Læsetid: 1 min.

Forsvar for udkantsuniversiteter

14. marts 2011

Dagbladet Børsen tordnede i sidste uge mod de to danske universiteter i provinsen.

Syddansk (SDU) og Aalborg (AAU) burde lukkes, mente lederskribenten på baggrund af, at avisens rating af de danske kommuners erhvervsvækst placerede universiteternes hjembyer Odense og Aalborg pænt langt nede på listen som henholdsvis nr. 41 og 46 ud af 98 kommuner.

Odenses borgmester Anker Boye og rektor på Syddansk Universitet Jens Oddershede går imidlertid i rette med Børsens undersøgelse for at være fuldstændig misvisende og ude af stand til at sige noget fornuftigt om, hvorvidt universitetsbyer som Ålborg og Odense udnytter deres muligheder som universitetsbyer.

De påpeger, at universiteternes betydning rækker langt ud over det lokalområde, de er placeret i. SDU har f.eks. campus i fem andre byer ud over Odense, f.eks. Kolding og Esbjerg. Byer, som scorer højt i undersøgelser over erhvervsaktive områder.

For nogle år tilbage lavede AAU desuden en stor undersøgelse af, hvordan pendlingsmønstret havde udviklet sig i Danmark fra omkring 1982 og de næste par årtier. Den viste helt entydigt, at jobkoncentrationen finder sted i og omkring de store universitetsbyer, skriver Oddershede og Boye. Hvis Danmark fortsat ønsker en udvikling, der modvirker udkantsisolation, hvor ikke alt koncentrerer sig om København, er det derfor fornuftigt at understøtte de mindre metropoler.

Det vil ikke være til gavn for hele Danmark, hvis vi flytter rundt på universiteterne alt efter, hvem der nu lige scorer point i en tilfældig og ikke særlig velunderbygget undersøgelse, skriver de i et læserbrev i Børsen. lila

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu