Farvel til endnu en egenrådig rektor

Rektor på Copenhagen Business School, Johan Roos, blev i weekenden fyret af universitetets bestyrelse. Sagen er endnu et eksempel på, at universitetsloven fra 2003 har en række indbyggede svagheder. Hvor rektor før blev valgt demokratisk, bliver han i dag ansat og afskediget af en bestyrelse med eksternt flertal. Samtidig har man givet rektorerne langt større magt, og den konstruktion er problematisk, hvis man får den forkerte leder ind. Nu er det sket igen.

Hurtig handling

Tanken med universitetsloven var blandt andet at sikre ledelserne frihed til at kunne handle hurtigt. Den del af det må Johan Roos siges at leve fint op til. Han oprettede lynhurtigt fonden CBS-SIMI og optog studerende på en masteruddannelse uden at skele til ubetydeligheder, såsom at hele konstruktionen var ulovlig. Det smarte trick var, at man med en fondskonstruktion kunne komme uden om de regler for lønninger, der gælder på universiteterne. Selv har Johan Ross i Børsen kaldt den paragraf i universitetsloven, der bremser for en fusion med fonde, som ikke overholder statens løn og ansættelsesvilkår, for »et godt eksempel på den type detailregulering, der forhindrer innovation i >Danmark«.

Det siger jo alt om, hvad han er for en type. Også inden fusionsskandalen har Johan Roos ledelsesstil skabt masser af uro på CBS. Blandt andet har han tvunget en fællestillidsmand til at træde tilbage og generelt svækket tillidsmandsinstitutionen. Han har adopteret Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus Center (CCC), selv om CCC hverken forsker eller underviser.

Pres fra bestyrelsen

Og i december 2010 nægtede han — i strid med normal praksis — at ansætte en verdenskendt forsker, selv om bedømmelsesudvalget havde fundet vedkommende særdeles egnet. Alt i alt tegner der sig et billede af en egenrådig rektor, der nærmest konsekvent vælger at gå sine egne veje, ikke lytter til råd fra andre og ikke respekterer de gældende regler. RUC's tidligere rektor, Poul Holm, havde nogenlunde de samme egenskaber, selv om han så vidt vides ikke begik deciderede ulovligheder. Men egenrådigheden og den manglende evne til at stikke en finger i jorden, var præcis den samme. I 2008 valgte han at trække sig — men efter sigende efter pres fra bestyrelsen.

Fortilfælde

På Københavns Universitet kæmper rektor Ralf Hemmingsen lige nu med Milena Penkowa-skandalen. Sagen er endnu ikke afsluttet, men Ralf Hemmingsen er også her også her blevet beskyldt for at handle lige lovlig meget på egen hånd. Og hvis man gravede lidt, kunne man sandsynligvis finde lignende sager på andre universiteter. I alle tilfælde har rektorerne skabt dårlig stemning på deres arbejdspladser og skadet universiteternes anseelse udadtil. Men den egentlige skurk er ikke de enkelte rektorer — det er universitetsloven. Utallige kritikere fra universitetsverdenen har, lige siden loven blev udfærdiget, advaret om faren ved netop denne topstyrede struktur i kombination med det afskaffede universitetsdemokrati. Tilbage i 2007 sagde professor på Københavns Universitet Tim Knudsen følgende i Information:

»Det er alfa og omega, at man får ledere, der kender deres begrænsninger. Det må ikke være Napoleons-typer. Så får man problemerne.«

Nu har vi fået problemerne, og der vil komme flere problemer og uheldige sager medmindre man fra politisk side igen ændrer ledelsesstrukturen. Som lektor på DTU, Jens Graversen, sagde i 2007: »Engang skulle der mange idioter til, før det kunne gå galt. Nu behøver man kun én idiot.«