Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Wozniacki vs. Lukashenko

Den danske verdensetter i tennis Caroline Wozniacki møder politisk kritik efter sin kamp mod Hvideruslands diktator
Den hviderussiske præsident Aleksander Lukashenko omfavner Caroline Wozniacki og Victoria Azarenka under en tenniskamp i november. Billederne brugte diktatoren i valgkampen.

Den hviderussiske præsident Aleksander Lukashenko omfavner Caroline Wozniacki og Victoria Azarenka under en tenniskamp i november. Billederne brugte diktatoren i valgkampen.

16. marts 2011

Caroline med de lyse lokker er for længst blevet et nationalt samlingspunkt. I et lille land med få internationale stjerner, er hun blevet et nationalklenodie på højde med kongehuset. Hun bør derfor tænke sig en ekstra gang om, inden hun spiller tennis med den hviderussiske diktator.

Det mener både SF og Venstre, efter det kom frem, at den danske tennis-darling og verdensetter spillede en opvisningskamp med Hvideruslands præsident, Aleksander Lukashenko i november sidste år. En kamp, som den altid vindende Lukashenko, ikke så overraskende, også vandt.

Videoklip og billeder fra kampen, hvor Caroline Wozniacki omfavner og kysser præsidenten, blev flittigt brugt af Lukashenkos propagandamaskine op til valget i Hviderusland i fjor. Et valg, der ifølge det internationale samfund var præget af omfattende valgsvindel og forfølgelse af politiske modstandere.

Sender forkert signal

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, er forbløffet og mener, at Caroline »skulle have holdt sig langt væk fra Lukashenkos propagandashow.« SF's Kamal Qureshi går skridtet videre og forlanger, at Dansk Tennisforbund samt kulturminister Per Stig Møller irettesætter Woz-niacki og sørger for, at lignende episoder ikke finder sted i fremtiden.

»Det er et forkert signal at sende til den danske ungdom,« siger han.

Konservativ opbakning

Det er imidlertid ikke alle partier på Christiansborg, som mener, at tennisstjernen burde have tænkt sig om en ekstra gang. Carina Christensen (K) opfordrer til, at hetzen mod Wozniacki stoppes og påpeger, at hun jo bare er en pige på 20 år.

Tennisspilleren selv siger til Jyllands-Posten, at kampen skulle støtte et velgørende formål til fordel for syge børn, og tilføjer, at hun er ligeglad med, hvad politikerne siger, samt at hun ville gøre det igen.

Man skal imidlertid ikke lede langt for at finde Carolines forbilleder som repræsentant for hele nationen. For hvis man kan give diktatorer fine ordener, kan man vel også spille tennis med dem? Og som H.K.H. Kronprins Frederik sagde, da han meddelte sit kandidatur til den Internationale Olympiske Komité; »Sport og politik skal ikke blandes sammen.« Det samme sagde Wozniacki til Jyllands-Posten i går. Man kan således glæde sig over, at det danske repræsentantskab i udlandet i det mindste er enige om linjen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heine Svendsen

Hvis Wozniacki er ligeglad med politikernes (og andres mening?) og ville gøre det igen, ja - så er jeg færdig med at se hendes kampe.
Jeg vil nævne det for mine medspillere på tennisbanen og jeg er sikker på, at det vil vække foragt blandt alle.
Men som Carina Kristensen sagde, så er hun jo kun 20 år(!). Måske bliver hun klogere med alderen.
Prins Frederik mener, at man ikke skal blande politik og sport. Det er netop hvad der er sket her.