med at give de medborgere, der ikke har svensk statsborgerskab endnu.

Ruben Michelsen

Niels Mosbak.
Jeg forsvarer ikke Rønn´s gerninger, eller mangel på samme, men jeg mener at alle mennesker - også dem vi ikke kan lide - skal have mulighed til at forklare/forsvare sig.
Jeg så mødet i samrådet i TV. Hun slukkede mikrofonen efter halvanden time, og efter at hun var blevet stillet det samme spørgsmål "100" gange, og havde gjort klart opmærksom på, at hun ikke ville svare anderledes. Mener du, at man skulle have fortsat mødet, indtil en af parterne segnede.

Der findes nogle gamle kloge ordsprog, bl.a.:

"Hvor der handles, der spildes".

og

"Dem der ikke laver noget, laver ingen fejl, og dem der ikke laver fejl kan gå gennem livet med glorien lysende over hovedet".

God weekend.

Ruben Michelsen

Hun havde jo netop mulighed for at forklare og forsvare sig, men valgte ikke at svare på "hvornår".

Hun har fået foretaget en intern undersøgelse, der givetvis vil stadfæste "hvornår", men det foretrak hun altså at skjule, fordi det netop ville afdække at hun har overtrådt ministeransvarlighedsloven.

Og til dine sidste ordsprog kan man jo med et smil tilføje:

"Errare humanum est sed perseverare turpe"

God week-end også til dig.

Tom W. Petersen

Chris Henriksen
Forhåbentlig bliver BRHs afgang ikke enden på sagen.
Der er da en del folk i ministeriet, der har begået ulovligheder, og det samme har øjensynlig BRHs to forgængere.
Det ville da krænke min restbevidshed, hvis de ikke skulle stilles til regnskab.

Ruben Michelsen

Niels Mosbæk.
Som jeg har skrevet vil jeg ikke sætte mine penge på Birthe Rønn. Jeg vil bare give hende mulighed for at forklare sig. Alt andet ville da være uanstændigt.
Vi taler trods alt om en person, der har haft sæde i folkets parlament i over 20 år, så 14 dage fra eller til kan vel ikke gøre noget.

PS. Vil du ikke oversætte ordsproget. Jeg er ikke stærk i latin.

Man må da håbe at de stakkel statsløse nu får ro, personligt håber jeg at der igen ses på hele indvandrings lovgivningsspørgsmålet i Danmark.
I det sidste årti, har vi kunne se hvordan danskere hvert år i tusindvis har, måtte fraflytte Danmark, for at udleve familielivet i udlandet, da de ikke har, kunne leve op til de efterhånden saddels absurde familiesammenføringsregler Danmark har opbygget.

Ud af disse titusindvis af ægteskaber er der kommet endnu flere børn, men børene som ved fødsel automatisk opnår dobbelt statsborgerskab indtil de fylder 22 år, står med et problem der vokser sig større og større, for hver dag der går, for hvis de ikke bor i et nordisk land, skal de have ophold sig sammenlagt i Danmark i 1 år inden det fyldte 22 leveår, ellers mister de deres statsborgerskab.

Så imens der er nogle få hundrede, der nu kan glæde sig over at de opnår et Dansk statsborgerskab, er der titusindvis af andre, der kan se frem til at de mister deres Danske statsborger.

Men de er ikke tydelige i mediebilledet, fordi de allerede er landsforviste, og derfor er det bare en formalitet, at de sidenhen også får frataget deres danske statsborgerskab, derfor er det vist på tide at der kommer en gennemgang af familiesammenføringsreglerne, som betyder at tusindvis af saddels ressource stærke familier, i den erhvervsdygtige aldre, fraflytter landet hvert år, og af deres børn siden hen, får frataget deres danske statsborgerskab.

Steffen Nielsen

Forsøget på at fedte ansvaret af på Nyrup-regeringen uden overhovedet at fremkomme med dokumentation virker utroværdigt.
Hvorfor skulle Birthe Rønn og DF's sorte fætre være tilbageholdne overfor at fremlægge en undersøgelse, hvor hovedansvaret ifølge dem selv ligger på den daværende Nyrup-regering?
Hvad skulle de vinde ved at holde hånden over den tidligere regering?
På mange andre områder har de jo aldrig holdt sig tilbage fra at lægge ansvaret over på den tidligere regering