Bulimipatienter nægtes adgang til privathospitaler

Spiseforstyrrede patienter med bulimi står i kø for behandling, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for deres helbred og i sidste ende være livstruende.

Ifølge den udvidede behandlingsret i psykiatrien har de ret til behandling inden for to måneder - hos det private, hvis det offentlige ikke har kapacitet.

Men selv om Kildehøj Privathospital er godkendt af Sundhedsstyrelsen til at varetage behandling af svære spiseforstyrrelser, afviser Danske Regioner at indgå aftale om dagbehandling af bulimipatienter.

Begrundelsen lyder, at der for det første ikke findes dagbehandling af bulimi i det offentlige, og dernæst at der ikke er faglig evidens for virkningen af dagbehandling af disse patienter.

Men argumenterne for afvisningen holder ikke, lyder det fra flere sundhedsøkonomer:

»Hvis det er et af Sundhedsstyrelsen godkendt behandlingstilbud, og det er omfattet af det udvidede frie sygehusvalg, så er loven ret klar. Så skal borgeren have lov til at gå ud til en privat aktør, der har tilsvarende behandlingstilbud, hvis det offentlige ikke kan levere inden for garantiperioden,« siger Jes Søgaard, direktør for Dansk Sundhedsinstitut og professor i Sundhedsøkonomi, og han understreger, at han ikke kender den specifikke sag, men udtaler sig generelt.

Du skal være døende

Rachel Santini, der er chef for Kildehøj Privathospital, kritiserer det offentlige for ikke at tage sygdommen alvorligt:

»Vi ved, at bulimi er en livsfarlig sygdom. Vitale organer som hjerte og hjerne men også mave-tarmkanal, knogler og tænder tager skade, også selv om patienten ikke er undervægtig. Man kan dø af bulimi. Og det er først, hvis man er akut syg, altså døende, at man får lov at blive indlagt,« siger hun og tilføjer, at ingen anden sygdom kræver, at man skal være direkte i livsfare for at få målrettet, intensiv behandling.

Danske Regioner afviste altså Kildehøj med argumentet om, at der ikke var et offentligt dagbehandlingstilbud for bulimi.

Men det er forkert. En rundringning, Information har foretaget, viser, at der er regionale dagbehandlingstilbud for bulimipatienter flere steder blandt andet i Region Hovedstaden og i Odense. Af venteinfo.dk fremgår det endvidere, at ventetiden for voksne med spiseforstyrrelser i Region Hovedstaden er 47 uger. Altså langt over de to måneder, behandlingsretten sætter som grænse.

Steen Andersen, generalsekretær i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, mener også, at der er klar evidens for virkingen af dagbehandling af bulimi:

»Det er ikke et brugbart fagligt argument. Man må tage udgangspunkt i den pågældende patients situation. Hvis patienten kaster op hver dag, så giver det ikke mening kun at komme i ambulant behandling hver tredje uge,« siger han.

Ifølge Steen Andersen bliver Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade kontaktet af omkring 25 personer om dagen:

»På baggrund af det, de fortæller, er behandling én gang hver tredje uge slet ikke nok. Og slet ikke hvis man er hårdt ramt af bulimi,« siger Steen Andersen.

Professor i Sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, mener ikke, at regionernes afvisning holder:

»Det udvidede frie sygehusvalg må formodes at gælde. I det mindste kan jeg ikke komme i tanke om, at spiseforstyrrelser er undtaget,« siger han og betoner, at han ikke er juridisk ekspert.

En misforståelse

Peter Treufeldt, der er vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, mener, at ambulant behandling mod bulimi er den rigtige:

»Det er en god og fornuftig behandling, og der er evidens for at ambulant behandling af bulimi virker,« siger han.

Da Information fortæller om eksistensen af dagbehandling af bulimipatienter på Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Region Hovedstaden, svarer Peter Treufeldt, at »der må være tale om en misforståelse«.

Han fastholder argumentet om, at der ikke findes dagbehandling i offentligt regi.

Desuden afviser han, at der skulle være økonomiske grunde til at afvise privathospitalet. Der er ikke andre årsager end førstnævnte:

»Ambulant behandling er det, der virker, og det er det, man tilbyder fra det offentlige sygehusvæsen.«

På spørgsmålet om, hvorvidt ambulant behandling hver tredje uge er nok til en person med svær bulimi, svarer Peter Treufeldt:

»Det kan man selvfølgelig diskutere. Et tilbud skal skrues sammen, så det passer til den enkelte patient. Men vi ved, at ambulant behandling af bulimi virker.«

Men Steen Andersen er langtfra tilfreds:

»Regionerne runder ned til den laveste fællesnævner, man overhovedet kan komme i nærheden af, for at give det indtryk, at man opfylder behandlingsretten,« siger Steen Andersen.