Kommentar
Læsetid: 2 min.

Det er tanken, som tæller

Retssagen mod den mand, som overfaldt Kurt Westergaard, illustrerer endnu en gang de udfordringer, som er uløseligt knyttet til terrorlovgivningen
Indland
2. februar 2011

Retssagen mod den såkaldte øksemand - manden som nytårsmorgen 2010 brød ind hos Kurt Westergaard - nærmer sig sin foreløbige afslutning. Gennem hele sagen har det store slagsmål mellem forsvarer og anklager stået om, hvorvidt den tiltaltes gerninger kan defineres som terrorisme.

Der er ikke tvivl om, at manden brød ind hos Kurt Westergaard bevæbnet med en kniv og en økse. Spørgsmålet er, om han havde til hensigt at myrde Wester-gaard eller blot at skræmme ham og så, vigtigst af alt, om hans gerninger kan defineres som terrorisme.

Anklageren hævdede, at »konsekvenserne af at dræbe Westergaard rækker langt videre end at ramme ham og hans familie, det rækker til at ramme hele vores samfundsorden«.

Forsvaret anfægtede dette og hævdede, at selv om Højesteret i sin dom i den såkaldte Tuneser-sag skrev, at »et angreb på en person, der har tegnet Muhammed-tegningen, må ses som et forsøg på at skræmme befolkningen, begrænse ytringsfriheden og hindre den offentlige debat«, så er et angreb på Westergaard ikke automatisk terrorisme. Det kan forsvaret jo have ret i. I teorien kunne man forestille sig, at eksempelvis en forsmået elskerinde angreb Wester-gaard, og det ville ingen vel definere som terrorisme. Det er altså ikke offeret for en gerning, som afgør om gerningen er terrorisme.

En gennemlæsning af straffelovens § 114 afslører, at det heller ikke kan være selve gerningen, som er afgørende for, om der er tale om terrorisme. Alle de gerninger, som omtales i § 114, er nemlig strafbare ifølge andre paragraffer i straffeloven. Manddrab, grov vold og frihedsberøvelse er nogle af eksemplerne. Dét, som § 114 tilføjer, er, at disse gerninger har et 'terroristisk forsæt'. Det er dét, som gør en gerning til terrorisme.

Det vil sige, at spørgsmålet om, hvorvidt en gerning er terrorisme, i virkeligheden er et spørgsmål om, hvilke dybereliggende formål og hensigter gerningsmanden havde med sin gerning, og i praksis er det uhyre svært at forholde sig til.

Ikke-begået forbrydelse

I sagen imod den såkaldte øksemand skal retten tage stilling til hele to lag af formål og hensigter. Først skal retten tage stilling til, om manden med overfaldet havde til hensigt at dræbe Westergaard eller blot at skræmme ham.

Dernæst skal retten tage stilling til, om han ved at dræbe eller skræmme Westergaard ydermere havde til hensigt at skræmme en befolkning, at tvinge myndigheder eller internationale organisationer til at handle på bestemte måder eller at ødelægge en stats eller en international organisations grundlæggende strukturer.

Uden en tilståelse er det svært nok at afgøre, om et andet menneske havde til hensigt at begå en forbrydelse, som ikke er blevet begået.

Hvis man dertil også skal afgøre, om denne planlagte forbrydelse havde et formål ud over selve forbrydelsen, bliver det temmelig kompliceret.

Det er unægteligt svært at gennemskue, hvad andre mennesker tænker.

Det er naturligvis derfor, anklagerne i alle de danske terrorsager har lagt stor vægt på, hvilke holdninger de tiltalte har givet udtryk for, hvad de har interesseret sig for, og hvilken livsstil de har haft.

Men det er ikke uproblematisk, at de lægger vægt på disse forhold, for derved gør de i et vist omfang forhold, som ikke er kriminelle, til beviser for kriminalitet.

Det lader til, at vi har sat os selv på noget af en opgave ved at indføre begrebet terrorisme i den danske lovgivning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her