Interview
Læsetid: 4 min.

'Det var et tabu at tale om økonomi'

At velfærdsstaten var i økonomiske problemer, vidste man allerede i 70'erne. Men modstanden mod reformer af velfærdsstaten fandtes på begge sider af dansk politik, siger den tidligere radikale socialminister Aase Olesen
Den tidligere radikale socialminister og formand for socialkommissionen Aase Olesen i sit hjem i Nordsjælland. Hun mener ikke, at man kan udføre væsentlige reformer af velfærdsstaten uden om Socialdemokraterne.

Den tidligere radikale socialminister og formand for socialkommissionen Aase Olesen i sit hjem i Nordsjælland. Hun mener ikke, at man kan udføre væsentlige reformer af velfærdsstaten uden om Socialdemokraterne.

Sofie Amalie Klougart

Indland
12. februar 2011

Væsentlige reformer af velfærdsstaten er umulige, hvis ikke Socialdemokraterne er med. Men politikernes tøvende indgreb over for en vildtvoksende velfærdsstat i 70'erne og start-80'erne var ikke kun en socialdemokratisk undladelsessynd. Re-formangsten var udbredt i alle politiske partier - selv hos Radikale Venstre.

Det siger den mangeårige radikale socialpolitiker, Aase Olesen, der var aktiv i politik fra 70'erne, var socialminister i KVR-regeringen fra 1988 til 1990 og senere formand for den socialkommission, som Poul Schlüter (K) nedsatte i 1991.

Ifølge Aase Olesen led den velfærdspolitiske debat stadig i slut-70'erne og start-80'erne under chokket efter Jordskredsvalget i 1973.

»Det var et meget betændt politisk klima. Mogens Glistrup var kommet ind i Folketinget med 27 mandater på at sige, at alle invalidepensionister skulle i arbejde, alt bureaukrati skulle afskaffes, og vi skulle ikke betale skat. Det betød, at hvis man begyndte at sige noget som helst om økonomi, når det handlede om det sociale, så blev man udpeget til at være fremskridtsmand. Den slags tanker var lige så tabubelagte, som efterlønnen har været det indtil i dag,« siger Aase Olesen.

I ligkiste på Slotspladsen

Allerede i slutningen af 70'erne begyndte Olesen og andre politikere at kunne se økonomiske problemer med at finansiere velfærdsstaten ude i horisonten.

»Vores kommunalbestyrlesesmedlemmer begyndte jo at fortælle, hvordan det foregik, når folk skulle have fuld kompensation. At en fraskilt mand, der sad i en villa, skulle have fuld kompensation, for det var jo synd for ham. Men de aktive socialfolk, jeg havde i mit parti, blev så vrede over, at jeg rejste det her spørgsmål, at de ikke ville være med længere,« fortæller hun.

Endnu værre blev det, da den daværende socialminister Ritt Bjerregaard (S) ville indføre det såkaldte social-indkomstbegreb - en ny måde at udmåle retten til sociale ydelser, så folk med f.eks. fast ejendom og store boliglån ikke længere havde den samme ret til kontanthjælp som dårligere stillede borgere.

Aase Olesen fik den radikale folketingsgruppe med på at støtte det.

Men flere i partiets hovedbestyrelse prøvede at smide hende ud - og Venstres Peter Brixtofte og Konservatives Gerda Møller var i øvrigt blandt nogle af de hårdeste kritikere.

»Jeg tror, at de fleste godt kunne se et behov for, at der skulle reduceres. Men når det var Ritt, der foreslog det, så var V og K imod. Og når Schlüter-regeringen foreslog det, så råbte og skreg socialdemokraterne. Det er jo desværre sådan, mekanikken er i politik,« siger Aase Olesen.

Hun tænker også tilbage på dengang, hvor Radikal Ungdom afholdt begravelse på Christiansborg Slotsplads for »Radikale Venstres sociale solidaritet«, fordi hun havde støttet det, der blev kaldt »sultecirkulæret« - en nedsættelse af unges kontanthjælp til SU-niveau.

S skal med

»Man kan måske grine lidt af det i dag. Men der var en helt grundlæggende holdning om, at det var asocialt at tænke økonomien ind på den måde. At det var et farvel til velfærdsstaten,« siger Aase Olesen.

Det var den socialdemokratiske socialminister Bent Rold Andersen, der fik ideen om nedsættelsen af de unges kontanthjælp. Men da der skulle en lovændring til, var det den nytiltrådte konservative Palle Simonsen, der gennemførte det, efter Poul Schlüter (K) var kommet til.

»Socialdemokraterne protesterede ikke åbent. Men det var der til gengæld en masse organisationer, der gjorde«.

For Aase Olesen er det en grundlæggende lære, at store reformer af velfærdssystemet - og især nogle, der vedrører arbejdsmarkedet - kræver en socialdemokratisk medvirken. Dét mærkede hun selv, da hun som socialminister forsøgte at lave en ny lov om unge arbejdsløse. Ideen var det, der senere blev kendt som »ung i arbejde« - at unge arbejdsløse skulle arbejde for deres kontanthjælp.

»Den lov om ungdomsløn røg af bordet med et stort brag. Vi forhandlede i uendeligheder med Socialdemokraterne og fagbevægelsen. Her var man indædt imod alt, hvad der smagte af 'indslusningsløn'«.

På samme måde blev det arbejde, som Aase Olesens Socialkommission kunne præsentere i 1993, i første omgang »pænt lagt på øverste hylde«, som hun siger. Men kommissionens tanker om aktivering blev alligevel gennemført, da SR-regeringen senere vedtog loven om aktiv socialpolitik.

»Når det er noget, der vedrører arbejdsmarkedet er det oplagt, at der skal en socialdemokratisk regering til for at gennemføre det. Og jeg synes ikke, at man kan sige, at grundtanken er specielt asocial. Det mest asociale er at holde folk ude af arbejdsmarkedet«.

Gået over gevind

I dag må Aase Olesen dog erkende, at de aktiveringstanker, som hun selv var fortaler for, efter hendes mening i dag er gået over gevind.

»Aktiveringstanken er til en vis grad blevet misbrugt til at piske rundt med folk med store psykiske eller misbrugsmæssige problemer. Begrebet nænsomhed tror jeg nok, at mange i systemet i dag føler, at det er der ikke tid eller overskud til. De skal bare have folk i gang, så det ser godt ud i statistikkerne.«

Samtidig ser Aase Olesen også et ændret syn på de, der modtager hjælp.

»Man begynder at se ned på andre mennesker og se på dem som nogen, der nasser. Det startede med indvandrerne, men det er smittet af på andre grupper også. At man ser de passive grupper som nogle, der er skadelige i stedet for nogle, der har brug for hjælp.«

Aase Olesens vigtigste håb er dog, at vi efter næste valg »ikke får en flertalsregering igen.«

»Man kan ikke byde den danske befolkning at lave store forandringer på bare én stemmes flertal. Jeg er da enig i, at f.eks. starthjælpen skal rulles tilbage. Men det er ikke godt, at så grundlæggende vilkår skifter hele tiden, som flertallet skifter,« siger hun.

Serie

Solidaritet 2011?

Velfærdsstaten forandrer sig og spørgsmålet er, om vi har råd til velfærdsrettigheder som eksempelvis efterløn for den brede middelklasse i fremtiden. Dermed er et af valgkampens hovedtemaer også slået an.

Men hvad vil solidaritet i år 2011 egentlig sige? Er solidaritet det samme som velfærd til alle? Eller er det mere solidarisk at sikre velfærd til de svageste og lade de velbjergede betale mere selv?

Seneste artikler

  • Pia K.: Arbejdsløse indvandrere er den største velfærdsudfordring

    7. marts 2011
    DF-leder Pia Kjærsgaard afviser store ændringer af vores velfærdssystem for at finde penge til velfærd i fremtiden. Hvis indvandrere kom i arbejde i lige så høj grad som danskerne, ville en stor del af udfordringen være løst, siger hun
  • Universel velfærd er den mindst ringe model

    21. februar 2011
    Langt de fleste danskere er glade for velfærdsstaten, som vi kender den i dag. Når vi bliver bedt om at tage stilling til konkrete forslag om forandringer, er vi lodrette modstandere, siger professor Jørgen Goul Andersen. Samtidig kan antallet af uforudsete sociale og økonomiske skadevirkninger hurtigt overskygge fordelene, hvis vi går bort fra den universelle velfærds vej
  • Velfærdsstaten er demonteret – men ingen vil diskutere hvorfor

    8. februar 2011
    Lige siden 70'erne er velfærdsstaten og især de værdier, der bar den, langsomt blevet demonteret. Vi er gået fra at være borgere til at være kunder - men ingen politikere vil diskutere, hvad det indebærer, mener professor Jørn Henrik Petersen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak til Aase Olesen for det personlige tilbageblik. Den med at Fremskridtspartiet krav om at førtidspensionister burde arbejde havde jeg glemt . I dag kan jeg så spørge om hele OVK blokken nu er blevet fremskridtsfolk – DF´erne har rødder i Fremskridtspartiet, men resten af blokke og specielt Det konservative folkeparti.

PS: Til Information skal denne serie kun ses med borgerlige øjne.

Ja, det er for galt at politikkerne ikke tør nedlægge velfærden, de kunne jo risikere at de dumme vælgere ikke stemte på dem igen. For befolkningen kan lige så godt lære det, politikkerne er bedøvende ligeglade med hvad vælgerne mener så længe de bare kan holde på taburetterne.

Er vores velfærd egentlig så meget bedre end i andre lande vi normalt sammenligner os med ...

,,,eller er den bare dårligere administreret og dermed dyrere?

Diagnosen er nok nærmere reformangst end ødselhed.

Et helt overset element synes at være de voksende forbrugsmuligheder - at der simpelthen er mere at ønske sig og drømme om i dag end for 3-4 årtier siden. Dermed bliver ønsket om at holde på sine penge til eget forbrug mere udtalt, selvom man i virkeligheden dels betaler mindre i skat, dels har en forholdsmæssig langt bedre indtjening. Det er svært at se, hvordan det kunne blive sværere at finansiere det sociale system i de mange år, hvor væksten steg år for år.

»Vores kommunalbestyrlesesmedlemmer begyndte jo at fortælle, hvordan det foregik, når folk skulle have fuld kompensation. At en fraskilt mand, der sad i en villa, skulle have fuld kompensation, for det var jo synd for ham" (citat fra artiklen)

Nej, det var aldeles ikke synd for ham, Aase Olesen. Meningen, og den gode intention bag dette, var jo, at staten (kommunen) skulle hjælpe denne fraskilte mand (uanset om han sad i en villa eller i en lejlighed), indtil han var kommet på fode igen økonomisk. Det var den smukke intention bag bistandsloven.

Og nedsættelsen af de unges kontanthjælp til SU-niveau er det de mest usolidariske tiltag, de Radikale nogensinde har stået bag. Og det er fordi det er dybt aldersdiskriminerende. Intentention og meningen bag forslaget er jo dette: Man påstår at unge mennesker ikke har forpligtelser på nogen som helst måde

Og ja, Nyrup, Ritt, og Lykketoft indførte ganske korrekt 'den aktive arbejdsmarkedspolitik' i 1994. Men denne var todelt: Den bestod i, at man skulle arbejde for sine dagpenge eller kontanthjælp (aktivering), dels i at de arbejdsløse (eller dem på kontanthjælp) kunne få uddannelse og blive omskolet til områder, hvor der var mangel. Sådan blev jeg selv uddannet til indvandrer-lærer.

Siden 2002 eller i hvert fald siden 2003 har VKO-regeringen gennemført det ene ideologiske angreb på arbejderklassens erhvervede rettigheder efter det andet. Man nedlagde bl.a. Boligministeriet, man nedlagde Miljø og Energi-ministerier. Og man har ført en politik, især siden 2005 eller 2006 som bevidst er gået efter at udgrænse folk dels i Udkantsdanmark, dels efter at forhindre så mange (unge) mennesker fra arbejderklassen (LO-arbejdere) i at tage en uddannelse, eller i at videre-uddanne sig. Og det seneste angreb fra efteråret 2010, beviser dette. Nedsættelse af den økonomiske kompensation, nedskæring af perioden, hvor man kan få den mm.

Og alt dette er jo gjort bevidst, sikkert borgerskabet i det her land ikke længere vil have, at fattige mennesker skal kunne studere på eksempelvis universitetet til læge, eller advokat...

Steen Erik Blumensaat

Sjovt nok er det dem der er lønnet af tvangsskatten der synes at bærmen ikke skal have en løn som dem.

Det er iorden at de ikke frembringer deres egen løn, at de i arbejde skal betale for dem, dem alene og ikke affaldet.

Landbruget kan ikke forsøre sig selv en underskudsforretning der er på understøttelse. Millitæret er på overførelsindkomst, Kirkefolket er en underskudsforetning på overførelsesindkomst.

Minnisterierne har et underskud på 6.000 millioner og kan ikke frembringe deres egen løn.

Monarkiet er på overførelsesindkomst og kan ikke forsøre sig selv, på livslangbistandshjælp, der gør at de ikke lærer at klare sig selv og frembringe en løn de kan leve af.

Steen Erik Blumensaat

Jeg glemte erhvervsstøtten på 24milliarder.
Mærsk Makinny Møller der har fået 245 millioner i understøttelse.
Den Danske Bank der fik 30 milliarder i understøttelse.
Fortsæt selv.

Ja,

tak til Aase Olesens interessante tilbageblik. Parallellerne til nutidens poltiske situation er skræmmende, og ovenstående debatindlæg viser med al tydelighed at intet har ændret sig.

Magistratregering er eneste løsning på dette politiske moras, hvor de to blokke kaster lort efter hinanden. De store 'folkepartier' skulle tvinges til samling og konsensus.

Nå, men det er altså nye tider nu. Nu er vi i tierne og ikke længere i halvfjerds-/firserne. Verden uden for Danmark har ændret sig, og det kommer Danmark også til nu.

Eksempelvis ved at tage økonomien alvorligt. Det er bestemt ikke rart, men vi kan nu engang kun låne i en kortere årrække, til at bibeholde en såkaldt velfærdsstat, vi ikke længere selv kan finansiere.

Indtil videre vil skatte- og afgiftstrykket samt brugerbetalinger fortsætte med at stige. Antallet af offentligt ansatte vil vise fortsat vækst, medens der vil være drastiske beskæringer, eller afskaffelse, af sociale ydelser af enhver art.

Det betyder samtidig, at ca. fire millioner danskere til at prøve noget helt nyt og ukendt. Så må vi se hvordan de tager det. Der er nemlig ingen vej udenom.

John Christian Mogensen

Lovet være de svage.
Åse Olesen siger: " ... man ser de passive grupper som nogle, der er skadelige i stedet for nogle, der har brug for hjælp."
Men de svage og passive er hverken skadelige eller nogle, der kun har brug for hjælp. Tværtimod er de nyttige. Mere nyttige i det store og hele end de erhvervsaktive er. De arbejdende erhvervsaktive er ganske vist nyttige for rigdommen i snæver mammonforstand. Men denne rigdom, der omsættes enten til den riges magt eller til folkets overforbrug, er skadelig både for friheden (den enes rigdom eller magt er den andens ufrihed) og for naturen, dvs. Jordens beboelighed.
De ikke-erhvervsaktive, også kaldet de svage, er derimod stærkt nyttige, derved at de lægger en dæmper på totalforbruget, og dermed en dæmper på naturødelæggelserne.
Derudover er de såkaldt svage nyttige for menneskeligheden. De udvikler altruismen, både ved at stimulere andres generøsitet og ved at være forbillede i den passivitet, der fremmer kontemplationen, følsomheden, eftertænksomheden, bevidstheden om at være til. Dem der erhvervsaktivt jager der ud af, tenderer til bevidstløshed, hvis de ikke af og til faldt over en der ligger ned.
Mens de stærke let bilder sig ind, at de er de stærke, så er de svage Jordens salt, og af og til et ret kraftigt salt.
I modsætning til Anders Samuelsen er jeg ikke politisk inspireret af Det nye Testamente, jeg har kun lånt et par udtryk fra det.

"De store ‘folkepartier’ skulle tvinges til samling og konsensus."

Ja, af en eller anden "stor leder". Det lyder rigtig godt, Eva.

Dorte Sørensen

Karsten Aaen
Den største ændring som OVK har foretaget i denne forbindelse at de nedlagde socialministeriet og flyttede det meste til beskæftigelsesministeriet. Så blev der dog igen oprettet et såkaldt socialminister, men her er området ganske tynt – fx de almeneboliger høre hertil ligeledes nogle andre småting. OVK har brugt denne udstykning af socialministeriet ret dygtigt Bl.a. ved spørgsmål til sociale sager har ministerne henvist spørgsmålene til andre minister med den besked at det var ikke deres resorområde – ja sådan kunne spørgsmål køre rundt i lang tid.

Brian Larsen,

'stor leder'?

Den står helt for din egen regning. Fri venligst min kommentar for disse associationer.

Tak.

Citat Aase Olesen: "Det var et meget betændt politisk klima. [...] hvis man begyndte at sige noget som helst om økonomi, når det handlede om det sociale, så blev man udpeget til at være fremskridtsmand"

Citat Dorte Sørensen: "I dag kan jeg så spørge om hele OVK blokken nu er blevet fremskridtsfolk"

Der er visse ting der ikke har ændret sig i 40 år, for eksempel politisk demagogi ...

Hmm Ole Olsen... hvor mange mennesker var det nu der var mødt frem på Tahir-pladsen ???