Interview
Læsetid: 4 min.

Velfærdsstaten er demonteret – men ingen vil diskutere hvorfor

Lige siden 70'erne er velfærdsstaten og især de værdier, der bar den, langsomt blevet demonteret. Vi er gået fra at være borgere til at være kunder - men ingen politikere vil diskutere, hvad det indebærer, mener professor Jørn Henrik Petersen
Ifølge Jørn Henrik Petersen var velfærdsstaten - sat meget på spidsen - blot en parentetisk historisk udvikling fra 1960 til 1972.

Ifølge Jørn Henrik Petersen var velfærdsstaten - sat meget på spidsen - blot en parentetisk historisk udvikling fra 1960 til 1972.

Lars K. Mikkelsen

Indland
8. februar 2011

»Livet er dejligt, og alting ender godt. Det skal vi altid huske at sige, når vi har siddet og sagt alt det depressive lort,« lyder professor Jørn Henrik Petersens afskedssalut.

Han griner sarkastisk.

For selv om næste folketingsvalg tegner til at blive det første i mange år, hvor det danske velfærdssystem vil fylde så meget i valgkampen, så er han stadig mismodig. Efter hans mening er der ingen af de toneangivende politiske partier, der tør tage den store grundlæggende diskussion om, hvad målet med velfærden er.

»Sat meget på spidsen, så var den klassiske velfærdsstat et højst mystisk fænomen, som vi havde i en lille, meget kort, parentetisk historisk udvikling fra 1960 til 1972. Lige siden har vi været på vild flugt væk fra både dens indhold og dens værdigrundlag. Velfærdsstaten var aldrig fra starten tænkt som et større projekt. Og demonteringen af velfærdsstaten er det øjensynligt heller ikke. Politikerne ønsker i hvert fald ingen dybere diskussion af, hvad vi egentlig vil i stedet for,« siger Jørn Henrik Petersen, der er medforfatter til et 4.500 siders værk i otte bind om dansk velfærds historie med sidste bind planlagt til tryk i 2014.

Ansvar for hinanden

Ligesom andre forskere ser Jørn Henrik Petersen start-70'erne som kulminationen af den danske velfærdsstats opbygning. Det var sket glidende og trinvist, uden at der lå en større fælles programerklæring bag projektet. Først fra 1963, da den såkaldte Socialreformkommission blev nedsat, herskede der blandt partierne en fælles forståelse af, hvad velfærdsstaten skulle.

»Tankerne bag var en efterrationalisering. Men det handlede om, at der skulle føres en aktiv socialpolitik med fokus på det forebyggende, det revaliderende og det tryghedsskabende. Der skulle være en betydelig grad af omfordeling - og man betonede ansvaret for fællesskabet på bekostning af individet. Det skulle være noget, som alle var berettiget til, og det skulle finansieres over skatten«.

Og ifølge Jørn Henrik Petersen lå der et helt centralt værdisæt bag det hele:

»Det handler om, at du har ansvaret for mig - og jeg har ansvaret for dig. Men da vi udmærket godt ved, at dét ansvar er vi store nok skiderikker til at ville smyge os uden om, så vælger vi at kollektivisere det«.

Men allerede inden 70'erne for alvor var gået i gang, var dét fælles værdigrundlag begyndt at krakelere.

Mogens Glistrup og Erhard Jacobsen blev de folkelige bannerførere for en stadig større skepsis over for stigende skattetryk og vildtvoksende bureaukrati. Kulminationen blev jordskredsvalget i '73 - samme år som oliekrisen ramte os, og velfærdsudgifterne tog en himmelflugt. Op igennem 70'erne smuldrede den fællesskabsorienterede tankegang mere og mere.

»Der udvikles en stadig mere individualistisk tanke. Et større fokus på, hvad JEG får for mine skattekroner - og en efterspørgsel på en større frihed til at vælge.«

Privat og effektivt

Med Poul Schlüters (K) tiltræden begynder den såkaldte 'moderniseringsbevægelse', der med tanker om new public management fra udlandet forsøger at bruge styringsinstrumenter fra det private erhvervsliv til at gøre den offentlige sektor mere effektiv. Tanker om privatisering og udlicitering holder deres indtog - dog uden, at Schlüter-regeringerne for alvor får sat handling bag ordene. Og i slutningen af perioden begyndte den borgerlige regering - vel vidende, at Socialdemokraterne gik med lignende fornyelsestanker - at tale om et opgør med den danske velfærdsmodel.

»Man begyndte systematisk at tale om, hvor elendigt og ineffektivt velfærdssystemet var. Og man opbyggede hele ideologien om, at et markedsøkonomisk system ville fremme gennemsigtighed, innovation, give prisdannelse og frit valg til borgerne«.

Poul Nyrup Rasmussens (S) regeringer tog fat på en række andre tiltag, der ifølge Jørn Henrik Petersen var et lignende langsomt opgør med fællesskabstankegangen - blandt andet de individualiserede arbejdsmarkedspensioner, individualiseringen af efterlønsordningen og serviceloven, der erstattede den gamle bistandslov.

Og med de mange især fritvalgs- og forsikringsordninger, som VK-regeringen har gennemført siden 2001, er målet ved at være nået.

»I det klassiske velfærdssamfund var hovedaktøren borgeren, der tog ansvar for helheden. Så blev det brugeren, så forbrugeren - og i dag er vi kunder. Vi er på nogle årtier gået fra at være 'zoon politicus' - det politiske menneske - til 'homo economicus' - det økonomiske menneske. Og det har også forandret vores måde at tænke på,« siger han og understreger, at der har været gode argumenter for mange af de ting, der er blevet gennemført.

»Men det interessante er, at denne bevægelse væk fra fællesskabsgrundlaget til den rendyrkede individualisering stort set ikke har været genstand for en grundlæggende politisk debat.«

Blot midler

Jørn Henrik Petersen mener, at såvel en størst mulig offentlig sektor, en lavest mulig skat eller flest mulige fritvalgsordninger ikke er mål i sig selv - men midler til at opnå det samfund, vi gerne vil give videre til børnebørnene.

»Er det et samfund bygget på solidaritet, hvor vi erkender, at du og jeg har ansvar for hinanden? Eller spiller solidaritet ikke nogen rolle længere? Det er hér, du finder værdidiskussionen. Ikke i en fladpandet debat om muslimer eller ja eller nej til efterløn. Man kan sige, at velfærdsstatens krise ikke så meget er et økonomisk, men et kulturelt eller moralsk spørgsmål. Der er bare ikke nogen, der vil diskutere det«.

Serie

Solidaritet 2011?

Velfærdsstaten forandrer sig og spørgsmålet er, om vi har råd til velfærdsrettigheder som eksempelvis efterløn for den brede middelklasse i fremtiden. Dermed er et af valgkampens hovedtemaer også slået an.

Men hvad vil solidaritet i år 2011 egentlig sige? Er solidaritet det samme som velfærd til alle? Eller er det mere solidarisk at sikre velfærd til de svageste og lade de velbjergede betale mere selv?

Seneste artikler

  • Pia K.: Arbejdsløse indvandrere er den største velfærdsudfordring

    7. marts 2011
    DF-leder Pia Kjærsgaard afviser store ændringer af vores velfærdssystem for at finde penge til velfærd i fremtiden. Hvis indvandrere kom i arbejde i lige så høj grad som danskerne, ville en stor del af udfordringen være løst, siger hun
  • Universel velfærd er den mindst ringe model

    21. februar 2011
    Langt de fleste danskere er glade for velfærdsstaten, som vi kender den i dag. Når vi bliver bedt om at tage stilling til konkrete forslag om forandringer, er vi lodrette modstandere, siger professor Jørgen Goul Andersen. Samtidig kan antallet af uforudsete sociale og økonomiske skadevirkninger hurtigt overskygge fordelene, hvis vi går bort fra den universelle velfærds vej
  • 'Det var et tabu at tale om økonomi allerede i 70'erne'

    12. februar 2011
    At velfærdsstaten var i økonomiske problemer, vidste man allerede i 70'erne. Men modstanden mod reformer af velfærdsstaten fandtes på begge sider af dansk politik, siger den tidligere radikale socialminister Aase Olesen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En fremragende analyse nu, hvor det næsten er for sent.
Desværre får folk lov til at være de skiderikker uden et mindstemål af sikkerhed for de svageste - fordi vi har givet skiderikkerne magten.
Helt paradoksalt har der aldrig været så lidt grund til at fastholde hierarkier, binde folk til arbejdet og holde dem i fattigdom som i dag.
Og lige om lidt kommer staten til at eje rigtig meget landbrugsjord, driftige økologer kan få at boltre sig på.

Jeg har personligt haft den oplevelse af udviklingen, at politikerne på et tidspunkt blev desillusionerede over befolkningen - for ligegyldigt hvor meget, de tilbød, blev der forlangt mere, lod det til.
Problemet er vel, at politikerne ikke gjorde det klart for sig selv og befolkningen, hvor grænserne skulle gå. Ydermere ekspanderede man i mængde fremfor i reel løsning af de problemer borgerne havde på områder, hvor man allerede var klar til at hjælpe.
Værst har det været, at den frihed, som for mange af os er hovedmålet med en grundlæggende økonomisk sikring, blev kvalt i millimeterretfærdighed og kontrol. Ideen om mangfoldighed og frisættelsen dertil blev formodentlig kvalt af en politikerangst for, om bukserne kunne holde og samfundet finansieres. Snarere ser det dog ud til, at det modsatte: frygten for folket og den deraf afledte kontrol, har kostet os uendeligt meget mere og hindret, at udvikling, der kunne være sket i åbenhed med inddragelse af netop folket, blev forpasset.

Der er måske lidt "Animal Farm" over det.

Glem ikke hvor magtfuldkomne fagforeningspamperne var blevet. Hvordan man begyndte at snakke om 2/3 samfund før Schluter.

Glem heller ikke effekten af en konsekvent borgerlig presse. Om Berlingeren og JP (officielt tilknyttet Schluter) kontra Politiken (officielt tilknyttet Schluters personlige ven og politiske støtte Niels Helveg) ikke var den egentlige årsag.

Aktuelt og Information var eneste ikke marginale modpresse. Aktuelt døjede image-mæssigt med fagbevægelsen - Information var meget mere ivrig efter ikke at være venstresnoet end de fleste husker i dag.

I midtvesten har Fox News "kritisk masse" d.v.s. mere end 75% af markedet.

Har man det, må de sidste 25% såmænd sige hvad de har lyst til. Deres troværdighed vil falde proportionalt med, hvor meget deres fortælling afviger fra Fox News''s fortælling.

Det var vel til at forudsige, at jo mindre mennesker taler sammen - jo mere de sidder foran fjernsynet - jo større magt får klipperummet.

Eksempel:

I dag vil ingen stille spørgsmål ved kapitalistens "ret" til at høste en ubegrænset høj belønning for at have løbet en begrænset risiko.

Selv inden for narkohandel - som jo burde være højrisiko - er investor tilfreds med 4-fold tilbagebetaling af den investerede kapital.

I dag har man bildt folk ind, at ethvert forsøg på at lægge låg på profittens størrelse vil være "dræbende" på det fri initiativ.

Pengemaskinen SKAL være en evighedsmaskine, for de lovlige kapitalister.

Sådan noget sludder - men folk tror på det.

Og dog hørte jeg i eftermiddag, Gorm Petersen, at der blæser andre vinde i erhvervslivet, hvor der ikke længere er den samme drift mod at blive 'leder'.
Heldigvis er der måske en drift i den individualiserede ungdom, der mere ønsker ikke at gå i vejen for hinanden , men godt vil tilstå andre frihed til realisering, hvis de selv modtager ligeså. Det vil jo samtidig være en fantastisk understregning af den grundlæggende sandhed i velfærdstanken.

Michael Nielsen

»Sat meget på spidsen, så var den klassiske velfærdsstat et højst mystisk fænomen, som vi havde i en lille, meget kort, parentetisk historisk udvikling fra 1960 til 1972. Lige siden har vi været på vild flugt væk fra både dens indhold og dens værdigrundlag. Velfærdsstaten var aldrig fra starten tænkt som et større projekt. Og demonteringen af velfærdsstaten er det øjensynligt heller ikke. Politikerne ønsker i hvert fald ingen dybere diskussion af, hvad vi egentlig vil i stedet for,«

Velfærdsopgaven er meget simpel og har været simpel hele vejen igennem. Også fra tiden før velfærdssamfundet blev skabt.

Opgaven har i teorien været enkel og er stadigvæk meget enkel. Velfærdsopgaven lyder således:

"At sætte det enkelte menneske fri."

Kun ved at være solidariske med vores næste, har vi via skatten og kulturen, kunne skabe velfærden.

Problemet med velfærden i dag, er at hele velfærdsdiskussionen drejer sig om den ene side af velfærden: den passive velfærd.

Den aktive velfærd har manglet stort set hele vejen igennem, med enkelte undtagelser. Men den har manglet og har derfor ikke fået lov til at udvikle sig.

I dag begynder toner her og der at nævne civilsamfundet, som en fremtidig aktiv aktør i velfærdssamfundet.

Disse toner er avantgarden for den kommende aktive velfærd. En aktiv velfærd skabt på basis af den passive velfærd.

Nej. Problemet er ikke diverse regeringer, økonomer, eller mennesker på overførelsesindkomst. Nej, problemet er at kun det halve velfærdssamfund indtil nu er blevet udviklet på.

Dét er problemet.

Velfærd skal skabe Velfærd.

VssV

Var til forelæsning med ham i sidste uge til et arrangement kaldt politikuge på statskundskab, SDU. Titlen var Den universelle velfærdsstat: Civilisationens triumf eller en uddøende race?

Hvis Jørn Henrik Petersen siger at krisen ikke så meget er økonomisk, så er det ærgerligt at han blev sat til at holde forelæsning om:
De økonomiske udfordringer

Der snakkede han om den implicitte kontrakt mellem generationerne og de økonomiske konsekvenser. ellers interessant at høre fra en professor dr.phil. & lic.oecon.

En af hans modeller viste netop at der ingen forbindelse var mellem:
Individuelle rettigheder & Kollektiv finansiering/ skattefinansiering

Bistandsloven var fra 1976, så at velfærdsstaten kun varede til 1972 hænger ikke rigtig sammen. At bistandsloven så blev barberet løbende indtil den blev afskaffet i 1998 underbygger selvfølgelig teorien, men i min optik knækker filmen først i midten af firserne. Samtidig med den første bølge af liberalistiske dot.com'er med virtuelle formuer.

Jørn Henrik Perdersen lyver bevidst eller også har han bare ikke fattet, at velfærdsstaten fungerede i 1970erne, helt op til cirka 1982, måske 1985. Og det var den første borgerlige regering i 1980erne (1982-1993), som begyndte med dette med at borgerne skulle stille krav til den hjælp de fik - for deres skattekroner. Det har intet at gøre med at indvidualismen eller egoismen; den er skabt af den førøste borgerlige regering i 1980erne. Netop ved at tale om New Public Management og ved at tale om cost benefit analyser - noget som VKO-regeringen (2001-?) fortsatte. Hele denne tale om 'noget for noget' skal ses i det lys; opfordringen til at undersøge hvad vi som kunder får for vores skattekroner er blevet stærkere under VKO-regeringen....

Man har også fra VKO-regeringens side fået den øvre middelklasse til selv at tage ansvar for deres liv, dvs. den øvre middelklasse vil ikke længere betale for velfærden til det man engang kaldte arbejderklassen, i dag LO-arbejderne.

"Jørn Henrik Petersen mener, at såvel en størst mulig offentlig sektor, en lavest mulig skat eller flest mulige fritvalgsordninger ikke er mål i sig selv - men midler til at opnå det samfund, vi gerne vil give videre til børnebørnene."

Det danske politiske system lider af en ekstrem mangel på visioner og har gjort det igennem lang tid nu.

John Christian Mogensen

Artiklen indeholder nogle interessante betragtning-
er om demonteringen af velfærdsstaten, der, trods overskriften, endnu ikke er demonteret.
Der er dog nogle sætninger der må anholdes. De udtrykker en beklagelig uklarhed om forholdet mellem fællesskab og individ. Fx: " - og man betonede ansvaret for fællesskabet på bekostning af individet." Men det var ikke på bekostning af individet. Den fællesskabsbaserede velfærd var tværtimod for individets skyld. Nogle individer har selvfølgelig bekostet relativt meget via skatten, men næppe på bekostning af deres individualitet eller eksistens som individer.
Eller: "Der udvikles en stadig mere individualistisk tanke. Et større fokus på hvad JEG får for mine skattekroner - ". Det er vildledende at kalde det en individualistisk tanke. Det er mere passende, som Anker Jørgensen i sin statsministertid gjorde, at kalde det egoisme. Individualisten værdsætter individet og individualitet, ikke kun det individ han selv er. For egoisten har andre individer knapt realitet som individer.
Den proces, som demonteringen af velfærdsstaten er, består ikke i en øget individualisering. Jørgen Henrik Petersen siger ganske rammende, at der er sket en udvikling fra at vi er "det politiske menneske" til at vi er "det økonomiske menneske". Men det er i høj grad en afindividualiseringsproces. Det økonomiske menneske aflægger sig sin individualitet for at kunne sælge sig selv, eller afindividualiserer andre for at kunne få økonomisk udbytte af dem uden for mange følsomme hensyn. Han fremhæver måske et eller andet individuelt træk ved sig selv, som for øjeblikket er efterspurgt, og det skal så gøre det ud for individualitet. Han har snarere gjort sig "afslebet som en rullesten, kurant som en gangbar mønt." (for at låne udtryk fra Søren Kierkegaard).

Dan Johannesson

Rune & Co.

Naturligvis lider Dansk politik af manglende visonær tankegang. Det er nødvendigt at erkende facts'ne for det de er: Danmark er en delstat i EU.

Det Danske Projekt / Visionen, som efterspørges har vi mere eller mindre frivilligt givet afkald på. 70% af alle Danske lovtekster er som bekendt blot oversatte EU dekreter. Det er klart at de resterende 30% voldsomt begrænser "nationale" visioner og andre ambitiøse størrelser af den art.

Det er naturligvis den lovgivende magt med de 70% af den relle magt, som definerer den slags. Og som jeg tidligere har forsøgt at beskrive ganske klart, er der meget begrænset tvivl om hvad målet i det regi er, hvilket kan konstateres ved simpel iagttagelse: Sammenlægning af de 4 store Unioer: Den Pan Amerikanske Union (som ingen snakker om selvom den er fuldt ud etableret), Den Asiatiske Union, Den Afrikanske Union og naturligvis EU.

Derfor har Lars Barfoed givet USA tilladelse til at overvåge vores handlemønstre i form af vores udenlandske betalingskort, og tilladelse til overvågning af danske DNA registre. Og derfor er den Danske regering, i strid med alle demokratiske principper, fortsat i hemmelighed, ved at få sammensat den nye globale lov til overvågning af internettet - ACTA.

Så der ER en vision, i høj grad, og det er en global Union, med digitaliseret økonomi ( = fuld overvågning af borgernes vaner og bevægelsesmønstre), komplet med et to partisystem der simulerer demokrati. (Det er en simulation når målet - økonomisk vækst - konstant er det samme uanset partifarve, og basis ideologien som dikterer alle andre samfundsparametrer således er statisk)

Bemærk at retorikken de senere år nu er blevet til: rød blok mod blå blok osv, hvilket er standard metoden, når vi skal cues / gradvist tilvænnes nye små skridt, henimod store, i sig selv ellers svært acceptable forandringer. (Sådan fik vi bl.a. EU, En håndfuld nyere krige, Terrorloven mv.)

De små skridts politik har som bekendt ændret vores verden fundamentalt.

Er der i den forbindelse nogen nysgerrighed om en uddybelse af ovenstående kan jeg anbefale denne artikel:

http://www.danjohannesson.dk/231/
Og
http://www.danjohannesson.dk/324/

Det er såmænd ganske simpelt når røgsløret tages til side og facts'ne får lov at tale for sig selv.

Vi ligger blot som vores evige passivitet og oversocialisering har redt.

Tak, John Mogensen, det er meget betryggende, at der stadig findes folk som dig med tænkeevnen, hukommelsen og idealismen i behold.

christian christensen

UHA!!! Velfærdsstaten demonteret, det lyder ikke rart.
Men er det også den konklusion, man når til hvis man kigger på udviklingen i finanslovene og på antallet af offentlige ansatte siden 70'erne? Selv den danske venstrefløj har kritiseret Fogh og Løkke for ikke at have stoppet væksten i de offentlige udgifter. Og det er sket uanset om vi kalder os borgere eller kunder.

Christian Engel, det har intet med velfærdsstaten at gøre. Velfærdsstaten handler om løsningen af borgernes problemer og en fundamental social sikring.

Bent Kim Jepsen

Socialisme fremmede individualiseringen!
Det socialistiske projekt med velfærdsstaten ødelagde de gode intentioner i 1960-erne. I 60-erne gik projektet ud på at skabe trykhed for samfundets svage, så de svage også kunne bidrage til samfundet.
Efterhånden overtog socialisternes krav om økonomisk lighed ved overførsel af indkomst via skatter og afgifter velfærdsprojektet. Flere og flere blev interesseret i om de fik lige så meget som alle andre. Milimeterrefærdighed blev den nye moral. De fleste syntes ikke at de fik ligeså meget som de andre, så de krævede mere og mere ind.
Socialistiske krav om økonomisk lighed i samfundet skaber en krævementalitet der undergraver velfærdsstaten.
Vi skal tilbage til et ideal om at hjælpe de svage og lade alle os andre klare os selv.
Veldfærdsstatens undergang er middelklassens ansvar hr. Børsting!

Karsten Olesen

Det foregives utallige steder, at de indførte regler gælder for alle - at velfærdsstaten er "universel".

Men lige siden "skøns"princippets genindførelse i Bistandsloven 1976 har reglerne været udformet til at ekskludere snart den ene, snart den anden gruppe - og på denne måde skabe et proletariat af afviste, fejlbehandlede, ikke-anerkendte syge, folk på nedsatte ydelser m.m..

Love skal gælde for alle - det er f. eks.forbudt for alle at gå over for rødt lys - og det er den lovgivende magts pligt at udforme lovene således. Denne forpligtelse har man unddraget sig - for i stedet at skabe et system baseret på bevidst fejlbehandling og diskrimination, med stigende retsløshed nedefter til følge.

Med Bistandsloven 1976 legaliserede man igen det skønsbegreb der var blevet afskaffet i 1933:

http://www.pladstilosalle.dk/grdinpligt/social2/index.html

"Tildelingen af bistandshjælp er baseret på et skønsprincip. Sagsbehandlerne skal ud fra et fagligt skøn vurdere hjælpens størrelse og omfang - om hjælpen er varig eller midlertidig. De må kun se på behovet for hjælp, og ikke på årsagen til trangen.

Bistandsloven sikrede at klienterne ikke længere skulle vandre fra Herodes til Pilatus for at få hjælp.
Genindførelsen af skønsprincippet betyder, at der igen bliver forskel på, hvilken hjælp klienterne får, alt efter hvilken kommune man hører under."

Dette betød igen at folk blev udsat for vilkårlige afvisninger - f. eks. ved påstand om at ansøgeren ikke bor i kommunen - værst i Venstrekommuner.
Med denne ophævelse af retsprincippet tillader man i virkeligheden en ikke-lovbunden forvaltning.

Juli 2010 kom det frem, at over 70.000 personer hverken er berettiget til bistand eller understøttelse.

http://www.avisen.dk/70000-skjulte-arbejdsloese_129307.aspx

Fra artiklen: "Arbejdsmarkedsstruktur- frisættelse..", skrevet udfra situationen 1980:
http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=92136

"Tendensen til at arbejdsmarkedet bliver et lukket marked for de allerede beskæftigede bliver stadig mere markant, mens de arbejdsløse presses mere og mere ud af arbejdsmarkedet. For de beskæftigede gælder det om at holde fast ved det arbejde, man har, selv om det skulle betyde, at man må renoncere på kravene til løn- og arbejdsforhold - er man først kommet ud i arbejdsløshed, er udsigterne til genbeskæftigelse ringe.

"Med hensyn til de arbejdergrupper, hvis beskæftigelsesmuligheder opfattes som dårlige, gøres der fra statens side de største anstrengelser at få forsørgelsesudgifterne reduceret så meget som muligt.

"..må betragtes som et sådant forsøg på en
reduktion af forsørgelsesomkostningerne for "ikke-anvendelige" arbejdsløse gennem en gradvis nedtrapning af forsørgelsesniveauet til folkepensionens størrelse. Genindførelsen af 26-ugers-reglen er en anden foranstaltning, som sætter en tidsmæssig grænse for, hvor længe en arbejdsløs kan oppebære understøttelse. Arbejdsløse, som falder for 26-ugers-reglen, er henvist til bistandslovens kontantydelser eller en førtidspension, og i begge tilfælde vil der
være tale om en betydelig indkomstreduktion.

"Endelig søger man gennem det såkaldte "børnepasningscirkulære" at
foretage en sortering blandt de arbejdsløse. I dette cirkulære hedder nemlig, at arbejdsløse (kvinder), der ikke kan modtage anvist arbejde på grund af børnepasningsproblemer, mister deres arbejdsløshedsunderstøttelse,
hvis ikke de har fundet en pasningsmulighed.

"Den påbegyndte udsanering i gruppen af arbejdsløse vil fortsætte i de kommende år og synes at ske med stor effektivitet. Således var der 18. november 1979 kun godt 10.000 arbejdsløse, som havde været arbejdsløse i hele perioden januar-november 1979 ud af et samlet antal registrerede arbejdsløse på 144.600 i november 1979."

"Det fald i ledigheden, som vi har kunnet konstatere siden årsskiftet har først og fremmest sin baggrund i ovennævnte politik og er ikke udtryk for en forbedret beskæftigelsessituation."

Se yderligere f.eks:

Skal kommunerne ikke overholde loven?
http://www.k10.dk/forumdisplay.php?f=37

http://www.facebook.com/pages/STOT-Sygdomsramte-som-er-kommet-i-klemme-i...

En klapsalve til Jørn Henrik Petersens protest over det atomiserede fritvalgssamfund, hvor solidaritet og fællesskab er blevet fyord. Jeg har selv set de meget mere rå virkninger under Sovjets lidt tilsvarende omstilling, som også foregik med forbavsende lidt debat om konsekvenserne. Meget illustrativt blev fx den lokale skole bygget om til bank, der krakkede og blev til kontorer, så revet ned og bygget til ejerlejligheder etc. Siden blev Rusland nød til igen at satse på fri uddannelse, og SUen sat op til noget ligefremt brugbart, da regeringen efterhånden indså hvor få med en brugbar uddannelse, der var tilbage.

Forøvrigt skriver @Gorm, at "I midtvesten har Fox News 'kritisk masse' d.v.s. mere end 75% af markedet". Når Fox News i hele USA ses af nogle få millioner, så svarer de der 75% til måske 100.000 seere. Det giver sgutte meget troværdighed til hverken din eller Fox News' fortælling. De andre nyhedsstationer klarer sig ikke meget bedre - USA er kendetegnet ved at de store spillere på nyhedsfronten er meget små. Så at folk "sidder foran fjernsynet", er altså ikke fordi Fox slår igennem på meget marginale News - deres dejligt kritiske program The Simpsons har langt flere seere...

I sammenligning med USA er der forbavsende mange herhjemme, der trods alt prøver at holde sig orienterede. At kvaliteten ofte er på FOX-niveau er slemt, og jeg savner dybdeborende journalister, der tør gribe en problemstilling som professorens - og så holde fast i den. Og blive ved!

Bent Kim Jepsen, du blander tingene noget sammen: den klare ideologi i bistandsloven var, at man skulle behandle folk forskelligt, hvis man skulle hehandle dem lige. Der var historier om folk, der fik CHARTERFERIE betalt i 70erne, til almen forargelse, og der var også folk, der mistede chefstillinger, der tilsvarende blev sikret et ikke for kraftigt fald i levestandard. Det var ikke trang, men behov, der var ledestjernen, fordi det handlede om et godt samfund for alle, ikke et samfund baseret på hierarki og klasse. Og det er da også bemærkelsesværdigt, at nogle - ikke de bedst begavede, ikke de mest kreative, men dem med nogle ganske specifikke uddannelser - mener, at de har krav på aflønning mange gange den, de fleste mennesker lever fint for i vores samfund. Jeg tror, at alle ville have det meget bedre med en langt større lighed, hvor en særlig lønmodtagergruppe ikke får lov til at distancere sig fra resten.

Karsten Olesen, jeg synes, din fremstilling ligger på grænsen til historieforfalskning. Der var én tragedie for bistandsloven, og det var, at den blev planlagt i opgangstider, men vedtaget under en recession. Derfor blev intentionerne i mange tilfælde aldrig udfoldet, og i visse tilfælde blev loven endog brugt imod sin hensigt. Det gjaldt f.eks. pligten til at anvise tag over hovedet til boligløse, hvilket selvfølgelig især i København var et reelt problem, da mange ønskede at flytte til storbyen og benytte denne paragraf som middel til at skaffe sig et sted at bo.
Men reelt set var skønsprincippet tænkt som og fungrede også generelt som en stærk forbedring af vilkårene for dem, der havde benov for hjælp - fordi den ellers så indgroede skelnen mellem 'værdigt og uværdigt trængende' blev kriminaliseret, som det fremgår af dit citat.
En helt ny kommunal medarbejdergruppe skulle varetage borgernes interesser: socialrådgiverne. Deres titel var der dengang basis for: de skulle vejlede borgere, der havde behov for hjælp, med at finde den mest hensigtsmæssige løsning på disses problemer. De var mao i langt højere grad borgerens allierede end den kommunale arbejdsgivers, og det gav mange brydninger, når socialrådgivere insisterede på løsninger, der forekom de folkevalgte for ødsle. Vi er meget langt fra det sjakalsamfund, VKO har givet os; men igen: allerede fra 1988 begyndte det at gå den helt gale vej med den gensidige solidaritet og frisættelse - og VKOs misregimente har desværre udsat friheden på ubestemt tid, den var ellers i sigte med Nyrup-Jelved planen, hvor afdragelse af gælden ville ske indenfor en overskueslig årrække og derpå efterlade os med fornyede muligheder for at realisere vor fremadskredne humanitet og civilisation; men man kommer dårligt udenom den tanke, at politikere bevidst ønsker at binde befolkningen, skønt befolkningen ønsker at forfølge andre interesser og mål end bevidstløs vækst.

Steffen S, det er præcis dér, du tager fejl! Velfærdssamfundet er i bund og grund IKKE tænkt som en pareren ordre, det er et borgerligt politisk projekt! Det socialdemokratiske har været at sætte folk fri til selvrealisation på baggrund af en grundlæggende social sikkerhed. Tanken bag velfærdsstaten er at fjerne de sten på vejen, der forhindrer den enkeltes udfoldelse, og derfor er det rigtigt, nå John Mogensen påpeger den forskel, som vi diskuterede tilbage i 70erne: forskellen mellem individualisme, der er velfærdssamfundet udfoldet til glæde for alle individer, og egoismen, der drukner projektet ved, at man sætter sig selv i parentes og stiller større fordringer til fællesskabet og mindre til sig selv. Det 'noget for noget', der altid har været en forudsætning, er i velfærdsstatstænkningen en mulighed for dem, der mangler forudsætninger i udgangspunktet; men det er ikke et mål, at kravene på borgernes materielle deltagelse skulle øges. Tværitmod lå der klare forestillinger om en grænse for behovsopfyldelse et sted. Den er givetvis også nået forlængst, men skjules af markedssamfundets evne til at hælde nyt ud af overflødighedshornet. Havde man fulgt ideologien, havde man i stedet haft en udvikling, der sikrede stadig bedre produkter til afhjælpning af individuelle handicaps for at kunne deltage i fællesskabet.
For tiden oplever vi en uhørt ensretning af nationalistisk tilsnit, hvor Carlsbergs gamle slogan 'Laboremus pro patria' lægges til grund for en statsræson. Det er helt uhyrligt og det stik modsatte af det demokrati, vi påberåber os, hvor netop den enkelte borgers udstrakte frihed er fundamentet. Ideologien bag velfærdsstaten fordrer simpelthen en materiel udligning for at sikre substans bag frihedstanken.

Velfærdsstat gør ikke nogen rigere end andre, nærmere har en tendens til tværtimod.
Det er ikke den populæreste vinkel ved begrebet, og efter 40 år har det massive flertal noget i klemme hvad angår sabotage af ideen bag.
Derfor bryder det massive flertal sig ikke om at diskutere hvad det var der skete.
men det var noget med at ville lige være bare en smule rigere end dem man sammenligner sig med. Det er nemlig livskvalitet enhver kan forstå ; ikke teori, men 'kan spises med det samme'.

Jeg har altid opfattet Bistandsloven af 1975, der blev præsenteret som socialminister Eva Gredals personlige altruistiske projekt og ifølge hvilken borgeren i tilfælde af arbejdsløshed skulle bevare samme levefod som før med villa, rødvin og det hele, som en makaber vits og et dæmonisk forspil til det, vi ser nu.

Før bistandsloven gik den arbejdsløse til A-kassen eller i mangel heraf til kommunen og blev sat til snerydning om vinteren eller stenindsamling på marker om sommeren, hvis man boede på landet.

Med Bistandsloven kom ganske vist nye muligheder for omfattende revalideringsydelser, men samtidig blev afstanden mellem borger og arbejdsmarked bureaukratiseret og øget. Helt grotesk kulminerende i galopperende aktiverings-vanvid, et virtuelt pseudo-arbejdsmarked, hvor det vrimler med selvudnævnte konsulenter, healere og stand up-komikere.

Jens Thorning, Steffen S - I tager fejl! Mennesket er gennemgående altruistisk, men det fristes naturligvis af de lavthængende frugter. Derfor skal samfundet indrettes, så de lavthængende frugter aldrig bliver en mulighed, før det er en mulighed for alle.
Steffen S., jeg kan ikke tage alvorligt, at du ser en direkte sammenhæng mellem arbejdsindsats og indtægt. Den har aldrig været en realitet, men den er et liberalistisk mantra, der har vist sig utrolig effektivt, fordi det kan lokke hvem som helst til at gøre en mægtig indsats uden nogensinde at komme i nærheden af den gevinst, man blev forjættet.
De største formuer i dette land findes hos dem, der har arvet dem, eller de tjenes på arbejde, der for mange andre (ikke mig, jeg har fundet en dejlig niche, som jeg helst ville dele med alle) til forveksling ligner fornøjelse.
Arbejdet bærer lønnen i sig selv, siger vi, og det er nøjagtigt det, der er tanken; og vi skal hurtigst muligt bremse den latterlige selvovervurdering, som folk, der tager en gemen HANDELSUDDANNELSE, ligger under for.

Jo, Steffen S., det gør det. Indtjening er jo ikke retfærdig, det er styret af magtforhold, og disse magtforhold handler i høj grad om, hvem der har på forhånd. Hvis man skal have et demokrati, hvor én mand, én stemme gælder, er det vigtigt, at man afmonterer de særlige fordele, en specielt gunstig økonomi er. Det behøver ikke at være ved at fratage folk deres formuer, men det bør i høj grad være ved at stille krav til, hvorledes formuerne forvaltes til samfundets bedste.
Demokrati handler ikke om private menneskers ret til et privat liv, det handler om menneskers samliv i offentligheden.

Steffen S., du er ikke i nærheden af, hvad demokrati er. Men din konklusion er jo blot en understregning af det fascistiske islæt i liberalismen.

Jeg synes for det første, at du skal afholde dig fra at bruge ord, du ikke mestrer ("attribuere" er vi ikke nået til i anglificeringen af dansk endnu, heldigvis).
Hvad du kalder demokrati, er afdemokratiseringen, som en labil dansk befolkning åbenbart for tiden lader sig nøje med. Vi, der faktisk havde en barndom i 60erne og 70erne véd, hvad aktivt medborgerskab betyder. Et folkestyre uden folkelig deltagelse er monstrøst.

En magtfuldkommen regering er den første forklaring - der er jo intet at komme efter, altså intet at diskutere. Samtidig er det blevet klart, at det politiske niveau ønsker at gøre beskæftigelse politik til en specialiseret profession, hvor det jo netop i demokratiet gælder, at politik er det, der definerer det almene niveau.
Folkelig deltagelse minimeres, fordi indflydelsen er væk - men det er selvfølgelig en ond spiral, der kun kan standses med en fornyet besindelse på partierne, evt. nye partier, men først og fremmest partierne som grundlag for indflydelse og deltagelse i udviklingen af politikken. Det kan kun komme nedefra, og dette vil formodentlig først komme, når folk bliver så tilpas frustrerede, at de presses til at gøre noget selv.
En dansk gengivelse af 'attribute' vil være 'tilskrive' eller 'tillægge'.