Læsetid: 1 min.

Tamilsagen: Retskrav syltet

Den skandale, der i 1993 væltede den borgerlige Schlüter-regering, skyldtes, at en minister ikke ville give udlændinge deres ret
24. februar 2011

I januar 1993 medelte daværende statsminister Poul Schlüter (K), at hans VK-regering gik af uden at udskrive valg.

Årsagen var, at højesteretsdommer Mogens Hornsleth samme dag som formand for en undersøgelsesret havde offentliggjort rettens rapport om skiftende Schlüter-regeringers behandling af tamilers retskrav på at få familiemedlemmer sammenført i Danmark.

Rapportens konklusion var, at Justitsministeriet under minister Erik Ninn-Hansen (K) bevidst havde undladt at give de tilladelser til tamilerne, som ministeriet efter loven var forpligtet til.

Ganske vist var der i 1987 sluttet fred i borgerkrigen på Sri Lanka. Det kunne berettige, at Justitsministeriet vurderede, om forholdene for tamilerne havde bedret sig så meget, at de, der var flygtet til Danmark, kunne sendes hjem. I den periode var det forsvarligt at udsætte behandlingen af sager om familiesammenføring. Men indberetningerne fra Sri Lanka viste snart, at tamilernes forhold ikke blev gunstigere, tværtimod.

Dermed bortfaldt grundlaget for at sylte tamilske ansøgninger om familiesammenføring. Det orienterede embedsmændene Ninn-Hansen om. De indstillede, at sagsbehandlingen straks blev genoptaget. Men det ville Ninn-Hansen ikke.

Afgjort - ikke udsendt

Ministerens blokering betød, at embedsmændene nok behandlede sagerne, men de sendte ikke tilladelserne ud af ministeriet. Ansøgerne befandt sig i uvidenhed. I mellemtiden blev i Sri Lanka dræbt flere familiemedlemmer, som kunne være kommet til Danmark.

Den ulovlige syltning blev sløret af det, som embedsmænd i Justitsministeriet kaldte 'den falske melodi': At sagerne var 'nedprioriteret' på grund af personalemangel, og fordi der var fred på Sri Lanka.

Undersøgelsesretten fastslog, at Ninn-Hansen bevidst havde handlet ulovligt, og at hans efterfølger som justitsminister, H.P. Clausen, havde svaret misvisende, vildledende og urigtigt om sagen. Om statsminister Schlüters rolle fastslog undersøgelsesretten, at han i Folketinget havde udtalt sig misvisende og i hvert fald på ét punkt urigtigt. Det skete, da Schlüter erklærede: »Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet.«

Regeringsmagten gled i januar 1993 over til Poul Nyrup Rasmussen (S). Justitsministeriets departementschef blev forflyttet. Erik Ninn-Hansen blev af Rigsretten i 1995 idømt fire måneders betinget fængsel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Houbo Pedersen

Så vidt jeg husker blev der om Ninn sagt: "Han var fast i kødet" , altså man kunne ikke sige ham imod.
Mon ikke det samme kan siges om Birthe Rønn Hornbech

Mht. Tamilerne og familiesammenføring var der embedsmænd, der prøvede at gøre noget. I “Beretning om Tamilsagen. Sammenfatning og retlig vurdering, december 1992” kan man læse, at der var en embedsmand, der meget hyppigt, på den klareste måde og på relevante tidspunkter forsøgte at overtale justitsminister Erik Ninn Hansen om, at han måtte ændre sin beslutning mht. tamilske familiesammenføringssager. Denne kontorchef henvendte sig til retschefen hos folketingets ombudsmand: “I øvrigt er der en grim sag, jeg gerne vil orientere dig om - den vil kunne havne på jeres bord”. Kontorchefen gav herefter en nærmere orientering og oplyste herunder, at han “havde nævnt det uholdbare ...”op igennem huset”, men han kunne ikke komme igennem med en ændring af beslutningen”. p.2204

Samme kontorchef skrev i en redegørelse fra marts 1989, at “Beskeden var fortsat, at vi måtte stå fast. Ministeren sagde i spøg, om jeg ikke syntes, at vi blot kunne skrive, at han ikke ville overholde loven”. Kontorchefen har understreget, at “udtalelsen var fremsat i spøg, men efter kontorchefens opfattelse var der en realitet i det sproglige udsagn. Han var imidlertid ikke sikker på, at det også var tilfældet efter ministerens opfattelse”. p.2203

Formålet med at føre Tamilsagen var at hindre en gentagelse.

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/tamilsagen-...

Fire måneders betinget !!!! Det skal hun da ikke slippe med, ... og der er plads i Horserød nu da Barfoed har hokus-pokus bearbejdet overbelægningsprocenterne ....

Lige en anledning til at mindes afdøde journalist Niels Ufer, der i 1993 fik Cavling prisen posthumt for sin besværlige, stædige og afslørende dækning af Tamil-sagen, som han fulgte fra sin pind på Weekendavisen, skrev Journalisten.

Han skrev et teaterstykke fra 1992: "Mens vi venter på retfærdigheden" med den berømte slutreplik:
"Hvis det ikke er lovligt, hvad er det så?"

Kan ses her på DRs Bonanza med Peter Larsen, der pædagogisk gennemgår Tamilsagen:

http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=venter+på+retfærdigheden&type=all&limit=120

Lige en anledning til at mindes afdøde journalist Niels Ufer, der i 1993 fik Cavling prisen posthumt for sin besværlige, stædige og afslørende dækning af Tamil-sagen, som han fulgte fra sin pind på Weekendavisen, skrev Journalisten.

Han skrev et teaterstykke fra 1992: "Mens vi venter på retfærdigheden" med den berømte slutreplik:
"Hvis det ikke er lovligt, hvad er det så?"

Kan ses her på DRs Bonanza med Peter Larsen, der pædagogisk gennemgår Tamilsagen:

http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=venter+på+retfærdigheden&type=all&limit=120