Læsetid: 2 min.

Eksperter: Rønn risikerer rigsretssag

Hvis integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har ignoreret sine embedsmænds henstillinger til at stoppe ulovlig sagsbehandling og har forsømt at informere Folketinget, er det ifølge jurister en overtrædelse af ministeransvarlighedsloven
1. marts 2011

Jurister ser med stor alvor på oplysninger fra Informations kilder om, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech igennem halvandet år har ignoreret opfordringerne fra sine embedsmænd til at overholde FN-konventionen om statsløshed.

»Man kan ikke bare fortsætte som hidtil, når man er blevet klar over, at der foreligger et problem. I så fald pådrager man sig et ansvar for forsætlig ulovlig forvaltning. Og så er det først rigtig alvorligt set ud fra en ministeransvarligheds-synsvinkel,« siger professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Carsten Henrichsen og fortsætter: »Selv om det måtte være politisk forståeligt, at ministeren har villet forsøge at dække sig ind med praksis fra de andre nordiske lande, er det en fejl, at ministeren angiveligt har siddet ministeriets indstillinger overhørig. Retligt set er det uden betydning, hvordan vores nabolande omgærdes de pågældende konventioner, og under alle omstændigheder bør det ikke tage måneder eller år at få klarlagt disse forhold.«

Carsten Henrichsen ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt ministeransvarlighedsloven rent faktisk er blevet overtrådt, men siger:

»Men man må på bundlinjen konstatere, at behandlingen af denne sag er trukket i langdrag i et sådant omfang, at mange borgere har lidt et retstab på grund af fejlagtige afslag på deres ansøgninger om statsborgerskab, og ministeren bærer tilsyneladende et personligt ansvar.«

Tæt på rigsretssag

Lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing mener også, de nye oplysninger om Rønns håndtering af sagen om de statsløse, bringer ministeransvarlighedsloven i spil.

»Hvis oplysningerne er korrekte, bliver sagen endnu meget mere alvorlig for ministeren end hidtil kendt. Hvor vi indtil nu har fået at vide, at der var uklarhed i ministeriet om, hvordan konventionen skulle fortolkes, ser det nu ud til, at embedsmændene ikke har været i tvivl, men at ministeren selv har afvist at følge deres indstillinger til at overholde konventionen,« siger Sten Bønsing og fortsætter: »Det er meget alvorligt, hvis ministeren mod bedre vidende har fortsat en ulovlig praksis. Vi er i så fald meget, meget tæt på en overtrædelse af ministeransvarlighedsloven, og det kan betyde, at Folketinget skal beslutte, om der skal køres en rigsretssag.«

Sten Bønsing tilføjer, at FN-konventionen om statsløshed i et juridisk perspektiv er let at forstå, hvorfor Birthe Rønn Hornbechs forklaring om, at konventionen først skulle udredes, i forvejen har undret ham.

»Det er tæt på umuligt at forestille sig, hvordan man skulle kunne bruge halvandet år på at fortolke en så simpel tekst,« siger han.

En alvorlig sag

Professor i forfatningsret på Københavns Universitet Henning Koch ser med samme alvor på sagen.

»Hvis det nu vil kunne dokumenteres, at ministeren personligt er blevet direkte informeret om konventionens indhold og fortolkning allerede i august 2008, og det så er gentaget i januar 2009, og hun nu over for offentligheden og Folketinget siger, at hun ikke har kunnet forstå problemstillingen, og hun i øvrigt ikke kan huske, hvordan hun er blevet orienteret, så er der så stor uoverensstemmelse mellem hvad, hun har sagt, og hvad, der angiveligt kan dokumenteres, at det nu må være på sin plads at tale om et egentlig ministeransvar,« siger Henning Koch.

Serie

De unge statsløse

Frem til begyndelsen af 2010 afslog Integrationsministeriet i mindst 22 tilfælde at give dansk statsborgerskab til unge statsløse, der er født i Danmark. Afslagene var ulovlige, fordi Danmark i 1977 tiltrådte en FN-konvention, der netop garanterer statsborgerskab til disse unge statsløse. Det står klart, at ministeren og ministeriets embedsmænd kendte til konventionen, men alligevel fortsatte fejlbehandlingen af ansøgningerne.

Seneste artikler

  • Ministerium gav FN tom forsikring om statsløse

    6. juni 2011
    I august 2003 forsikrede Integrationsministeriet FN om, at fastlæggelse af statsborgerskab var en del af den 'almindelige asylprocedure' i Danmark. Men sagen om de statsløse kurdere, som Information for nylig har afdækket, viser, at det ikke var korrekt
  • Rønn ændrede først kurs, da ulovlig praksis blev opdaget

    9. maj 2011
    Forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech lod ulovlig praksis fortsætte og hemmeligholdt sagen om de statsløse i halvandet år. Da en advokat fik nys om, hvad der foregik, gik der otte arbejdsdage, før ministeren skiftede kurs
  • Ministerium skjuler oplysninger i statsløsesag

    13. april 2011
    Integrationsministeriet har overstreget konklusionen i et dokument, inden det blev udleveret som aktindsigt i statsløse-sagen. Overstregningen er sket af hensyn til Sverige, anfører ministeriet, men det er åbenlyst i strid med loven, vurderer eksperter
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kenneth Jacobsen

Åh nej, for enhver pris ikke rigsretsag - tænker man nok i regeringen. Man kan nøjes med at nævne løkken og hjorten... Hvor skulle man stoppe?

Kirsten Henningsen

Tja, det kræver stadig flertal i folketinget at indlede en rigsretssag mod for eksempel en minister for brud fpå ministeransvarlighedsloven, så det...

Peter Jespersen:

Selv om Rønn måtte vælge at gå, stopper det hverken undersøgelse eller rigsretssag, hvis og når der kan samles flertal for det.

Retssagen mod Ninn Hansen indledtes først lang tid efter, at han var gået af som minister. Det faktum at han var væk fra embedet reddede ham ikke. Gudskelov.

Hvis de borgerlige af taktiske grunde afviser at indlede en undersøgelse og rigsretssag, så kan det falde alvorligt tilbage på dem selv. De vil miste troværdighed, når de påstår, at de står for lov og orden - noget især K står for.
Det kan give et alvorligt piskesmæld i befolkningen at gøre det forkerte.

Det sjove er, at som sagen udvikler sig, går den nok mest ud over de konservative. Så de har faktisk alt at vinde ved at fælde regeringen og lade venstre stå tilbage med aben.

Jørgen Jørgensen

gad vide om vi kan faa skovlen under anders fogh ogsaa, hvis der graves dybt nok - jeg ville nyde at se ham svede i retssalen.