Forandring for forandringens skyld?

Aarhus Universitet (AU) er midt i en stor forandringsproces, der indebærer ny administrativ struktur og faglige forandringer, f.eks. sammenlægning af 55 institutter til 26. På Copenhagen Business School (CBS) er vi også i gang. Her er den nye administrative organisering ved at blive effektueret, og der er forlydender om, at vores institutorganisering også skal under lup.

Set udefra - og kommunikeret fra folk indefra - ser det ud, som om at drivkraften bag den nuværende forandring på AU og CBS primært er drevet af ... ja, ønsket om forandring. Hvad præcist det er forandring imod, er lidt mere uklart.

Tværfaglighed er vist en god ting (som det siges på AU), men hvordan den nuværende organisering forhindrer tværfaglighed vides ikke. Og på CBS er der forlydende om, at vores nuværende matrix-organisering er forvirrende. Enkelthed er vist godt, men hvem og hvordan kompleksiteten generer, vides ikke. Nu er det imidlertid sådan, at der også foreligger den mulighed, at forandring medfører forringelser og besværliggør kommunikation. Lad mig give blot ét eksempel, der alene knytter sig til forandring af navne.

Tabt brandværdi

En af forandringerne på Aarhus Universitet er, at Institut for Statskundskab nu skal hedde Department of Public Policy and Administration. Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet er i dag et stærkt brand og har været det længe. Netop dette institut kendes formentlig af mange i det danske samfund. Hvorvidt det er et af de stærkeste brands i den danske universitetsverden, skal jeg ikke afgøre, men jeg tror, at mange vil give mig ret i, at det ligger blandt top 10.

Den engelske variant af navnet - Department of Political Science - er velkendt blandt universitetsansatte på traditionsbårne universiteter i udlandet. Man ved med andre ord både nationalt og internationalt, hvad en politolog/political scientist er for en størrelse, og det letter kommunikationen. Man ved også i ministerier, kommuner og i konsulentbranchen, hvad en kandidat fra Institut for Statskundskab er (og kan). Alligevel skal institutnavnet ændres i forandringens hellige navn.

Og hvad så? - kunne man spørge. Men hvis vi tænker os lidt om, så er der vist flere gode grunde til, at virksomheder med stærke brands, f.eks. Lego, fastholder deres navn. Og en af disse handler om bundlinje. Det er lettere at sælge et produkt - nyudklækkede kandidater, forskningssamarbejder mv. - hvis aftageren kender produktet. Det er således almindelig sund fornuft - og beskrevet i organisationsteorien - at en organisation kun bør ændre sit navn, hvis det associerer til noget dårligt, eller hvis navnet ingen gennemslagskraft har.

Hvad er problemet?

For en række år siden blev det pålagt Socialforskningsinstituttet at skifte navn til Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Rationalet bag navneskiftet var vist, at en række institutter og centres navne skulle starte med 'Det Nationale Forskningscenter for ...' - præcis hvorfor blev aldrig tydeliggjort. Socialforskningsinstituttet, der også havde et stærkt brand, fik dog lov til at beholde akronymet SFI. Gennemfører man en søgning i avisdatabasen Infomedia for de seneste 12 måneder, viser det sig, at SFI nævnes 3.467 gange, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd 2.503 gange og Socialforskningsinstituttet fejlagtigt - flere år efter - anvendes i 682 tilfælde.

Forandringer på traditionsbårne arbejdspladser som universiteterne kan naturligvis være tiltrængte. Men større organisationsforandringer - og navneforandringer er en af disse - bør først igangsættes, når deres afsæt er grundige undersøgelser, der tydeliggør, hvordan en given ændring vil løse et givet problem. For tiden ser vi ændringerne, men vi kender stadig ikke problemerne.

Nanna Mik-Meyer er lektor på Copenhagen Business School