Kommentar
Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Formand Barfoed hopper på bunden

Den nye konservative formand er vred over en bestemt slags røverier
Indland
18. marts 2011

Opmuntrende, når det kun kan gå opad.

Forleden fastslog Berlingske på lederplads om den nykårne K-formand, Lars Barfoed:

»Han og med ham hele Det Konservative Folkeparti står på bunden.«

Forståeligt, hvis Lars Barfoed forsøger at gøre sin bund til en trampolin. For at sætte skub i formandens hoppeøvelser har partiet opsat plakater af ham i det danske bybillede. Fotoet viser en Barfoed med handlekraftigt oprullede ærmer, dynamisk løsnet slips og eftertænksom mine. En rigtig leder.

På de forskellige plakater er Barfoeds eftertænksomhed udmøntet i udsagn.

Et af dem lyder:

»Det er min erfaring, at børn møder livet med nysgerrighed og lærelyst. Det må folkeskolen ikke tage fra dem.«

Hør, hvad er det, Barfoed antyder? At lærere ikke ved noget kærere end at tvære lærelysten ud af børn?

Det er dog for galt! Hvis lærere ikke kan vie hver en stund til at stimulere børns appetit på viden, skyldes det, at lærere siden 2001 har skullet indlevere flere og flere meningsløse skemaer og afrapporteringer opad i systemet – for at behage en VK-regerings tilsyneladende endeløse behov for at kontrollere alt.

Hvis Barfoed trådte i karakter som vicestatsminister og fik afskaffet mistænksomheden som styresystem for folkeskolen, ville han se driftige og frie lærere i tvangfri stimulans af børn. Se at komme i gang!

Hjemmerøverier

En anden af Lars Barfoeds eftertænksomheder lyder:

»Det gør mig vred, når jeg hører om f.eks. hjemmerøverier.«

Hvordan skal den forstås? Er det en appel til pensionisters frygt – på det niveau, der ellers er forbeholdt Dansk Folkeparti?

Det kan det ikke være sådan, at Barfoed – som jo er landets justitsminister – bliver mindre vred, når han hører om røverier på åben gade.

Og hvad med bankrøverier? Ja, der kan det da godt være, at Barfoed tager det afslappet, når det er banken, der røver kunderne. Men ellers?

Stemmerøverne?

Er der i det hele taget nogen forbrydelse, som Barfoed ikke bliver vred ved at høre om? Underslæb, mandatsvig? Trækker ministeren på skulderen?

Den eneste forklaring må være, at det med hjemmerøveriet er en trykfejl. Det er ikke det, som Barfoed er særligt vred over.

Nej, der skulle have stået:

»Det gør mig vred, når jeg hører om f.eks. stemmerøverier.«

Det er Liberal Alliances plyndringstogt i konservative vælgerhjem, der får Lars Barfoed til at stå og hoppe af harme på sin bund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dagens bedste grin! Godt set ..

'Det kan det ikke være sådan, at Barfoed – som jo er landets justitsminister – bliver mindre vred, når han hører om røverier på åben gade'.
Man kan vælge at høre hvad man vil høre jo. Han siger ikke at det gør ham 'mere' vred.

Måske jeg bare synes det er sådan en firseragtig form for humor her. ja pyha, jeg har lige alder og attitude til at bruge den sommetider selv,... dog :
Rehling er jo IKKE uenig med NOGEN af Barfoeds udsagn når det kommer til stykket.
Vel ?

Den ironiske generation.....