Læsetid: 4 min.

Danmark svigtede dødsdømt journalist

For første gang fortæller Dansk PEN om de danske myndigheders manglende handling, da den afghanske journalist Parwiz Kambakhsh blev dødsdømt for at kæmpe for ytringsfrihed og kvinderettigheder. Dansk PEN forsøgte forgæves at få Danmark til at lægge hårdere pres på Afghanistan
Parwiz Kambakhsh fik i oktober 2008 afslag på politisk asyl 
 i Danmark af daværende udenrigsminister Per Stig Møller

Parwiz Kambakhsh fik i oktober 2008 afslag på politisk asyl
i Danmark af daværende udenrigsminister Per Stig Møller

24. marts 2011

Danmark havde alle muligheder for at spille en hovedrolle i kampen for ytringsfrihed og kvinderettigheder i Afghanistan, da den unge afghanske journalist Parwiz Kambakhsh i 2008 blev dødsdømt for blasfemi. Det var nemlig ytringsfrihedsorganisation Dansk PEN, der i praksis koordinerede indsatsen for journalistens frigivelse, og organisationen forsøgte forgæves at få de danske myndigheder til at hjælpe mere til, siger leder af Dansk PEN, Mille Rode.

»Nu har Danmark holdt ytringsfrihedsfanen højt i mange år, og gudskelov for det. Men derfor kunne man også have en forventning om, at man også gør mere, når det bliver alvor og handler om konkrete mennesker ude i verden,« siger Mille Rode.

Parwiz Kambakhshs 'forbrydelse' var at kæmpe for de kvinderettigheder, som er sikret i den nye afghanske forfatning, men som ikke er blevet omsat til virkelighed.

Det er ikke første gang, at Danmark vælger at se den anden vej, når de flotte ord ikke passer ind i den overordnede politik, siger lektor i statskundskab Peter Viggo Jakobsen fra Københavns Universitet.

»Han burde selvfølgelig have retten til at ytre sig, og vi burde have bakket ham op hele vejen, for det er sådan set os, der har trukket den forfatning ned over hovedet på afghanerne. Men det kniber ofte at stå ved sine ord, når omkostningerne viser sig,« siger han.

I dag deltager den 27-årige Parwiz Kambakhsh som æresgæst på generalforsamlingen for Dansk PEN, og i den forbindelse har han givet sit første interview siden frigivelsen i 2009.

Danmarks manglende ageren i sagen har tidligere været genstand for debat, men det er først nu, at Dansk PEN fortæller om de interne diskussioner med de danske myndigheder.

Dansk PEN har været med til at etablere Afghansk PEN, og på grund af det unikke netværk i Afghanistan, fik Dansk PEN fra starten en nøglerolle i sagen.

Den herboende afghanske forfatter Samay Hamed blev sendt til Kabul, hvor han i mere end et år både koordinerede det juridiske arbejde og det internationale pres for at få Parwiz Kambakhsh frigivet.

»Vi vidste fra begyndelsen, at sagen ikke skulle vindes ved domstolen, men i kulissen. Det var en politisk sag,« siger Samay Hamed.

Men de danske myndigheder var ikke lige så ivrige som andre lande for at presse på, siger Mille Rode. Eksempelvis sendte den norske ambassade i flere omgange repræsentanter til retsmøderne for at demonstrere den internationale opmærksomhed på sagen, og Dansk PEN foreslog det danske udenrigsministerium at gøre det samme.

»Det ville have være flot, hvis danske repræsentanter også havde fulgt sagen tæt, men vi blev mødt med forsigtig tilbageholdenhed,« siger Mille Rode.

I et skriftligt svar oplyser Udenrigsministeriet, at det ikke var »hensigtsmæssigt«, at samtlige lande og organisationer mødte op til retsmøderne. »I stedet blev det aftalt, at EU og Norge skulle repræsentere det internationale samfund,« skriver ministeriet.

I Danmark holdt Dansk PEN undervejs en række møder med Udenrigsministeriet, og én gang deltog Parwiz Kambakhshs bror, den internationalt kendte journalist Yaqub Ibrahimi, for at få ministeriet til at skrue op for blusset og lægge et hårdere pres.

»I vores møder med Udenrigsministeriet lagde vi ikke skjul på, at vi syntes, at EU gjorde for lidt, og at det ville være passende, at danske ministre slog på tromme for det i EU-sammenhæng,« siger Mille Rode.

Frygt for konsekvenser

Men i oktober 2008 afslog daværende udenrigsminister Per Stig Møller at give politisk asyl til Parwiz Kambakhsh.

»Nu har vi prøvet at lære Afghanistan, at man skal have et retssystem, og nu kan Kambakhsh appellere sin sag til den afghanske højesteret, og så vil det være mærkeligt, hvis vi pludselig blander os i deres retsprocesser,« forklarede Per Stig Møller dengang.

I dag skriver Udenrigsministeriet dog, at man ved flere lejligheder har gjort det klart over for de afghanske myndigheder, at behandlingen af Kambakhsh var uacceptabel.

»Daværende udenrigsminister Per Stig Møller rejste i november 2008 sagen over for præsident Karzai og udenrigsminister Spanta under sit besøg i Afghanistan,« skriver ministeriet.

Desuden arbejdede Danmark tæt sammen med de øvrige nordiske lande, FN og EU og den uafhængige afghanske menneskerettighedskommission om Kambakhshs løsladelse.

»Dette involverede såvel offentligt kendte aktiviteter, som pres på de afghanske myndigheder uden for offentlighedens søgelys,« skriver ministeriet.

Mille Rode kæder den diskrete danske indsats sammen med genoptrykningen af Muhammed-tegningerne i foråret 2008, der også mentes at være årsag til terrorangrebet på den danske ambassade i Pakistan i juni 2008.

»Mit indtryk var, at man var en smule påpasselige med at træde for langt fremog kippe med det danske flag, fordi tegningesagen på det tidspunkt var så tæt på,« siger hun.

I stedet fløj Kambakhsh til Norge, da han i al hemmelighed blev benådet af præsident Karzai i august 2009. I dag bor han i et andet vestligt land, som han ikke vil have frem af hensyn til sin sikkerhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fribyer for forfulgte forfattere! Kommuner stiller sig i kø for at få deres egen forfulgte forfatter. Kulturministeren lover at sørge for forfatternes sikkerhed, hedder i JP.

Endelig en minister der ikke kan ansvarsfralægge. Per Stig var udenrigsminister dengang og er kulturminister i dag ...

Vi venter på et svar, Per.