31-årige Morten Pedersen var egentligt på vej til at blive en succeshistorie om en psykisk såret krigsveteran, der kæmpede sig tilbage til et nogenlunde normalt liv. En historie om en aggressiv og indelukket mand, der opdagede, at han havde et særligt bånd til udsatte børn.
Men nu har Roskilde Jobcenter stoppet hans sygedagpenge og givet afslag på revalidering, så han alligevel ikke kan uddanne sig til specialpædagog. Den psykisk invaliderede veteran kan allerede i dag passe et almindeligt arbejde, lyder vurderingen fra jobcentret stik imod anbefalinger fra hans psykiater og støttepersoner.
Derfor står Morten i stedet tilbage som endnu en bitter veteran, uden støttet arbejde, uden indtægt og med udsigt til at skulle sælge sin bil og sin andelslejlighed, som han har købt for sin arbejdsskadeerstatning, før han kan gøre sig håb om kontanthjælp.
Yvonne Tønnesen fra Livlinen ved Hærens Konstabel- og Korporalforening var målløs, da hun hørte afgørelsen.
»Det havde været så lykkeligt, og det ville have været med til at give håb til andre veteraner med PTSD (posttraumatisk stresssyndrom, red.). Nu er det lige før, vi skal til at slås for en førtidspension i stedet, for Morten bliver så kørt ned af det her. Han trænger til ro og fred,« siger Yvonne Tønnesen, der er bredt anerkendt som en af dem, der har beskæftiget sig mest med at hjælpe traumatiserede krigsveteraner på fode.
Morten selv føler sig slået tilbage til tiden efter Afghanistan, hvor han var stærkt plaget af angstanfald og ikke turde stole på nogen.
»Jeg er bare et stykke affald, der bliver kastet rundt,« siger han.
Beskudt af sine egne
I august 2007 tog Morten på sin anden udsendelse med forsvaret. Han var Kosovo i 2001, og anden gang gik turen til Helmand-provinsen i Afghanistan. Morten var dysekanonskytte i den gruppe på 14 soldater, der ved en fejl blev angrebet af britiske styrker 26. september 2007. De 14 soldater var indsat ved frontlinjen på en mindre base, der var indrettet i et forladt afghansk hus. Da Taleban angreb den aften, tog de britiske styrker i en nærliggende base fejl af danskerne og Taleban og sendte byger af panserværnsraketter ind i den lille base. To danske soldater blev dræbt under angrebet. Morten så sin bedste ven og sin faste sidemand fra bilen blive ramt af raketter, mens han selv skød alt, hvad han havde af granater og magasiner tilbage i hovedet på fjenden. De vidste ikke, at briterne også skød på dem. De troede, at de var omringet, og at Taleban ville komme og tage dem til fange den aften.
»Jeg blev ødelagt den aften,« konstaterer Morten i dag.
De sidste fire måneder af missionen blev han sendt ind til hovedlejren. Flere gange pressede han på for at komme med ud i frontlinjen igen for at komme i krig, men hver gang sendte officererne ham tilbage til lejren. De var bange for ham, og hvad han kunne finde på, mener Morten. Derfor ville de heller ikke sende ham hjem til Danmark.
Dengang mente han kun, at der var noget galt med de andre, fordi de ikke var lige så ivrige som ham for at komme ud at slås. Han kunne heller ikke se, at han havde brug for hjælp, da han kom hjem i februar 2008.
I stedet forlod han forsvaret i vrede og startede i sit gamle job som brolægger. Han var konstant aggressiv, og én gang var han nær røget i slagsmål med en bilist, der brokkede sig over deres arbejde. Han skiftede firma flere gange, når de andre ikke længere kunne holde ham ud, og tog stoffer for at holde sig selv ud.
Pres, høje brag og lugten af blod kunne på et øjeblik vække følelsen af at være i basen i Afghanistan.
15 pct. invalid
Først halvandet år efter hjemkomsten fra Afghanistan, i september 2009, blev han sygemeldt og søgte hjælp. Han kom på sygedagpenge i Roskilde Kommune og fik psykologhjælp gennem forsvaret. Landets førende psykiater i krigstraumer, Henrik Steen Andersen fra Rigshospitalet, gav Morten diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion, PTSD, i ret betydelig grad.
Morten isolerede sig, mistede sine venner og kunne til sidst ikke tage sig sammen til at holde styr på sit eget liv. Han levede i pizzabakker og kom ikke i bad, så han til sidst måtte opereres for bylder. Han tænkte på selvmord.
Men i foråret 2010 fik han kontakt med en mentor fra en nystartet forening, Home Mind. Ved hjælp af ham begyndte Morten at komme ud af lejligheden igen. Han deltog i familiefester.
Ifølge Morten og hans mentor havde jobcentrets sagsbehandler lagt op til, at Morten skulle på førtidspension. Arbejdsskadestyrelsen havde erklæret ham 15 pct. invalideret af PTSD, og det udløste en større erstatning fra forsvaret, som Morten brugte til at afvikle sin gæld, så han selv ejede sin andelslejlighed og sin bil. Det gav ham ro. Men han ville ikke på førtidspension.
»Jeg er 31 år. Skulle jeg så bare sidde her i lejligheden og glo ind i væggen resten af mit liv? Jeg skal have noget at lave for at komme ud ad døren,« siger Morten.
Mortens psykiater havde anbefalet en »forsigtig arbejdsprøvning« og en »gradvis tilbagevenden til arbejdsmarkedet«. Derfor fandt Morten og den frivillige mentor sidste efterår en praktikplads til ham som pædagogmedhjælper i en institution for udsatte børn i seks-niårsalderen. På rekordtid kom han helt tæt på de ellers reserverede børn. Han havde et særligt talent for de børn, og de havde en gavnlig effekt på ham.
»Det gav mig så meget at være sammen med dem. Bare det at føle, at der er nogen, der har brug for dig,« siger han.
Fremskridt
Morten var i arbejdsprøvning i institutionen i fire måneder. I hans gruppe var de fire voksne om seks børn, og Morten fik både støtte af sin mentor undervejs og af institutionens leder, som han kunne ringe til dag og aften.
Den afsluttende evaluering var meget positiv og konstaterede, at det var lykkedes Morten at arbejde »fuld tid« sammen med børnene, hvilket ville sige 25 timer om ugen, som de almindelige pædagoger bruger med børnene ud over møder og planlægning.
Samtidig fortalte lederen i telefonen til Mortens sagsbehandler, at hun »ikke ville have betænkeligheder ved at ansætte Morten«, men kun i en lille institution og med støtte.
Ved det seneste møde med sagsbehandleren 6. januar i år, lød det, som om sagen var klar. Morten fik at vide, at »50 pct. af dit sygdomsforløb siger, at du kan få en førtidspension, og de andre 50 pct. siger, at du vile kunne få en revalidering, fordi du har kæmpet så godt oppe i institutionen,« fortæller Morten og hans mentor samstemmende.
Med en revalidering ville han kunne få hjælp til sin ordblindhed, uddanne sig til pædagog og få en fast tilknytning til én institution; noget, der var helt afgørende for, at Morten kunne få de trygge rammer, der kunne holde ham fra at få tilbagefald.
Afslag
Men en måned senere, 11. februar, gav den samme sagsbehandler afslag på revalidering og stoppede Mortens sygedagpenge.
»Der er i afgørelsen lagt vægt på, at det, jf. ressourceprofil vurderes, at du på grund af din ryg ikke kan klare hårdt fysisk arbejde, men at der intet er til hinder for, at du kan varetage et arbejde som fx pædagogmedhjælper på ordinære vilkår,« lød begrundelsen. PTSD-lidelsen var ikke nævnt med et ord.
Forinden havde Mortens mentor, hans fagforening og lederen af praktikinstitutionen understreget over for jobcentret, at ryglidelsen langtfra var hans største problem, at Arbejdsskadestyrelsen i november havde stadfæstet hans 15 pct.s invaliditet med PTSD med henblik på en vedvarende erstatning for tabt arbejdsevne, og at han ikke kunne arbejde på almindelig fuld tid selv med den lille gruppe børn, han kendte nu.
Men Roskilde Kommune holder fast i påstanden om, at praktikevalueringen viser, at Morten kan passe et almindeligt fuldtidsarbejde. Desuden behøver hans invaliditet ikke at være en hindring, lyder det fra kommunen i et skriftligt svar til Information.
»At man er 15 pct. invalideret betyder jo ikke nødvendigvis, at man er tilsvarende begrænset i forhold til at kunne arbejde. For nogle vil det betyde, at de bliver nødsaget til at vælge et andet arbejde end det, de hidtil har kunnet varetage. Mister man for eksempel et ben, kan man være temmelig invalideret, men alligevel være i stand til at passe et fuldtidsjob på kontor,« skriver administrationschef for jobcentret Maria Tvarnø og tilføjer, at hun ikke har kendskab til, at der har været tale om erstatning for tabt erhvervsevne i Mortens sag.
Et bedre samfund
For Morten er det bare endnu et tegn på, at jobcentret ikke har forstået, hvad der er galt med ham.
»De tror, det er ligesom at have en brækket arm. Noget, der går over. Men PTSD går ikke over. Det er noget, jeg skal leve med hele livet,« siger han
Måske er det fordi, de ikke har læst hans sag igennem. Sådan føles det, siger han. Han har hidtil haft fire forskellige sagsbehandlere på det halvandet år, han har været sygemeldt, på trods af at han har det svært med at møde nye mennesker og udtrykkeligt bad om den samme sagsbehandler hele vejen igennem.
Nu skal han til møde med en femte sagsbehandler for at få afklaret, om han i det mindste kan få kontanthjælp. Normalt tæller arbejdsskadeerstatning ikke med i de 10.000 kr., kontanthjælpsmodtager må eje, men han ved ikke, om det også gælder de ting, man har købt for erstatningen. Morten frygter, at han bliver tvunget til at sælge både sin bil og sin lejlighed for at leve af de penge først. Så skal han igen til at tage bussen sammen med alt for mange mennesker på alt for lidt plads, og så er det slut med at komme ud af lejligheden, siger han.
»Så har de virkeligt taget alting fra mig. Jeg tog til Afghanistan med den holdning, at vi kæmpede for et bedre samfund. Det var måske naivt. Men når man så kommer hjem og ser, hvordan man bliver behandlet, så føler man sig for alvor dum.«
Det lyder kynisk, men er det ikke bare et billede på Inger Støjbergs ”kærlige spark bagi”.
Et umenneskeligt system der beskæftiger sig med mennesker vil altid behandle mennesket umenneskeligt.
Hurra for de 9 forbandede år.
Det er et køtersamfund, hvor man forlængst har opgivet at give folk de optimale løsninger, de har krav på - folk, der har været i krig, måske mere end nogen anden. Hele ideen om kortest mulige vej tilbage til job ødelægger fuldstændig den i vort ellers sunde samfund indbyggede vej til udvikling og opkvalificering. Der tales så meget om ret og pligt - men rettighederne er blevet mindre og pligterne større, og balancen er ikke sund, fordi løsningerne er blevet så perspektivløse. Afskaf aktiviering og erstat den med en ret til fuld uddannelse. Når alt kommer til alt, er det jo borgernes, ikke politikernes samfund!
Den mentalitet, der bag alt dette skal gøres op med, er den manglende evne til at sætte sig i næstens sted og f.eks. acceptere, at andre vælger en uddannelse, mens man ikke selv ville. Begge dele skal være muligt - den, der hellere vil i arbejde, skal komme det, på almindelige arbejdsmarkedsvilkår. Hvis det ikke er muligt at finde en privat arbejdsplads, skal der stilles en offentlig til rådighed, så skal der nok komme gang i det private arbejdsmarkeds efterspørgsel på arbejdskraft, for de er jo så glade for konkurrence og vil da ikke lade en sådan udfordring ligge. :-)
Kommunerne har ansat højt uddannede specialister hvis eneste opgave er at finde ud af hvordan kommunen undgår at betale.
Samme kommuner er blevet så udsultede at de bruger alle midler for at find penge. Kommunerne vil naturligvis ikke skære i deres egen administration eller blandt de velbjærgede.
Så heller lade det gå ud over de syge og de aller svageste, dem bliver der ikke så meget vrøvl med.
Kommunernes brug af lægekonsulenter er i forvejen problematisk. Det er en offentlig hemmelighed, at lægekonsulenterne udelukkende er hyret ind til at blåstemple de kommunale afgørelser. Det bliver fuldstændig uhyrligt, når socialarbejderne tildeles lignende kompetence. For hvem er de? De er i praksis en broget skare af fallerede frisørlærlinge, afdankede voksenpædagoger og andet godtfolk, der ikke har kunne opnå ansættelse andetsteds. Og, de såkaldte professionelle (!); altså de der har rundet den Sociale Højskole, er overvejende ex-HF'ere med middelmådige karaktergennemsnit i bagagen. De blev socialrådgivere fordi de ikke kunne komme ind på anden uddannelse. Det er den slags personager, som i dag sidder og bestemmer over folks vé og vel. Flot gået Danmark.
En meget, meget trist sag. Jeg var selv til session i militæret dengang vi rykkede ind i Afghanistan. Jeg er glad for at jeg i dengang huskede alle argumenterne imod krigen og valgte at blive nægter.
Ja, Morten Pedersen, det er det Danmark du kæmpede for.
Man kan håbe at der snart kommer nogle soldater der vil kæmpe for et anderledes Danmark, og derfor vælger at rejse i kampvogne mod Christiansborg for at uskadeliggøre de terrorister der dagligt truer vores liv, retssikkerhed og frie samfund.
Vi må for enhver pris bekæmpe terrorisme, den er en trussel mod os alle.
De aner ikke hvad PTSD er, derfor tror de ikke at folk er syge.
Hvis man får en diagnose som Skizofren f.eks. så får man højeste IP på stedet. Uden diskussion.
Ikke for at sammenligne, men PTSD er absolut lige så invaliderende som Skizofreni, og den slags ved en Sociallæge på Kommunen ikke en skid om.
Min søster blev udsat for et groft røveri på sin arbejdsplads og har siden lidt af PTSD.
Først tog de hendes sygedagpenge derefter har de kørt hende rundt i Jobcentermaskineriet i 3 år uden indtægt, hvilket kun har gjort hende mere syg.
Jeg frygter for at systemet snart får taget livet af min søster.
Hun kan ikke arbejde, hun kan ikke engang selv gå ned og handle i Brugsen mere. Er der mere end en person til stede, så bryder det sammen inde i hendes hovede, hun kan kun forholde sig til en person ad gangen.
Som hun siger: Kommunen og systemet er værre end Røveren.
Så andre end soldater bliver også ramt af PTSD, men måske vi skal til at kalde det Granatchok igen selvom at Voldsofre, Voldtægtsofre og Trafikofre også kan blive ramt af PTSD.
Steen Erik Blumensaat:
Du ved vist heller ikke hvad det her handler om.
Om man er imod krigen eller ej, eller er soldat eller Kassedame, så er en PTSD-ramt en meget syg patient som skal have behandling og Pension, og ikke sendes ud i Jobcentrerets uoverskuelige mareridt af arbejdsprøvninger og regelrytteri.
En PTSD-ramt skal have ro, absolut ro, så er der måske en mulighed for at de får det bedre, for de bliver ALDRIG raske.
Man kan behandle symptomer og lære at leve med PTSD, men kureret bliver man aldrig. Desværre.
Verdens lykkeligste befolkning - og så er der dem, som er underlagt arbejdsløshedslovgivningens rigide regler.
Det er vist ikke helt fejlagtigt, at konkludere, at det er først, når der mangler penge på kistebunden, man ser hvordan et velfærdssamfund fungerer og behandler dets svageste medlemmer - kæft, trit, retning og løntilskudsjob, und nicht weiter.
De mange dårlige historier hober sig op, vi kan dog i dette tilfælde ikke alene skyde skylden på regeringen, men må også se i øjnene, at kommunerne skamrider deres fortolkning af princippet i Grundlovens § 75, stk.2, samt generelt har en meget løs fortolkning af lovgivningen i sin helhed.
Grundlovens § 75 foreskriver i lov nr 169 af 5/6/1963 at; Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige. For at være berettiget skal man blot underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.
Det er solidariteten samt fortolkningen af underkastelsesgraden i Grundlovens § 75, stk. 2 som er grundstenen, for velfærdssamfundets hus - på mange områder er huset dog i dag mere et fallitbo end en hjælpende varmestue.
Snup 15 menneskers sygedagpenge, og scor 10.000 kroner til en fed ferie eller en flot fladskærm. Hed det sig i Odense Kommune i 2009. Odense Kommune er ikke den eneste der lod penge komme mellem borgerne og socialrådgiverne. Mindst otte andre kommuner forgyldte socialrådgivere med tusindvis af skattekroner for at afvikle sygedagpengesager. Resultat: Klagerne og fejlene, eksploderede, fordi man i kommunerne så stort på, at sygedagpenge er en grundlæggende rettighed, og en af kronjuvelerne i dansk social sikring.
Kommunernes forsvar: Det har vi beklaget meget. Og det er altså, hvad der sker. Og så er det heller ikke værre. Der var ingen døde og sårede.
“Grib jer selv lidt i nakken og udvis stolthed over vores aktive arbejdsmarkeds -og beskæftigelsespolitik“, kan man høre bjældeklangen fra Beskæftigelsesministerens plads, hvis man lytter nøjere efter. Sætter man høreapparatets volumen op, kan man også høre ekkoet fra tidligere Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens blide rungen fløjte de samme toner an. Fløjten er dog ikke en Roger Whittaker værdig. Men som de siger i kommunerne, der var ingen døde og sårede.
Velkommen til stk. 2, er det man hører når arbejdsløshedscirkussets konferencier byder op til magi i luften.
En gang til:
Velkommen til stk. 2, er det man hører når arbejdsløshedscirkussets konferencier byder op til magi i luften.
Der blev lavet en undersøgelse om PTSD blandt soldater.
Den viste at Soldater der forsvare eget land, hjem og grænser er mindre udsatte for at få PTSD end Soldater der bliver sendt ud for at invadere andre lande.
Det handler nemlig om mening kontra meningsløshed.
Hjernen kan sagtens bearbejde de værste katastrofer så længe det giver mening. Derfor er det også sjældent at redningsarbejdere ved katastrofer bliver syge af PTSD, for deres arbejde giver god mening.
Det gør Soldatens arbejde i Afghanistan just ikke, det giver ingen mening at forsvare sit land og sine kære tusinder af km. væk, hjernen kan ikke kapere det, som vi så tydeligt så med krigen i Vietnam.
Noget andet ville det være at forsvare sig imod "Tysken" som er en direkte trussel imod vore kære, det giver god mening.
Hvis man vil høre om den perverse, men dog heldigvis pludseligt ret hurtigt skraldespandsmodne, logik bag udviklingen, skal man høre Ove Kaj Petersen i Krause på Tværs fra i dag. Der er forklaringer på det hele, og med problemerne for befolkningen således diagnosticeret, kan vi meget bedre gøre op med undergravelsen af det ægte demokrati, vi faktisk havde i 60erne og 70erne. Jeg ville i og for sig ønske, at Inf. tog sagen op, måske i forbindelse med en anmeldelse af OKPs bog "Konkurrencestaten". Den lider under det for kapitalismen så karakteristiske at bytte om på mål og midler. Det er imidlertid imod al demokratisk tankegang, at livet handler om at slave for BNP - tværtimod er det livet om at gøre fortrænge økonomiens betydning for udfoldelsen i samfundet. Vækst er en gøgeunge.
Glem et øjeblik detaljerne om mandens fortid. Glem ikke mindst jeres hånlige bemærkninger. En del af jer vil muligvis se med blidere øjne på en krigsveteran fra Eritrea, men det er overhovedet ikke det, historien handler om.
Manden skal ikke have en god social behandling, fordi han engang var soldat, og troede han gjorde noget godt for Danmark. Han skal naturligvis have den samme godt behandling. som alle andre i samme situation burde få.
Jeg har set andre i samme situation, midt i det tøvende spring mellem tavs isolation og mulig udadvendthed. Her kolliderer de sociale systemer, og mangler passende procedurer, der kunne give disse usikre eksistenser et velkendt og nødvendigt sikkerhedsnet undervejs. Et dumt problem, og et dyrt problem - både for "klienterne" og samfundet.
Tom Paamand, så sandt - men det er den helt grundlæggende opfattelse af mennesker i vort samfund som øg for vækstens kærre, der er problemet. Der bør være ubetinget gode vilkår for en krigsinvalid såvel som andre langvarigt syge.
Samtidig med arbejdsløsheden hører jeg om folk, der uden kompensation arbejder 50-60 timer om ugen. Det går simpelthen ikke, fagforeningerne er blevet for svage, eller de skulker fra deres opgave som beskyttere af medlemmerne.
Netop Tom P.
Sygdomme skal ikke behandles i forhold til hvor man har pådraget sig lidelsen, men udelukkende i forhold til sygdommens alvorlighed.
PTSD kan ALLE blive ramt af, også Soldater.
Min Søster er ikke mindre syg end Soldaten fra Afghanistan.
Og ingen af dem fortjener hverken mere eller mindre opmærksomhed end den anden.
De fortjener begge den optimale behandling.
Der er én stor fordel ved krigen i Afghanistan.
Det er at vi nu tydeligt bliver gjort opmærksomme på et system skabt af den Borgerlige Regering, der nedbryder syge mennesker og gør deres i forvejen dårlige liv til et mareridt.
Et system der burde tage vare på syge og svage har fuldstændigt spillet fallit.
De Borgeliges våde drøm og største ønske er, at al støtte, hjælp og pleje til de svageste i samfundet bliver overtaget af private velgørende organisationer.
Derfor amputere V&K(o) det Offentlige system efter Salami-metoden, så Borgerne bliver så trætte af Det Offentlige at de selv fravælger det og søger over i det Private.
Obama går den ene vej, men vores Regering foretrækker den anden.
At bruge en ødelagt soldat som brækjern her, virker umiddelbart som en god ide. Artiklen om den afghanske militærtolk viste en tilsvarende hulhed i regeringens omsorg, men også hvorfor netop den slags eksempler kun kan ændre meget lidt. Regeringen logik har aldrig været at rette op på egne generelle fejltagelser, blot at særbehandle regeringens yndlinge. hvis de bliver "uretfærdigt" ramt.
Der er lige blevet åbnet en Privat Psykiatrisk Friklinik. ;-)
Så er der blevet åbnet for Privat særbehandling, som nogle få kan score kassen på.
http://www.information.dk/telegram/260837
Hvordan kan en sagsbehandler "raskmelde" en person der er blevet, officielt, erklæret indvalid?
"@ Marianne Mandoe: Hvordan kan en sagsbehandler “raskmelde” en person der er blevet, officielt, erklæret indvalid?"
Det kan de hvis de underligger sig den enkelte kommues praksis, og hvis de i øvrigt er afstumpede.
ja, det er da en rigtig sørgelig historie. Sørgelig af mange årsager.
Sagen er at man skal være langt mere invalid end 15% for at komme i betragtning for revalidering eller fleksjob.
Der er tusindvis af mennesker der er invalideret med op til 50% og ikke kan komme nogle veje for sådan er loven. Kommunen kan ikke bare visitere nogen til revalidering med baggrund i 15% invaliditet, det har Hjort Frederiksen nemlig sørget for i 2003.
Men at forsvaret så ikke gør noget for deres veteraner er jo simpelt hen skandaløs. Man har vidst det i lang tid at deltagelse i krig næsten uafvendeligt fører til en "arbejdsskade" som PTSD. Allerede før man sender en soldat i krig ved man at han med omkr. 90% sandsynlighed ender med psykiske men. At børste disse problemer af på kommunens jobcenter???
Det forekommer mig simpelt hen rablende galt.
Morten Nielsen, du mener, hver har et ansvar for at forsrøge sig selv, uanset hvilken situation de befinder sig i.
Jeg mener, enhver har et ansvar for at sætte sig ind i sagerne og omstændighederne, før de udtaler sig, så de undgår at belemre andre med den værste omgang ævl eller Karl Smart bemærkninger.
Måske var det noget, du kunne tænke over.
Det undrer mig, at en sagsbehandlers kvaksalveri, skal stå over lægevidenskabens.
Faktisk forholder det sig jo sådan, at en sagsbehandler kan tilsidesætte en lægelig vurdering, og det gælder på klientens egne læger og kommunens lægekonsulenter.
Da en sagsbehandler jo hverken er speciallæge, psykiater e.l. ja, så må man jo konkludere, at kommunerne i udstrakt grad benytter sig af det rene kvaksalveri.
Jeg vil gerne takke Morten Pedersen for at stå frem med sin historie. Det er ikke let.
Der er hårdt brug for at nogle træder frem og fortæller, hvordan kommunerne behandler dets borgere i det sociale system.
Vi ved, at det ikke er en enkelt historie. Andre har fortalt dette før dig, men jo flere der træder frem, jo flere bliver bevidste om den umenneskelige behandling, der er sat i system af regering og kommuner over for særligt syge mennesker.
Din historie er med til at gøre os bevidste om, hvad der sker, så vi med vores stemme kan forsøge at hindre en gentagelse!
Tak!
Er der anden støj end Støjberg på linjen?
Ja åbenbart, en Morten Nielsen.
Det siges, at de rette ord, kan gøre større indtryk end tusinde kys - dine ord er på mange områder som en kniv i hjertet, på mennesker som kæmper en kamp mod hjemmelivsstress samt et manglende identitetsgrundlag.
Skriver man, arbejdsløse er stressede på google.dk, er noget af det første man støder på, en undersøgelse som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4, artiklen er dateret den 9. juli 2007. I artiklen står der kortfattet; at ledige har i forhold til arbejdstageren, den største risiko for stress. Lidt længere nede på skærmen, kan man i en artikel fra Konstruktørforeningen den 1. september 2004 læse; at arbejdsløse er mere belastet af stress end erhvervsaktive. Surfer man lidt videre, finder man følgende konstatering: I 2003 var professor Jørgen Goul Andersen med til, at fremlægge en arbejdsmarkedsundersøgelse, der fortæller, at øgede økonomiske incitamenter har en meget begrænset effekt på ledigheden i Danmark.
"Folk vil pokkers gerne arbejde, så det er ikke incitamentet til at arbejde, det skorter på," sagde Jørgen Goul Andersen.
En Konsulent ved Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) udtalte i samme dur: I Danmark har vi udviklet et samfund, hvor arbejdsintensiteten er så enormt stærk, at folk får det dårligt når de går ledige, fordi de mister en del af deres identitetsgrundlag - og det er i sig selv et langt, langt stærkere incitament til at arbejde end økonomiske sanktioner.
Ordlyden betryggende omtalt i min kommentar tidligere, henfører til opbyggelsen af samfundsøkonomien baseret på de bærende psykologiske søjler, for ellers vil økonomien ramle i havet. Mennesket er ikke automatstyret droner. Underkastelse er nok sundt, men for meget kontrol over de lediges rygrad, er ikke alene skadelig for det enkelte individs selvværdsfølelser, men også for økonomiens bæredygtighed.
Det betryggende er afhængig af underkastelsesfaktoren. Underkastelsesfaktoren skal være den der bringer stk. 1 og stk. 2 tættere på hinanden hvis man fortolker Grundlovens § 75. Det gør den desværre ikke pt., den er i stedet med til, at skabe afstand mod det egentlige mål, større arbejdsudbud og dæmpning af de offentlige udgifter.
Hvad der er på dagens menu er forskelligt. Den største udfordring for arbejdstageren er, at afbalancere arbejdsliv og hjemmeliv. Den største udfordring for den ledige er at afbalancere hjemmeliv og hjemmeliv.
Næst efter mad og søvn, er det at have et hjem, noget af det allervigtigste for et menneske!
Arbejde er et samtaleemne, og titler er konkrete og derfor nemme for andre at diskutere og forholde sig til. Det er ledighed ikke, det er mere stressende, at tale om intethedsfølelsen, end det er at tale om hvordan dagen på arbejdet er gået.
I Projekt raskijob, satte 11 kommuner sig for at øge de ansattes sundhed, resultatet blev dog det modsatte, og øgede sygefraværet. Sygefraværet blev værre efter, at de ansatte havde fået foretaget sundhedstest og fået foredrag om vejen til et bedre helbred. At kurser kan skade mere end de gavner advarede Einar B. Baldursson, lektor i Arbejdspsykologi om den 6. Marts 2006 i presseklippet, stresskurser kan føre til mere stress.
Stop nu med, at fokusere ensidigt på ledigheden. Den manglende variation, og snakken over hovedet gør blot ledigheden længere, hvis man skal følge 2 ovenstående ”undersøgelser”.
Begynd i stedet for med, at fokusere på de langtidsraske. Dette vil psykologisk være en mere gavnlig fortælling, og vil minimere risikoen for, at sygdommens grå tjener serverer sit bæger af dårlig malurt til folk som i forvejen står i en situation, uden det stærke identitetsgrundlag der er forbundet ved at arbejde kontra det at være en "social parasit", som nogle desværre har en tendens til at mønte på de arbejdsløse samt førtidspensionisterne.
Ansatte på jobcentre bliver syge af stress. Unge mænd og yngre kvinder, vedkender sig ligeledes stress. Selv Bertel Haarder, har i et kort øjeblik været stresset, da han måtte undvære sin risengrød.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) spår, at stress og depression bliver en af de største sygdomsfaktorer i år 2020.
Hvert år dør omkring 1.400 danskere af arbejdsrelateret stress, hvor mange ledige er døde af hjemmelivsstress, eller er begyndt, at tage hovedpinepiller flere gange ugentligt som følge af den stigende underkastelsesgrad? Hvor mange virksomheder har valgt ikke at ansætte ledige, fordi de blanketter som de skal udfylde er uforståelige?
Til slut kunne jeg godt tænke mig at høre Morten Nielsen om, du kan svare mig på spørgsmålet: Kan arbejdsløse skrive stress på sit Cv? Og er spørgsmålet en plausibel latter værd, når man kikker på de sidste 10 års tvangsindlæggelse af de sociale klienter gennem fortolkning af Grundlovens §75, stk.2?
- De kan bare stå op og arbejde siger du, mage til mangel på solidaritet skal man sgu lede længere efter.
Jeg håber, at alle de unge mænd, der gerne vil have dødbringende våben i hånd og "gøre en forskel" i det fjerne land, inden de drager afsted får grundig besked om, hvordan deres fædreland behandler dem, når de kommer hjem med de ødelæggelser i psyken, krig giver.
@ Morten Borregaard
meget enig i hvad du skriver, har selv været igennem møllen. Men jeg tror nu ikke at Morten Nielsen er i stand til at læse din artikel igennem, med det lix tal den har....
@ Bo Klindt Poulsen
Ja, det er min erfaring fra 10.000vis af patientkontakter, at uanset graden af psykisk eller fysisk sygdom er patienter med sammenlignelig objektiv sygdomsbyrde i bedre subjektivt velbefindende, hvis de har et dagligt virke, hvor de gør gavn for og møder andre mennesker, oplever at forsørge sig selv og fokuserer mere på hvad de kan end sygdommen og hvad de ikke kan. Det kan sammenfattes i, at det ikke så meget er hvordan man har det som hvordan man tager det, der afgør en sygdoms subjektive byrde.
Og hvis jeg skulle klippe håret eller gå i noget bestemt tøj for at få et job ville jeg da selvfølgelig gøre det, for mit eget velbefindendes skyld.
@ Hanne Christensen
Nej, jeg mener at alle har et ansvar for at forsørge sig selv i den udstrækning de kan, og at alle kan et eller andet som gavner andre, selv om det ikke giver pekuniært udbytte og dermed har noget at gøre og en plads at udfylde.
Jeg kender selvfølgelig ikke den konkrete sag, men jeg har gennem efterhånden 25 år i psykiatrien og almen praksis set nogle hundreder patienter med diagnosen PTSD. Jeg har såmænd også både været langhåret, ment at lønarbejde var kapitalistisk udbytteri og været del af et arbejdsky overførselsindkomstforsørget miljø, hvor mange stilede efter en diagnose (det var da, jeg begyndte at blive klogere af erfaring med hvad forsørgelsesmentalitet gør ved folk), så jeg tror jeg kender begge sider af sagen bedre end de fleste.
@ Michael Borregaard
Tak for dit bidrag til at dokumentere min pointe: Lediggang er helbreds- og selvværdsundergravende, og invaliderer mennesker i en grad, så selv et arbejde uden betaling er bedre end intet arbejde.
Det lyder som ren kortsigtet kassetænkning hvor det ud fra en cost-benefitmæssig kalkyle er konkluderet at det er billigere for kommunen hvis Morten Pedersen modtager kontanthjælp fremfor revalidering.
Svinsk behandling, jeg håber at sagsbehandleren har en dårlig smag i munden .
@Morten Nielsen. Jeg er ikke uenig med dig i at det er MEGET bedre at være i job, end at være underlagt det sociale systems menneskefjendske hjælp. Problemet er bl.a. at dine fagfæller er med til at sygeliggøre folk ved at udstikke diagnoser man aldrig bliver raskmeldt fra, og at det sociale system ikke tager hensyn til at nogle borgere har brug for fred til at reorientere sig og regenerere.
Samtidig er mange arbejdspladser så forrykt indrettede at de gør folk syge. Det er ikke ualmindeligt at man søger personer der kan håndtere stress. Helt ærligt, så tænker jeg: Hvorfor helvede gør de ikke noget ved arbejdsmiljøet, hvis folk bliver stressede?
Jeg tror som du at de fleste allerhelst vil forsørge sig selv via et arbejde der tilgodeser deres behov for at yde en indsats. Men hvorfor er det den enkeltes problem at der fx er 180.000 arbejdsløse?
Hvorfor har vi så travlt med at jagte en mand med PTSD, når der er 180.000 der kan tage det job som man påstår at han kan ernære sig ved?
Er der ikke nogen af jer, som undrer jer? Det gør jeg. Her har vi en person, som gerne vil arbejde. Og som med støtte kan komme i revalidering, og til sidst får et almindeligt arbejde. Det må da bestemt være i samfundets interesse, at denne unge 31-årige mand klarer sig selv - og ikke ligger samfundet hverken til last eller byrde.
Og desuden mener jeg at Ankestyrelsen? har afgjort at erstatninger for eks. tabt erhvervsevne ikke medfører træk i kontanthjælpen...?
@Morten Nielsen
Når du nu har nuanceret dine udtalelser lyder der jo en hel del mere fornuft igennem.
Men, at man godt kan udføre en eller anden slags arbejde selv om man lider af PTSD er jo ikke det samme som at blive raskmeldt af jobcenteret.
Manden har jo ikke sagt at han ikke kan eller gider at arbejde, han har søgt revalidering til noget han med sit krigstrauma kan se en mening i. Det lyder vel ikke som om han ikke kan finde ud af at komme op om morgenen vel?
Det får han så afslag på, og bliver af sin sagsbehandler (som ikke har lægelige eller psykologiske kompetencer) vurderet som egnet til at kunne konkurrere på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår. Fordi sagsbehandleren hæfter sig alene ved det tal der hedder 15% og det er ikke nok til at få særbehandling. Det svarer jo nogenlunde til en der har mistet en eller 2 fingre. Selv er jeg 80% invalideret og kan alligevel klare at arbejde 4 timer om dagen. Vil det så sige at hvis jeg kun var 40% invalideret, så ville jeg kunne arbejde på almindelige vilkår?
Et procent tal som vurdering af en arbejdsevne er absolut latterlig.
Det at være raskmeldt af jobcenteret betyder ikke kun at man forventes at kunne arbejde på almindelige vilkår og på fuld tid, det betyder også at man skal konkurrere med alle de raske og velfungerende om samme job, og i en tid med udbredt og måske endnu stigende arbejdsløshed.
Vil du så fortælle mig at det ingen rolle spiller om man lider af PTSD eller ej?
For fanden da, en krigstraumatiseret er ikke et normalt og velfungerende menneske og har vist nok fortjent en chance for at blive revalideret og en ret til at blive hjulpet en smule.
Som efter min mening skulle betales af forsvaret, men det er jo en anden diskussion.
Man kan også vende hele problematikken på hovedet: Der går ikke en dag uden at en behandlergruppe (psykologer, psykiatere, læger, sexologer etc) argumenterer for øgede bevilliger til deres område, med argumetet- at folk er syge eller i bedste fald uden for normalområdet. Samtidig beskriver de i blomstrende vendinger alle de kvaler de ramte går igennem.
Så det kan vel ikke undre nogen at dem der er ramt af diagnoserne føler sig temmelig ufitte, og indser at de ikke kan klare sig på lige fod med de andre normale danskere?
Og dem der skal ansætte de skavankbefængte personager, de vil vel helst ansætte en kernesund, superfit og superflexibel jobsøger der kan håndtere uanede mængder af stress.
Morten Nielsen. I dit sidste indslag har du gjort dig mere umage.
Jeg tror, at samtlige debattører her er enige i, at man skal forsørge sig selv, hvis man kan.
Her blev du også mere nuanceret end i dit første indlæg, idet du tilføjer ”i den udstrækning de kan”.
Der er flere årsager til, at folk ikke ”kan”. Det ene kan være mangel på job, det andet sygdom. I denne debattråd handler det om sygdom.
Jeg kan se, at du har læst Michael Borregaards meget læsværdige indlæg. Her henviser han til undersøgelse på undersøgelse, der viser, at kommunalt pres og en økonomisk deroute på ingen måde hjælper syge på benene igen, så de kan udføre et job.
Jeg synes egentlig det giver sig selv, men det gør det åbenbart ikke for alle. Ydmygende og nedværdigende behandling gør altså ingen syge raske. Tværtimod fastholder det syge i deres sygdom. Ikke desto mindre benytter mange kommuner den metode at stresse de syge med angstskabende initiativer, såsom konstant trussel om at hive det økonomiske grundlag væk under dem, krav om møder uden mål, positiv imødekommenhed, der pludselig erstattes af modsatrettede afgørelser, manglende inddragelse af den syge i sagsbehandlerens afgørelser, tilbud om fx pipfuglekurser, eller samling af peddigrør, der virker som den rene ydmygelse osv. osv.
Mange kommuner tvinger også syge mennesker i arbejde – uden reel løn. Det kunne være en god ide, at starte i et kommunalt job, og evt. at gå til hånde på et bibliotek eller lignende, men det er så sandelig afhængig af den enkeltes situation, og det skal selvfølgelig foregå til ordinær løn. Det sker ikke. Mange tvinges reelt til at påtage sig disse job – uden anden indkomst end deres overførselsindkomst. Det er ganske enkelt ydmygende. Samtidig er det en indbringende forretning for kommunerne, idet de kan erstatte lønnet arbejdsindkomst med statsstøttet arbejdskraft fra syge (og ledige). Ja, kommuner fyrer ligefrem de ansatte for at erstatte dem med denne statsstøttede arbejdskraft.
Du kan ikke tage udgangspunkt i dine oplevelser for mange år siden, da der er milevidt fra at være syg eller ledig dengang som i dag.
Det er bekymrende, hvis du arbejder inden for psykiatrien, at du anvender dine erfaringer fra gamle dage i en vurdering af, om psykiatriske patienter kan klare det kommunale pres, en halv eller hel raskmelding vil afføde hos den kommunale sagsbehandler. Her synes kassetænkning nemlig mere at være i centrum end den syge borgers velbefindende og helbred.
Når vi nu vurderer Morten Pedersens situation som krigsinvalid, ja, så forholder det sig jo ikke sådan, at Morten ikke ønsker at arbejde. Han ønsker netop brændende at fortsætte det forløb, han har været i gang med. Han har haft det godt med sit pædagogjob, men lederen mente, at han alene var i stand til at klare et fuldtidsjob med støtte fra en mentor. Det Morten ønskede var en revalidering og en støttet tilknytning til en lille institution. Morten ønskede ikke at sidde med fødderne i sofaen og se fjernsyn dagen lang (som Morten Nielsen antyder). Nej, han knoklede rent faktisk for at komme på fode igen, så han kunne brødføde sig selv.
Det er her, at du, Morten Nielsen, mister kontakten til virkeligheden, i din arrogante påstand om, at Morten Pedersen bare kan tænde for vækkeuret.
Det glæder mig, at du har trukket lidt i land med din lille tilføjede sætning, at man skal forsørge sig selv, ”i den udstrækning man kan”. Jeg går ud fra at selvforsørgelsen også gerne skulle være langtidsholdbar. Netop en uddannelse skulle sørge for dette.
Med det in mente forstår jeg endnu ikke engang dit arrogante forslag om at tænde for vækkeuret. Dit næste indlæg er så mere nuanceret. Måske hjalp mit forslag om, at du sætter dig ind i sagerne, før du udtaler dig. Måske har du tilmed konstateret, at en langtidsholdbar selvforsørgelse er netop det, Morten Pedersen arbejder så hårdt for.
Dette er min Søster. Hun har stadig ingen indtægt trods hendes diagnose er stillet, får hun endnu ingen pension. De bliver ved med at sylte sagen.
Prøv at lægge mærke til datoen på Avisens artikel.
http://avisen.dk/anja-roevet-med-gevaer--trynet-af-jobcenter_131327.aspx
Her er den anden artikel:
http://avisen.dk/jobcenter-vi-svigtede-anja-efter-roeveriet_131330.aspx
Jobcentret har erkendt deres fejl, men der er D.D. stadig ikke sket en skid, for nu er sagen gået fra Bondams Miljø og Teknikforvaltning til Pensionsnævnet, det tog et halvt år bare at bringe sagen fra den ene instans til den anden, og i mellemtiden har Anja stadig intet at leve af, ud over utallige banklån, som jo skal betales tilbage.
Forresten er flere papirer simpelthen forsvundet i processen, f.eks. hendes første Pensionsansøgnig, så hun har måtte lave en ny, og det kan få betydning for hvor meget hun får udbetalt når/hvis pensionen bliver tilkendt.
Fordi man får med tilbagevirkende kraft fra den dag Ansøgningen er indleveret og underskrevet. Og disse penge skulle helst dække den gæld hun har oparbejdet, til at leve for.
Sådan en gang lort byder man meget syge mennesker i dagens Danmark, det tror jeg end ikke Kafka kunne have drømt om.
Det er efterhånden et velkendt trick at sprede Borgeres sager ud på så mange instanser som overhovedet muligt, for således at løbe Borgeren træt, og for at effektivisere ansvarsforflygtigelse for de sager der går galt.
For sådan kan alle ansatte i Kommunen med god samvittighed sige at de ikke aner hvem der har ansvaret for, hvor og hvornår fejlen opstod.
Og den øverste ledelse kan vaske deres hænder.
Pragtfuldt! Alle er glade.
Undtaget den Kafkaske maratonløbende borger der må kravle hjem med uforettet sag, til en uvis fremtid.
HVOR ER RETFÆRDIGHEDEN BLEVET AF?
PTSD (Post traumatisk stress syndrom) har ramt flere at vores soldater. Deres krig fortsætter selv efter, at frontlinjen er lagt bag dem, men slaget de nu udkæmper, er ikke kun den indre de tog med sig derfra. De står ansigt til ansigt med et velfærdssystem, der ser ud til ikke at kunne finde den rette ”kasse” at placere dem i…
VÆLDFÆRDSSAMFUNDETS TRYGHED:
Under Forsvarsministerens "mærkesager" står følgende:
"I Danmark har vi et velfærdssamfund, som skaber tryghed for den enkelte borger. Vi har ikke råd til alt – men vi har råd til det rigtige".
Hvad er så ”det rigtige”? At retfærdigheden sejrer? At næstekærligheden kommer øverst på skamlen over vindere?
Hver enkelt PTSD ramt kæmper en indre kamp igen og igen, men de kæmper også imod et vældfærdssystem, der ikke rummer dem! De søger en tryghed, der viser dem, at også de har en værdi som mennesker. I stedet finder de sig selv som fanger, hvor nogle ser selvmord som den eneste vej til frihed. De lever hver dag med en form for psykisk tortur, hvor krigens billeder hærger deres sjæl. I stedet for trygge rammer, der kan støtte op omkring dem, møder de lukkede døre, der hverken yder den rette retfærdighed eller forståelse.
Tryghed er at kunne føle sig sikker og uden for fare i tillid til at andre beskytter og tager sig kærligt af én. Disse veteraner har brug for at blive bygget op igennem visheden af, at de er uden for fare. Ikke at blive nedbrudt igennem noget, der ligner endeløse kampe for blot at blive hørt.
"Støt vores soldater" - Enig! Men hvor blev "støt vores veteraner" af?
Nogle kommuner ser ud til at kunne håndtere dem bedre end andre? Det skal jeg ikke gøre mig bedrevidende om, men jeg ser i Roskilde Kommune, at de ikke yder veteraner den retfærdighed, de burde have krav på i et vældfærdssamfund!
VILJEN TIL LIVET:
Hvordan kan et vældfærdssamfund forsvare, at PTSD ramte skal være kastebold? De lider allerede nok! Skal det virkelig gå så langt at endnu flere af vores soldater begår selvmord og familie mm. bliver ofre sammen med dem? De soldater vi allerede har set her i Danmark begå selvmord og mord i afmagt er nemlig ofre sammen med dem, de tager med i købet! Skal det virkelig gå så langt, at den PTSD ramte skal gå til disse yderligheder? Har de ikke krav på et retfærdigt liv, som du og jeg?
Der er rent faktisk de veteraner, der ønsker at kæmpe for deres liv – har viljen til livet. Men de bliver bombet tilbage til frontlinjen igen og igen. De ønsker at blive noget igen i samfundet, give deres del til samfundet. De ønsker ikke førtidspension, men bare en støtte fra kommunen i form af evt. revalidering, så de kan komme på fode igen!
Soldaten kommer hjem. Starter ud med håbet om, at der er en vej igennem krigens evindelige flash billeder. Håbet om at samfundet stadig vil ham. Han søger trykke rammer, så han oplever, at han er uden for fare. Og hvad får han? En kold skulder, der raskmelder ham!
Her kunne man ligeså godt vælge at smide en bombe i skødet på den soldat, for det er, hvad han føler sker. Han kunne bruges i den fysiske frontlinje, men i sit eget samfund vender de ham så ryggen! Javist, han valgte af egen vilje at melde sig til den frontlinje. Kunne det tænkes, at han rent faktisk ønskede at gøre en forskel for retfærdigheden. At han valgte næstekærligheden i stedet for bare at kigge på, som vi fleste gør.
KRIGEN FORTSÆTTER:
Vågn nu op! Se virkeligheden i øjnene! Vi har soldater, der har kæmpet for vores land. Hjemvendt med håbet om en ”ny start”, men krigen fortsætter. Slaget står mellem retfærdigheden og dem, der ikke formår at se, hvad retfærdighed rent faktisk er. Frontlinjen er rykket fra krigens midte ind i vældfærdssamfundet.
Få sat noget system i det her og hjælp dem. Rusk op i lovgivningen og giv kommunerne vejledning i at håndtere PTSD ramte. Uddan nogle til at støtte de veteraner og ikke knuse dem. De har brug for nogen, der lytter og ønsker at hjælpe dem. De har ikke brug for regler, der synes at varetage alt andet end den retfærdighed, de har krav på. Er deres liv ikke ligeså meget værd som vores? De gav sig selv til en krig, mens vi så på. Enten heppede på dem eller begræd dem vi mistede.
Nogle PTSD ramte ville faktisk ønske, at de havde været en af dem, der ikke vendte hjem, for så havde deres krig også været slut. De gav ikke deres fysiske liv for vores land, men de gav deres hjerte. Hvad giver vores vældfærdssamfund tilbage? "Du må klare dig selv"!
DANMARK VÅGN OP! STØT VORES VETERANER!
DANMARK VÅGN OP! STØT VORES VETERANER!
Og lad fremover være med at gå i krig.
Vi har vigtigere ting at bruge vores ressourcer på.
Det må altså også være svært som sagsbehandler at agerere med en form for empati og subjektivitet, når bossen, Inger Støjberg for åben skærm, i den bedste sendetid, udtaler, at det, der ligger hende mest på sinde er, at ingen skal kunne tage sig en skattefinansieret ferie. Det var så det menneskesyn.
I artiklen hedder det: "Han har hidtil haft fire forskellige sagsbehandlere på det halvandet år, han har været sygemeldt, på trods af at han har det svært med at møde nye mennesker og udtrykkeligt bad om den samme sagsbehandler hele vejen igennem."
En forfærdende detalje er, at det her er et helt normalt og kalkuleret træk fra kommunernes side; man skifter borgerens sagsbehandler ud hvert halve år - så når de ikke at lære hinanden at kende eller opbygge en "forståelse".
Der er naturligvis, "saglige" argumenter for denne praksis - men i sidste ende bunder de i kommunens mistillid til egne ansatte...
Man burde lave en livslang pension eller støtteordning til de soldater, der har været i krig og taget skade. De har ydet en ekstra indsats, og bør belønnes derefter. Vores ministre får pension for deres arbejde i folketinget - for demokratiet - så bør vores soldater, der sætter livet på spil for demokratiet ude i verdens brændpunkter, også en have en ordning der yder dem støtte.
Derudover er ordningen helt hul i hovedet, jeg har også en moster, der har fået frataget alt støtte fra det offentlige, påtrods af at hun har en psykisk lidelse, der gør at hun ikke kan arbejde fuld tid i det erhverv hun er uddannet. Hun har fire børn at passe, men hendes mand tjener for meget til at hun kan få støtte. Det er ikke det Danmark de fortjener, hverken soldater eller "almindelige" danskere.
Kenneth Elkjær, du har ret.
Nobelpristageren, økonomen Stiglitz og Linda Bilmes foreslår i deres bog "The Three Trillion Dollar War" det samme, og det kom også frem under en høring i oktober i House Veterans Affairs Committee.
Har skrevet om det på min blog
hej.
jeg er socialrådgiver - ikke arbejdende - det pirker mig meget at der ikke er kommentarer fra andre socialrådgivere eller fagforeningen i disse debatter eller heller i avisen. det ville klæde fagforeningen at komme på banen i alle disse ulovlige sager som det jo er. det er næsten så man skammer sig ved at repræsentere standen. som studerende på højskolen( hvor vi kommer med forskellige baggrunde - nogle også med høje karakterer og anden erfaring og ikke bare bundskrab fra andre uddannelser)
i denne ulykkelige sag som er klart ulovlig - 1. fordi sagsbehandler ikke kan raskmelde - det kan kun egen læge - dernæst fordi speciallægeerklæringer ikke kan tilsidesættes - dernæst fordi - hvad er 15% er det méngrad man skal jo kigge på både méngrad men særligt på erhvervsevnetabet - det er arbejdsskadestyrelsen der er "eksperter" på det område - du kan have en "lille" méngrad men et højt erhvervsevnetab - samtidig skal kommunen i ressourceprofilen udrede borgeren i samarbejde med borger - læge - fagligt system - og borgeren skal være enig i profilen ellers kan man få tilføjet hvor man er uenig og hvorfor.
hvor er Ombudsmanden i denne debat. han har jo mange gange eks. overfor Københavns kommune pålagt dem at få ryddet op i de store bunker der ligger med sager der ikke er afklaret - der er borgere faldet i det sorte hul der har været på kontanthjælp i mere end 10 år - det skulle være en kortvarig ydelse - alt sammen problemer der er kendt og har været det længe. se på K10 en hjemmeside der prøver at være en hjælp for mennesker i klemme ligesom Morten her - hvem husker ikke Hanne Reintoft i radioudsendelser om hva´ er din ret og hva´ er din pligt - hun har ikke levet forgæves.
det allervigtigste vi lærte forinden vi blev socialrådgivere var:" du skal sætte al din faglighed og viden ind for at hjælpe med til borgeren får sine rettigheder om så det skal koste dig din stilling"
det omgås ved at fylde kontorerne med ikke socialrådgivere samt at mange måske lige har glemt hvad det egentlig handlede om. helhedssyn i social behandling - helhedssyn for borgeren og hans situation.
det er ulykkeligt når så mange dømmer andre på for korte præmisser som også i denne debat - mange finder først ud af hvordan tingene virker når ulykken har ramt dem og så er de Palle alene i verden for der er ikke megen hjælp at hente. sagt fra en der selv har haft ulykker og sygdom inde på livet.
Kompetencen ligger ikke hos kommunen, men alene hos lægekonsulenten.
Er en pension tildelt, fordrer det at vedkommende ikke er arbejdsdygtig, derfor kan kommunen ikke selv erklære en pensionist rask. Det kan kun en læge efter dyberegående undersøgelser som konkluderr at der er sket en væsentlig bedring de har givet arbejdsdueligheden tilbage igen.
Man ser er en faglig inkompetent kommunal beslutning som ikke har juridísk gyldighed....
Hej Alle
Jeg er en af dem, der står midt i denne kamp for Morten!
Retfædighedens stemme må aldrig blive tavs, uanset, hvilken sag det drejer sig om!
Jeg har gennemlæst alle indlæg og vil gerne benytte anledningen her til at sige TAK for Jeres debat og ikke mindst støtte.
Vores håb er, at kunne gøre en forskel igennem Mortens mod, så alle veteraner i fremtiden får muligheden for at blive hørt og hjulpet på en måde, som kan gøre en forskel ind i deres liv. Give dem mod på livet igen.
Vi kæmper videre og Jeres stemmer er vigtige i denne sag... men også generelt om vores veteraners ve og vel. Så bliv ved med at bruge Jeres stemmer også udenfor denne debat.
Vi, der arbejder meget intenst med dette område - vores stemmer er også små - men det handler om modet og viljen... Og den har vi.
Jeg har en bøn til Jer: Brug Jeres stemmer - der er brug for selv den mindste af slagsen.
Jeg siger igen:
DANMARK VÅGN OP! STØT VORES VETERANER
Kære Lisbeth Holm
Hvis du har modet på det, vil vi gerne på en eller anden måde i kontakt med dig?
*suk*
Og så er det jeg IGEN gerne vil vide, hvorfor det er langt mere forargeligt når en veterean bliver offer for kommunal kassetænkning, end når det er en civilist med PTSD der bliver det?
Sådanne sager skabes HVER ENESTE DAG - men det er åbenbart ikke så interessant når det er læreren, sosu-hjælperen eller politibetjenten der får PTSD og falder i hullet mellem lovens bogstav og dens overholdelse.
Jeg føler med Morten. Men jeg føler mindst lige så dybt med alle de andre, som i den grad ikke kan få Informations læsere op af starthullerne.
Moral? Dobbeltmoral?
Den vil jeg gerne svare på.
Jeg mener ikke det er langt mere forargeligt når det omhandler en veteran! Jeg mener ALLE skal mærke retfærdigheden - uanset hvilken "baggrund" deres PTSD bunder i.
Jeg er af den holdning, at lige så forskellige vi som mennekser er, lige så forskelligt udmynter PTSD´en sig. Det betyder jo ikke, at den skal behandles med "mindre respekt".
Fact er, at PTSD ramte veteraner oplever deres sygdom anderledes...
Der er mange sager, vi hver især kan kæmpe for, hvis vi har overskudet - nu har jeg valgt at lægge mit hjerte her. Men det betyder ikke, at jeg anser andre "former" for PTSD for mindre værd.
Jeg vil gerne takke Morten for hans ”historie” samt Linda Larsen og alle dem der kæmper for bedre og mere værdige forhold til ALLE PTSD ramte. Måske kan den dårlige behandling af veteranerne skubbe til bedre forhold til ALLE PTSD ramte og det er i grunden ikke så dårligt – hvis Inger Støjberg enten bliver sat af pinden eller begynder at give kærlige spark, der føles kærlige og giver ALLE en reel chance for at komme videre og ikke bare skubbe dem længere ned.
Men jeg mener stadigvæk , at opgaven for veteranerne burde tager over forsvarets budget og ikke over kommuneskatterne.
Sider